Prædiken til 1. søndag efter påske 2023

Posted By on 19. april 2023

Den tvivlende Thomas: Ægthedens mærke

Prædiken i Rø og Sct. Klemens Kirker 1. søndag efter påske 2023

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Det er ikke hver uge jeg håndterer kontanter. I dag foregår de fleste betalinger enten med kort eller MobilePay, eller også har den forretning man handler hos, sin egen app som man kan betale med (det gælder for eksempel Coop og Uno-X, som er to af de steder hvor jeg lægger mange penge, af indlysende geografiske årsager). At det er blevet sådan, er resultatet af en lang udvikling, som både staten, pengeinstitutterne og detailhandelen selv har skubbet på for. Ud over at elektronisk betaling gør det sværere at begå skattesvig og hvidvaskning (i hvert fald i teorien), så hænger det blandt andet sammen med at man vil undgå falskmøntneri. Falskmøntnere er nemlig blevet dygtigere og dygtigere, og derfor har nationalbankerne kæmpet en konstant kamp for at gøre sedlerne stadig sværere at efterligne. Der findes jo stadig pengesedler, og i dag er der så mange kendetegn på en ægte seddel at jeg ikke kan gøre rede for dem alle. Det var lettere at huske da jeg var barn; da skulle der bare være et vandmærke ude i siden, og så skulle der vist være en sølvtråd, der ligesom vandmærket kunne ses når man holdt sedlen op mod lyset. Og jeg kan huske at når jeg ville sætte penge i banken eller veksle sedler til fremmed valuta, så holdt bankmedarbejderen sedlen op mod lyset for at kontrollere at den var ægte.

                   Gud og penge er på lange stræk modsætninger. Mange af jer kender sikkert Jesu ord fra Bjergprædikenen om at man ikke kan tjene både Gud og mammon. Men én ting har Gud og penge til fælles, nemlig at ligesom der er mange der forsøger at få folk til at tage imod falske penge, er der også mange der forsøger at få folk til at tage imod falske guder. Og der er om muligt endnu flere falske kristus’er; derfor fandt Jesus det på et tidspunkt kort før sin død nødvendigt at advare sine disciple med ordene: ”Hvis nogen da siger til jer: Se, her er Kristus! Se dér! så tro det ikke; for der skal fremstå falske kristus’er og falske profeter, og de skal gøre tegn og undere for om muligt at føre de udvalgte vild. Men tag jer i agt! Jeg har sagt jer det hele forud” (Mark 13,21-23).

                   Derfor forventede Jesus nok heller ikke at disciplene umiddelbart skulle godtage at det virkelig var ham, da han pludselig stod foran dem på tredjedagen efter at han var blevet korsfæstet og begravet. Ganske vist havde Maria, Maria, Salome, Peter og Johannes ved selvsyn konstateret at graven var tom, og den ene Maria (hende med tilnavnet Magdalene) havde endda set den opstandne Jesus selv. Og som vi hørte i mandags, fortæller Lukasevangeliet os at der også var to disciple der uden først at vide det havde fulgtes med Jesus på en gåtur til Emmaus, ligesom det i en bisætning nævnes at Peter også havde set den opstandne. Men de fleste af de tilstedeværende denne søndag aften havde altså endnu ikke set Jesus i live efter at han var blevet slået ihjel og begravet, og tilmed sad de bag låste døre, så selv hvis Jesus virkelig var opstået, hvordan skulle han så bære sig ad med at komme ind til dem? Hvordan kunne de være sikre på at det virkelig var Jesus der stod foran dem, og ikke en indbrudstyv, eller en agent fra ypperstepræstens politikorps der havde sneget sig ind for at arrestere dem – eller endnu værre: en ond ånd i menneskeskikkelse der ville prøve at føre dem vild, sådan som Jesus havde advaret dem om?

                   Men de nåede tilsyneladende slet ikke at tænke så langt, for Jesus skyndte sig at vise dem det ”vandmærke” der viste at han var den ægte vare, nemlig sine hænder og sin side. Hvorfor lige hænderne og siden? Fordi det var der hans sår var. Han havde jo fået hamret store søm gennem sine hænder da han blev korsfæstet, og umiddelbart før han blev taget ned af korset havde soldaterne stukket ham i siden med et spyd for at sikre sig at han rent faktisk var død. Det var altså sine sår Jesus viste dem – de sår der var beviset på at det var den korsfæstede der stod lyslevende foran dem. Og så snart de så sårene, var de overbevist.

                   Derfor må vi heller ikke være for hårde ved Thomas. På grund af det han sagde til de andre disciple da de fortalte ham at de havde set Herren, er hans navn nærmest blevet synonymt med vantro. B.S. Ingemann lader for eksempel i sit skuespil Masaniello en person udtrykke skepsis over for et mirakel som hans bysbørn fortæller om, hvilket får de omkringstående til at sige: ”Du skal nok lære at troe, Farlil! du altid var en Thomas”. Men det er overhovedet ikke et fair eftermæle for den gode apostel at vi kun husker ham som tvivleren, for før Jesu død og opstandelse udmærkede Thomas sig ved at være den eneste der ikke protesterede mod Jesu planer om at rejse til Judæa, hvor folk tidligere havde forsøgt at slå ham ihjel (Joh 11,8.16), og efter Jesu himmelfart rejste Thomas til Indien og prædikede evangeliet, og et kirkesamfund i Sydindien bærer den dag i dag hans navn. Ja, selv i den episode som Thomas er mest herostratisk berømt for på vores længde- og breddegrader, nemlig den vi har hørt i dag, fortjener han højst en mild bebrejdelse for ikke at ville tro på de andre disciples ord om at de havde set Jesus. I modsætning til dem havde han jo ikke set ægthedsmærkerne. Man må gå ud fra at de andre fortalte ham at de havde set Jesu sår, men han var altså ikke tilfreds før han havde set dem med egne øjne og endda rørt ved dem med sine hænder for at sikre sig at de var fysisk til stede. At Thomas ikke bare troede på hvad som helst, taler faktisk til hans ros, synes jeg. Den eneste grund til at Jesus alligevel giver ham en mild bebrejdelse i form af ordene ”vær ikke vantro, men troende”, er, tror jeg, at han trods alt burde have stolet på det hans meddisciple sagde (især hvis de også nævnte at de havde set ham spise et stykke stegt fisk, som Lukasevangeliet fortæller os at han gjorde da han mødte dem påskedags aften).

                   Men Jesus kommer trods alt Thomas i møde ved at vise sig for hele discipelflokken, inklusiv Thomas, en uge senere. Hvorfor han ventede en hel uge, er ikke let at svare på, men det har uden tvivl været medvirkende til at det hurtigt blev en kristen skik at mødes til gudstjeneste på ugedagen for opstandelsen, altså hver søndag. Måske var den skik allerede så småt ved at komme i gang, siden disciplene var samlet den dag? I hvert fald kom Jesus igen og viste sig for dem bag lukkede døre, og han henvendte sig specifikt til Thomas og præsenterede ham for beviserne i form af sårene i sine hænder og sin side. Om Thomas rent faktisk stak sine fingre i naglemærkerne, eller om han alligevel var tilfreds med at se dem, får vi ikke at vide, men i hvert fald fordufter hans vantro som dug for forårssolen morgenrød, og han udbryder: ”Min Herre og min Gud!”

                   De ord som Jesus siger derefter, er interessante, og derfor vil jeg bruge resten af min prædiken i dag på at tale om dem: ”Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.” Hvad mente Jesus med det? Hvordan kunne den samme Jesus som så indtrængende advarede sine disciple – og dermed os – mod at følge efter falske kristus’er, hvordan kunne han sige: ”Salige er de, som ikke har set og dog tror”? Hvordan kan vi vide at det ikke er en falsk kristus vi tror på, hvis vi ikke har set? Det kan vi på samme måde som Thomas burde have kunnet vide det, nemlig ved at lytte til vidnesbyrdene fra dem der har set, og i særdeleshed deres vidnesbyrd om at de har set de naglemærkede hænder. Ægthedsmærket er nemlig det samme i dag som det altid har været.

                   I mandags i Rø Kirke hørte vi om hvordan vi let kan være blinde for de ting som Gud er i færd med at gøre i og gennem mennesker omkring os, fordi det ser anderledes ud end vi synes det burde. Vi kommer alt for let til at begrænse Gud til kun at kunne virke på de måder vi selv har oplevet ham virke på. Men hvis der foregår et eller andet åndeligt i eller uden for vores kirke eller en anden kirke, hvordan kan vi så vide om det virkelig er Guds ånd der virker, eller om det tværtimod er en falsk kristus der er på spil, og vores mistænksomhed derfor er berettiget? Det kan vi ved at spørge efter Jesu sårmærker! Er det den korsfæstedes ånd der hviler over det der foregår – ham der overvandt det onde med det gode, ham der vendte den anden kind til og bad for sine bødler, ham der demonstrerede sin magt gennem magtesløshed, ham der ofrede sig selv i selvhengivende kærlighed? Er det det, så vil det også bære de frugter som Paulus skriver om i Galaterbrevet: kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse, og så gør vi klogt i bare at sige med Thomas: ”Min Herre og min Gud!” – også selvom det der foregår, måske virker fremmedartet på os. Er der derimod tale om en åndelighed der forsøger at springe korset over og gå direkte til herligheden, en forkyndelse der bekræfter os i vores egoisme og giver os fripas til at ignorere vores medmenneskers lidelser, en religion der genrejser de skel og skranker som Kristus har nedbrudt ved sin død på korset, en etik der fordømmer splinterne i de andres øjne, men accepterer bjælkerne i vores egne, så er det sandsynligvis en falsk kristus.

                   Og så må jeg næsten lige slutte af med som så ofte før at pege på ”De 4 B’er”, for jo bedre du selv kender Jesus, desto bedre vil du kunne kende forskel på ham og en falsk kristus. Og de bedste måder at lære Jesus at kende på, er og bliver: Bibelen, Bønnen, Brødre- og søstrefællesskabet i menigheden, og Bordet med nadverens brød og vin.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

       Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

       Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

       Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

       Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

       Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.


Comments

Comments are closed.