Posted By admin on 28. december 2021
At kendes ved Jesus: Er du tøff nok?
Prædiken i Rø Kirke 2. juledag 2021
Nikolaj Hartung Kjærby
Tilbage i 1987, da jeg gik i 6. klasse på Thomasskolen, den kristne friskole i Skovlunde, havde vi besøg på skolen af et norsk juniorkor der hed Sola. ”Sola” er det norske ord for solen, og korets besøg var da også virkelig en solstråle i vores hverdag. Ikke alene var flere af drengene fra min klasse helt oppe at køre over at det under koncerten var lykkedes dem at få øjenkontakt med nogle af de kønne piger der var med i koret, men vi var alle, drenge som piger, store som små, oppe at køre over deres friske, livlige sange med fede poprytmer og kristne budskaber. Flere af sangene gled efterfølgende ind i skolens repertoire af sange til fællessamlinger og musikundervisning, for ganske vist var de på norsk, men bokmål lader sig relativt nemt fordanske, på nær nogle enkelte ord. Den af Sola’s sange som jeg husker bedst, indeholdt faktisk et ord der ikke umiddelbart kunne fordanskes, men så brugte vi da bare det norske ord og sang: ”Jesus spør om du er tøff nok til at vise hvem du hører til. Han spør dig nu: Er du tøff nok til at møde mobberne med et smil? Nu er det tid til at hejse rent flag, ikke i morgen, gør det i dag, hvis du er tøff nok til at vise hvem du hører til!” Det norske ord ”tøff” er afledt af det engelske ord ”tough” og har samme betydning, så indholdet i sangen er altså et spørgsmål om hvorvidt man er sej nok til at kendes ved Jesus, selvom man bliver mobbet for det. Og sangen var egentlig dygtigt fundet på, for dengang i 1980’erne gik fortællingen blandt børn og unge ellers tit og ofte på at man netop ikke var sej hvis man troede på Jesus, og især ikke hvis man lod sin tro få konsekvenser for den måde man levede sit liv på, for de seje, det var jo dem der kunne vinde et slagsmål, dem der kunne de saftigste bandeord, og så dem der lavede hærværk og anden kriminalitet, og det rimede jo ikke særlig godt på det vi lærte i søndagsskolen. Derfor var det tiltrængt at få at vide at det i virkeligheden er langt mere sejt at stå fast på det man tror på.
Det er faktisk også det vi hører i dagens tekster: Jesus taler om nødvendigheden af at kendes ved ham over for mennesker, selv hvis det koster os vores liv i denne verden, og beretningen om Stefanus giver os et eksempel på en som rent faktisk mistede livet ved at stå fast på bekendelsen til Jesus (men som til gengæld reddede sit liv i evigheden, som Jesus lovede). Og i dagens første læsning taler Esajas om hvordan han var nødt til at gøre sit ansigt hårdt som flint for ikke at opgive det kald Gud havde givet ham, når han blev mødt med skændsler og spyt, blev slået på ryggen og fik revet skægget ud af sine kinder.
Tilbage i sjette klasse sang jeg ivrigt med på ”Er du tøff nok?” ligesom alle de andre i klassen, men sandheden er nok at jeg på det tidspunkt dårligt nok havde prøvet at stå i en situation hvor det var nødvendigt at være ”tøff” (og det har jeg måske i virkeligheden stadig ikke). Og det var nok godt det samme, for når sandheden skal frem, så var jeg alt andet end ”tøff” da jeg var 12 år. Ganske vist havde jeg aldrig prøvet at blive mobbet på grund af min kristne tro, for jeg omgikkes stort set kun kristne både i skoletiden og i fritiden, men til gengæld havde jeg prøvet at blive drillet med en lang række andre ting, så som min generthed og min mangel på fysisk styrke, og de drillerier mødte jeg ikke med et smil. Og hvis jeg nægtede at være med til at lave noget man ikke måtte, også selvom det betød at de andre kaldte mig et pattebarn, så var det kun fordi jeg var endnu mere bange for de voksnes misbilligelse end for kammeraternes.
Nu skal vi selvfølgelig huske at det ikke er børn Jesus taler til i dagens tekst. Der er næppe nogen der ville forvente at en 12-årig skulle være ”tøff” hvis han ligefrem blev truet på livet, og at der forskellige steder i verden alligevel er børn der holder fast ved bekendelsen til Jesus selvom de har en IS-krigers kniv for struben eller en nordkoreansk soldats gevær for brystet, er intet mindre end et mirakel. Men spørgsmålet er hvor ”tøffe” vi andre er når det kommer til stykket? Hvor meget må vores tro på Jesus koste os?
Her i Danmark er det næppe særlig sandsynligt at vi kommer til at stå i situationer der ligner dem som de kristne i Mellemøsten eller Nordkorea udsættes for, med knive for struben eller geværløb for brystet (selvom man aldrig skal sige aldrig), men det mindste vi kan gøre, er at vise solidaritet med vores forfulgte brødre og søstre og kendes ved dem over for mennesker. Ved at kendes ved dem kendes vi også ved Jesus, for vi hørte jo at han sagde at enhver der tager imod en af hans disciple, tager imod ham. Omvendt må det betyde at hvis vi er bange for at tale alt for højt om at de forfulgte kristne er vores brødre og søstre – måske af frygt for at islamiske terrorceller i Danmark skulle udse sig os som bytte – så er det ensbetydende med at fornægte Jesus. (Omvendt vil jeg også tilføje at det at blive chikaneret af islamister eller andre ekstremister ikke nødvendigvis er noget adelsmærke i sig selv; det er det kun hvis det er for Jesu navns skyld at de er efter os. Man kan sagtens få fjender blot ved at optræde provokerende, og derved afslører man måske nok fjendernes voldsparathed, men man ærer ikke Jesus ved det. Parentes slut).
Nå, uanset hvad, så er der nok ikke ret mange af os der er til stede her i dag, der nogensinde får den ære at få mulighed for at kendes ved Jesus i en situation hvor vi er truet på livet. Men måske kan vi komme ud for mindre alvorlige situationer hvos det er nødvendigt at være ”tøff”. Jesus taler i dagens tekst ikke kun om at den der har mistet sit liv på grund af ham, skal redde det, men også om splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, en mand og hans husfolk. Der kan sagtens opstå situationer hvor et ønske om at følge Jesus helhjertet kan føre til at der er nogle relationer – endda nære relationer – der lider skade. Igen må jeg præcisere at det ikke automatisk tjener til vores ros hvis vi rager uklar med ikke-kristne venner eller familiemedlemmer – hvis relationsbruddet skyldes at vi ikke har opført os ordentligt over for dem, men for eksempel har prædiket for dem på en respektløs og uempatisk måde, så tjener det snarere til vores skam. Men hvis vi møder mennesker med oprigtig kærlighed, mildhed, godhed og venlighed, men alligevel bliver mødt med fjendskab fra deres side fordi vi for eksempel ikke vil deltage i bagtalelse, bedrageri eller udskejelser, ja, så må vi rette ryggen og lade fornærmelserne prelle af som om vores ansigt var lavet af flint (venligt og smilende flint vel at mærke!), og trøste os med at vi er i godt selskab, for sådan blev Jesus og apostlene og profeterne også behandlet.
Men, men, men: Hvad nu hvis vores ansigt slet ikke er lavet af flint, men af porøs kalksten (for nu at blive i geologiens verden)? Hvad nu hvis vi bare ikke har den indre styrke som det kræver at stå fast når omgivelserne bliver fjendtlige? Vi mennesker er jo forskellige: nogle er af naturen stædige og viljestærke, mens andre er mere frygtsomme og føjelige – er det kun de førstnævnte der er plads til i Guds rige?
Nej, sådan tror jeg heldigvis ikke det er. Hele kernen i det kristne budskab er jo at det ikke kommer an på vores egne gerninger, men på Jesus. Og det kan vi prise os lykkelige for, for selvom nogle af os er ”tøffere” end andre, så er der ikke nogen af os der er overmennesker. Det er forskelligt hvor vores grænse ligger, men vi har alle en grænse. Og vi gør klogt i at indse at Satan er stærkere end selv den stærkeste kristen, så hvis det var vores egen styrke det kom an på, ville vi alle være i stor fare for at falde fra troen den dag det begynder at koste noget. Den eneste chance vi har for at vise os at være Jesus værd den dag det brænder på, er at Jesus selv lever i os, så det bliver hans styrke det kommer an på, og ikke vores egen, for det er ham der har besejret det onde ved sin død og sin opstandelse. Derfor gælder det, som apostlen Johannes skriver i sit første brev, at ”den sejr, som har overvundet verden, er vor tro. Og hvem andre kan overvinde verden end den, som tror, at Jesus er Guds søn?” (1 Joh 5,4b-5).
Ser vi på Stefanus, den første kristne martyr, som vi hørte beretningen om tidligere i gudstjenesten, så kan vi se at det heller ikke for ham var hans egen karakterstyrke det kom an på, men derimod hans tro, dvs. hans tillid til en kraft der ikke var hans egen. Hele to steder i teksten om ham læser vi at han var ”fuld af” noget, og ingen af de to steder står der at han var fuld af viljestyrke og karakterfasthed. Derimod står der henholdsvis at han var ”fuld af nåde og kraft” og ”fuld af Helligånden”. Så hvis du – ligesom jeg – er bange for at du ikke er ”tøff nok” når det gælder, så er løsningen ikke at træne din selvdisciplin, men derimod at træne din ydmyge afhængighed af Gud og din tillid til ham. Det kan du for eksempel gøre ved at huske ”De 4 B’er”: Bøn, Bibellæsning, Bordet med nadverens brød og vin, og Brødre- og søstrefællesskabet i menigheden.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments