Prædiken til 14. søndag efter trinitatis 2022

Posted By on 22. september 2022

Den syge ved Bethesda: På kanten af småt brændbart

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 14. søndag efter trinitatis 2022

Nikolaj Hartung Kjærby

 

”Jeg kunne have sagt mig selv at jeg en skønne dag ville få min historie ufortalt tilbage. Den begyndte ellers godt, som en god historie bør: Vi var de bedste venner, og alt kunne lade sig gøre. Så skiltes vores veje, tidens spørgsmål krævede svar. Du rejste jorden rundt, og jeg blev hvor jeg var. Siden gik det hurtigt med børn, hus og hjem. Jeg troede egentlig aldrig at vi skulle mødes igen. – Så tilfældigt her for nylig en helt almindelig dag var livets trailer fyldt med ting som bare skulle losses af. Der hang et fjols på en container og spærrede min vej. Jeg kravlede op på kanten og opdagede at det var dig! Du så ud som en fremmed, træt og slidt af tidens tand. Jeg tænkte: ’Hvor let man kommer til at ligne en voksen mand!’ Vi snakkede om lykken, om skæbne og om tro, om tilværelsens vilkårlighed og hvor tilfældigt det kan gå. Og så farvel, vi ses, og hvad mere kan man sige? Jeg tænkte: ’Hvor svært kan det være, og hvor ensomt kan det blive?’ Det sidste jeg så, var en trailer som forsvandt. Jeg hænger stadig her på containerens kant. Men det er i orden – det er livet, og der er ingen grund til at spille smart når man hænger der på kanten af småt brændbart.”

                      Mange af jer genkender sikkert TV-2’s gamle hit, der efterhånden har ikke færre end 20 år på bagen, tro det eller lad være. Årene går, og det er der ikke så meget vi kan gøre ved – ”det er i orden – det er livet”. Men selvom Steffen Brandt lader sin sangs jeg-fortæller erklære at det er i orden, så fornemmer man alligevel en sorg over at hans liv er gået som det er gået. De drømme som han og hans ven havde som unge, de blev aldrig rigtig til noget, og da de mange år senere mødes tilfældigt på genbrugspladsen, og han ser det trætte, ældede ansigt som vennen efterhånden har tillagt sig, går det givetvis op for ham at han også selv er kommet til at minde alt for meget om ”en voksen mand”, som han udtrykker det. Man fornemmer en vis melankoli da den gamle ven kører væk og efterlader ham hængende på kanten af containeren: Var det virkelig alt hvad livet havde at byde på? Er jeg tilfreds med det? Måske er han endda kommet til at tænke på en sang af Maria Stenz, som efterhånden er hele 49 år gammel: ”Hvor er alle drømmene du drømte? Er de druknet i en strøm af år?”

                      Det at årene flyver afsted, og de drømme man har haft for sit liv, ikke rigtig bliver til noget, det har manden fra dagens evangelietekst i hvert fald kunnet nikke genkendende til: Han har været syg i 38 år. Hvad han konkret fejlede, får vi ikke at vide, men det har været alvorligt nok til at han ikke ved egen hjælp har kunnet komme først i vandet når det kom i oprør. Vi får heller ikke at vide om han lå ved dammen døgnet rundt, eller om venner eller familie bar ham derhen om morgenen og hjem igen om aftenen, ligesom vi ikke ved om han levede af almisser eller blev forsørget af venner og familie – men der har i hvert fald ikke været nogen der har haft mulighed for at vente sammen med ham og hjælpe ham i vandet. Endelig ved vi ikke om hans sygdom var medfødt, eller om han har prøvet at være rask. Men én ting er sikker: Det at ligge mellem Bethesdas fem søjlegange og vente på noget som sandsynligvis aldrig kommer til at ske, har ikke været det han har drømt om at hans liv skulle gå med! Hvad han end måtte have haft af drømme, så må de efterhånden være druknet i en strøm af år, alt imens han mere og mere er kommet til at ligne en voksen mand – måske endda en gammel mand, afhængig af hvor gammel han var da de 38 år begyndte.

