Prædiken i Sct. Klemens Kirke pinsedag 2019
Posted By admin on 27. august 2019
Helligåndens komme: Tillykke med fødselsdagen!
Prædiken i Sct. Klemens Kirke pinsedag 2019
Nikolaj Hartung Kjærby
I dag er det kirkens fødselsdag, hurra, hurra, hurra!
På min søns sidste dag i Husum Menighedsbørnehave i sidste uge var alle børnene ovre i kirken til en særlig børnehave-pinsegudstjeneste. (Det var ganske vist lidt i god tid, men når man kan holde julearrangementer den 12. december, kan man vel også holde pinsearrangementer 12 dage på forskud). Det var ikke mig der stod for gudstjenesten (jeg kommer jo fra et sogn med 3 præster), så jeg ved ikke præcis hvad der foregik, men jeg ved at Josef havde et fint papirflag i hånden da jeg hentede ham i børnehaven senere på dagen. Han havde nemlig været til fødselsdagsfest – kirkens fødselsdagsfest!
Mange af jer har sikkert hørt det før – at pinsedag er kirkens fødselsdag. Jeg har selv hørt det utallige gange i løbet af mit liv, men jeg må også tilstå at jeg ikke altid har forstået hvad det betød. For man kunne vel lige så godt sige at kirken blev født påskedag da budskabet om Jesu opstandelse blev forkyndt for første gang? Eller måske endda tidligere endnu, for eksempel da Jesus kaldte sine første disciple og dermed grundlagde det discipelfællesskab som kirken vel også er? Hvorfor er det lige pinsedagen man har valgt at kalde for ”kirkens fødselsdag”?
Fordi kirken er andet og mere.
Vist er kirken et sted hvor Jesu opstandelse bliver forkyndt – det er faktisk derfor vi fejrer gudstjeneste netop om søndagen, fordi det var en søndag morgen at Jesus gik ud af graven som sejrherre over synd og død og djævel. Derfor er hver eneste søndag på sin vis en lille påskedag hvor vi bliver mindet om Jesu sejr, som i kraft af vores dåb også er vores sejr, og når vi går ud fra kirken for at tage hul på den nye uge der ”truer”, er det som frie mennesker der intet behøver at frygte!
Kirken er også et fællesskab af disciple. Ordet ”discipel” betyder en elev – en som står i lære hos en mester. Da Jesus gik på jorden, fulgte hans disciple ham hvor han gik og stod for at lære så meget af ham som overhovedet muligt. Det var faktisk meget almindeligt i oldtiden: at profeter, filosoffer, skriftlærde og lignende havde en gruppe disciple der holdt sig i nærheden af dem for at lære af dem. Til gengæld for det besvær det var for læreren at han på den måde aldrig kunne holde fri fra sin undervisning, gik disciplene også til hånde med forskellige praktiske opgaver – kontrakten var at disciplene skulle adlyde deres mester i ét og alt, og så ville han til gengæld sørge for at lære dem alt hvad han kunne og vidste. Målsætningen var klar: Disciplen skulle ende med at blive ligesom sin mester. Men Jesus var ikke en helt almindelig mester, og hverken Peter eller Andreas eller Johannes eller Thomas eller nogen af de andre disciple blev nogensinde helt ligesom ham. Selv efter Jesu opstandelse og himmelfart, hvor disciplene blev sat til at prædike budskabet om ham over hele jorden, var de stadig kun disciple, og det er vi også, vi som har taget imod ordet og er kommet til tro. At tage ved lære af Jesu eksempel er en livslang opgave som vi aldrig bliver færdige med; først når vi samles med ham på den nye jord vil vi blive fuldkomne ligesom han er fuldkommen.
Hvordan kan vi være Jesu disciple når han ikke længere går rundt iblandt os? Hvordan kan vi tage ved lære af ham når vi ikke kan lytte til ham, iagttage ham, se de ting han gør? Tja, det kan vi på flere forskellige måder. Dels kan vi læse i evangelierne hvad han gjorde og sagde, dels kan vi tage ved lære af de disciple der er gået forud for os. Der går en ubrudt linje fra os i dag og helt tilbage til de første disciple som fulgte i Jesu fodspor på Galilæas støvede veje; en linje hvor den ene generation af disciple har oplært den næste.
