Prædiken til 17. søndag efter trinitatis (høstgudstjeneste med dåb)
Posted By admin on 28. september 2021
Manden med vand i kroppen og pladserne ved bordet: Alle gode gaver kommer ovenned
Prædiken i Sct. Klemens Kirke ved høstgudstjeneste 17. søndag efter trinitatis 2021
Nikolaj Hartung Kjærby
”Engang på en sabbat var Jesus kommet ind for at spise hos en af de ledende farisæere.” Sådan starter den tekst jeg skal prædike over i dag, og sikke da en start! Bare i den ene sætning møder vi to ord som vist ikke er en del af ret mange nutidsdanskeres aktive ordforråd, nemlig ”sabbat” og ”farisæere”. Hvem farisæerne mere præcist var, er ikke vigtigt for min pointe i dag, så jeg vil nøjes med at sige at de var et af de religiøse partier der var i Israel på Jesu tid. Til gengæld er sabbatten vigtig, så den må jeg hellere lige et par ord om.
I skabelsesberetningen i Bibelens første kapitel læser vi at Gud brugte seks dage på at skabe himlen og jorden, solen, månen og stjernerne, planter, dyr og mennesker. Hvor bogstaveligt de seks dage skal forstås, vil jeg ikke komme ind på i dag, for det er en meget stor diskussion, men i hvert fald læser vi at på den syvende dag hvilede Gud fra sit arbejde, og derfor gjorde han den syvende dag hellig. Det er en meget vigtig pointe at hvile er noget der har værdi i sig selv og ikke kun som et nødvendigt onde for at vi igen kan komme ud og arbejde. Gud bliver jo ikke træt sådan som vi mennesker gør, og derfor havde han ikke ”brug for” at hvile, men han gjorde det alligevel for at give os mennesker et helt utvetydigt signal om at hvile er en god ting i de rette mængder. Omvendt er det heller ikke sådan at arbejdet kun er et nødvendigt onde for at vi kan tjene til føden eller pensionen eller velfærdsstaten; nej, arbejde og hvile er hver for sig gode ting – det ene skal gøres og det andet ikke forsømmes.
Da Gud gav Moses De 10 Bud efter israelitternes udvandring fra Egypten, lød et af buddene at man skal huske hviledagen og holde den hellig. Det hebraiske ord for ”hvile” er shabbat, og hviledagen kom derfor også til at hedde ”shabbat”, hvilket på de indoeuropæiske sprog (herunder dansk) er blevet forenklet til ”sabbat”. Den jødiske sabbatspraksis er meget kompromisløs: Man må ikke udføre nogen som helst form for arbejde, så al den mad man skal spise, er man for eksempel nødt til at have forberedt dagen i forvejen, der derfor bærer navnet ”forberedelsesdagen”. Derimod er det ikke meningen at man bare skal sidde med mundvigene nedad og kigge ud i luften, sådan som mange europæere angiveligt gjorde da de puritanske og pietistiske bevægelser i det 17. og 18. århundrede prædikede at søndagen er den kristne sabbat med dertil hørende arbejdsforbud; tværtimod ligger det i den traditionelle jødiske opfattelse af sabbatten at man skal hygge sig, more sig, ses med venner og familie, spise god mad, læse – og så naturligvis bruge tid på bøn og på at gå til gudstjeneste i synagogen. Derfor er det heller ikke så mærkeligt at det er til et middagsselskab vi finder Jesus på denne sabbat.
Men må man så helbrede på sabbatten? Det giver de lærde jødiske teologer ved middagsselskabet ikke Jesus noget svar på. Jødiske rabbinere til alle tider har ellers været ret enige om at man gerne må bryde sabbatsreglerne for at redde et menneskes liv, men det var jo ikke det Jesus spurgte om. Manden med vand i kroppen lå ikke ligefrem for døden; Jesus kunne sagtens have ventet til dagen efter med at helbrede ham uden derved at bringe hans liv i fare. Men som Jesus sagde til de tavse farisæere: ”Hvis en af jer har en søn eller en okse, som falder i en brønd, vil han så ikke straks trække dem op, selv om det er på en sabbat?” Og jo, selvfølgelig ville de det! Det ligger dybt i os mennesker at når vi møder nogen der er i vanskeligheder, så hjælper vi dem hvis vi kan, og tit gør vi det endda helt uden at tænke over det, hvilket fik den danske teolog og filosof K.E. Løgstrup til at kalde den slags handlinger for ”suveræne livsytringer” fordi de er udtryk for at livet suverænt sætter sig igennem uden om vores intellekt.
