Prædiken til septuagesima søndag 2014
Posted By admin on 27. februar 2014
De betroede talenter: Vær dristig som Klodshans!
Prædiken i Husum Kirke søndag septuagesima 2014
Nikolaj Hartung Kjærby
Der er flere lighedspunkter mellem eventyret om Klodshans og så den lignelse som vi lige har hørt. Et af de mest oplagte er tallet 3: Der er 3 brødre i Klodshans, og der er 3 tjenere i lignelsen. Og i begge i historier går det de to første ens, mens det går den tredje anderledes. Men så hører lighederne også op, for hvor det i Klodshans er de to første der bliver skuffede, og den tredje der får prinsessen, er det i lignelsen er de to første der bliver belønnet, mens den tredje henvises til at græde og skære tænder i mørket udenfor. På den baggrund kan man fristes til at spørge om budskabet i lignelsen er det modsatte af budskabet i eventyret. Men det tror jeg bestemt ikke det er. For ganske vist kan den tjener der kun fik én talent at tage vare på, godt minde lidt om Klodshans på en række områder: Tjeneren fik kun én talent, hvor medtjenerne fik flere, ligesom Klodshans kun fik en gedebuk hvor hans brødre fik heste. Årsagen til det var at herren mente at den pågældende tjeners evner ikke rakte til at forvalte flere talenter, ligesom Klodshans’ far ikke mente at han kunne tale for sig. Og hvor såvel de to første tjenere som de to ældste sønner gjorde hvad der forventedes af dem, handlede såvel den tredje tjener som Klodshans ukonventionelt. Alligevel vil jeg argumentere for at Klodshans faktisk har langt mere til fælles med de to første tjenere end med den tredje. Når han på overfladen ligner den tredje tjener, er det kun fordi der er så afgrundsdyb forskel på tjenernes herre og sønnernes far.
Lyder det mærkeligt? Så prøv at tænke på hvad det er der kendetegner Klodshans: Han er en mand med et mål som han dristigt og helhjertet går efter. Han satser hele butikken og giver pokker i hvad andre tænker om ham, fordi han har tillid til at prinsessen vil belønne ham for det. Tjeneren med den ene talent er derimod bange – for ikke at sige fej. Han tør ikke at satse noget som helst, fordi hans opfattelse af sin herre ikke er præget af tillid, men af frygt. Men frygten og fejheden er ikke tjenerens eneste problem – som herren siger ved afslutningen af lignelsen, er han også doven. Han kunne jo nemlig godt uden risiko have sikret sin herre et, om end beskedent, afkast ved at betro pengene til vekselererne, altså sætte dem i banken. I stedet vælger han at grave pengene ned i baghaven og smide sig i lænestolen indtil hans herre kommer tilbage – alt imens de andre tjenere knokler med deres investeringer for at sikre deres herre et så godt afkast som muligt. Jeg håber I kan se at den tredje tjener handler ud fra nogle helt anderledes principper end Klodshans. Hvis vi for sjov prøver at kombinere de to historier og forestille os Klodshans i rollen som den tredje tjener, så tror jeg at historien ville have set markant anderledes ud. Måske ville Klodshans have investeret pengene i et eller andet skørt projekt som ingen andre troede på. Måske ville han have brugt dem på at holde en stor fest for alle de fattige i området, og så glædesstrålende fortalt herren om det ved hans tilbagekomst, sikker på at han ville få ros selvom han ikke kunne aflevere så meget som en skilling tilbage. Men én ting vi kan være 100 procent sikre på, er at han IKKE ville have gravet pengene ned i haven!
Når jeg har hørt eller læst lignelsen om de betroede talenter, har jeg ofte savnet at der var en fjerde tjener i historien – en som satsede stort, men tabte, omtrent sådan som vi kan forestille os at Klodshans ville have gjort. Det kunne være interessant at vide hvordan herren ville have reageret over for sådan en tjener! Når Jesus valgte at der ikke skulle være sådan en tjener i lignelsen, tror jeg ganske vist at det var meget bevidst, nemlig fordi den formue som han har betroet os, og som ”talenterne” skal symbolisere, er af en sådan art at den slet ikke kan undgå at give afkast når vi ”investerer” den, selvom det afkast måske forbliver usynligt for os så længe vi lever i denne verden. Men hvis vi for eksperimentets skyld alligevel forestiller os at Klodshans overtog den tredje tjeners plads og brugte alle pengene på en fest for de fattige, med det resultat at han intet havde at aflevere til sin herre, har vi så nogen mulighed for at regne ud hvordan herren ville have reageret? Det tror jeg faktisk at vi har! Jesus fortalte jo heldigvis andre lignelser end denne, blandt andet en lignelse om en godsforvalter der hverken gravede sin herres formue ned i baghaven eller investerede den klogt, men netop ødslede den bort. Hvis nogen af jer var i kirke den 28. juli sidste år, så hørte I måske Bettina prædike over den tekst, i hvert fald hvis det var her i Husum Kirke I var. I begyndelsen brugte denne forvalter bare pengene på sig selv, men da hans herre opdagede det og forberedte ham på at han ville blive sat fra bestillingen, begyndte han i stedet at bruge pengene på at hjælpe andre. Og det roste hans herre ham faktisk for! Det er der mange der har undret sig over, og i præstekredse er det en stående vittighed at det gælder om at sørge for at have fri den dag der skal prædikes over den tekst, fordi den er så vanskelig.