Men kirken er som sagt andet og mere end det – og det er netop det ”andet og mere” der gør at kirken ikke bare er endnu et fællesskab om nogle ideer som en klog mand engang har haft. Det ”andet og mere” er Helligånden (eller ”den Helligånd”, som vi siger når vi bekender troen her i Klemensker). Takket være Helligånden er vi ikke henvist til kun at kende Jesus gennem en næsten 2000 år gammel bog, for som Jesus sagde til sine disciple i den tekst der er prædiketekst til i dag: ”Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer.” Vi har altså ikke kun en for længst afdød lærer som Buddha eller Konfutse eller Aristoteles eller Marx (eller for den sags skyld Paulus, Luther, Rosenius, Grundtvig, og hvad der ellers har været af store kristne lærere), og vi har ikke engang kun en lærer der sidder højt oppe over skyerne. Nej, vi har en lærer som er til stede hos os og kan undervise os hele tiden – nemlig Helligånden!
Men – og det er ekstremt vigtigt: Det er kirken der har fået Helligånden. Den kultur vi lever i, er meget fokuseret på individet, og derfor kommer vi som kristne også meget let til at overfokusere på det at vi som enkeltpersoner har fået Helligånden. Det har vi ganske vist også, men det er den samme Helligånd der er blevet givet til os alle sammen! Og noget af det allervigtigste Helligånden gør i hver enkelt af os, er at knytte os tæt sammen med hinanden. Som der står i det vers fra Første Korintherbrev (kapitel 12 vers 13) som jeg citerede fra prædikestolen i søndags: ”For vi er alle blevet døbt med én ånd til at være ét legeme”. Og det bringer mig frem til hvad kirken først og fremmest er, ud over at være et fællesskab af disciple og stedet for forkyndelsen af Jesu opstandelse, nemlig Kristi legeme. Ligesom Adam blev et levende væsen da Gud blæste livsånde i hans næsebor, blev kirken en levende organisme da Gud blæste sin Ånd ind i den på pinsedagen – og derfor er pinsedag kirkens fødselsdag!
Hvad betyder det så at vi som kirke er Kristi legeme? Det betyder enormt mange ting som jeg kunne holde en hel serie af prædikener om, men i dag vil jeg særligt fokusere på to aspekter.
For det første betyder det at det er som fællesskab at vi står i lære hos Jesus. Paulus skriver i Efeserbrevet at målet for kirken er at ”vi alle når frem til enheden i troen og i erkendelsen af Guds søn, til at være et fuldvoksent menneske, en vækst, som kan rumme Kristi fylde” [Ef 4,13], og et par vers senere tilføjer han: ”sandheden tro i kærlighed skal vi i ét og alt vokse op til ham, som er hovedet, Kristus. Ud fra ham føjes hele legemet sammen og holdes sammen, idet hvert enkelt led hjælper til med den styrke, det har fået tilmålt, så legemet vokser og opbygges i kærlighed.” [Ef 4,15-16] Det at ”rumme Kristi fylde”, som Paulus så poetisk udtrykker det, er altså ikke noget som ét menneske kan gøre; det kan kun den samlede kirke. Derfor må vi også i fællesskab søge Gud for at finde ud af hvad det er han vil med os. Kirkehistorien rummer kun alt for mange eksempler på enkeltpersoner der mente at de selv havde en særlig forbindelse til Helligånden, og som endte med at komme frygteligt på afveje, og det ser desværre ud til at der snarere bliver flere end færre af dem – det er endda sket inden for Folkekirken engang tilbage i 80’erne! Misforstå mig ikke: Jeg tror bestemt at der også i dag er mennesker som Gud har givet en særlig profetisk gave – jeg har mødt et par stykker af slagsen. Jeg mener endda at det er en tjeneste som fylder alt for lidt, især her i Folkekirken. Men det er en gave der skal anvendes med varsomhed, og menigheden skal altid bedømme hvad der bliver sagt (også det jeg siger her fra prædikestolen!), for Ånden er som sagt givet til os som fællesskab.
