Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker allehelgens søndag 2019

Posted By on 5. november 2019

Saligprisningerne: Helgen her og helgen hisset

Prædiken i Sct. Klemens og Rø kirker alle helgens dag 2019

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Det er alle helgens søndag, den dag hvor vi på en særlig måde mindes de døde – eller som vi plejer at sige i kirken: ”dem der er gået forud”.

                      ”Der er noget tvetydigt over evnen til at mindes”, skriver den svenske præst og retræteleder Peter Halldorf i sin bog ”Det hellige år”, og han fortsætter: ”Mindet er en kilde til den største glæde, men også til den dybeste sorg. Mindet giver ikke bare viden om fortiden. Når jeg mindes nogen, der stod mig nær, ser jeg den pågældende for mit indre blik. Jeg ser vedkommende for mig, levende i min erindring. Ikke bare som summen af alt det, jeg ved om den person, men som den intensivt, levende person, den pågældende var. Det er selve mindet, der gør oplevelsen af savn så håndgribelig og påtrængende … Det naturlige minde er det fraværendes nærvær. Jo mere levende en person træder frem i erindringen, jo mere smertelig er bevidstheden om, at hun ikke er her længere.” (s. 253f.)

Men hvordan skal vi så forholde os til de tvetydige minder? Skal vi prøve at lade være med at dyrke mindet alt for meget, for at smerten ikke skal blive for intens? Eller skal vi tværtimod give både mindet og smerten fuld skrue i respekt for den relation vi havde – og i en vis forstand stadig har – til den afdøde?

Journalist og radiovært Esben Kjær er ikke i tvivl om hvad der er det rigtige svar på det spørgsmål. I 2012 oplevede Esben Kjær det værste der kan overgå en far, nemlig at miste et barn. Jeg kender ikke Esben Kjær personligt og har aldrig mødt ham, men han har fortalt meget åbenhjertigt om sit tab i diverse medier og talrige foredrag i løbet af de seneste 7 år, senest i et radioprogram som jeg hørte for blot en måned siden, og derfor regner jeg med at det er i orden at jeg fortæller hans historie her fra prædikestolen. Esben Kjærs søn Sebastian var kun 7 år gammel da han døde af kræft, og det var naturligvis en helt ubeskriveligt stor sorg. Eller rettere: Det er en ubeskriveligt stor sorg! For som Esben Kjær udtalte til DR for to år siden: “sorg er ikke noget, der går over. Som nyere sorgforskning også har slået fast, er sorgen noget, man lever med resten af sit liv.” (fra https://www.dr.dk/levnu/hans-7-aarige-soen-doede-af-kraeft-vi-mangler-et-sprog-doeden). Men det har mange mennesker svært ved at acceptere, og derfor ”har Esben Kjær gjort det til sin mission at få samfundet til at gøre plads til de døde” (ibid.) Selv havde han nærmest en oplevelse af at miste sin søn to gange – som han siger i samme interview: ”Først dør en, man elsker. Derefter tier familie og venner den afdøde ihjel. Det var, som om Sebastian aldrig havde været her, for der var ingen, der nævnte ham. Og hvis han blev nævnt, blev folk utilpasse.” For som Peter Halldorf udtrykker det: ”Der er ikke noget, der så konkret [som minderne] afslører, hvor forgængeligt og skrøbeligt livet er; at der ikke er noget i denne verden, vi kan holde fast i. Minderne åbenbarer for os, at døden råder i verden.” (loc. cit.) Og det er ikke en åbenbaring vi bryder os om; derfor foretrækker vi at der ikke bliver talt om de døde – eller det er i hvert fald Esben Kjærs udlægning.

Selv har familien Kjær – Esben, hans kone Kirsten og deres to overlevende sønner – valgt en helt anden strategi, nemlig at holde mindet om Sebastian så levende og frisk som overhovedet muligt. Som far Esben sagde til Kristeligt Dagblad sidste år: ”Sebastian er ikke blot et aftryk i mit hjerte. Han bor derinde – ikke som et minde, men som en levende, skabende kraft. Han er en slags muse, jeg kan konsultere, være med, fortsat elske. Og utallige efterladte, jeg har mødt til mine foredrag, har vidst præcis, hvad jeg mener.” (fra https://www.kristeligt-dagblad.dk/kronik/de-doede-lever-videre-men-ikke-ret-meget-i-kirken) I familiens hverdag kommer det blandt andet til udtryk ved at der står et ”alter”, som de kalder det, i deres entré: et bord hvorpå der står et billede af Sebastian, og hvor de for eksempel kan lægge gaver til ham. Og da Sebastians storebror skulle konfirmeres, havde de også dækket op til Sebastian ved bordet – selvom nogle af gæsterne fandt det ubehageligt.

Jeg er bestemt ikke overbevist om at det i alle tilfælde er klogt at gøre som familien Kjær har valgt at gøre, når man mister et familiemedlem. Det fungerer tydeligvis for dem at udtrykke deres fortsatte kærlighed til Sebastian på den måde og samtidig understrege at ”som man altid har vidst i alle kulturer til alle tider, går de døde på en eller anden mærkelig måde ikke rigtig væk” (fra DR-interviewet), som Esben udtrykker det, men for andre vil jeg tro at det at opstille et ”alter” for et afdødt familiemedlem ville opleves forkrampet. Vi må hver især finde en måde at ære vores døde på som opleves naturligt for os, og så må vi acceptere og rumme at andre har et behov for at udtrykke deres ”hjemløse kærlighed” på en anden måde end vi selv har. Det eneste vi ikke må, er at forlange af os selv eller andre at vi eller de skal ”komme videre”, for sorg er som sagt ikke noget der ”går over”.

Når det er sagt, så kunne jeg godt tænke mig at vende tilbage til Sebastians storebrors konfirmation, hvor der var dækket op til ham der ikke var der, men alligevel var der. For i virkeligheden er det vel noget af det samme vi gør i kirken hver søndag når vi fejrer nadver: Vi spiser og drikker sammen med Jesus, selvom han døde for snart 2000 år siden – og det gør vi fordi vi stædigt hævder at han slet ikke er død! Ikke at han ikke døde – det siger vi i trosbekendelsen at han gjorde – men at han besejrede døden og opstod på tredjedagen, så han nu lever i al evighed. Og ikke nok med det: 40 dage efter sin opstandelse ”fór han til himmels”, som vi siger, det vil sige han gik fra kun at kunne være ét sted ad gangen til at fylde alt. Derfor kan han på samme tid sidde til bords med os her i (Klemensker) (Rø) og med dem i (Nyker, Rutsker, Allinge, Nylars) (Hasle, Gudhjem, Ibsker), Rønne, København, Berlin, Milano og Cape Town! Hvis I vil tilgive at jeg citerer Peter Halldorf endnu en gang: ”Kristus har overvunder døden og dermed også den skrøbelighed, som tiden skaber. Han er altid nærværende, hvor to eller tre er forsamlet i hans navn. Og hvor han er, dér er hele den himmelske verden, keruber og serafer, engle og ærkeengle, helgener og martyrer, ja, alle, der er tegnet med troens segl og er gået bort fra denne verden. Kirken fejrer gudstjenesten sammen med alle de hellige over hele jorden og til alle tider.” (loc. cit.)

Jeg ved ikke om I nogensinde har tænkt over at det er det der sker når vi knæler ved alteret for at modtage nadveren – at vi ikke alene sidder til bords med Jesus og alle Guds engle, men også med alle dem der er gået forud? Når vi fejrer gudstjeneste – og i særdeleshed når vi fejrer nadver – træder vi for en stund ud af tiden og får et smugkig ind i Guds evighed hvor døden ikke findes mere. Dengang vi blev døbt, skete der nemlig det at vi indgik i et skæbnefællesskab med Jesus. Det Jesus siger til os i dåben, er groft sagt: ”Alt dit er mit, og alt mit er dit.” Vi får en ny identitet som Guds børn fordi vi nu hører uløseligt sammen med Guds Søn. Men når du hører uløseligt sammen med Jesus, og jeg hører uløseligt sammen med Jesus, så hører du og jeg også uløseligt sammen med hinanden. Som Guds folk har vi et skæbnefællesskab med hinanden fordi vi alle sammen er døbt til den samme Herre. Derfor spiser og drikker vi der er til gudstjeneste i (Klemensker) (Rø) i dag, ikke kun sammen med Jesus og med hinanden, men også med dem i (Nyker, Rutsker, Allinge, Nylars) (Hasle, Gudhjem, Ibsker), Rønne, København, Berlin, Milano og Cape Town!

