Prædiken til 8. søndag efter trinitatis
Posted By admin on 2. august 2023
Falske profeter: Hvem kommer ind i Himmeriget?
Prædiken i Sct. Klemens, Rø og Tejn Kirker 8. søndag efter trinitatis 2023
Nikolaj Hartung Kjærby
Det er sommerferietid; det har I sikkert efterhånden opdaget. Det betyder at der de sidste 3 uger kun har været eftermiddagsgudstjenester her i Klemensker-Rø pastorat, men til gengæld har I haft lejlighed til at høre nogle andre præsters perspektiver på prædiketeksterne. Nu hvor jeg er tilbage fra ferie, er det så til gengæld mig der får lov til at være det friske pust udefra, idet jeg skal vikariere i Tejn i eftermiddag og i Hasle på søndag.
Da vi nordbornholmske præster havde fået fordelt sommerferien imellem os, var min hustru lidt ærgerlig over at jeg ikke havde sørget for at få ferie i uge 30 med så jeg kunne underholde vores søn, for det er nemlig først i morgen at Peterskolens SFO starter op igen efter sommerferien. Og da jeg kastede et blik på dagens prædiketekst, må jeg tilstå at jeg også selv ærgrede mig over at jeg ikke havde sørget for at have ferie denne uge med, for det er ikke ligefrem den sjoveste tekst at bokse med, med falske profeter og træer der hugges om, og mennesker der ikke får lov til at komme ind i Himmeriget!
Når man står med sådan en tekst hvor Jesus advarer mod falske profeter, er det fristende at benytte anledningen til at begynde at udpege nogle af nutidens falske profeter. Hovedbudskabet i teksten er jo trods alt netop at vi skal tage os i agt for falske profeter, og så er det jo unægtelig en fordel at vide hvem det helt præcis er vi skal tage os i agt for her i Danmark i 2023, ikke sandt? Men det ville ikke blive en særlig opbyggelig prædiken hvis jeg begyndte at remse op hvem jeg personligt tror man gør bedst i ikke at lytte til. For det første ville det næppe være særlig effektivt, for hvis nogen af jer skulle vise sig at være uenige med mig, ville I nok ikke bare klappe hælene i og gøre som jeg sagde (det håber jeg i hvert fald ikke) – og for det andet og alvorligste ville der ikke være ret meget Jesus i sådan en prædiken. Derfor vil jeg hellere prædike at det vigtigste er at vi holder os nær til Jesus, så vi ikke lader os narre af de falske profeter, og har vi alligevel brug for hjælp til at kende forskel, så skal vi se på hvilke frugter profeterne bærer. En ulv i fåreklæder kan nemlig ikke i længden skjule sine rovtænder, hvis man betragter frugterne af vedkommendes liv i stedet for at lade sig besnakke af smukke ord.
Men der er også en anden måde at gå til teksten på, for sæt nu de falske profeter ikke bare er nogen der er derude, og som vi skal tage os i agt for. Sæt nu vi selv er blandt de falske profeter, som engang vil blive nægtet adgang til Himmeriget, fordi vores liv ikke bærer gode frugter! Det ville jo være forfærdeligt – men kan vi vide os sikre på at det ikke er os han taler om? ”Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje.” Gør du altid det? Gør jeg?
Det gør vi naturligvis ikke altid, og hvis vi tror noget andet, tager vi fejl. Som apostlen Johannes skriver i sit første brev: ”Hvis vi siger, at vi ikke har synd, fører vi os selv på vildspor, og sandheden er ikke i os” (1 Joh 1,8). Det er jo derfor vi har brug for Jesus, han som efter sit eget udsagn ikke kom til verden for at kalde retfærdige, men syndere, og fordi han gjorde det, kunne Paulus skrive de skønne ord: ”alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus” (Rom 3,23-24), som ifølge Martin Luther er de vigtigste ord i hele Bibelen. Det der afgør om vi bliver lukket ind i Himmeriget eller ej, er ikke vores egen retfærdighed, men det som Jesus har gjort for os. Punktum. Amen.
Men hvorfor kommer de falske profeter så alligevel ikke ind i Himmeriget? Jesus døde og opstod vel også for dem? Ja, naturligvis. Der er ikke nogen synd i verden, være sig i fortiden, nutiden eller fremtiden, som ikke blev sonet ved Jesu død. Der er ikke længere nogen udestående straf der mangler at blive eksekveret over menneskers ondskab, for Jesus udstod hele straffen da han døde på korset: ”han er et sonoffer for vore synder, og ikke blot for vore, men for hele verdens synder”, som der står i Første Johannesbrev (2,2). På dommens dag kommer der altså ikke til at være så meget som ét eneste menneske der bliver nægtet adgang til Himmeriget på grund af deres synder. Det problem som vores synd udgjorde, det har Gud taget sig af.
