Prædiken til 4. søndag efter helligtrekonger 2014
Posted By admin on 27. februar 2014
Vandringen på søen: Stol på Gud – han ser dig!
Prædiken i Husum Kirke 4. søndag efter helligtrekonger 2014
Nikolaj Hartung Kjærby
Jeg vil begynde med at sige at der er stof til adskillige prædikener i de tekster vi lige har hørt. Jeg har valgt at koncentrere mig om nogle få pointer, men hvis der er noget i teksten som du ærgrer dig over at jeg ikke kommer ind på, fordi det er noget der har undret eller provokeret dig, er du velkommen til at spørge mig om det ved kirkekaffen eller pr. telefon eller mail. Nu til prædikenen.
Man forstår egentlig godt at Jesus gerne vil være alene. Forhistorien til den beretning vi lige har hørt, er at den onde kong Herodes har slået Johannes Døber ihjel. Johannes var en person som Jesus satte meget højt – ja, han sagde endda på et tidspunkt at ”ingen blandt kvindefødte er større end Johannes”. Desuden var Johannes en slægtning til Jesus, og det var ham der i sin tid havde døbt Jesus, dengang himlen efterfølgende havde åbnet sig, og Gud Fader havde sagt om Jesus: ”Det er min elskede søn; ham er jeg fuldt ud tilfreds med.” Så der er nok ingen tvivl om at Johannes’ død var en stor personlig sorg for Jesus, for selvom han var Guds søn, var han også et menneske som kunne blive træt og sulten og vred og ked af det.
Men jeg tror også at der var en anden grund end den rent personlige til at drabet på Johannes Døber påvirkede Jesus, nemlig at han sørgede over hvor meget indflydelse ondskaben havde fået i folket. Årsagen til Johannes Døbers død var nemlig at kong Herodes i en brandert havde lovet sin lille niece, der havde fortryllet ham med en forførende dans, at hun måtte få lige hvad hun bad om, om det så var det halve kongerige – hvorefter niecens mor, Herodias, der levede sammen med Herodes til trods for at hun var gift med hans bror, overtalte sin datter til at bede om Johannes Døbers hoved på et fad; og kongen opfyldte ønsket fordi han åbenbart syntes at det ville være mere pinligt at tage sine uoverlagte ord i sig igen end at slå en uskyldig mand ihjel. Når det var kommet så vidt at den mand der burde være retfærdighedens vogter, nemlig kongen, selv bar sig ad på den måde, så var den naturlige reaktion fra Jesu side at dele sin sorg med sin Far i himlen og gå i forbøn for sit folk, og derfor tog han sammen med sine disciple ud til et øde sted for at være alene.
Men, men, men: Ligesom det i vore dage er meget svært for de kendte og kongelige at få lov til at være i fred for den kulørte presse, var det også meget svært for Jesus at få lov til at være alene ret længe ad gangen, og før han fik set sig om, havde der samlet sig flere tusinde mennesker ude på det øde sted. De mennesker var dog noget mere fromme end de paparazzi-fotografer der jagter de kendte i vore dage, for det de ville have, var ikke sladderhistorier og afslørende billeder, men Guds ord. Så Jesus valgte at se bort fra sit eget behov for at være alene og gav sig i stedet til at tale til folkeskaren. Og da deres maver på et tidspunkt begyndte at knurre, tog Jesus konsekvensen af at der ikke rigtig var nogen steder ude i ødemarken hvor man kunne købe mad til så mange mennesker, så han gjorde et mirakel og bespiste 5000 mænd foruden kvinder og børn med 5 brød og 2 fisk. Undervejs helbredte han også dem i skaren der var syge, så alt i alt blev det en lang og hård dag, og det på et tidspunkt hvor Jesus som sagt havde et stort behov for at være alene. Derfor er der ikke noget at sige til at han, straks efter at folk var gået hjem, ligefrem ”nødte” disciplene til at sejle i forvejen over til den anden bred så han langt om længe kunne få noget alenetid.
Så ja, man forstår godt Jesus, men et eller andet sted kan man vel også godt forstå hvis disciplene har følt sig en anelse svigtet som de sad der i deres båd midt om natten og kæmpede mod bølgerne og modvinden. Det havde jo heller ikke ligefrem været nogen afslappende dag for dem, for der havde sikkert været masser af praktiske opgaver der skulle løses i forbindelse med det store vækkelsesmøde i ødemarken – i hvert fald ved vi at det var dem der blev sat til at dele maden ud til alle de 5000 mænd, foruden kvinder og børn. Og nu havde Jesus altså ladt dem i stikken – eller det kan man i hvert fald godt forstå hvis de tænkte. Måske har de følt sig fristet til at sige ligesom israelitterne sagde i det stykke fra Esajas som vi hørte tidligere i gudstjenesten: ”Min vej er skjult for Herren, Gud ænser ikke min ret” – eller som det ville hedde på mere jævnt dansk: ”Gud er ligeglad; han har glemt mig”.
