Prædiken til påskedag 2012
Posted By admin on 5. juli 2012
Jesu opstandelse: Den opstandne går i forvejen
Prædiken i Husum Kirke påskedag 2012
Nikolaj Hartung Kjærby
Det budskab som vi er samlet om i dag, er det budskab som kristendommen står og falder med. Kristendommens centrale påstand er jo at et bestemt menneske der levede i Israel for cirka 2000 år siden, var Gud selv i menneskeskikkelse, at hans liv og død betyder forskellen på evigt liv og evig død for alle andre mennesker i fortid, nutid og fremtid, og at livets vigtigste spørgsmål for ethvert menneske er hvordan vi forholder os til dette menneske. I grunden en ganske uhyrlig påstand når man tænker over det. Men beviset for påstanden er altså at Gud oprejste Jesus fra de døde og på den måde demonstrerede at Jesus virkelig har besejret døden på hele menneskehedens vegne.
Om Jesu opstandelse virkelig er et historisk faktum eller blot et symbolsk-poetisk udtryk for at livet er stærkere end døden (hvad det så end måtte betyde), er der delte meninger om. I de seneste årtier har der været en tendens til at stadig flere vestlige teologer har valgt mulighed nummer to, altså at opstandelsen ikke er noget der har fundet sted i virkeligheden, men at den alligevel er sand fordi den siger noget sandt om tilværelsen, på linje med Æsops fabler eller H.C. Andersens eventyr. Det er også den nemmeste løsning, for så slipper vi for at hævde at der findes en Gud som kan sætte sig ud over den fysiske verdens love, og netop dén påstand er jo noget af det ved kristendommen som mange moderne mennesker tager allermest afstand fra. Eller sådan tænker man i hvert fald på universiteterne hvor de teologiske fakulteter skal forsvare at de skam er videnskabelige uddannelsesinstitutioner. Ude i den pulserende virkelighed, derimod, hvor en meningsmåling i forrige uges udgave af Søndagsavisen viste at 39% af alle kvinder tror på spøgelser, og at hver fjerde forælder kan fortælle at deres barn har set, hørt eller mærket uforklarlige ting, hvor ugebladshoroskoper går som varmt brød, og hvor Brønshøj-Husum Lokaludvalg netop har bevilget en underskudsgaranti på 9.000 kroner til et arrangement med en mand der hævdes at kunne kommunikere med de døde – dér kan jeg ikke forestille mig at tanken om en almægtig Gud skulle være nogen stor kamel at sluge.
Så når universitetsuddannede teologer ofte kvier sig ved at omtale opstandelsen som en historisk begivenhed, skyldes det måske snarere et ønske om at vi gerne vil markere at vi er dannede og intelligente mennesker som ikke sidder fast i et førmoderne verdensbillede der ignorerer de landvindinger som videnskaben har gjort gennem de seneste århundreder (undskyld de mange fremmedord!). Måske føler vi os lidt truffet når ateistiske debattører med slet skjult nydelse konsekvent omtaler enhver form for religion, inklusive kristendommen, som ”overtro”. At blive hånet er jo aldrig morsomt.
Eller også hænger det sammen med at vi selv ganske enkelt har svært ved at forbinde en historie om en død mand der blev levende igen, med andet end eventyrbøger. Og selv hvis det virkelig skulle være sandt i historisk forstand at Jesus opstod fra de døde, har vi svært ved at se hvad vi skulle kunne bruge det til. Det skete jo i en fjern fortid som ikke har ret meget til fælles med den tid vi lever i nu. I dag ser vi ikke mirakler der trodser naturlovene, men må tage til takke med de mirakler som vi ser i naturens indretning, og som vi tyder på den måde at der trods alt står en personlig og kærlig magt bag som vi vælger at kalde Gud, og som giver os et håb om at vi stadig vil være omsluttet af kærlighed når vi engang skal herfra. Og det er jo en smuk og opbyggelig tanke. Det er bare ikke kristendom – eller i hvert fald ikke noget som oldkirkens martyrer ville have kunnet nikke genkendende til som det de gik i døden for.
