Prædiken til 15. søndag efter trinitatis 2018
Posted By admin on 4. marts 2019
Martha og Maria: Det bedste er at være hos Jesus!
Prædiken i Husum Kirke 15. søndag efter trinitatis 2018
Nikolaj Hartung Kjærby
Kan man leve af kærlighed og kildevand?
Jeg oplevede min første rigtige forelskelse da jeg var 17 år. (Med ”rigtig” mener jeg at jeg ikke bare syntes at hun var sød og så godt ud og den slags, men at jeg tænkte på hende stort set hele tiden). Desværre for 17-årige mig så hun ikke rigtig i min retning, og jeg kan huske at jeg i min fortvivlelse tænkte at hvis bare jeg kunne være sammen med hende, så ville jeg med glæde sove i telt hver eneste nat resten af mit liv hvis det skulle være. (Jeg er absolut ikke glad for at sove i telt!). Hvis der hin aften i 1992 var dukket en fe eller en engel op og havde sagt: ”Top! Du får din udkårne, men I skal bo i telt resten af jeres dage!”, så er jeg ærlig talt i tvivl om hvor mange vintre der ville være gået før jeg var begyndt at fortryde mit valg.
Hvis man er forelsket – enten forelskelsen så gælder en person eller en ideologi eller blot en eller anden fiks idé – så kommer man let til at nedvurdere de helt basale, lavpraktiske nødvendigheder, og når man læser beretningen om Martha og Maria, så er det oplagt at spørge om det er dén fælde Jesus er faldet i – om han havde stirret sig så blind på vigtigheden af det budskab han forkyndte, at han helt havde glemt at der altså skulle mad på bordet? Hvis nu Martha ikke havde sørget for dem, men i stedet havde truffet det samme valg som Maria, hvad var der så blevet af Jesus og disciplene – ville de have stillet sig tilfredse med at gå sultne i seng?
Nu skal vi selvfølgelig huske at bibeltekster altid bør læses i deres sammenhæng, og umiddelbart før den beretning om Martha og Maria som vi har hørt i dag, har Lukas valgt at anbringe lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Nogle af jer kender den måske – den handler om en mand der bliver overfaldet af landevejsrøvere som slår ham fordærvet og lader ham ligge i vejkanten, hvorefter der kommer forskellige mennesker forbi som reagerer på forskellige måder. Skurkene i dén historie er to religiøse mennesker der er så optagede af deres religiøse pligter at de ikke har tid til at tage sig af et medmenneske i nød, mens helten er en samaritaner der gør det praktiske der er nødvendigt for at redde den tilskadekomne mand. Men hvorfor er det så i dagens beretning pludselig den passive, religiøse Maria der er helten, mens skurkerollen tilfalder den foretagsomme Martha der sørger for at hele banden kan få noget at spise?
Vel, for det første skal vi lægge mærke til at Jesus ikke bebrejder Martha at hun varter dem op; det han bebrejder hende, er at hun er bekymret og urolig. Det er først i det øjeblik Martha giver sig til at skælde ud på sin søster at Jesus irettesætter hende; indtil da lader han de to søstre gøre det som de hver især har valgt at gøre.
For det andet vil jeg påstå at Maria i virkeligheden har mere til fælles med den barmhjertige samaritaner end Martha har. Martha gjorde lige præcis det som datidens sociale normer dikterede at en kvinde skulle gøre, nemlig at varte mændene op, og hun var blind for at Jesu besøg var en særlig situation der krævede et brud med de sædvanlige normer – præcis ligesom de to religiøse jøder i lignelsen om samaritaneren gjorde det som samfundets normer krævede af dem, og var blinde for at det at der lå en forslået mand i vejkanten, var en særlig situation som tog forrang over normerne. Maria, derimod, fokuserede ligesom samaritaneren på at vise kærlighed i den konkrete situation. For samaritaneren bestod kærlighedsgerningen i at hjælpe den tilskadekomne mand, mens den for Maria bestod i at lytte til det som Jesus havde at sige. Noget andet er så at man må give Jesus ret i at Maria havde valgt den gode del, for det er da unægtelig rarere at sidde og lytte til en god prædiken end at springe rundt og have travlt i køkkenet – eller det synes jeg i hvert fald.
Og det bringer os tilbage til det med kærlighed og kildevand, for Maria kan vel kun vælge ”den gode del” fordi Martha tager sig af det andet? Kan man ikke rette samme kritik mod Maria som Luther i sin tid rettede mod tiggermunkene, nemlig at de nyder godt af andre menneskers arbejde, samtidig med at de påberåber sig at tilhøre en særligt from elite?
Jo, det kunne man hvis spørgsmålet var om det praktiske arbejde skulle udføres eller ej. Men som sagt viser lignelsen om det barmhjertige samaritaner os at Jesus ikke betragter det at udføre praktisk arbejde som uvigtigt eller mindreværdigt. Og i tilfældet med Martha og Maria tror jeg ikke det er meningen at det at lytte til Jesus og det at sørge for aftensmaden skal betragtes som et enten/eller. Lad os for tankeeksperimentets skyld forestille os at Martha havde prioriteret på samme måde som Maria og havde sat sig ved Jesu fødder for at lytte til hans ord. Hvad var der så blevet af maden? Var de kommet til at gå sultne i seng? Mit mest kvalificerede gæt (hvis vi ser bort fra at Jesus i princippet kunne have tryllet maden frem ud af den blå luft) er at Jesus efter endt undervisning ville have sagt: ”Fint, lad os nu alle sammen hjælpes ad med madlavningen. Martha, hvad har du i huset? Jeg skal nok skrælle kartoflerne!” (Eller, det ville han selvsagt ikke have sagt, for kartofler var ukendte i Middelhavsområdet for 2000 år siden, men I forstår hvad jeg mener!)
Problemet var jo ikke at Martha lavede mad, for selvfølgelig skulle der laves mad. Problemet var at hun byttede om på rammer og indhold, sådan at hendes madlavningsprojekt blev et mål i sig selv. Som Claus så rammende udtrykte det da vi diskuterede teksten til dåbssamtalen forleden, så ligger Marthas fokus ikke på gæsternes behov for opvartning, men på hendes eget behov for at varte op. Og det er et træk ved Martha som jeg er bange for at jeg godt kan genkende hos mig selv – altså ikke at jeg er specielt huslig, tværtimod, men fristelsen til at være mere optaget af mit behov for at gøre en forskel end på hvad andre mennesker har et behov for at der bliver gjort, kender jeg kun alt for godt.
I det hele taget er det kun alt for nemt for os mennesker at hente vores identitet i det vi kan gøre, i stedet for i hvem vi er. Ja, nogle gange har vi måske svært ved overhovedet at svare på hvem vi er, uden at begynde at tale om hvad vi gør. Men heldigvis er der en person til stede i dag som kan lære os en anden måde at leve på – nemlig Molly. Molly er kun knap 3 måneder gammel, så hun kan ikke gøre ret meget, ud over at spise og gylpe og lave i bleen. Og alligevel synes hendes forældre at hun er lige præcis som hun skal være. Hun lever faktisk af kærlighed og kildevand! Okay, der skal nok en lidt mere næringsrig væske end kildevand til, men det med kærlighed passer i hvert fald. Og grunden til at I elsker jeres datter, er ikke at I forventer at hun skal gøre en hel masse ting for jer; nej, I elsker hende bare fordi hun er jeres datter. Forældre-barn-forholdet er ikke en arbejdsmæssig kontrakt; det er en kærlighedsrelation.
Og sådan er det faktisk også med vores forhold til Gud. Lige inden Molly skal døbes her om lidt, skal vi lytte til den kendte beretning fra Bibelen hvor Jesus siger: ”Lad de små børn komme til mig.” De af jer der har været med til en barnedåb før, kender den godt, og selv de af jer der ikke har, har sikkert hørt om den. Det er jo smukt af Jesus at han også giver plads til børnene, tænker vi måske, men Jesus er faktisk langt mere radikal end det, for han fortsætter med at sige: ”Den der ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.” Gud er ikke interesseret i alt det vi bilder os ind at vi kan gøre for ham; han er interesseret i om vi vil tage imod det som han vil give os. Og det var dét, Maria havde forstået, i modsætning til sin søster.
Men hvad er det så Gud vil give os, og som vi kun kan tage imod med det lille barns hjælpeløshed? Tja, Jesus kalder det for ”Guds rige”. Guds rige, det er der hvor Gud bestemmer – hvor alt er som Gud gerne vil have det. Hvor alt er kærlighed, og hvor alt hvad der bliver gjort, udspringer af kærlighed, og ikke af en rastløs bekymrethed som Marthas.
Men som sagt er det noget vi kun kan modtage fra Gud. Det nytter ikke noget at jeg bare siger til jer at nu skal I gå ud og lade alt hvad I gør, være drevet af kærlighedens ydmyge overskud, for det er ikke noget man bare sådan kan beslutte sig til. (Tro mig – jeg har prøvet!). Nej, vi må øve os i at modtage kærligheden fra Gud så vi kan give den videre til andre. At sætte os ved Jesu fødder, billedligt talt, ligesom Maria gjorde. Bare at være, som vi er, elskede.
Den første bibellæsning vi hørte i dag [Sl 73,23-28] stammer fra en meditation skrevet af den gammeltestamentlige salmedigter Asaf, hvor han beklager sig over at det går de onde mennesker godt, for hvad er så pointen med at være ydmyg og tage hensyn til andre? Men i det stykke vi hørte, som er afslutningen på salmen, når Asaf frem til den konklusion at det kun er tilsyneladende at det går de onde godt, for de mangler det vigtigste. Som han udtrykker det: ”Men at være Gud nær er min lykke.” Det at vide sig elsket af Gud før han har gjort noget som helst, det er det vigtigste for Asaf. Og for Maria. Og for os. Det eneste der dybest set er nødvendigt. Når vi har den kærlighed og kildevand der kommer fra Gud, så får vi styrken til at kaste os ud i arbejdet for alt det andet som vi også trænger til – og som vores medmennesker trænger til. Så kan vi gå i gang med at varte op, men uden bekymring og uro.
Comments