Og den følelse kan vi måske godt genkende og identificere os med, selvom vi lever i en helt anden tid og under nogle helt andre vilkår end såvel Jesu disciple som israelitterne på Esajas’ tid. For selv hvis det virkelig er rigtigt hvad der står i Bibelen, at der er en almægtig Gud, så har han vel andet at tænke på end mine små problemer? Han har trods alt et helt univers han skal holde styr på! Der er sikkert flere milliarder mennesker der på samme tid råber på hans hjælp, og måske er der også liv på andre planeter som han skal tage sig af. Så os er han nok ligeglad med. Vi ved trods alt fra vores menneskelige erfaringer at vigtige personer som regel har travlt med vigtige ting – ja, måske har vi endda oplevet som børn at vores forældre har haft så travlt med at tale i telefon eller læse avis eller snakke med andre voksne om kedelige voksenting at de ikke har haft tid til at lege med os. Og nu havde Jesus altså så travlt med at bede til sin Far, Gud, at han ikke havde tid til at interessere sig for disciplenes kamp mod vinden og bølgerne – har disciplene sikker tænkt.
Men dér tog de fejl. Da Esajas, som vi hørte, bad sine landsmænd om at betragte stjernehimlen for at få et indtryk af Guds storhed, var det ikke for at sige til dem at Gud ikke interesserede sig for dem – tværtimod: det var for at lære dem at Gud er så mægtig at han formår at interessere sig for selv den mindste detalje. Og noget lignende sagde Jesus i øvrigt: Han pegede på at ikke så meget som en spurv kan falde til jorden uden at Gud ser den. Så hvis du sidder og tænker at Gud ikke interesserer sig for dig, så tager du fejl, ligesom de israelitter der mente at Gud ikke så dem og ikke interesserede sig for dem, tog fejl, og ligesom disciplene tog fejl hvis jeg har ret i min teori om at de tænkte at Jesus ikke interesserede sig for dem. For da det så mest håbløst ud, var han der pludselig, og det at komme de trængte disciple til hjælp var endda så vigtigt for ham at han valgte at blæse naturlovene en lang march hen over bølgerne.
Og hvad kan vi så lære af den historie? Jeg vil pege på to ting.
For det første: Der er ikke nogen modsætning mellem bøn og handling. Da Jesus hørte om det skandaløse begivenhedsforløb der endte med Johannes Døbers død, var hans reaktion ikke i første omgang at skrive et harmdirrende læserbrev eller arrangere en demonstration eller oprette en facebook-side eller en online-underskriftindsamling, eller hvad vi andre nu kunne have fundet på, men derimod at gå i bøn til Gud. Det kan umiddelbart virke som en defensiv strategi, og det kom da heller aldrig til noget opgør med den grusomme og dekadente konge. Ja, selv da Jesus få timer før sin død blev kaldt i audiens hos Herodes, der udspurgte ham om både det ene og det andet, kritiserede Jesus ikke kongen, men forholdt sig tavs, også selvom Herodes optrådte særdeles provokerende. Heller ikke i tiden efter Jesu opstandelse og himmelfart hører vi noget som helst om at hans disciple beskæftigede sig synderligt med Herodes’ gøren og laden. Men det kan vi faktisk være rigtig glade for! Tænk hvis Jesus havde ladet sig distrahere til at gøre et stort nummer ud af at påtale en bestemt magthavers konkrete synder i stedet for at koncentrere sig om den langt større opgave at frelse alle mennesker fra vores synder! Eller tænk hvis disciplene havde forsømt opgaven med at udbrede budskabet om Jesus som verdens frelser for i stedet at kaste sig ind i den politiske debat! Så havde vi nok ikke siddet her i dag – i hvert fald ikke i en kristen kirke hvor det bliver sagt til os at vores synder er tilgivet for Jesu lidelse og døds skyld.
Misforstå mig ikke: Jeg siger ikke at vi som kristne ikke skal blande os i samfundsdebatten, eller at vi ikke skal påtale uretfærdigheder begået af magthaverne. Vi har fået befaling om at elske vores næste som os selv, og det kan vi dårligt påstå at vi gør hvis vi bare sidder med hænderne i skødet mens vores næste bliver trådt på. At sige fra over for uretfærdighed er en god ting, som vi som kristne ikke bør forsømme. Men samtidig skal vi huske på at vi er mennesker der står under kommando, og det kan meget vel tænkes at vores general har lagt en anden strategi end den vi selv synes er den mest oplagte. For at vende tilbage til eksemplet med Herodes, så blev han faktisk afsat cirka 10 år efter mordet på Johannes Døber, og det helt uden at de kristne havde arbejdet for det. Men den mand der efterfulgte ham, og som i øvrigt også hed Herodes, var ikke et hak bedre – faktisk var en af hans første embedshandlinger at henrette apostlen Jakob. Og sådan går det jo desværre tit når en despot bliver styrtet, også i vore dage – se for eksempel på hvordan det er gået i Egypten efter Mubaraks fald, eller i Irak efter Saddam. Så hvis de allerførste kristne havde kastet deres kræfter ind i en politisk kamp for at få Herodes væltet, ville de ikke have vundet noget som helst ved det. Men heldigvis valgte de i stedet at etablere en modkultur, hvis hovedfokus ikke var at påtale det der var galt i samfundet, men at leve alternativet ud, nemlig et fællesskab inspireret af den kærlighed som Jesus viste da han gav sit liv for vores skyld, og hvor Jesu fortsatte nærvær ved Helligånden gav kraft til at vise kærlighed mod både venner og fjender. Og det fællesskab voksede sig stadig større og endte med at få en indflydelse der rakte langt ud over Herodes-dynastiets.
Hvordan kan vi så vide hvornår vi skal benytte os af politiske virkemidler, og hvornår vi ikke skal? Det er blandt andet dér bønnen kommer ind i billedet. Hvis vi gør det til en vane altid først at tale med Gud om det når vi støder på noget ondt eller uretfærdigt, så tror jeg på at Han vil give os visdom til at gøre det rette. Bøn er nemlig aldrig noget passivt og verdensfjernt – selv når bønnen fører til intens og langvarig granskning af vores egne tanker og motiver, er det altid for at udruste os bedre til at sprede Guds kærlighed i verden og på den måde bekæmpe ondskab og uretfærdighed. Og historien viser os faktisk at et menneske der vier størstedelen af sit liv til bøn og kontemplation så der kun bliver nogle få år tilbage til at virke offentligt, tit kan udrette mere end et menneske der bruger hele sit liv på at kæmpe, men forsømmer at bede. Gud ser nemlig alt hvad der foregår på jorden, og derfor vil et menneske der i sandhed kommunikerer med Gud, heller ikke kunne undgå at få lagt verdens problemer på sit hjerte; ”at skue med Guds blik”.
Og det fører os videre til den anden pointe, som lyder sådan her: Gud ser os altid, også når det ikke føles sådan. Ligesom disciplene kan vi godt føle at vi er glemt af Gud og overladt til os selv, og ideen om at Jesus pludselig kommer vandrende hen over bølgerne for at ile os til hjælp, virker så urealistisk at vi næsten må trække på smilebåndet. Men der er faktisk rigtig mange mennesker der har erfaret at netop som deres liv hang totalt i laser, og de følte at alt håb var ude, greb Gud ind på en måde der var lige så uventet som Jesu spadseretur på vandet må have været for disciplene. Der er muligvis også mennesker der har haft den modsatte erfaring, men en Google-søgning på ordene ”Gud svigtede mig” giver faktisk kun 6 hits, hvoraf de 2 rummer ordet ”aldrig”, og af de resterende 4 handler det ene om noget så harmløst som en PlayStation, der i første omgang ikke virkede, og det lader ikke til at være specielt seriøst. Tilbage står et brevkassespørgsmål fra et incestoffer, et blogindlæg fra en kvinde der har oplevet en spontan abort (men som den dag i dag arbejder som evangelist i Den Katolske Kirke), samt et citat fra en biografisk bog med titlen ”Solskin for det sorte muld”, hvor man finder ordene [citat] ”’Gud svigtede mig, da jeg var seksten år’, sagde hun engang til sin datter,der i dag ærgrer sig over, at hun ikke spurgte nærmere til, hvad der var sket.” [citat slut] Til sammenligning giver søgeordene ”Gud hjalp mig” ikke færre end 938.000 hits!
Men Guds timing er tit meget anderledes end vores. Se for eksempel på Abraham, som havde fået det løfte af Gud at han ville blive stamfar til et stort folk, men som nåede at blive en gammel mand med en gammel kone før hans søn Isak blev født. Alligevel tvivlede han aldrig på Guds løfte, og det gik da også i opfyldelse til sidst. Så vi kan lære meget af Abraham – men alt for tit minder vi mere om disciplene. Selv den af disciplene der viste mest tro, nemlig Peter, som rent faktisk trådte ud af båden og begyndte at gå på vandet – selv han begyndte hurtigt at tvivle da det gik op for ham at omstændighederne talte imod hans tro. Det kunne jeg holde en hel prædiken om – den må I få når den her tekst dukker op igen om to år, hvis det ellers bliver mig der skal prædike den søndag. I dag vil jeg nøjes med til afslutning at konstatere at det heldigvis ikke er vores tro eller mangel på samme der er afgørende for om Gud vil hjælpe os når vi har brug for det. Jesus bebrejdede Peter hans tvivl, men han hjalp ham alligevel, og han vil også hjælpe os selvom vi tvivler. Forhåbentlig kan forvisningen om dét hjælpe os til at tvivle lidt mindre, for tvivl og bekymringer berøver os vores glæde og frimodighed, og det er jo synd, når der reelt ingen grund er til det.
Comments