Men hvad er det så Jesus mener når han siger at kun de der gør Guds vilje, kommer ind i Himmeriget? Hvis der ikke længere er nogen synder vi kan blive straffet for, hvad er der så tilbage som skulle kunne forhindre os i at blive frelst til sidst?
Det der er tilbage, er spørgsmålet om hvorvidt vi overhovedet vil frelses! ”Jamen vil alle da ikke det?” tænker du måske. ”Er Himmeriget ikke et sted hvor alle gerne vil hen?” Jo, der er nok ingen tvivl om at langt de fleste uden betænkning ville takke ja til at tilbringe evigheden i paradis, hvis de selv kunne få lov til at bestemme hvordan paradiset skal være. I visse dele af islam prædiker man for eksempel at martyrernes belønning i paradis blandt andet består i at blive opvartet af et stort antal storbarmede sortøjede jomfruer, og det kan én og anden mand sikker nok synes lyder attraktivt, men jeg kan ikke lade være med at tænke på om de sortøjede jomfruer også ville opleve den konstellation som paradis? Det har jeg et eller andet sted svært ved at tro at de ville. Og sådan er det måske også med mange af de forestillinger som du og jeg kan gøre os om paradis: Vi forestiller os et sted hvor alle vores egne ønsker og behov bliver opfyldt af andre, eller sagt på en anden måde: et sted hvor vores egoisme får frit spil.
Men det er det stik modsatte af hvad Bibelen fortæller os. Slår vi op i Johannes’ Åbenbaring og læser beskrivelsen af Det Nye Jerusalem (som i øvrigt er en af læsningerne til alle helgens dag i lige årstal), så står der blandt andet: ”Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem. … Den, der sejrer, skal arve dette, og jeg vil være hans Gud” (Åb 21,3.7). Det paradis der venter dem der bliver frelst, består altså i uhindret fællesskab med Gud! Og det der frem for noget hindrer vores fællesskab med Gud, er netop vores egoisme. Frem for noget består frelsen altså i at vi bliver frelst fra vores egen egoisme.
Vi bliver naturligvis også frelst fra andres egoisme, og for en umiddelbar betragtning kan det måske virke som det vigtigste. Men det burde være indlysende at vores egen egoisme også må væk, for ellers ville det jo ikke være et paradis for alle de andre. Og i virkeligheden tror jeg faktisk at det at vi bliver frelst- fra vores egen egoisme, er den vigtigste del af frelsen – også for os selv! Egoismen – eller ”synden”, som vi plejer at kalde den på teologsprog – var nemlig ikke en del af Guds oprindelige, gode skabervilje; den er et fremmedelement der er kommet ind i verden, et fremmedelement der faktisk hindrer os i at leve op til vores fulde potentiale. Hvordan nu det? Jo, vores fulde potentiale – det som vi frem for noget blev skabt til da Gud skabte os i sit eget billede – er at kende Gud som hans elskede børn og ikke alene blive elsket, men også selv elske med den guddommelige kærlighed som er et så definerende kendetegn ved den Gud vi tror på, at Johannes i sit første brev (og det bliver så tredje gang i denne prædiken at jeg citerer Første Johannesbrev, men det er også et helt fantastisk brev, så kort som det er) – at Johannes simpelt hen kan skrive: ”Gud er kærlighed” (1 Joh 4,8).
Det at blive helbredt for den egoisme der har inficeret vores ånd, sjæl og legeme, er den størst tænkelige lykke der på nogen måde ville kunne overgå os. Det er selve Himmeriget! Men det er ikke noget som Gud påtvinger os. Hvis vi ikke vil tage imod Guds gave, men hellere vil holde fast i vores egoisme, vores rethaveri, vores sårede stolthed, vores ærgerrighed, ja, så får vi lov til at få det som vi vil have det. Men det betyder så også at vi ikke kommer ind i Himmeriget – ikke fordi Gud vil straffe os, men fordi vi ikke kan tage vores egoisme med ind i det land hvor der ikke længere findes egoisme. Det er den eller frelsen – valget er op til os. Men vælger vi frelsen, får vi den kvit og frit – vi behøver ikke selv at forbedre os og anstrenge os for at bekæmpe synden i vores liv, og det kan vi i øvrigt heller ikke; det er kun Gud der kan gøre det i os. Vi må blot overgive os til ham og bekende vores fortabthed, så er vi allerede frelst!
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments