Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 30. juni 2019

Posted By on 27. august 2019

Det store festmåltid: Er du rejseklar?

Prædiken i Sct. Klemens og Rø kirker 2. søndag efter trinitatis 2019

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Jeg har været spændt på hvor mange der ville komme i kirke i dag, for det er jo blevet sommerferie – i hvert fald for skolebørnene. I fredags var sidste skoledag inden sommerferien, og de hurtige nåede muligvis en færge væk fra øen allerede samme eftermiddag. Selv har jeg en uges arbejde endnu inden jeg holder 3 ugers ferie hvor Frank Kærgaard og Jesper Stange tager sig af søndagsgudstjenesterne i Klemensker og Rø, mens embedet i øvrigt passes af Jens Jørgen Rasmussen den første uge, Flemming Mose Lauridsen den anden uge og Per Munch den tredje uge – så I er i gode hænder! (Ja, vi er jo altid i gode hænder, nemlig Guds!)

                      Når man rejser på ferie (eller i det hele taget når man rejser), så er det ikke altid tingene går som planlagt. Uanset om man rejser med fly, tog, bus, bil, cykel eller færge, kan der opstå uforudsete hændelser som gør at man bliver forsinket eller omdirigeret. Jeg kunne underholde jer i timevis med diverse anekdoter om motorvejskøer, tog der aldrig kom, og fly der måtte lande et andet sted end planlagt, og mange af jer kunne sikkert fortælle lige så mange historier fra jeres ferier. Men jeg vil nøjes med at fortælle jer en enkelt historie, og den er ikke engang fra en ferie. Faktisk er den heller ikke specielt underholdende, men til gengæld er den velegnet til at illustrere det jeg vil sige i dag.

                      Det var i begyndelsen af september 2017, altså for små 2 år siden, og jeg havde været på studierejse til London sammen med de andre præster i Bispebjerg-Brønshøj Provsti, hvor jeg var ansat dengang. Efter fire intense dage hvor vi havde besøgt en mængde forskellige kirker og organisationer i den engelske hovedstad og fået en masse inspiration, sad vi nu i Gatwick Lufthavn og ventede på flyet hjem til København. Men ak, flyet var forsinket! som de jo ofte er. Faktisk var det omkring 3 timer forsinket, så der var god tid til at drysse rundt i transithallen. Der var dog desværre ret koldt, så på et tidspunkt købte jeg mig en varm kakao og satte mig med en avis. Da jeg skævede hen til afgangstavlen for at se om der var nyt om hvilken gate flyet ville komme til at afgå fra, fik jeg noget af en overraskelse, for ikke alene stod gatenummeret der nu, men det forventede afgangstidspunkt var blevet rykket til tre kvarter tidligere end før, og under status stod der ”Go to gate”! Men jeg tænkte: ”Hvad, skal man gå til gaten nu? Det passer mig faktisk ret dårligt, for jeg sidder lige her med min kakao og min avis, og det er faktisk ret hyggeligt. Kaptajnen må vente, eller også må han flyve uden mig.”

                      Nej, selvfølgelig tænkte jeg ikke sådan! Jeg gjorde naturligvis hvad enhver anden også ville have gjort i den situation: Jeg lod kakao være kakao og skyndte mig alt hvad remmer og tøj kunne holde, ud til gaten for ikke at komme for sent til mit fly! Og jeg nåede flyet – især fordi det viste sig at være falsk alarm med de tre kvarters ændring. Faktisk endte flyet med at afgå en halv time senere end annonceret, og ikke tre kvarter tidligere, og klokken var halv et om natten da vi endelig landede i Kastrup, men det er for så vidt irrelevant for historiens pointe.

                      Pointen er nemlig at det som jeg naturligvis ikke gjorde da der stod ”Go to gate” på afgangstavlen, det er jeg kun alt for tilbøjelig til at gøre når det gælder ting der er langt vigtigere end at nå et fly. Og det er det Jesus advarer imod i den tekst fra Lukasevangeliet som vi hørte.

                      I alterbogen begyndte læsningen med ”Jesus sagde”, men når man slår op og læser den i Bibelen, kan man se at der i virkeligheden står: ”Jesus svarede”. Han fortæller nemlig lignelsen som en slags svar på noget en anden har sagt.

Hele Lukasevangeliets 14. kapitel foregår mens Jesus sidder til bords ved et sabbatsmåltid hos en af de ledende farisæere, og derfor er det også naturligt at Jesus bruger billeder der har med fest og mad at gøre. Først anbefaler han at man vælger en ydmyg placering ved bordet, fordi det er bedre at blive opfordret af værten til at sætte sig på en fornemmere plads, end at blive bedt om at rykke til en mindre fornem plads (den tekst skal der i øvrigt prædikes over den 13. oktober). Dernæst formaner han sine tilhørere til ikke at invitere deres rige venner når de holder fest, men derimod de fattige og udstødte, som ikke har nogen mulighed for at gøre gengæld – men som Jesus siger: ”Men det vil blive gengældt dig ved de retfærdiges opstandelse.” Og ordene ”de retfærdiges opstandelse” er nok det der får en af gæsterne til spontant at udbryde det som lignelsen bliver et svar på, nemlig: ”Salig er den, som sidder til bords i Guds rige!”

Hvis du blev spurgt hvad du ønsker dig allermest, så ved jeg ikke om du kunne finde på at svare: ”At sidde til bords i Guds rige!” Ja, selv hvis det du glæder dig allermest til, rent faktisk er at Jesus kommer tilbage og opretter Guds rige, så ved jeg ikke om det du først og fremmest forbinder det med, er at sidde til bords. Jeg prøvede at lave en billedsøgning på Google, og af de billeder der findes af ”Guds rige” eller ”himlen”, er der ikke nogen der forestiller mennesker der sidder bænket om et festmåltid. De fleste af dem forestiller lysende skyer, eventuelt garneret med en gylden port, og et enkelt forestiller en løve der græsser sammen med et lam (hvilket i øvrigt er et billede der stammer fra Bibelen, så ikke et ondt ord om det).

Men når jøderne på Jesu tid forestillede sig Guds rige, så forestillede de sig først og fremmest et festmåltid. Hvorfor gjorde de det? Jo, fordi det var skik i Mellemøsten i oldtiden at når en ny konge kom til magten, så holdt han en stor fest hvor han inviterede alle de betydningsfulde personer i landet – alle dem som det var vigtigt for ham at stå sig godt med hvis hans regering skulle lykkes, og dem som han havde tænkt sig at udnævne til vigtige poster. Det at blive inviteret med til den fest betød altså at man var en som kongen havde tænkt sig at begunstige.

Og hvad har det så med Guds rige at gøre? Jo, Guds rige er jo det der kommer når Gud bliver konge. Er han da ikke allerede det? Jo, Gud er universets skaber og dermed den retmæssige konge over alting. Men det er ikke alle der anerkender den retmæssige konge. Faktisk er der så mange der ikke anerkender ham, at det langt hen ad vejen i praksis er en anden der regerer, nemlig ham som Jesus i Johannesevangeliet [12,31 og 16,11] omtaler som ”denne verdens fyrste”, og som Paulus ligefrem kalder ”denne verdens gud” [2 Kor 4,4], nemlig Satan. I moderne forkyndelse er det ikke populært at tale om Satan, og det er der sikkert flere grunde til. For det første er det ikke nogen rar tanke at der findes en ond magt som ikke vil os det godt, og for det andet opfatter mange det som overtro at der skulle findes en djævel. Men Jesus og apostlene betragtede Satan som en særdeles virkelig ond åndsmagt der har tilranet sig meget af det rige som ellers retmæssigt tilhører Gud. Og jeg må sige at når jeg kaster et blik på den verden vi lever i, så har jeg svært ved at forstå at der er så mange der tror på at Gud findes og er gennemført god, men ikke på at Satan findes, for ondt er der da ellers nok af i verden. Verden er ikke blevet Guds rige endnu!

Men Det Gamle Testamente rummer mange løfter om at verden engang vil blive Guds rige – at der vil komme en dag hvor Satan er besejret, og ”Himmelens herre er jorderigs konge”. Og den dag bliver altså– blandt andet i det stykke fra Esajas’ Bog som vi hørte i begyndelsen af gudstjenesten – beskrevet med billedet af et stort festmåltid for kongens venner og allierede.

Hvem den mand var som sagde: ”Salig er den, som sidder til bords i Guds rige,” ved vi ikke, og vi ved heller ikke hvad der lå bag udsagnet. Men eftersom han var gæst hos en ledende farisæer, er det nok ikke noget dårligt gæt at han selv var en af farisæerne, og at han betragtede sig selv som selvskrevet til gæstelisten ved Guds kroningsfest. I så fald er lignelsen et alvorligt budskab til ham om at han måske havde forregnet sig – i lignelsen ender det jo nemlig med at ingen af de selvskrevne kommer med til festen alligevel! Og det er vel at mærke ikke fordi de er decideret negativt indstillede over for ham der inviterer; der er bare så optagede af det de nu lige er i gang med, at de ikke rigtig synes de har tid – præcis som hvis jeg dengang i Gatwick havde prioriteret min kakao og min avis højere end det at nå mit fly.

Spørgsmålet er så om vi har tid når Gud inviterer os til sin kroningsfest, eller om vi foretrækker vores kakao og vores avis! Er vi klar til at smide hvad vi har i hænderne, for at komme og sidde til bords i Guds rige? Og mon I overhovedet forstår hvad jeg mener når jeg stiller det spørgsmål? J

Jeg mener to ting. Dels har Jesus stillet os i udsigt at han en dag har tænkt sig at vende tilbage til jorden for at oprette Guds rige. Det vil betyde at vores liv kommer til at se meget anderledes ud, og alle de planer som vi måtte have lagt for vores karriere eller vores pensionisttilværelse, planer om huskøb, rejser, bryllups-, sølvbryllups-, guldbryllups- eller fødselsdagsfester, planer om store hobbyprojekter – alle de planer bliver ikke til noget, for nu skal vi sidde til bords i Guds rige. Hvordan har vi det med den tanke? Betyder vores egne planer så meget for os at vi helst ser at Jesus venter nogle år eller årtier eller århundreder med at komme igen, eller er vi rejseklar når der står ”Go to gate” på den himmelske afgangstavle?

Men Guds rige er ikke kun noget der kommer i fremtiden når Jesus vender tilbage. Allerede ved Jesu første komme for 2000 år siden etablerede Guds rige et ”brohoved” i verden, så kroningsfesten er faktisk allerede i gang, og når Jesus spiste sammen med alle slags mennesker, legemliggjorde han budskabet i såvel Esajas’ profeti som den lignelse han selv fortalte. Og når vi fejrer nadver, som vi skal gøre om lidt, så er det Gud selv vi sidder til bords hos i hans rige. Vi er allerede ”gået over fra døden til livet”, som apostlen Johannes udtrykte det i epistlen. I en vis forstand lever vi allerede i den verden der bliver synlig virkelighed når Jesus kommer igen. Men hvor har vi dog let ved at glemme det! – eller det har jeg i hvert fald. Jeg har kun alt for let ved at binde mig til jordiske ting så jeg ikke hører når Jesus kalder mig til at leve efter nogle helt andre værdier end verden gør, nemlig værdier der tager farve af Guds eget kærlige, gavmilde sind. Fordi Jesus satte livet til for os, skylder vi også at sætte livet til for vores medmennesker. Hvor meget desto mere skylder vi så ikke også åbne vores hjerte for de mennesker på vores vej der har brug for at se et glimt af Guds kærlighed? Og det gælder også selvom det kan falde os ubelejligt, nu vi lige hygger os så godt med vores kakao og vores avis – eller med de ting vi nu har valgt at fylde vores hverdag med, uanset hvor gode og nødvendige de kan forekomme.

Jeg vil som sædvanlig slutte af med at minde om de fire gode vaner der kan hjælpe os med at bevare vores fokus det rigtige sted, nemlig at læse i Bibelen, at væres sammen med andre kristne, at modtage Jesu legeme og blod i nadveren, og at bruge tid i bøn. Eller for at gøre det lettere at huske: ”De 4 B’er”: Bibelen, Brødrene og søstrene, Bordet og Bønnen.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.


Comments

Comments are closed.