Det at vi hører uløseligt sammen med Jesus, betyder også at når døden ikke længere har magt over Jesus fordi han opstod, så har den heller ikke magt over os, hvis vi holder os til ham. Ganske vist kommer der en dag hvor vores hjerte holder op med at slå, men det betyder ikke at vi er døde, for vores tilhørsforhold til Jesus kan selv døden ikke slå i stykker. Selv når vi ikke længere kan være i vores jordiske legeme, skal vi stadig være sammen med Jesus, han som ikke længere er underlagt tidens og rummets begrænsninger. Derfor spiser og drikker vi også sammen med alle dem der er døde i troen på Jesus. Helgen her og helgen hisset er i samme menighed, som vi sang!

Er vi i Kristus, har vi altså ret beset ikke mistet dem der ikke længere går rundt iblandt os; de er blot ikke synlige for vores fysiske øjne længere, ligesom Jesus heller ikke er det. Men der er også andet der ikke er synligt for vores fysiske øjne endnu, nemlig at vi selv er Guds børn og arvinger til Guds rige. Uanset hvilke omstændigheder vi lever under her i verden, ejer vi allerede al Himlens herlighed! Det er derfor Jesus siger de underlige ting som vi hørte i dagens evangelielæsning, og som ved første øjekast (eller ”ørekast” hedder det ved hvis det er noget man hører?) lyder selvmodsigende. ”Salige er de, som sørger” – det giver jo umiddelbart ikke nogen som helst mening! Man kan vel ikke både sørge og være salig på samme tid? Ikke rent menneskeligt set, nej, men hvis vi stoler på Jesu løfter og giver os selv lov til at se med troens øje at vi vil blive trøstet, så kan vi allerede nu tage forskud på den salighed der venter os – samtidig med at vi rent menneskeligt må sørge.

Noget tilsvarende gælder Jesu udsagn om at de fattige i ånden er salige. At være ”fattig i ånden” er et udtryk der ikke er helt let at forstå, men det græske ord som vores bibeloversættelse gengiver med ”fattig” betyder ordret ”en der ikke ejer noget som helst”. Og så er der ”ånden”, som er et ord vi på dansk ofte bruger i betydningen ”forstand” eller ”kultur”, men som i Bibelen betegner hele et menneskes indre væsen. At være ”fattig i ånden” betyder altså at man ikke har noget som helst at byde på, og når sammenhængen er et udsagn om Himmeriget, så betyder det i særdeleshed at man ikke har noget som helst at byde på over for Gud. Man skulle ellers tro at Himmeriget tilhører dem der har noget at byde på over for Gud, som i de klassiske vittigheder hvor en person dør og kommer op til Sankt Peter, der belønner eller straffer ham alt efter hvordan han har levet sit liv. På Jesu tid var der mange religiøse mennesker der mente at de havde meget at byde på og derfor var garanteret en god plads i Himlen, og spørgsmålet er om det er så meget anderledes i dag? Jeg vil i hvert fald gætte på at de fleste af os med lethed kan tænke på et eller flere mennesker som efter vores mening helt klart er dårligere mennesker end vi selv er. Men ligesom Jesus afslørede farisæerne i deres hykleri, vil han også pille vores illusioner fra hinanden hvis vi tror at vi har noget at lade nogen høre. Salige er vi kun hvis vi erkender at vi overhovedet ikke selv har noget at byde på i forhold til Gud, men er helt og aldeles afhængige af at få alting givet af ham. Men overgiver vi os til Gud og lægger vores liv og død i hans hænder, så vil vi erfare at Himmeriget allerede er vores.


Comments

Comments are closed.