For det andet betyder det at Jesus virker igennem sin kirke. Jeg havde engang et blåt lærredsarmbånd hvorpå der stod de fire bogstaver WWJD. Er der nogen af jer der ved hvad det står for? (pause) Det står for de engelske ord ”What Would Jesus Do?”, som betyder ”Hvad ville Jesus gøre?” Der er mange kristne der går med sådan et armbånd, nok især i USA, men jeg har også set en del af slagsen i Danmark, og den præst jeg var i praktik hos da jeg gik på Pastoralseminariet, brugte armbåndene som gevinster til sine konfirmander når de havde været til et vist antal gudstjenester. Jeg anskaffede selv armbåndet fordi jeg synes det er godt at blive mindet om at Jesus bør være vores forbillede i alt hvad vi gør. Men jeg var alligevel en smule loren ved det, for jeg tror det er farligt at reducere Jesus til et forbillede. Som en klog mand engang udtrykte det: ”Hvis Jesus er dit forbillede, bliver du en slave. Men hvis Jesus er dit liv, bliver du et forbillede!” Fordi vi har Guds Ånd, behøver vi ikke lade os nøje med at tænke over hvad Jesus mon ville have gjort hvis han havde stået i den situation vi står i (hvad der i øvrigt også kan være svært til tider, for vi lever jo i en helt anden kultur end den Jesus vandrede i, og mange af vores dilemmaer har ikke noget indlysende sidestykke i det 1. århundrede). I stedet kan vi spørge: ”Jesus, hvad ønsker du at gøre i denne situation?” og så lade ham gøre det – igennem os. (Heldigvis kan WWJD også stå for ”What Will Jesus do?”!).
Det gode ved at det er Jesus selv der handler gennem os, og ikke blot os der forsøger at gøre det som Jesus ville have gjort, er at vi ikke er begrænset af vores evner. Det kan for eksempel være at det som Jesus ønsker at gøre, er at helbrede en der er syg – det gjorde han jo tit da han gik på jorden. Jeg kan ikke helbrede nogen, så hvis Jesus kun var mit forbillede, måtte jeg slukøret konstatere at jeg ikke evner at leve op til forbilledet. Men det som jeg ikke kan, det kan Jesus! Derfor kan jeg i Jesu navn lægge hænderne på den syge og bede om helbredelse – og nogle gange sker der rent faktisk en fuld eller delvis helbredelse! (Hvorfor der ikke sker en fuld helbredelse hver gang, har jeg endnu ikke mødt nogen der kunne give et tilfredsstillende svar på, men det har givetvis at gøre med at vi lever i en spændingsfyldt tid hvor Guds rige ganske vist er brudt ind i verden, men endnu ikke er fuldt realiseret. Og så kan jeg nok heller ikke udelukke en vis sammenhæng med mit eget mål af tro eller mangel på samme når jeg beder for folk. Men jeg ved at der sker flere helbredelser hvis jeg beder for folk, end hvis jeg lader være, og derfor bliver jeg ved!).
Men der er noget der er endnu mere fantastisk og overnaturligt end helbredelser og andre fysiske mirakler, og det er Guds kærlighed. ”Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter ved Helligånden”, skriver Paulus i Romerbrevet [5,5]. Det er måske Helligåndens allervigtigste opgave: at få os til at forstå hvos uendelig højt Gud elsker både os og alle andre mennesker. Handler vi i modig, uselvisk, selvhengivende kærlighed, så er det i sandhed Jesus der handler igennem os, og ingen kan handle i fuldkommen kærlighed uden at det er Jesus der gør det, for den kærlighed rummer intet menneske i sig selv. Nu sidder du måske og tænker på de mennesker der ligesom Jesus havde så stor kærlighed at de frivilligt gik i døden for andres skyld, og måske spekulerer du på om du selv ville være villig til at gøre det samme hvis det kom dértil. Det spørgsmål stiller jeg i hvert fald undertiden mig selv. Men hvis vi hver især vil kende svaret på det spørgsmål, så tror jeg vi skal se på hvordan vi lever vores liv i hverdagen. Den måde vi reagerer på hverdagens små og store tildragelser, er den præget af Guds fuldkomne kærlighed? Den person der sidder på din stol i skolen eller benytter din skruetrækker på jobbet eller går i dine træsko hen over marken eller rører i din gryde når der skal laves aftensmad, er det en person der hviler i at være ubegrænset, ubetinget elsket af Gud, og som ved at alle de mennesker du har med at gøre, er lige så højt elskede af Gud?
Jeg vil slutte af med at repetere ”de fire B’er” som jeg nævnte i søndags, og som jeg tror er kongevejen til det liv i inderligt fællesskab med Gud som åbner os for Helligåndens kraft: Læs Bibelen, prioriter fællesskabet med brødrene og søstrene i menigheden, modtag Jesu legeme og blod ved bordet, og brug tid på at tale med Gud i bønnen. Men gør det ikke for at han skal elske dig – gør det fordi han elsker dig, og der ikke findes noget bedre end at bade i hans kærlighed.
Amen – og tillykke med fødselsdagen!
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments