Prædiken til bededag 2012

Posted By on 5. juli 2012

Den snævre port: Vi skal have ærefrygt for Gud

Prædiken i Husum Kirke Bededag 2012

Nikolaj Hartung Kjærby

Billy Strachan var blikkenslager i London. En dag fik han en ganske usædvanlig opgave, eller rettere: en helt almindelig opgave, men på et meget ualmindeligt sted. Han blev nemlig bedt om at ordne en dryppende vandhane på selveste Buckingham Palace, den engelske dronnings residens. Han var en dygtig blikkenslager, så vandhanen var hurtigt ordnet, men så besluttede han sig for at se sig lidt omkring nu har var inden for murene. Mens han gik rundt og beundrede de flotte vægge og lofter, kom han på et tidspunkt til en dør hvor der stod en vagtpost. Det var før der kom så meget fokus på terrorisme som der er i dag, så da Billy viftede med sin værktøjskasse, trådte vagten til side og lod ham gå ind, selvom han i virkeligheden ikke havde noget at gøre derinde. Inde bag døren lå nemlig selveste dronningens tronsal! Hun var ganske vist ikke selv til stede derinde (havde hun været det, havde vagtposten nok været knap så flink), men rummet var imponerende. De strålende røde tapeter på væggene blev brudt af forgyldte pilastre og elfenbenspaneler, i toppen af væggene var der en frise med smukt udhuggede relieffer, på gulvet lå et kunstfærdigt vævet tæppe, og ned fra det mosaikforgyldte loft hang enorme funklende lysekroner. På en forhøjning i den fjerneste ende af rummet stod to fløjlsbetrukne gyldne tronstole med henholdsvis dronningens og prinsgemalens monogram, og på væggene ved siden af forhøjningen hang gyldne trofæer. Billy Strachan var aldeles bjergtaget af al den pragt og herlighed. Men så kom han pludselig til at dreje hovedet og fik øje på et spejl der hang på væggen. Og det han så i spejlet, var alt andet end prægtigt. Dér stod han selv i en beskidt kedeldragt med en værktøjskasse i hånden. Kontrasten mellem hans egen lurvethed og stedets pragt slog ham med en sådan kraft at det eneste han kunne tænke, var: ”Hvad i alverden bestiller jeg her!” Og han tog benene på nakken og skyndte sig ud.

Når jeg kender historien, er det fordi Billy Strachan senere blev prædikant, og han har fortalt historien engang i en prædiken.

Jeg ved ikke om jeg ville have reageret på samme måde som Billy Strachan gjorde. Bortset fra at jeg nok slet ikke ville have haft den fornødne frækhed til at spadsere ind i tronsalen på den måde uden at have noget at bestille derinde, så tror jeg ikke at udsmykningen i tronsalen ville have fyldt mig med helt den samme grad af ærefrygt. Ganske vist kender jeg da godt til at det kan føles en anelse pinligt hvis jeg er dukket op til en fest i t-shirt og cowboybukser, og alle de andre mandlige festdeltagere er i habit, men det skyldes ikke så meget ærefrygt for habitterne; det skyldes snarere at jeg ikke har lyst til at tiltrække mig opmærksomhed ved min upassende påklædning, og i princippet ville jeg have det lige så dårligt hvis jeg som den eneste havde habit på, og alle andre var i t-shirt og cowboybukser! Jeg har dog heldigvis vænnet mig til oplevelsen af at jeg er den eneste der har præstekjole på, mens alle andre har andre slags tøj på!

Generelt tror jeg at vi danskere langt hen ad vejen har mistet evnen til at føle ærefrygt. Og det er ikke nødvendigvis kun negativt. Faktisk kan man godt argumentere teologisk for at man ikke skal benytte fornemme titler og floromvundne formalia når man taler til folk i høje stillinger – Jesus siger for eksempel et sted i Matthæusevangeliet: ”I må ikke lade jer kalde rabbi, for én er jeres mester, og I er alle brødre.” Med andre ord: Over for Gud har alle mennesker samme status, og derfor må man ikke ophøje sig selv over sine medmennesker ved at insistere på at blive tiltalt med fornemme titler. Min farfar drog en meget radikal konsekvens af disse ord, idet han længe før flertallet af Danmarks befolkning holdt op med at sige ”De” til folk, for som han sagde: ”Jeg siger ’du’ til Gud – hvorfor i alverden skulle jeg så sige ’De’ til et menneske?”

Omvendt er det også en vigtigt kristen pointe at ethvert medmenneske uanset status fortjener vores dybeste respekt fordi vedkommende er skabt i Guds billede. En sund ærefrygt for Gud vil med andre ord give sig udslag i at vi også får en form for ærefrygt for vores medmennesker.

Men problemet er at det efterhånden står temmelig sløjt til også med ærefrygten for Gud. Så meget har vi vænnet os til at leve i et rettighedsbaseret samfund at vi let kommer til at tænke, om ikke andet så underbevidst, at alt hvad der hedder myndigheder og magthavere kun eksisterer med én eneste formål, nemlig at stå til rådighed for os. Den tid hvor kongen var en ophøjet person som alene i kraft af sin rang fortjente vores ærefrygt, og som sagt synes jeg egentlig at det er en sund udvikling. Men rettighedstænkningen kan altså også tage overhånd, og hvis vi når derhen hvor vi også betragter Gud som en der kun er til for at stå til rådighed for os, så er vi i hvert fald røget ud over kanten. Alligevel bærer religionsdebatten i dagens Danmark præg af at vi gør os til dommere over Gud som om han skyldte at stå til regnskab over for os. ”Hvis Gud virkelig er almægtig, hvorfor afskaffer han så ikke det onde i verden?” er et spørgsmål der sagtens kan udspringe af en dyb indre længsel efter at forstå Guds væsen og en frustration over at der er så meget i verden der ikke er som det burde være, men det kan også være udtryk for en opfattelse af at vi mennesker har ret til at diktere hvad der er op og ned i verden, og det har Gud så ellers bare at indrette sig efter. Ofte tænker vi nærmest noget i retning af at hvis vi skal nedlade os til at tro på Gud, så kan han da godt tage at komme os lidt i møde. Der er trods alt andre end ham på markedet, og han må vel kunne indse at hvis han gerne vil have nogle tilhængere, så har han ikke råd til at stille alt for store krav.

Men at tænke sådan er udtryk for en fatal misforståelse. Gud ejer alt. Han har råd til alt. Gud har ikke noget behov for at vi skal tro på ham for at han kan stive sin selvtillid af, eller for at han kan blive ved med at være Gud. ”Gud er Gud, om alle mand var døde.” Han er ikke som de guder som eksempelvis de gamle grækere troede på. En af de mest kendte græske myter handler om korngudinden Demeter hvis datter Persefone bliver røvet af underverdenens Gud Hades der vil have hende til hustru. Det har Hades fået tilladelse til af Persefones far, gudernes konge Zeus. Men Demeter savner sin datter, og hun er rasende på Zeus over at han har lovet hende bort uden at spørge hende om lov, og derfor bruger hun den magt hun har som korngudinde: Hun lader simpelt hen være med at give menneskene korn! Det betyder at menneskene ikke har noget at ofre til Zeus og de andre olympiske guder, og på den måde fører Demeter ”visnepolitik” indtil Zeus er nødt til at give sig og lade hende få datteren tilbage, for han kan ikke undvære menneskenes ofre.

Sådan er vores Gud ikke, og det understreger Paulus også meget kraftigt i den berømte prædiken som han holdt på Areopagos i Athen. Areopagos ligger med udsigt til Akropolis på den ene side og Agoraen på den anden side, og begge steder vrimler det med små og store templer og helligdomme for et hav af forskellige guder. Men Paulus siger: ”Gud, som har skabt verden med alt, hvad den rummer, og som er Herre over himmel og jord, bor ikke i templer bygget af hænder. Heller ikke lader Gud sig tjene af menneskehænder, som om han trængte til noget.”

Det univers som vi vi er en del af, har ikke altid eksisteret. Det mente de fleste videnskabsmænd ellers for blot 100 år siden, men så opdagede man at universet udvider sig, og det førte til formuleringen af Big Bang-teorien. I dag mener de fleste astrofysikere at vores univers er resultatet af en kæmpe eksplosion der begyndte for cirka 15 milliarder år siden. Nogle kristne mener at man ud fra Bibelen kan fastslå at universet kun er 6.000 år gammelt, og den mulighed kan man efter min mening ikke udelukke. Hvis vi tror på at Gud skabte Adam og Eva som voksne mennesker, altså med en vis alder, kan han jo også sagtens have skabt universet med en vis alder. Men om det er 6.000 år eller 15 milliarder år gør egentlig ikke den store forskel, for i forhold til evigheden er begge dele blot som at blinke med øjnene. I forhold til Guds evighed er den tid hvor der har levet mennesker, for intet at regne. Før der var blevet skabt nogen mennesker, klarede Gud sig fint uden at mennesker troede på ham, og der er ingen grund til at antage at det skulle være anderledes i dag.

Det er altså Gud der har fat i den lange ende her. Han kan være knusende ligeglad med hvordan vi stiller os til ham. Til gengæld afhænger vores skæbne 100 procent af hvordan Gud stiller sig til os. Han er den Almægtige, og hvis han ville, kunne han udslette os med samme lethed som vi kan træde på en myre. Det burde da om noget give anledning til en vis ydmyghed, en vis ærefrygt!

Læg dertil at Gud faktisk har god grund til at være vred på os! Selvom det er ham der har skabt os, ham vi skylder vores liv og vores eksistens, ham der bærer den verden som vi lever i, så har vi ikke vist ham den ære og taknemmelighed han fortjener, men har tværtimod gjort oprør imod ham og insisteret på selv at ville bestemme spillets regler. De gode bud som han har givet os at leve efter, tilsidesætter vi på stribe for at tækkes alle tiders mest udbredte afgud: os selv. Ligesom Josefs brødre i Egypten står vi altså over for en der både har magt til at lade os gå til grunde og har et klart motiv til at benytte sig af den magt. Vi er ikke bare at sammenligne med en nysgerrig blikkenslager der har forvildet sig lidt for langt ind i Buckingham Palace, men snarere med en mand der har begået noget utilgiveligt mod dronningen og ikke har grund til at forvente andet end en streng straf hvis han vover sig ind på hendes enemærker.

Det er på den baggrund vi skal høre det når det i dagens anden læsning hedder: ”Brødre, ved Jesu blod har vi altså frimodighed til at gå ind i helligdommen”. Det Jesus gjorde ved sin død på korset, var, for at blive i billedet, at gøre det muligt for ham der havde begået noget utilgiveligt mod dronningen at bevæge sig ind i hendes tronsal uden at behøve at frygte for noget, men tværtimod med en forventning om at blive modtaget af dronningen som om han var et af hendes højtelskede familiemedlemmer, og blive indbudt til at spise med ved hendes bord hver dag resten af sit liv!

Hvis vi forlader billedet igen og vender tilbage til forholdet mellem os og Gud, så har vi ved vores oprør mod ham gjort uoprettelig skade på vores egen karakter. Vi var skabt til at være en del af Guds husstand og til at kunne omgås ham i hans blændende lys uden at tage skade, men siden vi har vendt ham ryggen, er vores væsen blevet korrumperet så vi ikke længere kan tåle Guds nærhed – vi ville ganske enkelt brænde op. Da Moses, om hvem det ellers hed sig at han ”omgikkes Gud ansigt til ansigt”, bad om at få et glimt af Gud i al hans herlighed, svarede Gud at det kunne han ikke få lov til, for det ville han ikke kunne overleve. Og da profeten Esajas i et syn så Gud sidde på sin trone omgivet af serafer, udbrød han uvilkårligt: ”Ve mig, det er ude med mig!” Men fordi Jesus tog vores natur på sig og blev et menneske, og fordi han på vores vegne på sit legeme bar vores oprør mod Gud med sig ind i døden, kan vi til gengæld få del i hans guddommelige natur. Vi får så at sige lov til at bytte med Jesus, eller sagt på en anden og måske mere korrekt måde: Vi får lov til at skifte vores eget uperfekte liv ud med Jesu perfekte liv. Den ombytning sker i dåben hvor vi symbolsk druknes og begraves i vandet og opstår til et nyt liv som Guds børn – Guds børn fordi vi har fået del i Guds Enbårne Søns identitet.

Men det er vigtigt at vi husker på at dén nye identitet har vi kun i kraft af vores samhørighed med Jesus, og kun for så vidt som vi holder fast i den samhørighed. Og det er ikke altid nogen dans på roser. Jesus var kendt som ”smerternes mand”, og hans vej var lidelsens vej. Den der vil høre sammen med ham, må indstille sig på også at komme til at gå lidelsens vej. Den Onde har stadig rigtig meget magt i denne verden. Han hader og bekæmper Jesus, og derfor vil han også hade og bekæmpe enhver der tilhører Jesus. Det kan ikke være anderledes. Det er derfor Jesus siger at vejen til livet er trang, og at der er få der finder den. Men den trange vej er den bedste vej, for når vi går på den, går Jesus med os. Vælger vi derimod at droppe det med at høre sammen med Jesus fordi det er for besværligt eller for lidelsesfuldt, så kommer vi ud på en langt bredere vej hvor det er meget lettere at færdes. Men den ender i fortabelsen, for uden Jesus kan vi ikke møde Gud uden at gå til grunde. Ærefrygten for Gud bør altså drive os til at vælge at gå den trange vej sammen med Jesus.

Men det er ikke kun ærefrygten der bør drive os til det; det er også og i endnu højere grad Guds kærlighed. For selvom Gud ikke har behov for at vi tror på ham, selvom han i evigheder klarede sig fint uden os, så er der alligevel noget der gør at han ikke er ligeglad med os, og det er hans kærlighed. Ligesom det var Josefs kærlighed til sine brødre der fik ham til ikke at slå dem ihjel, men tværtimod at beværte dem ved sit bord, var det Guds kærlighed til os der drev ham til selv at påtage sig et menneskes skikkelse og dø en smertefuld og forsmædelig død for at vi kunne være sammen med ham. Og selvom Gud er ærefrygtindgydende i sin almagt og i sin skaberkraft, selvom han er den der satte stjernerne på deres plads i himmelrummet og formede jorden med sine hænder, er hans kærlighed alligevel det allermest fantastiske og på sin vis allermest ærefrygtindgydende ved ham.


Comments

Comments are closed.