Prædiken til 1. søndag efter trinitatis 2014

Posted By on 8. juli 2014

Den rige bonde: Går du med livrem og seler?

Prædiken i Husum Kirke 1. søndag efter trinitatis 2014

Nikolaj Hartung Kjærby

Den 8. februar 2009 gav Danmarks daværende statsministerfrue, Anne-Mette Rasmussen, et eksklusivt interview til Berlingske Tidende på baggrund af at hun det foregående efterår havde deltaget i ”Vild med dans”. Desværre for hende hæftede medierne sig efterfølgende ved en uheldig udtalelse som faldt til allersidst i interviewet, nemlig: ”Jeg gider slet ikke høre om den finanskrise. Det har jeg også fortalt derhjemme! Så siger [Anders]: »Det er meget muligt, men der er altså finanskrise.« Men hvor er den?” De ord faldt mange mennesker for brystet, især dem der som følge af finanskrisen havde mistet deres job – og det forstår man jo godt! Ganske vist fremgår det af resten af interviewet – som jeg må indrømme at jeg læste for første gang da jeg skulle forberede denne prædiken; dengang for 5 år siden havde jeg kun hørt det løsrevne citat om finanskrisen – altså, det fremgår af resten af interviewet at hun og hendes mand har hver sin økonomi, og at hun gennem alle de år hvor han var statsminister, og hun var pædagog, selv betalte alt sit tøj af sin pædagogløn, inklusive de gallakjoler der var obligatoriske når de skulle til middag hos dronningen. Men selv når man tager hensyn til det, er det jo stadig en gratis omgang at sige at man ikke gider høre om finanskrisen, hvis man ikke selv har mærket noget til den, og ikke tænker på at det er der andre der har.

Grunden til at jeg nævner det interview med fru Rasmussen, er at jeg godt er klar over at hvis jeg nu holder en prædiken om at penge ikke betyder særlig meget i forhold til de vigtigere ting i livet, så vil nogle af jer måske sidde og tænke at det kan jeg sagtens stå her og sige, for jeg har jo min gode løn som præst! Det er meget nemt for den der har penge nok, at sige til den der ikke har, at det behøver han ikke at bekymre sig om, ligesom det er nemt for den der er rask, at sige til en der er syg, at det ikke er så slemt at være syg. Derfor kan den stenrige Salomos ord som vi hørte i starten af gudstjenesten, om at den fattige arbejder har det bedre end rigmanden, også godt klinge temmelig hult, for han havde jo aldrig prøvet at være fattig.

Paulus havde til gengæld noget at have det i da han skrev til Timotheus at ”gudsfrygt sammen med nøjsomhed bærer lønnen i sig selv”, for han havde tit prøvet på sin egen krop hvordan det er at måtte gå sulten i seng fordi han ikke havde noget mad at spise. Og da Jesus fortalte lignelsen om den rige bonde, var han selv hjemløs og henvist til at leve af hvad folk følte sig kaldet til at give til ham og hans disciple.

Og så er det også værd at bemærke at det ikke var alle de fattige der flokkedes om Jesus, der var det primære publikum for lignelsen. Nej, lignelsen indgik i et svar som Jesus gav til en mand hvis bror havde snydt ham for en arv – altså en rigmandssøn! Eftersom han var blevet snydt for arven, var han nok ikke ligefrem stenrig, men decideret fattig har han næppe været, for med den baggrund han havde, har han nok i det mindste kunnet få et godt job som forvalter eller lignende. Men det er jo altså ikke det samme som at have fod under eget bord, og det ville i hvert fald betyde en nedgang i levestandard, både i forhold til hvad han var vokset op med, og i forhold til hvad han havde regnet med.

Men Jesus svarer ved at fortælle en historie om en mand der lever netop sådan som spørgeren håbede på at komme til at leve – og sådan som vi i vores velstandssamfund opdrages til at betragte som idealet. Og Jesus viser med sin historie at Salomo havde ret i at det i virkeligheden er et tomt liv – dels fordi man risikerer at ende med at bruge hele sit liv på at samle til bunke så man dør inden man for alvor når at nyde det, og dels fordi al rigdommen intet er værd når døden banker på. Den der gør det til sin topprioritet at samle skatte på jorden, risikerer at opdage når han engang står ved himlens port, at han intet ejer dér! Og på den måde ender Jesu svar til manden der var blevet snydt, med også at blive en advarsel til alle os der ikke er blevet snydt – en advarsel om hvor farligt det er at være rig. Faktisk er det så farligt at Jesus et andet sted siger: ”Ve jer, I som er rige, for I har fået jeres trøst. Ve jer, I som er mætte nu, for I skal sulte” – for ikke at tale om det sted hvor han siger at en kamel lettere går igennem et nåleøje, end en rig går ind i Guds rige! Ja, i betragtning af hvor meget der op igennem kirkens historie har været fokuseret på farerne ved det seksuelle begær, er det tankevækkende at Det Nye Testamente rummer langt flere advarsler mod farerne ved pengebegærlighed.

Derfor vil jeg i dag ikke sige noget til dig der ikke ved hvordan du skal få råd til at betale de livsnødvendige regninger, for du ved allerede alt om hvordan det er at være afhængig af at Gud vil sørge for dig. Ja, hvis der er nogen af jer som den beskrivelse passer på, så ville almindelig anstændighed faktisk byde mig at overlade prædikestolen til dig. Nogen der har lyst?

(hold en lille pause)

Nå, det lader til at jeg ikke slipper! Jamen så vil jeg sige noget til dig der ligesom jeg har dit på det tørre økonomisk set. Dig der måske ganske vist ikke har råd til alt hvad du kunne ønske dig, og som måske nok er nødt til lige at holde en lille smule hus med pengene, men som ikke i din vildeste fantasi kunne forestille dig at være nødt til at spise havregrød den sidste uge af måneden fordi kontoen er tom og kassekreditten i bund. Dig for hvem finanskrisen højst har betydet at du har måttet gå ned på et lavere trin af overflod end du var på før. Jesu ord til dig og mig i dag er: Vi har et alvorligt problem!

Vores alvorlige problem er at det er meget nemt for os at sige at det skam er Gud og ikke vores penge vi stoler på, men det er meget svært at eftervise om det nu også er sandt, eller om det bare er tomme, fromme ord. Man kan sammenligne os med en mand der går med både livrem og seler, og som hårdnakket påstår at det er selerne der holder hans bukser oppe, og at han kun går med livrem fordi han synes den er pæn – men så længe han ikke har prøvet at smide livremmen, der det umuligt at vide om det er sandt!

En mand der gjorde alvor af at ”smide livremmen”, var Frans af Assisi – ham som den nuværende pave har valgt at opkalde sig efter. Han voksede op i en rig købmandsfamilie, men som ung havde han en stærk omvendelsesoplevelse som gjorde at han pludselig ikke længere kunne leve med at der var mennesker i hans by der levede i yderste fattigdom, samtidig med at han selv havde en ring og en tjener på hver finger. Derfor begyndte han at dele ud af familiens formue, men det ville hans far, der havde arbejdet hårdt for at tjene sine penge, ikke finde sig i. ”Hold op med det der, Frans,” sagde han, ”ellers er du ikke min søn længere! Husk at det er mig der har betalt for alt hvad du har – selv det tøj du har på!” Det var alt hvad Frans behøvede at høre – han frasagde sig sin andel i farens virksomhed, tog sit tøj af og gav faren det tilbage, og gik nøgen bort for at begynde på sit nye liv som fattig, i tillid til at Gud ville sørge for ham. Han fik hurtigt selskab af andre unge mænd fra byens overklasse, foruden en mængde fattige der strømmede til det forfaldne kapel som Frans satte i stand og begyndte at holde gudstjenester i. Han drog også rundt til andre byer og prædikede, og de stadig flere unge mænd der sluttede sig til ham, rejste andre steder hen så ikke alene det kristne Europa, men også det muslimske Mellemøsten snart var fyldt med vandreprædikanter fra ”de små brødre”, som Frans kaldte det broderskab han havde startet. De overholdt alle sammen de regler som Frans havde lavet for broderskabet, nemlig at de for det første skulle leve i cølibat, og at de for det andet ikke måtte eje noget, men skulle leve af hvad de fastboende ville give dem – ligesom Jesus og hans disciple i sin tid havde gjort. ”De små brødre” blev i øvrigt senere stadfæstet af paven som en officiel munkeorden der blev kendt som ”franciskanerordenen” eller ”gråbrødrene” – det sidste på grund af deres munkedragt, som var alt andet end prangende. Desværre var det ikke alle Frans’ efterfølgere der var lige gode til at efterleve hans idealer, men det er en anden historie – Frans selv står i hvert fald som et lysende eksempel på radikal efterfølgelse af Jesus.

Jeg siger ikke at vi alle sammen nødvendigvis skal gøre som Frans – som de kvikkeste af jer sikkert har gennemskuet, ville Frans’ projekt jo ikke have kunnet lykkes hvis alle mennesker havde fulgt hans eksempel, for så havde der jo ikke været nogen fastboende til at give ”Jesu små brødre” hvad de havde brug for til livets ophold på deres rejser. Paulus siger da heller ikke til nogen af de menigheder han skriver til, at livet som kristen nødvendigvis indebærer at man sælger alt og bliver hjemløs. Men advarslerne mod rigdommens farer holder han fast ved – blandt andet i det stykke fra Første Timotheusbrev som vi hørte i dag. Også vi der lever i dag, må konstant være på vagt over for vores ejendele, så det ikke bliver dem der ejer os. Vi må være klar over at så længe vi ejer noget som helst, er vi åndeligt set i fare, og jo mere vi ejer, desto større er faren – og jo mere vi ønsker os at eje, desto større er faren også. Vi må gøre os klart at hvis vi mener at vi selv tilhører Jesus, så tilhører vores penge og ejendele også ham, og så må vi lade ham bestemme hvad vi skal bruge dem til. Det indebærer blandt andet at hvis vi møder et menneske der er i nød, og vi vælger ikke at hjælpe ham selvom vi har det han mangler, så er vi skyldige i tyveri fra Jesus, og der kan med rette rejses tvivl om hvorvidt det virkelig er ”selerne” der holder vores bukser oppe. Hvis Gud har velsignet dig med materielle goder, så er det ikke for at du skal bruge dem til at pleje din egen egoisme, men for at du skal bruge dem til at tjene ham og dine medmennesker. Det indebærer også at hvis vi står med en klar befaling fra Jesus, enten i form af noget Den Hellige Skrift fortæller os, eller i form af noget som vi kan mærke i vores indre at vi bare skal gøre – for sådan kan Gud nemlig også tale til os hvis vi lærer at genkende hans stemme – så er ”Hvad koster det?” et fuldstændig irrelevant spørgsmål. Gud har skabt himlen og jorden, og han sørger for himlens fugle og markens blomster – hvor meget mere vil han så ikke sørge for os hvis vi er lydige mod ham i tillid til hans løfter? Og ja, det er som sagt meget nemt at sige for en der er så heldig som jeg, at jeg får en god månedsløn for at forkynde Guds ord. Men principielt kan det lige så vel tænkes at Gud beder mig om at opgive mit gode og sikre job – eller at beholde det , men forvalte min løn på en måde der menneskeligt set ville være groft uansvarlig – som at han beder dig om at opgive din indtægt, enten den er stor eller lille, eller på anden måde sætte den på spil. Og selv hvis han hverken beder dig eller mig om noget sådant, må vi stadig foretage alle vores økonomiske dispositioner med det for øje at det ikke er vores egne penge vi bruger, men Guds, og spørge os selv om vores måde at bruge pengene på er i overensstemmelse med Guds bud om ærlighed og kærlighed. Og er den det, så tror jeg også at vi vil komme til at erfare det samme som Paulus lovede menigheden i Filippi: ”Min Gud vil fuldt ud give jer alt, hvad I har brug for, af sin rigdom på herlighed i Kristus Jesus.” [Fil 4,19]


Comments

Comments are closed.