Prædiken i Husum Kirke 2. søndag efter påske 2019
Posted By admin on 10. maj 2019
Den gode hyrde: Befriet fra daglejerne
Prædiken i Husum Kirke 2. søndag efter påske 2019
Nikolaj Hartung Kjærby
Jeg blev født den 19. maj 1975, 30 år og 14 dage efter den store befrielsesdag i 1945 som vi i dag kan markere 74-året for (så kan I jo regne på hvor gammel jeg er), og jeg er ikke sikker på at jeg helt kan sætte mig ind i hvor stort det må have været at vågne ”til glædestimer og frimandskår”, som Mads Nielsen udtrykker det i den sang vi lige har sunget. Ganske vist oplevede jeg som 17-årig en gigantisk folkefest dengang Danmark vandt EM i fodbold, men med al respekt for Richard Møller Nielsens og spillernes bedrift, så er det jo ikke noget der på nogen måde, overhovedet, kan sammenlignes med at blive befriet fra 5 år under en fjendtlig besættelsesmagt. Men heldigvis er der lavet massevis af bogudgivelser, fotoudstillinger, dokumentarfilm og spillefilm der skildrer rædslerne under nazismen så også vi der er for unge til selv at have oplevet de onde år, har mulighed for at danne os et indtryk af hvad det var der var tale om.
Men selvom byer blomstred’ i rødt og hvidt, og landet lyste fra sund til klit, så var der jo ikke tale om at Danmark med et trylleslag blev forvandlet til det skinbarlige paradis dengang for 74 år siden. For det første var det ikke engang hele Danmark der var blevet befriet, for der er jo en ret så vigtig ø der ikke ligger mellem ”sund og klit” (i hvert fald ikke mellem Øre-sund og Vesterhavets klit), og mens resten af landet fejrede friheden, blev Rønne og Nexø sønderbombet af sovjetiske fly fordi tyskerne dér endnu ikke havde overgivet sig, hvorefter den tyske besættelse blev afløst af en sovjetisk besættelse. Så på Bornholm er der ingen der sætter lys i vinduerne den 4. maj – Bornholms befrielse kom først den 5. april 1946. For det andet tog det en del år inden besættelsestidens vareknaphed var helt overstået, og selv da velfærdsstaten for alvor gjorde sit indtog, var vi danskere ikke mere frie end at den kolde krigs atomtrussel hang som en truende sky over vores hoveder. Og selv efter at den trussel blev afmonteret med 80’ernes nedrustningsaftaler og jerntæppets fald, er det ikke ligefrem paradisiske tilstande vi lever i i dag – selvom vi aldrig må glemme at vi her i Danmark på mange måder har det langt bedre end flertallet af mennesker i verden. (I særdeleshed kan vi være taknemmelige over at vi, modsat mange af vores trosfæller rundt om i verden, kan fejre gudstjeneste uden at behøve at frygte for at kirkebygningen pludselig bliver stormet af bevæbnede terrorister eller fjendtligt politi). Derfor er jeg også glad for at Mads Nielsen slutter sin sang af med en bøn til Ham der som den eneste kan ”løse fangne af bolt og bånd”.
Den første af de bibeltekster som vi lyttede til i dag, er hentet fra profeten Ezekiels Bog. Ezekiel var jøde fra Israel, men han boede i Babylon, for da han var en ung mand, var Israel blevet invaderet af kong Nebukadnezar af Babylon som havde slået jødernes kong Jojakim ihjel og indsat hans bror Sidkija som lydkonge. Jojakims 18-årige søn og kronprins, Jekonja, havde Nebukadnezar ført i eksil i Babylon sammen med et stort antal jøder, deriblandt Ezekiel (og i øvrigt også hans profetkollega Daniel, som mest er kendt for at han nogle år senere blev kastet i en løvekule af kong Dareios af Medien).
På Ezekiels tid var jødernes land altså besat af en fremmed magt, ligesom danskernes land var det i første halvdel af 1940’erne, og derfor må den profeti som vi lyttede til i dag, have været til stor trøst for dem: Gud lover at samle sit folk og føre dem hjem fra alle de lande de er blevet spredt til, og selv tage vare på dem som en hyrde tager sig af sine får. Han vil med andre ord befri dem. Men når man læser hele kapitlet, kan man se at det faktisk ikke først og fremmest er babylonierne Gud lover at befri sit folk fra, men derimod deres egne dårlige ledere. Og det er baggrunden for at Jesus 600 år senere knyttede til ved den profeti da han betegnede sig selv som ”den gode hyrde”, som vi hørte. For ganske vist var jøderne blevet fri for deres babyloniske undertrykkere da perserkongen Kyros erobrede det neobabyloniske rige i 539 f.Kr. I modsætning til babylonierne respekterede Kyros nemlig sine forskellige undersåtters religion og kultur, og han gav jøderne lov til at vende hjem, genopbygge deres tempel som Nebukadnezar havde ødelagt, og genoptage deres liv som de kendte det. Men ligesom Danmark ikke blev forvandlet til et paradis den 5. maj 1945 (ikke engang den del af Danmark der ligger mellem Øresund og Vesterhavet), så blev Israel heller ikke et paradis selvom de fik lov at vende hjem fra landflygtigheden, for det var stadig ”daglejere” der ledte dem, og ikke den gode hyrde.
Hvad er så forskellen på en god og en dårlig leder – eller på en ”daglejer” og en ”hyrde” for nu at bruge de ord som Jesus bruger? Forskellen er hvordan de reagerer når ulven kommer: Daglejeren flygter for at redde sit eget skind, hvorimod hyrden sætter sit liv til for fårene. På den baggrund kan man vist med en vis ret spørge om der nogensinde har været en politisk leder på denne jord som ikke i et eller andet omfang har været en daglejer – selvom det vist før i tiden var mere almindeligt at kongen selv red forrest når han førte sit folk i krig.
Spørgsmålet er også hvem fjenden i virkeligheden er. Hvem er den ”ulv” der går på rov blandt ”fårene”, og som ”daglejerne” ikke er i stand til at beskytte fårene imod? Vi har allerede set at det må være noget der stikker dybere end en fremmed magt der truer landet udefra, eftersom vi ikke bliver virkelig frie selvom den fremmede magt bliver uskadeliggjort.
Når vi om halvanden måneds tid når frem til sankthans, vil Holger Drachmanns smukke midsommervise sikkert traditionen tro blive afsunget ved mange hundrede sankthansbål landet over. Det tredje og sidste vers lyder sådan her: ”Vi elsker vort land, og med sværdet i hånd skal hver udenvælts fjende beredte os kende! men mod ufredens ånd over mark, under strand vil vi bålet på fædrenes gravhøje tænde: hver by har sin heks og hvert sogn sine trolde, dem vil vi fra livet med glædesblus holde; vi vil fred her til lands, sankte Hans, sankte Hans! den kan vindes, hvor hjerterne aldrig bli’r tvivlende kolde!” Her taler Holger Drachmann altså om en fjende som han kalder ”ufredens ånd”, og jeg tror egentlig at den er et meget godt bud på hvad det dybest set er der truer vores frihed, nemlig at vores egen indbyggede tilbøjelighed går i den modsatte retning af fred. Og hvordan bekæmper vi så dén fjende?
Holger Drachmanns recept er at tænde glædesblus på fædrenes gravhøje, og så i øvrigt at holde vores hjerter fri for tvivl og kulde. Det første er ikke så svært at gøre (selvom vi sidste år måtte undvære sankthansbålene fordi der var afbrændingsforbud på grund af tørken). Værre er det med det andet, for hvordan undgår vi at hjerterne bliver tvivlende kolde?
Ja, det modsatte af tvivl er jo tro. Men hvad er det vi skal tro på? Det nævner Holger Drachmann ikke noget om, men eftersom han var ateist, gætter jeg på at det han vil have os til at tro på, er at vi er i stand til at besejre ufredens ånd. Her 134 år efter at Midsommervisen blev skrevet, synes jeg bare ikke der er særlig meget der tyder på at det skulle være tilfældet.
Men dér er det så at Den Gode Hyrde, Jesus, kommer ind i billedet. I Bibelen har Ufredens Ånd et navn, nemlig Djævelen eller Satan. Og ham kan man ikke besejre blot ved at tænde et bål – det er han ikke spor bange for. Den eneste måde Satan kunne besejres på, var ved at hyrden gav sit liv for fårene. Det onde er nemlig ikke noget der befinder sig uden for os selv i form af en heks eller en trold, men noget der har inficeret vores liv så dybt at vi kun kan blive fri ved at få et helt nyt liv. Dét nye liv vandt Jesus til os ved frivilligt at gå i døden. Fordi Jesus var Guds søn og ikke selv havde noget ondt i sig, kunne han bære det onde i os med sig ind i døden. Men netop fordi han som Guds søn frivilligt gik i døden af kærlighed, kunne døden ikke holde fast på ham, og han opstod til et nyt liv i herlighed, som vi netop har fejret det i påsken. Når vi i dåben bliver knyttet sammen med Jesus, får vi en ny identitet i ham, hvor vi ikke længere er slaver af ufredens ånd i vores indre. Vi er frie.
Men vi kan hverken se eller mærke at vi er frie – det kan vi kun tro på. Og så længe vi lever i denne verden, kan det ikke undgås at vores hjerter ind imellem bliver tvivlende kolde. Hvis det var styrken i vores tro det kom an på, så var vi ilde stedt. Men selv når vores tro svigter, vil Den Gode Hyrde bære os. Lad os takke ham for det:
Comments