Men når vi har svært ved at forholde os til at Jesus roser den utro godsforvalter, så er det måske fordi vi går rundt med en forkert opfattelse af hvordan Gud er – den samme opfattelse som fik den tjeneren med den ene talent til at grave sin talent ned i jorden, nemlig at Gud er ”en hård mand”. Den opfattelse er der alt for mange mennesker der har, og som derfor vælger enten at drive sig selv ud i neuroser i et forsøg på at stille den hårde og uberegnelige Gud tilpas, eller også at vende ham ryggen fordi de føler at de alligevel aldrig kan gøre det godt nok. Og er det det billede man har af Gud, så kan lignelsen om de betroede talenter desværre godt høres som en bekræftelse af det, for det virker jo unægtelig som om tjeneren med den ene talent bliver behandlet temmelig hårdt. Men jeg tror det er fordi vi er vant til fra vores kultur at det altid er den undertippede man skal holde med, og derfor glemmer vi at den tredje tjeners skæbne ikke var et resultat af hans dårlige udgangspunkt, og heller ikke af at han prøvede, men fejlede, men af at han var fej og doven og handlede (eller rettere: undlod at handle) i ond tro. Han var et gennem-egoistisk menneske som kun tænkte på at yde så lille en indsats som muligt og risikere så lidt som muligt. Og med den indstilling når man ikke langt i Guds rige – ikke fordi vores frelse afhænger så meget som en tøddel af vores egen indsats (heldigvis, for den når vi ikke langt med!), men fordi vi er nødt til at give Gud ”nøglerne” til vores liv hvis han skal kunne frelse os. Og det indebærer en risiko – eller det indebærer i det mindste at vi er nødt til at stole på at Gud vil os det godt! Som Hebræerbrevets forfatter udtrykker det: ”Den, der kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, som søger ham” [Hebr 11,6] Den tro havde Klodshans til prinsessen, så at sige, og det var det der fik ham til dristigt at satse alt i tillid til at hun ville acceptere ham. På samme måde må vi tænke om Gud.
Som jeg nævnte, er der en afgrundsdyb forskel på herren i lignelsen om talenterne og faren i eventyret om Klodshans, og det er den forskel der gør at Klodshans og den tredje tjener kommer til at spille parallelle roller i historierne selvom de er nærmest diametralt forskellige af sind. Faren til Klodshans og hans brødre giver nemlig støtte til de sønner han tror på, mens den søn han ikke tror på, ingen støtte får, men må sejle sin egen sø. Herren i Jesu lignelse interesserer sig derimod for alle sine tjenere, og de får hver ansvaret for så meget af formuen som han mener at de har evner til at forvalte. Og det er værd at bemærke at den tjener der får 2 talenter og tjener 2 til, får præcis samme belønning som ham der fik 5 talenter og tjente 5 til. De bliver med andre ord ikke belønnet for deres evner, men for deres trofasthed mod deres herres værdier, som er at satse dristigt og løbe risici. Og på den måde kommer den tjener der personificerer arrogance, fejhed og dovenskab – de egenskaber som de ældre sønner almindeligvis har i de eventyr hvor det er den yngste søn vi skal holde med – til at spille rollen som den tredje og atypiske, selvom han reelt er Klodshans’ modsætning.
Vi skal altså tage ved lære af Klodshans og huske på at det altid, også i virkeligheden, er Klodshans der får prinsessen. Men det kræver at vi tør have Klodshans’ tro på at lykken står den kække bi. Det kræver at vi tør have de to første tjeneres tro på at Gud belønner os for vores trofasthed, ikke for vores resultater. Det kræver at vi tør satse dristigt!
Hvad er det så talenterne skal symbolisere? Hvad er det for en formue vores Herre har betroet os? Svaret på det må være: alt! Hvis vi tror på at Gud er altings skaber, så er der intet af det vi har, der ikke er noget vi har fået af ham. Alt er noget som Gud har betroet os, lige fra selve det at vi lever, over vores evner, til vores materielle ejendele. Vi må altså lade os inspirere af Klodshans og de gode tjenere i lignelsen til at give pokker i hvad andre tænker om os, og dristigt investere vores tid, penge, evner, og hvad vi ellers har fået betroet, i det projekt at udbrede Guds kærlighed. Det er ikke noget for de feje, for det indebærer store risici – vi risikerer at miste det hele, inklusive vores liv. Men målt med evighedens alen kan det slet ikke undgås at vores investering kommer til at give et rigt afkast – hvor rigt finder vi først ud af når vi på den yderste dag går ind til vores Herres glæde!
Comments