Hvorfor vi mennesker har denne her indbyggede tendens til helt ”automatisk” at handle næstekærligt, så længe vi bare ikke har tid til at tænke over hvad vi vil gøre, det kan man naturligvis diskutere. En ateist ville nok sige at det er fordi det rent evolutionært har vist sig at være en fordel, og det kan man jo altid sige, men det er bare ikke et svar vi bliver særlig meget klogere af. Det ville svare til at du spurgte mig hvorfor jeg står her på prædikestolen, og jeg svarede: ”Fordi mine ben bevægede sig på sådan en måde at jeg gik herop!” Det svar siger i virkeligheden ikke noget om ”hvorfor”, men kun ”hvordan”. (Om evolutionsteorien giver en korrekt forklaring på hvordan vi mennesker er blevet som vi er blevet, er der i øvrigt sikkert forskellige meninger om blandt os der er her i dag, men den diskussion gemmer vi til en anden god gang, for den har ingen betydning for min pointe).
Nej, grunden til at jeg er gået herop på prædikestolen, er at jeg ville fortælle jer noget. Og på samme måde tror jeg at grunden til at Gud har skabt os med de suveræne livsytringer, er at han ville fortælle os noget, nemlig noget om hvordan han selv er. Med andre ord: Jeg tror at vi mennesker hylder godhed og barmhjertighed fordi vores Skaber selv er god og barmhjertig, og han har sat sit særlige fingeraftryk på det der er kronen på hans skaberværk, nemlig os mennesker. Gud er ”så mild, så rig, så rund”, som vi sang i den første salme (og hvis I undrer jer over hvad der menes med at Gud er ”rund”, så kan jeg røbe at ordet i denne sammenhæng betyder ”gavmild”, eller ”rundhåndet” som vi også siger), og derfor skal vi også forholde os gavmildt ødselt til vores medmennesker. Og det er også det der er den røde tråd i alle de bud vi finder i Bibelen, i en grad så Paulus på et tidspunkt endda kunne skrive (som nogle af jer måske husker at jeg også citerede for 6 uger siden): ”Vær ingen noget andet skyldig end at elske hinanden; for den, der elsker andre, har opfyldt loven. Budene: ’Du må ikke bryde et ægteskab; du må ikke begå drab; du må ikke stjæle; du må ikke begære,’ og et hvilket som helst andet bud, sammenfattes jo i dette bud: ’Du skal elske din næste som dig selv.’ Kærligheden gør ikke næsten noget ondt. Kærligheden er altså lovens fylde” (Rom 13,8-10).
I dag fejrer vi høstgudstjeneste, og netop en høstgudstjeneste er måske mere end nogen anden gudstjeneste en fejring af alle de gode gaver som Gud i sin gavmildhed lader strømme ned fra oven (eller ”ovenned”, for at bruge det lidt mere gammeldags udtryk som vi mødte i den første salme). Vi kommer let – især i et overflodssamfund som vores – til at tage Guds gode gaver for givet og glemme at være taknemmelige for dem. Måske forfalder vi endda til at tænke at vi har os selv at takke for de goder vi nyder godt af, som i en episode fra en af de første sæsoner af den amerikanske tegnefilmserie The Simpsons, hvor sønnen Bart bliver sat til at bede bordbøn, og han siger: ”Kære Gud, vi har selv betalt for al maden, så tak for ingenting. Amen” – og glemmer at det at vi overhovedet har en indkomst vi kan bruge til at betale med, i sig selv er en gave fra Gud, også hvis vi slider i det med vores egne hænder for at tjene pengene, for vores hænder er også en gave fra Gud!
I stedet for at være stolte og hovmodige over de ting vi har, bør vi altså være ydmyge og taknemmelige. Ligesom Jesus råder gæsterne ved middagsselskabet til at sætte sig på den ringeste plads i ydmyg taknemmelighed over overhovedet at være blevet inviteret med til festen, må vi ydmygt takke Gud for at han viser os så stor ufortjent godhed.
Og den indstilling er der faktisk også en fantastisk frihed og hvile i! Når vi tager imod alt fra Guds gavmilde hænder i stedet for at tro at vi har os selv at takke, så falder der en tung byrde fra vores skuldre. (Det gælder i øvrigt også de gaver som indebærer store opgaver, som for eksempel det at blive forældre – vi må lægge vores børn i Guds hænder og bede ham om at bære både dem og os, for det er kun ham der er stærk nok til det). På den måde kan vi finde ind i den rette balance mellem arbejde og hvile som Gud ordinerede da han velsignede den syvende dag og gjorde den hellig.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments