Prædiken i Sct. Klemens og Allinge Kirker sidste søndag i kirkeåret 2019
Posted By admin on 26. november 2019
Verdensdommen: Se Jesus i dit medmenneske
Prædiken i Allinge og Sct. Klemens Kirker sidste søndag i kirkeåret 2019
Nikolaj Hartung Kjærby
”Hvilken slags præst er du?” Det var det afsluttende spørgsmål jeg blev stillet af studievært Brian Christensen da jeg var gæst i programmet ”Mellem os” på TV2 Bornholm i anledning af min tiltrædelse som præst (her) i Klemensker og Rø. Det var det eneste af de spørgsmål han stillede mig, som jeg ikke havde fået tilsendt på forhånd, men jeg var nu alligevel ikke i tvivl om hvad jeg skulle svare, for der er ét budskab som det mere end noget andet ligger mig på sinde at prædike, og det er at Gud elsker hver eneste af os betingelsesløst. Jeg er overbevist om at en dyb erkendelse af Guds kærlighed er det eneste der kan forvandle et menneskes liv, det eneste der kan give håb, og faktisk også det eneste der kan lede os til omvendelse fra vores synder. Og jeg tror at rigtig mange problemer kan føres tilbage til det triste faktum at alt for mange mennesker går rundt med et forvrænget billede af Gud og derfor ikke tør overgive sig helt og fuldt til ham.
Men hvordan prædiker man budskabet om Guds betingelsesløse kærlighed når prædiketeksten handler om mennesker der bliver bedt om at gå bort til evig straf og evig ild? Og hvordan forholder vi os i øvrigt til at Jesus i denne tekst tilsyneladende siger at det er vores gode gerninger eller mangel på samme der er afgørende for om vi bliver frelst eller går fortabt? Der står jo i et af de bibelvers som vi lutheranere sætter allermest pris på, nemlig Efeserbrevet kapitel 2 vers 8-9, at ”af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af.” Men hvad hjælper det at Paulus skriver sådan, hvis Jesus siger noget andet?
Tja, vi kan jo begynde med at konstatere at Paulus faktisk også mener at vi vil blive dømt efter vores gerninger. I Andet Korintherbrev kapitel 5 vers 10 står der for eksempel: ”For vi skal alle fremstilles for Kristi domstol, for at enhver kan få igen for det, han har gjort her i livet, hvad enten det er godt eller ondt.” Til gengæld siger Jesus selv i Johannesevangeliet kapitel 12 vers 47: ”jeg er ikke kommet for at dømme verden, men for at frelse verden.” Så kan de bestemme sig: Bliver vi dømt efter vores gerninger, ja eller nej?
Ja, I forventer jo sikkert at jeg kommer med svaret på det spørgsmål (eller i hvert fald med mit bedste bud på hvad svaret er), så det må jeg hellere gøre. Svaret er: Ja – og nej! Eller måske rettere: Nej – og ja.
For det første: Nej! Før Jesus kom, havde jøderne en lov (det vil sige, det har de faktisk stadig). Den lov kan man læse i Det Gamle Testamente, især de fem Mosebøger, også kaldet Toraen. Den mest kendte del af Toraen er De Ti Bud, men der er også mange andre bud – sammenlagt 613 forbud og 248 påbud, hvis man skal tro dem der har siddet og talt efter. Nogle af dem virker ret besynderlige for os der lever i Danmark i 2019, som for eksempel at man ikke må barbere håret i tindingerne, eller at man ikke må gå med tøj vævet af to forskellige slags garn. Andre er derimod af en art som gør at der stadig skeles til dem i moderne lovgivning, for eksempel reglerne om erstatning for ødelagt ejendom og om at arbejdere har ret til at holde fri ind imellem. Og på Jesu tid var der faktisk mange grækere og romere der valgte at konvertere til jødedommen fordi den jødiske lov var så fornuftig og retfærdig. Der står også i den jødiske lov at hvis man overholder buddene, skal man leve, og hvis ikke, skal man dø. Såre simpelt – så hvis Jesus ikke havde i sinde at lave om på det, så kunne han lige så godt have sparet sig alle de lidelser han gennemgik her på jorden.
Men Jesus kom til jorden og lod sig korsfæste for at frelse os mennesker fra vores synder – det står sort på hvidt adskillige steder i Det Nye Testamente. Derfor var Jesus også umådeligt populær blandt de mennesker som samtidens fromme jøder havde stemplet som ”syndere”, fordi han fortalte dem at de også kunne blive frelst, og det endda ikke ved at tage sig sammen og begynde at overholde Toraen, men ved helt ufortjent at blive taget imod som Guds børn. Så nej, vi bliver ikke dømt efter vores gerninger. Det betyder ikke at Gud pludselig er blevet ligeglad med hvad der er rigtigt og forkert, men det betyder at vi kan få tilgivelse for alt det forkerte vi har gjort, og alt det rigtige vi har undladt at gøre. Allerede i Det Gamle Testamente er Guds nåde og barmhjertighed et gennemgående tema, og blandt andre kong David henvender sig i flere af sine salmer til Gud med syndsbekendelse i tillid til at Gud både kan og vil rense hans synd væk. Men der er også en klar erkendelse i Det Gamle Testamente af at tilgivelsen har sin pris – ikke fordi Gud tager sig betalt for sin nåde (så ville det jo dybest set ikke være nåde), men fordi skaden på vores sjæl skal genoprettes.
Sagen er at hvis vi skal tro Bibelen (og det mener jeg at vi skal; det overrasker næppe nogen af jer!), så er der en ikke kun en god magt i universet (nemlig Gud), men også en ond magt, som vi plejer at kalde ”Satan” efter det hebraiske ord for ”modstander”, men som i Det Nye Testamente også tit bliver kaldt ”Diabolos” (”Djævelen”), som er det græske ord for ”anklageren”. De fleste bibelfortolkere er enige om at Satan engang var en af Guds mægtigste engle, men han blev misundelig fordi det ikke var ham selv der var Gud, og derfor gjorde han det til et mål at ødelægge alt hvad Gud har skabt, og især kronen på Guds skaberværk: mennesket. Hele resten af skaberværket kan Den Onde kun ødelægge udefra, men fordi vi mennesker er moralske væsener, kan vi også ødelægges indefra, og det er langt alvorligere. Fordi Gud har givet os en moralsk frihed som planterne og dyrene ikke har, kan vi selv vælge om vi vil tjene Gud eller Satan, og hver gang vi bruger den frihed som Gud har givet os, til at vælge det onde i stedet for det gode, vælger vi at lægge et stykke af vores liv ind under Satans magt i stedet for Guds. Nu er det sådan at den der vil ødelægge andre, ender med at ødelægge sig selv, og derfor er Djævelen dømt til evig pine (eller ”den evige ild”, som Jesus kalder det i dagens tekst). Hans eneste trøst er hvis han kan få nogle af os mennesker med i ødelæggelsen ved at friste os til at stole mere på ham end på Gud. Skal vi undgå den skæbne, så skal vi enten holde os 100% på dydens smalle sti uden et eneste fejltrin i tanke, ord eller gerning gennem et helt liv – eller også skal vores liv købes fri. På Det Gamle Testamentes tid skulle man ofre et lydefrit dyr for at opnå renselse fra sin synd, men om de dyreofringer står der i Det Nye Testamente at ”præsterne forgæves bærer gaver og ofre frem på folkets vegne, uden at nogen får ren samvittighed af den grund. … Det er alt sammen regler der kun har med det ydre at gøre, og de skulle kun gælde indtil en ny og bedre ordning trådte i kraft” (Hebr 9,9-10, Den Nye Aftale). Den ”nye og bedre ordning” er at Jesus betalte med sit eget liv og blod for at købe os fri af Satans magt. Fordi han er Guds fuldkomne Søn, er hans offer tilstrækkeligt til at købe alle mennesker fri af ethvert krav som synden og døden og Djævelen måtte have på os – hvis vi altså vil lade os frikøbe, for Gud tvinger ikke nogen. Så derfor: Nej, vi bliver ikke dømt efter vores gerninger!
For det andet: Ja, vi bliver dømt efter vores gerninger! Det hører vi jo helt klart i teksten til i dag, og som sagt står det også hos Paulus. Men hvordan hænger det sammen med det jeg lige har sagt? Det hænger sådan sammen at vi ikke både kan blæse og have mel i munden. Vi kan ikke tage imod det nye liv som Jesus har købt til os, og samtidig holde fast i det gamle – det er enten/eller! ”Ingen kan tjene to herrer”, som Jesus siger i Bjergprædikenen (Matt 6,24). De af jer der var i kirke for en uge siden, hørte en skræmmende lignelse om en konge der generøst eftergav en af sine tjenere en absurd stor gæld, men da tjeneren efterfølgende nægtede at eftergive et langt mindre beløb som han havde til gode hos en kollega, skiftede kongen mening og smed den utaknemmelige tjener i fængsel – ikke fordi de penge tjeneren skyldte, pludselig alligevel havde fået stor betydning for kongen, men fordi tjeneren ikke viste barmhjertighed.
Ser vi på teksten til i dag og på de mennesker der hører Jesus sige: ”Går bort fra mig, I forbandede”, så er det faktisk præcis det samme der er på spil der, nemlig at de ikke har vist barmhjertighed. Det de bliver dømt for, er ikke at de har gået med tøj der var vævet af to slags garn, eller at de har barberet deres tindinger, og ikke engang at de har bedrevet hor eller begået mord, men at den store barmhjertighed som Gud har vist os, er prellet fuldstændig af på dem og ikke har forandret deres indstilling til deres medmennesker. Hvis vi ikke ser Jesus i vores medmennesker, så viser det at vi ikke har fattet en bønne af hvad kristendommen går ud på. Den der viser en sådan foragt for Kristus, er tydeligvis stadig Djævelens barn.
Det var den teologiske udlægning. Men jeg kan naturligvis ikke sige amen nu, for hvis de der ikke viser barmhjertighed, går evigt fortabt, er der så overhovedet nogen der bliver frelst? Er der nogen af os der kan sige os fri for både tit og ofte at have overset et medmenneske i nød? Kan det overhovedet lade sig gøre at have frelsesvished hvis Gud stiller den slags krav?
Ikke hvis det stod til os selv, nej. At leve det liv som Jesus har købt os fri til, hvor vi møder andre mennesker med den samme barmhjertighed som Gud har mødt os med, er ikke alene svært, det er umuligt. Men som Jesus svarede da disciplene engang forfærdet spurgte ham hvem der overhovedet kan blive frelst: ”For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt.” (Matt 19,26). Det vi skal gøre, er altså ikke at stramme os gevaldigt an for at vise den påkrævede barmhjertighed så vi ikke mister vores frelse – det ville jo være en eklatant modsigelse af evangeliet. Nej, det vi skal gøre, er at se hen til Jesus, for han er den eneste der kan opfylde Guds krav i os! Hvis vi erkender at vi er ude af stand til at vise den barmhjertighed mod andre som vi reelt set burde, så vil vores indstilling være: ”Gud, vær mig synder nådig!” Og et sønderbrudt, sønderknust hjerte afviser Gud aldrig. De der ender på den forkerte side på dommens dag, er ikke de bodfærdige, men de selvretfærdige; ikke de der ikke evner at vise andre den fornødne barmhjertighed, men de der bilder sig ind at de slet ikke behøver at gøre det. Og hvis du sidder her i dag og er bekymret for hvilken af grupperne du tilhører, så er selve det at det betyder noget for dig, et sikkert tegn på at du ikke hører til de forhærdede. Kom du frimodigt til Jesus, præcis som du er, for han som har begyndt sin gode gerning i dig, han vil også fuldføre den.
Så bliver vi dømt efter vores gerninger? Nej – og ja – … – og nej!
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand, treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os bede:
Herre Jesus, vi kommer til dig som vi er, for andet kan vi ikke gøre. Tag imod os, tilgiv os, og give os del i det nye og evige liv som du har vundet ved din død og opstandelse!
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Comments