For det gjorde de jo! Elleve af de tolv apostle blev henrettet fordi de udbredte kristendommen! Det samme gjorde et meget stort antal biskopper og præster og efterhånden også lægfolk. Nogle af henrettelserne stod jøderne bag, men de fleste af de kristne martyrer blev faktisk dræbt af romerne, der ellers var kendt for at føre en meget tolerant religionspolitik. De-forfulgte-for-eksempel ikke jøderne, så længe de ikke modsatte sig det romerske overherredømme. Hvad kunne de dog have imod et budskab om at der står en personlig og kærlig magt bag som vi vælger at kalde Gud, og som giver os et håb om at vi stadig vil være omsluttet af kærlighed når vi engang skal herfra? Ingenting, selvfølgelig – så længe man indordnede sig under de romerske myndigheder og betalte sin skat. Havde kristendommen ikke været mere provokerende end som så, ville romerne næppe have gidet at spilde resurser på at bekæmpe den.
Nej, som jeg indledte med at sige: Kristendommens centrale påstand er at et bestemt menneske der levede i Israel for cirka 2000 år siden, var Gud selv i menneskeskikkelse, at hans liv og død betyder forskellen på evigt liv og evig død for alle andre mennesker i fortid, nutid og fremtid, og at livets vigtigste spørgsmål for ethvert menneske er hvordan vi forholder os til dette menneske! Sådan en påstand var ikke velset i det pluralistiske samfund som Romerriget var. Og når de kristne så oven i købet hævdede at Jesus ikke længere er død, men er opstået og gør krav på verdensherredømmet, så måtte myndighederne reagere, for Romerrigets mest centrale dogme var jo at verdensherredømmet tilhører kejseren! Vi tager altså grusomt fejl hvis vi tror at kristendommen først og fremmest er et budskab om ”hvad det vil sige at være menneske”, eller hvad vi nu ellers kan finde på af floromvundne fraser i vores forsøg på at skjule at vi faktisk har at gøre med et revolutionerende og stærkt provokerende budskab som har potentiale til at skaffe os større problemer på halsen end en hånlig bemærkning fra en ateist i ny og næ.
Men alt det står og falder altså med opstandelsen som et historisk faktum. Og JA, det er svært at forholde sig til en historie om en mand der var død, men blev levende igen. Men blot fordi noget ikke plejer at ske, betyder det vel ikke at det aldrig kan ske? Og desuden: Hvis det kristne evangelium ikke er et budskab om noget ganske usædvanligt, men blot om noget almenmenneskeligt, hvorfor er det så lige Jesus fra Nazaret vi citerer, synger om og har afbildet i kirken, og ikke Buddha, Gandhi, Mark Twain eller en af de talrige andre personligheder der har haft interessante ting at sige om det at være menneske?
Ja, det er meget godt, sidder du måske og tænker, men ét er at noget ikke plejer at ske. Noget helt andet er hvis noget er fysisk umuligt! Men hvis vi virkelig tror på at Gud er almægtig, og at selve universets eksistens skyldes ham, skulle det så være umuligt for ham at foretage sig ting der sætter de naturlove han selv har skabt, ud af kraft? Der er i hvert fald ikke noget logisk til hinder for det. Vores viden om at døde ikke bliver levende igen, bygger ikke på logik, men blot på vores erfaring for hvordan naturlovene fungerer.
Forresten var folk for 2000 år siden ikke så meget dummere end vi er i dag. Den verden som kristendommen spredte sig i, var den hellenistiske verden, hvis verdensbillede ikke kun var formet af den græske mytologi, men også af store tænkere som Platon, Aristoteles, Euklid, Cleanthes, samt ikke mindst lægevidenskabens fader, Hippokrates. De vidste godt at døde ikke plejer at blive levende igen! Ja, den opfattelse var faktisk så rodfæstet hos folk at Paulus var nødt til at bruge et helt kapitel i Første Korintherbrev, oven i købet et meget langt et af slagsen, på at besvare netop dén indvending. Han påpeger at hvis Jesus ikke er opstået fysisk, så er kristendommen fuldkommen meningsløs, men så tilføjer han de forløsende ord: ”Men nu er Kristus opstået fra de døde.” Den påstand underbygger han ved at henvise til mere end 500 mennesker der har set Jesus i levende live efter hans korsfæstelse, deriblandt sig selv! Og for Paulus selv betød mødet med den opstandne en 180 graders ændring i hans liv: Han gik fra at være en fanatisk farisæer der stræbte de kristne efter livet til pludselig selv at blive en af de kristne som blev stræbt efter livet. Der var ikke meget almenmenneskelig hyggesnak dér!
Men det er jo altså snart 2000 år siden, og man kan godt tænke at selv hvis Jesu opstandelse er et historisk faktum, hvilken forskel gør det så for os i dag? At en mand for 2000 år siden vendte tilbage til livet efter at være død, hvad kommer det os ved?
Tja, først og fremmest fortæller det os jo at døde godt kan blive levende igen, og hvis det kunne ske for Jesus, så kan det vel også ske for os. Men i praksis hører det unægtelig til sjældenhederne at det sker. Ganske vist siges det at den britiske prædikant Smith Wigglesworth, som døde i 1947, oprejste adskillige mennesker fra de døde, men så vidt jeg ved, døde de alle sammen igen på et senere tidspunkt, og så havde de jo ikke opnået andet end at udsætte det uundgåelige.
Nej, det der gør at budskabet om Jesu opstandelse er det vigtigste budskab der nogensinde har lydt i hele verden, er at den ikke bare repræsenterede en udsættelse af døden, men en besejring af døden. Før Jesus blev arresteret og slået ihjel, gik han rundt i Israel og sagde at nu var Guds rige kommet nær. Jøderne vidste fra profetierne i Det Gamle Testamente at Gud engang ville gribe ind i verdenshistorien og nyskabe alting så verden blev et godt sted hvor fred og kærlighed skulle herske, og hvor en fredskonge udpeget af Gud selv ville sidde på tronen. Det Jesus sagde, var altså at nu var den tid ved at nærme sig, og det demonstrerede han ved at slippe helbredende kræfter løs på såvel det fysiske som det åndelige område og ved at gøre sig til talsmand for en radikal etik som det ikke giver nogen mening at leve efter medmindre Guds endegyldige indgreb i historien er nært forestående.
Da Jesus red ind i Jerusalem palmesøndag, blev han hyldet med råbet ”Hosianna!”, som var et kongeligt hyldestråb. Fem dage senere blev han som bekendt korsfæstet, og dermed troede såvel hans venner som hans fjender at nu var det ude med det rige som han havde kørt sig i stilling som konge over, og det ville det også have været hvis han var blevet liggende i graven. Men Jesu opstandelse var netop den stærkest tænkelige demonstration af at fremtidens rige var brudt ind i nutiden. Og da han forud for sin himmelfart sendte sine disciple ud for at fortælle om hans opstandelse i hele verden, indledte han med ordene: ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden”, og han sluttede med ordene: ”Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.” Jesus fortalte altså disciplene at de fra nu af kunne betragte sig selv som indbyggere i Guds fredsrige med Jesus som konge, og at han selv ville gå med dem når de gik ud i hele verden for at udbrede kendskabet til dette rige.
Det kan godt undre hvordan Jesus kunne sige at han ville være med dem, når han kort tid senere forlod jorden for at vende tilbage til himlen. Men ”himlen”, hvor er det henne? Det er det sted hvor Gud bor. Det er ikke et sted som man kan besøge hvis man rejser tilstrækkelig langt ud i verdensrummet – det befinder sig i en helt anden dimension, om man så må sige. Det betyder at himlen ikke er langt væk. Det her papirs overflade er todimensionelt. Min hånd er tredimensionel. Uanset hvor man bevæger sig hen på papiret, kan man aldrig komme op på min hånd, men omvendt behøver min hånd ikke at være langt væk fra papiret. Som kristne tror vi på at Gud er allestedsnærværende, hvilket vil sige at når vi bekender at Jesus sidder ved Guds højre hånd, så må Jesus også være allestedsnærværende. Dertil kommer at han ti dage efter sin himmelfart sendte Helligånden til jorden til at tage bolig inden i os.
Det at Jesus er allestedsnærværende, betyder at han, ud over at være med os, også er i stand til at gå i forvejen for os. Det begyndte med at han gik i forvejen for disciplene til Galilæa som vi hørte det i teksten til i dag, og lige siden har det været utallige kristnes erfaring: Den opstandne går i forvejen! Ligesom Den Bestøvlede Kat gik i forvejen for sin unge herre og ordnede paragrafferne for ham, og det eneste den unge mand havde at gøre, var at stole på katten og gøre som den sagde, på samme måde går Jesus også i forvejen for os og ordner paragrafferne, og det eneste vi har at gøre, er at stole på ham og gøre som han siger. Det kræver naturligvis at vi har tillid til at det er rigtigt at Jesus hersker over et usynligt rige som gjorde indfald i den synlige verden da Jesus blev født, vandt den afgørende sejr ved hans død og opstandelse, og engang vil overtage og fuldstændig forvandle den fysiske verden når Jesus vender tilbage fra himlen for at dømme levende og døde. Og skulle det først ske efter at vi selv er døde, så behøver vi ikke at fortvivle, for takket være Jesu opstandelse er døden en besejret fjende. Paulus taler om det på den måde at alle vi som er døbt til Kristus, er døbt til hans død, det vil sige: vi bør allerede betragte os selv som døde i forhold til vores tidligere liv uden Gud. Den fysiske død som venter os hvis Jesus ikke vender tilbage til jorden inden da, er derimod blot at betragte som en søvn som vi skal vågne fra igen, for ”som han opstod, skal vi opstå!”
Måske synes du ikke at du har oplevet at Jesus er gået i forvejen for dig. Men det kan jo skyldes at du ikke er gået den rigtige vej. Efter gudstjenesten i dag skal min kone Signe og jeg til påskefrokost hos mine forældre, som bor i Herlev. Hvis nu Signe bliver træt at at vente på at jeg får snakket færdig ved kirkekaffen og siger at nu cykler hun altså i forvejen til Herlev, og jeg ti minutter senere sætter mig ud på min cykel og kører mod Valby, så møder jeg hende ikke, for det er ikke den vej hun er kørt!
Men hvordan finder vi så ud af hvilken vej Jesus er gået i forvejen for os? Det er sådan set ikke så svært at finde ud af, for han har efterladt os både en ruteforklaring og en GPS! Ruteforklaringen finder vi i Det Nye Testamente. Følger vi de anvisninger som Jesus har givet os om hvordan vi skal leve, så vil vi også erfare at han allerede har været der og lagt tingene til rette. Og GPS’en – det er Helligånden, som vejleder os indefra om hvilken vej vi skal gå. Det kræver noget træning at finde ud af hvilke af de indfald vi får, der er fra Gud, og hvilke der er fra os selv, men hvis du gerne vil i gang med at lære at lytte til Gud, så ring eller skriv til mig, eller grib fat i mig ved kirkekaffen, så skal jeg med glæde hjælpe dig i gang.
I det hele taget gælder det at hvis der er noget af det jeg har sagt i dag som du gerne vil have uddybet – vi har jo været vidt omkring på relativt kort tid – så er du velkommen til at henvende dig; jeg er der til det samme.
Rigtig glædelig påske!
Comments