Prædiken til nytårsdag 2022

Posted By on 4. januar 2022

Fadervor: Fri os fra det onde

Prædiken i Sct. Klemens Kirke nytårsdag 2022

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Så fik vi overstået endnu en december! Selvom december 2021 desværre lagde sig mere eller mindre op ad december 2020 i forhold til at være anderledes end december plejer at være, så er der alligevel nogle ting der næppe nogensinde forandrer sig, og en af de ting er ønskesedler. Da jeg var barn, sad jeg med kataloget fra BR Legetøj og skrev ønskesedler så lange som et ondt år, og jeg fik naturligvis kun en brøkdel af de ting der stod på ønskesedlen, men bare det at skrive den og at drømme om alle de skønne ting (som naturligvis så endnu skønnere ud i kataloget), var en fornøjelse i sig selv, og selvom jeg kun fik nogle få af tingene, var det alligevel altid en skøn følelse at pakke gaverne ud juleaften og at lege med dem i juledagene. Og selvom det meste af nutidens legetøj er meget anderledes end det jeg ønskede mig for 40 år siden, så var mine yngste niecers ønskesedler til den just overståede jul omtrent lige så lange som mine var i sin tid.

                      Når vi beder, har det også tit karakter af at vi kommer med vores ønskeseddel til Gud, og det er der egentlig ikke noget i vejen med. ”Vær ikke bekymrede for noget, men lad i alle forhold jeres ønsker komme frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak”, skriver Paulus til de kristne i Filippi (Fil 4,6), og det må jo betyde at Gud aldrig bliver træt af at lytte til vores ønskesedler på alle tider af året, og at det tilmed kan være et middel mod bekymring at komme til Gud med vores ønsker. Skriftstedet fortsætter: ”Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus.” Men det er til gengæld også det eneste vi bliver lovet – altså at Guds fred vil bevare vores hjerter. Der er ikke noget løfte om at Gud vil opfylde alle vores ønsker! Og der er ikke nogen ”teknikker” som vi kan bruge når vi beder, for at øge sandsynligheden for at få vores ønske opfyldt. Det er i hvert fald ikke sådan at lange og ordrige bønner giver en højere ”succesrate” end korte, koncise bønner; det gør Jesus helt klart for disciplene og os i dagens tekst. Og i øvrigt, fortsætter han, er det slet ikke nødvendigt at bruge en masse tid på at forklare Gud hvad vi har brug for, for det ved Gud allerede i forvejen (selvfølgelig, kunne man tilføje, for det er jo ham der har skabt os, og derfor kender han vores behov endnu bedre end vi selv gør). Formålet med bønnen er altså ikke først og fremmest at få Gud til at opfylde vores behov. Men hvad er det så? Jo, lad os se på hvordan det er Jesus siger at vi skal bede. Ordene kender de fleste af jer sikkert så godt at I ville kunne citere dem hvis I blev vækket klokken to om natten, men netop det indebærer måske også en fare for at de bliver reduceret til en remse som vi kan lire af uden at tænke nærmere over hvad det egentlig er vi siger – det problem kender jeg i hvert fald i høj grad fra mig selv.

                      Fadervor indeholder syv konkrete bønner, og når man læser dem, er det påfaldende at kun én af dem minder bare lidt om vores sædvanlige ”ønskeseddelbønner”, nemlig bønnen ”giv os i dag vort daglige brød”. Og det er endda et meget nøjsomt ønske der udtrykkes i den bøn, nemlig et ønske om det rent og skært nødvendige (for nu at citere Baloo fra Junglebogen). Som sagt udelukker det ikke at vi er velkomne til at komme med alle vores ønsker til Gud – og vi opmuntres endda til at gøre det så vi kan få fred i hjertet i stedet for bekymring – men det fortæller os at der er andre ting som det er mindst lige så vigtigt at bede om, og det er måske overraskende at de første tre af Fadervors syv bønner slet ikke handler om os selv, men om Gud: ”Helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje”. Hvorfor skal vi bede om det? Har Gud ligefrem brug for at blive mindet om at sørge for at de ting som han selv gerne vil, sker? Nej, selvfølgelig ikke – men vi har brug for at blive mindet om at sætte Guds navn, Guds rige og Guds vilje på førstepladsen i vores liv og huske på at det er ham og ikke os der er Gud. Dertil kommer at vores bønner tilsyneladende gør en forskel i den åndelige verden så vejen bliver banet for at Guds vilje kan blive ført igennem, men det er en hel bibeltime for sig, og den må I få en anden dag.

                      Den fjerde bøn i Fadervor er som sagt ”giv os i dag vort daglige brød”, og derefter følger de sidste tre bønner, hvor vi beder om beskyttelse mod alt det onde som truer os fordi vi er så små og svage. Noget af det onde skaber vi selv, og derfor har vi brug for Guds tilgivelse. Noget af det onde kommer i form af fristelser fra Djævelen, og dem beder vi Gud om at beskytte os imod. Og endelig beder vi helt generelt om at blive befriet fra alt det onde. Det at den slags bønner fylder så meget, mens ”ønskesedlen” er reduceret til en ydmyg bøn om det mindste vi kan klare os med, rummer en vigtig lektie som vi har let ved at glemme midt i den komfortable tilværelse som de fleste af os fører, nemlig at hvis vi var overladt til os selv, ville vi være fuldstændig prisgivet det onde. Dagens to første tekster beskriver det fint: I forhold til verdenshistoriens lange række af år lever vi kun ganske kort, og vi har ingen garanti for at der bliver flere gode end dårlige dage. Det onde i verden er vi for svage til at gøre ret meget ved, for ikke at tale om at vi alt for tit selv er en del af problemet. Og i øvrigt kan vi ikke engang vide os sikre på om vi overhovedet får i morgen med.

                      Nu sagde jeg at vi har let ved at glemme de ting, men man kan jo kun glemme de ting man ved, og inderst inde tror jeg at vi udmærket godt ved hvor hjælpeløse vi er. Vi bliver også konstant mindet om det af nyhedsmedier og eksperter der fortæller os at jordens klima er ved at gå amok, at mange af de ting vi spiser og drikker, er hamrende usunde og risikerer at forkorte vores liv med adskillige år, og at truslerne fra krig og terror og kriminalitet betyder at vi nærmest ikke kan færdes trygt på gaden mere. Såvel politikere som kommercielle aktører er også flittige til at udmale alle de katastrofer der med sikkerhed vil indtræffe hvis man ikke henholdsvis stemmer på dem eller køber deres produkt. Og så er der alle dem der specialiserer sig i at sælge produkter der kan aflede vores opmærksomhed fra alt det skræmmende.

                      Alt i alt er der altså rigelig grund til at bede ”fri os fra det onde” – vel vidende at det onde kommer til at blive ved med at være en trussel så længe vi lever i denne verden. Men netop derfor har vi til stadighed brug for Guds beskyttelse imod det, samtidig med at vi søger tilflugt i håbet om at der kommer en dag hvor alt det onde endelig vil forsvinde.

                      Vores allervigtigste trøst må dog være at det onde reelt ikke kan skade den der tilhører Jesus. Hvis vi ved at vi én gang for alle er gået over fra døden til livet ved troen på Jesus og på hans død og opstandelse, så ved vi også at alt hvad vi mister i denne verden, får vi igen med renters rente i den kommende. Vi kan miste vores liv, men hvad gør det, dybest set, når vi har evigt liv i vente? Vi kan miste vore kære, og det er en voldsom smerte, ”men Gud ske lov, i vor Herres stad for evigt samles de hjertenskære”, som det hedder i en kendt bryllupssalme. Det eneste vi behøver at frygte, er at miste troen – og netop derfor er det så vigtigt at vi husker hvor afhængige vi er af Guds hjælp.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.


Comments

Comments are closed.