Prædiken til sidste søndag efter helligtrekonger 2015
Posted By admin on 27. april 2016
Forklarelsen på bjerget: Jesus er den eneste der er værd at følge i liv og død
Prædiken i Husum Kirke sidste søndag efter helligtrekonger 2015
Nikolaj Hartung Kjærby
Den 13. oktober 64 – altså ikke 1964, og heller ikke 1864, men år 64 – blev apostlen Peter korsfæstet i Rom. Det skete som kulminationen på tre måneders intense forfølgelser af de kristne i byen efter at de psykopatiske kejser Nero havde fået den idé at give de kristne skylden for den brand der hærgede Rom samme sommer. Peter var leder for de kristne i Rom, og derfor havde Nero gemt henrettelsen af ham til den dag hvor han fejrede sit 10-års jubilæum som kejser.
Legenden fortæller ellers at Peter havde besluttet at flygte fra Rom for at undgå at blive slået ihjel, men da han var på vej ud af byen, fik han et syn af Kristus der var på vej ind mod byen. ”Hvor skal du hen, Herre?” spurgte Peter. ”Ind til byen for at blive korsfæstet igen, når nu du ikke vil,” svarede Jesus. Da forstod Peter at han ikke kunne svigte de trængte kristne i Rom, men måtte blive i byen, også selvom det kom til at koste ham livet – alt andet ville være at svigte Jesus.
Men hvorfor ville Peter hellere lade sig korsfæste end at svigte Jesus? Og hvorfor valgte han forud for det at bruge 30 af de bedste år af sit liv på at rejse Romerriget tyndt og fortælle folk om Jesus? Forresten var det jo ikke kun Peter; som sagt slagtede kejser Nero jo i massevis af kristne – hvad motiverede dem til at holde fast i deres bekendelse til Jesus selvom de kunne have reddet livet ved at afsværge deres tro? Og hvad med de mange kristne i Irak eller Nigeria der den dag i dag hellere vil dø end fornægte Jesus når Islamisk Stat eller Boko Haram banker på deres dør og giver dem valget? Ja, hvad er det i det hele taget der får mennesker til at give deres liv for en sag? Og hvordan afgør man om en sag er værd at give sit liv for?
Jeg tror at ønsket om at få et stærkt eftermæle og længslen efter at vide at ens liv har gjort en forskel, kan være medvirkende til at nogle vælger at ofre deres liv. Har man en forventning om at der venter noget bedre efter døden – måske endda noget bedre end man ville have kunnet se frem til hvis man ikke ofrede sit liv – så har det helt sikkert også noget at sige; det er for eksempel noget der notorisk motiverer islamiske selvmordsterrorister, og den vigtigste årsag til at selvmordsaktioner stort set aldrig forekommer hos ikke-religiøse terrorister.
Den allerstærkeste motivationsfaktor i verden er dog nok kærlighed. De fleste forældre, især mødre, vil for eksempel nærmest instinktivt vælge at sætte deres eget liv til for at redde deres børns liv, især hvis børnene er små – det ser man selv i dyreverdenen. Men der er også andre former for kærlighed end moderkærlighed der kan få et menneske til at ofre sit liv. Det kan for eksempel være kærligheden til ens fædreland eller folk eller en lignende kollektiv sag, som da den tunesiske gadehandler Mohamed Bouazizi i januar 2011 kickstartede ”det arabiske forår” ved at sætte ild til sig selv i protest mod præsident Ben Alis regime. Eller det kan være kærlighed til en lederskikkelse, der fører til at man sætter lederens liv og sikkerhed højere end sit eget liv. Jeg hørte engang en anekdote om Alexander den Store, der var konge af Makedonien, men som erobrede hele det persiske rige under et mægtigt felttog i Asien og på den måde lagde grunden til at græsk sprog og kultur blev dominerende i hele regionen i de næste mange hundrede år, hvad der blandt andet medførte at Det Nye Testamente blev skrevet på græsk i stedet for på aramæisk eller persisk. På et tidspunkt under sit felttog nåede Alexander og hans hær frem til en by som nægtede at overgive sig til dem. Byens konge svarede endda Alexander hånligt med ordene: ”Hvorfor i alverden skulle jeg overgive mig til dig? Min hær er mindst lige så stor som din!” ”Det skal jeg vise dig!” sagde Alexander, og så befalede han sine mænd at tage opstilling på en lang række på toppen af en høj klippe uden for byen. Da Alexander sagde: ”Fremad, march!” begyndte hans mænd én for én at marchere ud over klippekanten hvor de styrtede i døden, og de standsede først da han råbte: ”Stop!” Da byens konge så dét, overgav han sig øjeblikkeligt, for en hær der var villig til at udvise så blind lydighed mod deres leder, turde han ikke tage kampen op imod.
Som sagt er det en anekdote – jeg har ikke kunnet finde nogen bekræftelse på at det er sket i virkeligheden, og der er endda nogle der fortæller lignende anekdoter om Napoleon eller om den afrikanske hærfører Shaka Zulu, hvilket kunne tyde på at det ikke er andet end en vandrehistorie. Men det at en leder kan få så stor magt over mennesker at de vil give deres liv for ham, er en kendt sag. Spørgsmålet er så bare hvordan man finder ud af hvilken leder der fortjener sådan en hengivenhed.
Når man skal forklare de første kristnes – eller nutidens forfulgte kristnes – villighed til at dø for deres tro, er der mange af de forklaringer vi har set på, der ikke kan bruges. Moderkærlighed kan ikke være motivet, for man kan som regel ikke redde sit barn – eller nogen andre for den sags skyld – ved at lade sig slå ihjel for sin tro. Ønsket om at vinde et eftermæle har nok heller ikke alverden at sige, for der har været så mange kristne martyrer at det kun er de færreste der huskes ved navn. De kristne der blev slået ihjel af Nero i år 64, og de kristne der bliver slået ihjel af IS og Boko Haram i dag, har heller ikke ret meget grund til at tro at deres død kommer til at gøre nogen større forskel, i hvert fald ikke menneskeligt set. Tilbage bliver altså kun to forklaringer, nemlig kærligheden til en leder og hans sag, og håbet om at der venter noget bedre efter døden.
At der venter noget bedre efter døden, er de fleste mennesker i verden enige om. Af de godt 7 milliarder mennesker der bebor vores klode, er omkring 1 milliard ateister; resten bekender sig til enten kristendom, islam, hinduisme, buddhisme, sikhisme, jødedom, bahá’í, shinto, eller en helt niende religion. Alle disse religioner er fælles om at hævde at menneskets sjæl lever videre i en eller anden form efter den fysiske død, og de fleste af dem åbner også mulighed for at det der venter efter døden, kan være noget væsentlig bedre end det liv vi har nu. Det er klart at hvis man har en forventning om at døden blot betyder overgangen til noget bedre, så vil man alt andet lige være mere tilbøjelig til at give sit liv for en sag, men medmindre ens religion lover en særlig belønning i det hinsidige til martyrer (sådan som visse udgaver af islam gør), er det ikke grund nok til at ønske at give sit liv – ellers ville troende mennesker jo rende rundt og begå selvmord på stribe!
Nej, skal man give sit liv, kræver det en sag eller en leder som det er værd at give sit liv for. ”Ja,” ville Peter og de andre kristne fra Neros tid istemme, i kor med alle de kristne der har givet deres liv i Irak og Nigeria, ”Jesus er værd at give vores liv for. Han er værd at følge i liv og død! Og det er han den eneste der er!” Men hvorfor? Hvorfor lige Jesus?
De fleste er enige om at Jesus var et godt menneske som sagde nogle vise, dybe og uforglemmelige ting, og som gjorde godt mod alle mennesker. De fleste er også enige om at hans korsfæstelse var et justitsmord af de rigtig slemme – ja, muslimerne mener endda at Gud i sidste øjeblik sørgede for at Jesus blev skiftet ud med Judas fordi han ikke kunne tolerere at så stor en profet skulle dø en så nedværdigende død.
Problemet er bare at der ikke er noget af alt det der gør Jesus unik. Der har levet mange gode mennesker, der har levet mange vise mennesker, og der har levet mange mennesker der er blevet uskyldigt slået ihjel. Alligevel er der nok ikke ret mange mennesker der hellere ville dø end at fornægte navnet Mother Teresa eller navnet Aristoteles eller navnet Kaj Munk – jeg har i hvert fald ikke hørt om nogen.
Men Jesus var ikke bare et godt menneske. Han var ikke bare en stor morallærer eller en vismand. Han var ikke bare en der kæmpede for retfærdighed og derfor blev skaffet af vejen af magthaverne. Ja, han var ikke engang bare en stor profet der talte Guds ord, sådan som muslimerne hævder. Nej, Jesus var Guds evige søn, Gud af Gud, lys af lys, født, ikke skabt, af samme væsen som Faderen. Og det vidste Peter, for han havde selv været med oppe på bjerget dengang Guds stemme lød fra himlen: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag.” Den oplevelse gjorde så stort indtryk på Peter at han mange år senere i det brev som vi i dag kender som Andet Petersbrev, angav den som hovedargumentet for kristendommens troværdighed (kombineret med det at han havde set Jesus i live tre dage efter at han var blevet korsfæstet, må man formode).
Da Peter og de to andre disciple var oppe på bjerget sammen med Jesus, så de ham oven i købet sammen med to af de allerstørste skikkelser i Israels historie, nemlig Moses og Elias. Moses var, som vi hørte i den første læsning i dag. kendt som det eneste menneske der nogensinde havde fået lov til at tale med Gud ansigt til ansigt (også selvom han, som vi hørte i søndags, ikke fik lov til at se Guds ansigt). Elias var den største af alle Israels profeter, og da tiden var inde til at han skulle forlade denne verden, døde han ikke, men blev i stedet hentet op til himlen i en ildvogn. Hvis der var to mennesker der havde en særstilling i forhold til Gud, så var det Moses og Elias! Alligevel var det ikke nogen af dem Gud fremhævede da han talte inde fra skyen – det var Jesus! Og da disciplene efterfølgende løftede deres blik, kunne de kun se Jesus alene.
Der var kun tre mennesker der fik lov til at se Jesus stå i sin herlighed i selskab med Moses og Elias oppe på bjerget, nemlig Peter, Jakob og Johannes. Men der er talløse millioner af mennesker der igennem tiderne er nået til den konklusion at Jesus er den eneste der er værd at følge i liv og død. Hvordan kan det være?
Det kan være fordi Gud sendte Helligånden til jorden 10 dag efter Jesu himmelfart. Da Jesus skærtorsdag aften spiste sammen med sine disciple for sidste gang inden sin korsfæstelse, forudsagde han Helligåndens komme med ordene: ”Når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden; for han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og hvad der kommer, skal han forkynde for jer. Han skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for jer.” [Joh 16,13-14]. Når du hører det, tænker du måske at du da aldrig har hørt Helligånden tale. Men Helligånden taler som regel ikke så vi kan høre det med vores fysiske ører; han taler til vores hjerte. Og han viser os som regel ikke ting så vi kan se dem med vores fysiske øjne, men så vi kan se det i vores sind. (Jeg siger ”som regel”, for jeg har hørt om eksempler på mennesker der har hørt Helligånden tale med en fysisk hørbar stemme, eller set guddommelige syner med deres fysiske øjne – men det hører til sjældenhederne). Takket være Helligånden kan vi altså alle sammen komme til med vores sinds øje at se det som Peter og de to andre disciple så med deres fysiske øjne. Ja, faktisk er det kun Helligånden der kan give den dybe overbevisning om at Jesus er den eneste der er værd at følge i liv og død. Til gengæld er der ikke noget Helligånden hellere vil!
Har du set at Jesus er Guds enbårne søn og den eneste der er værd at følge i liv og død? Eller lyder det som det rene volapyk for dig, det jeg står og siger? Hvis du synes det lyder som volapyk, så vil jeg godt udfordre dig til at prøve at undersøge hvem Jesus var. Læs om ham i Det Nye Testamente. Læs om ham i andre kilder. Læs om mennesker der har fået deres liv forvandlet af Jesus selv her 2000 år efter at han vandrede på jorden. Gå i kirke og lyt til forkyndelsen om Jesus. Gå til alters og modtag Jesus i skikkelse af brød og vin. Og frem for alt: Bed Helligånden om at vise dig Jesus. Hvis du har et åbent sind, så kommer det til at ske! Men vær forberedt på at dit liv risikerer at blive forvandlet til ukendelighed – det blev det for Peter!
Comments