Prædiken til aftengudstjeneste 3. juni
Posted By admin on 8. juli 2014
Alting falmer
Aftengudstjeneste i Husum Kirke 3. juni 2014
Nikolaj Hartung Kjærby
Lige så længe jeg kan huske tilbage, har forsommeren været mit foretrukne tidspunkt på året. Bortset måske fra dengang jeg var helt lille, altså i førskolealderen, har ikke engang julen kunnet konkurrere med denne skønne årstid hvor alt springer ud, naturen er et sandt orgie af farver, dufte og fuglesang, og kalenderen forjætter at det endda alt sammen kun lige er begyndt – vi har flere måneders skøn sommer foran os! Dengang jeg gik i skole, var der yderligere en ting der var med til at gøre det til en særlig skøn tid, nemlig forventningen om 7 ugers ferie fra skolen – og for en dreng på 8-9 år føltes det jo nærmest som en evighed! Den allermest magiske dag var den dag hvor ferien begyndte: Vi mødte op til en kort skoledag hvor vi ikke skulle andet end at aflevere vores bøger, hygge lidt i klassen og så samles med resten af skolen i hallen og afsynge feriesangen (jeg mener at kunne huske at taget plejede at løfte sig lidt når vi skrålede med af vores lungers fulde kraft). Og derefter lå verden for vores fødder, og lykken var nærmest til at tage og føle på.
Efterhånden som jeg er blevet ældre – og det går efterhånden stærkt; jeg bliver 40 næste gang! – har jeg erfaret at tiden går hurtigere og hurtigere, jo ældre man bliver. Den erfaring begyndte jeg at gøre allerede som barn, i form af at de 7 ugers sommerferie føltes kortere og kortere. Den sommer, som engang havde føltes nærmest uendelig, forvandledes efterhånden til en tid som man måtte skynde sig at nyde, for pludselig ville den være forbi. Men paradoksalt nok gjorde den tanke det vanskeligere fuldt ud at nyde sommerens lykke, for bevidstheden om dens flygtighed sad som en gnavende orm i baghovedet.
Det at lære at leve med at alt godt får en ende, og alligevel at nyde det så længe det varer, er vel en del af det at blive voksen. Men længslen efter noget der varer ved, er alligevel svær at slippe helt, og i perioder stikker den sit ansigt ret tydeligt frem i kunsten, for eksempel i den drømmende smukke sommersang af Thøger Larsen som vi sang for lidt siden. Den siger intet om at sommerlykken ikke varer ved; tværtimod taler den om ”leg, som får aldrig ende” og oven i købet om ”et evigt Danmark”. Vi ved jo alle sammen godt at det ikke er sådan virkeligheden er, men når sangen alligevel har været så populær gennem nu 100 år – den har faktisk jubilæum i år – er det vel fordi den rører ved noget i os; en længsel efter at den magi som vi af og til får lov til at opleve et glimt af, vil vare ved.
Som kristen synes jeg egentlig ikke at der er noget mærkeligt i at vi render rundt med den længsel, for jeg tror det er en længsel efter det paradis som vi blev skabt til at leve i; et fjernt minde om Edens Have som er nedarvet gennem de talløse generationer siden Adam og Eva; et vidnesbyrd om at vi mennesker bærer en flig af noget guddommeligt i os. Og flere store tænkere har da også erfaret hvordan netop den længsel har været med til at åbne deres øjne for Guds virkelighed: Kirkefaderen Augustin formulerede for 1600 år siden bønnen ”Du skabte os til dig selv, og vores hjerte er uroligt indtil det finder hvile i dig.” For 350 år siden hævdede det franske universalgeni Blaise Pascal, der har lagt navn til såvel et programmeringssprog som en måleenhed for lufttryk, at ”der er et Gud-formet tomrum i ethvert menneskes hjerte”. Og i det 20. århundrede var det netop erfaringen af den sære, uforklarlige længsel der satte den daværende ateist C.S. Lewis på sporet af kristendommen, som han endte med at blive sin generations fremmeste fortaler for.
Men vi behøver ikke at gå til udlandet for at finde kloge mennesker der har gennemskuet kilden til den higen efter evighed som har det med at karakterisere os mennesker. Vores egen Grundtvig voksede op i en tid hvor digtekunsten, billedkunsten og musikken var styret af en idé om at hvis man søger bag om intellektet til følelserne og bag om kulturen til naturen, så finder man ind til den evige ånd som besjæler både mennesker, dyr og planter, og kunstens opgave er at formidle den indsigt og på den måde gøre det evige nærværende. Grundtvig var selv i en periode præget af den tankegang, men han erfarede alligevel at der manglede noget. Det som kunsten gjorde nærværende, var ikke selve det evige som vi mennesker længes efter, men kun en slags skyggebillede af det, og det formåede ikke at stille hans længsel, men kun at gøre den endnu mere intens og dermed mere smertefuld. Digternes og de øvrige kunstneres forsøg på at genskabe det som hjertet inderst inde begærer, var forgæves; en skuffende drøm. Det som romantikerne kaldte varigt, viste sig nemlig at være præcis lige så forgængeligt som alt andet her i verden.
Men heldigvis fandt Grundtvig det han søgte, et andet sted, nemlig hos Gud, der i Jesu fødsel, liv og død har rakt sin strålende hånd ned fra himlen, og som har sendt sin Ånd til os og givet os troen, der kan slå bro over den kløft der skiller vores dødningehjem fra de levendes land, så Gud kan være levende til stede hos os her på jorden, og så vi kan se frem til engang at komme til det sted som vi nu kun svagt skimter, det sted hvor vi vil kunne sige til os selv: ”Det er jo det her jeg har længtes efter hele mit liv!” Om det sted skrev Grundtvig et af de ypperligste digte der nogensinde er skrevet på dansk (efter min ydmyge mening), og det digt skal vi nu synge på Otto Mortensens smukke melodi.
Comments