                      Men så træder Jesus ind på scenen! Ikke at det får mandens håb til at stige synderligt; han lader til at have resigneret og sagt til sig selv at ”det er i orden – det er livet, og der er ingen grund til at spille smart når man ligger der på kanten af Bethesda dam”. Selv da Jesus stiller ham spørgsmålet: ”Vil du være rask?” er han ikke i stand til at høre det som et tilbud, men kun som en ufølsom understregning af hvor grusom tilværelsen har været imod ham: ”Herre, jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig”. Der synes ikke at være nogen vej ud. Toget lader til at være kørt og have efterladt ham på perronen. Var det hvad der kom ud af hans liv? Ja, åbenbart.

                      Men da lød blandt søjlerne skaberordet, så i Bethesdas fem buegange den sabbatsstilhed blev gennemrystet, som sprængt af stjernernes morgensange: ”Rejs dig, tag din båre og gå!” Rejs dig, tag din båre og gå! Under normale omstændigheder ville det nærmest føje spot til skade at sige sådan til en syg mand, men i denne situation var omstændighederne alt andet end normale, for idet Jesus udtalte ordene, blev manden rask! Det tror jeg ikke at manden på nogen måde havde regnet med, for som vi hører senere i teksten, vidste han ikke engang hvem Jesus var. Andre steder i evangelierne hører vi om mennesker der opsøger Jesus og kaster sig ned for hans fødder for at bede ham om at helbrede enten dem selv eller en af deres kære, men det er der altså ikke tale om her. Der er derimod tale om at Jesus suverænt bryder ind i mandens liv med et mirakel der giver ham livet tilbage.

                      Hvordan mon manden havde det da han gik hjem fra Bethesda (hvis han altså havde et sted han kunne kalde ”hjem”? Det får vi faktisk ikke rigtig at vide. Kontrasten er faktisk slående til en anden helbredelsesberetning, som vi kan læse i Apostlenes Gerninger kapitel 3, hvor apostlene Peter og Johannes møder en lam tigger på vej ind på tempelpladsen. Han beder dem om en almisse, men Peter svarer: ”Sølv eller guld har jeg ikke, men jeg giver dig, hvad jeg har: I Jesu Kristi, nazaræerens, navn, stå op og gå!” (ApG 3,6). Derefter rejser Peter ham op, og straks bliver hans fødder og ankler stærke. Mandens reaktion? ”han sprang op og kunne gå og stå, og han fulgte med dem ind på tempelpladsen, hvor han gik rundt og sprang og priste Gud. Og hele folket så ham gå rundt og prise Gud … Manden holdt sig op ad Peter og Johannes, og hele folket stimlede forundret sammen om dem i Salomos Søjlegang” (ApG 3,8-9.11). Sammenlign det med den tilsyneladende noget mere afdæmpede reaktion vi møder hos manden ved Bethesda dam i dagens tekst: I stedet for at springe og prise Gud, går han bare omkring, og han gør ingen forsøg på at finde ud af hvem den mand var der havde gjort ham rask. Og da han bliver bebrejdet at han bærer rundt på sin båre på en sabbat, svarer han ikke: ”Det må I undskylde, det havde jeg ikke lige tænkt på; forstår I, jeg har ikke kunnet bære på noget som helst de sidste 38 år, men nu er jeg lige blevet HELBREDT! WUUHUU!”, men forsøger i stedet tilsyneladende at slippe for videre tiltale ved i stedet at få Jesus i fedtefadet: ”Det var ham, som gjorde mig rask, der sagde til mig: Tag din båre og gå.” Selv da han senere møder Jesus igen, giver han ikke udtryk for nogen form for taknemmelighed, men går sporenstregs hen og angiver Jesus til myndighederne. (Johannesevangeliet bruger ordet ”jøderne” som betegnelse for Jesu modstandere, og det er temmelig misforståeligt, for Jesus var jo også selv jøde, og det samme var den mand der var blevet helbredt, efter al sandsynlighed. Men når man læser Johannesevangeliet, skal man altså lige være obs på at Johannes bruger ordet ”jøderne” som en teknisk betegnelse for jødernes religiøse ledere, ypperstepræsterne og de skriftkloge).

                      Hvad mon det er der gør at manden reagerer som han gør? Det er naturligvis svært at sige med sikkerhed, men jeg vil præsentere jer for et gæt: Måske tænker han at det er for sent for ham at få et godt liv. Måske gik hans tanker noget i retning af: ”Det er meget godt at jeg blev rask, men helt ærligt: Kunne ham Jesus ikke være kommet noget før? Jeg har spildt 38 år at mit liv på at ligge ved den rådne dam og se livet rulle forbi mig uden at jeg fik noget ud af det. Hvad kan jeg nu nå at få ud af noget som helst? Jeg er for gammel til at stifte familie og for gammel til at skabe mig en karriere. Jeg kan lige så godt bare blive hængende her på containerens kant og have ondt af mig selv.”

                      Vi kan som sagt ikke vide om det rent faktisk var sådan manden tænkte, men jeg tror helt sikkert det er en mulighed. Og jeg tror i hvert fald det er en stor fristelse for mange mennesker, også i dag, at tænke at der ikke længere er mulighed for forandring i vores liv; at tilværelsens vilkårlighed har talt, og det er blevet som det nu engang er blevet. Har du det på den måde, så er budskabet til dig fra dagens tekst at Jesus er fuldt ud i stand til at gribe suverænt ind i dit liv og vende op og ned på alting! Det kan godt være at nogle af de drømme du har haft, er uigenkaldeligt druknet i en strøm af år – er man først blevet 84, er det for eksempel nok lidt sent at begynde at forfølge en karriere som balletdanser! Men i Guds rige bliver vi aldrig for gamle, for der er det hans evner og kræfter det kommer an på, og ikke vores egne. Moses var for eksempel 80 år da Gud talte til ham i en brændende tornebusk og gav ham besked om at føre israelitterne ud af Egypten!

                      Det som jeg tror at manden ved Bethesda manglede, var at få synkroniseret sine drømme med Guds. Det som Jesus dybest set ønskede at give ham, og som han også ønsker at give dig og mig og alle mennesker, er nemlig ikke et liv hvor alle hindringer er fjernet for at vi kan forfølge vores egne dagsordener, men derimod et liv hvor vores egne dagsordener bliver erstattet af hans. Da Jesus genså den mand der var blevet helbredt, havde han derfor følgende besked til ham: ”Nu er du blevet rask; synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre.” Hvad kunne da være værre end at gå glip af livet i 38 år på grund af sygdom? Det kunne det at gå glip af det evige liv fordi vi ikke kender Gud.

                      Hvad er det da for en dagsorden Gud har for os? At vi skal tage imod livet som en gave fra ham – i dag, i morgen og alle fremtidige dage i evighedernes evigheder – og at vi skal bruge den gave til at vise godhed mod andre. ”I har fået det for intet, giv det for intet”, som Jesus på et tidspunkt sagde til sine disciple (Matt 10,8). Det der skal kendetegne vores liv, skal ikke være spekulationer om hvad vi gerne vil have ud af livet, men at vi tager hver dag som en gave, siger Gud tak for den og går dagen i møde med åbenhed over for hvem vi skal være en næste for i dag. Vores egen evige lykke er sikret af det Jesus gjorde for os på korset, som vi blot kan tage imod i tro, og derfor er vi frie til at arbejde for andres lykke: ”Men husk: Et menneske skal du være. Fra egne veje at kunne vige, en broders ansigt ved mødet kende – det er på jorden min Faders rige.”

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.


Comments

Comments are closed.