Videoprædiken til skærtorsdag 2020
Posted By admin on 10. april 2020
Fodvaskningen: Guld ruster ikke
Videoprædiken til skærtorsdag 2020
Nikolaj Hartung Kjærby
Som de fleste der kender mig, ved, har jeg en søn på 4 år. (Jeg forsømmer i hvert fald ikke nogen anledning til at fortælle om ham). Ligesom mange andre børn på den alder elsker han at fortælle om ting han har oplevet, eller ting han har lært, eller ting han har opdaget, eller ting han har fået at vide, eller bare ting i det hele taget, og her i coronatiden hvor han ikke går i børnehave, får jeg naturligvis mere at vide end ellers. Adskillige gange om dagen lyder der et entusiastisk ”Far!”, hvortil jeg naturligvis svarer ”Ja, Josef?” og gør mig klar til at høre hvad han siger. Men det er ikke altid han går direkte til sagen; nogle gange begynder han med at sige: ”Ved du hvad?” som for at skabe ekstra meget dramatisk opmærksomhed om det han skal til at fortælle. Ind imellem sker det endda, efter at jeg har svaret det rituelle ”Nej?” til spørgsmålet ”Ved du hvad?”, at der yderligere bliver tilføjet et ”Skal jeg fortælle dig noget?” Jeg tror han nyder at se hvordan jeg efterhånden er ved at revne af nysgerrighed efter at få at vide hvad det er han vil fortælle – også selvom budskabet ikke altid er specielt interessant set med voksne øjne, men for ham er det jo fantastisk interessant! Og på det punkt er små børn måske klogere end os voksne som alt for let glemmer hvor interessant en verden det er Gud har sat os i.
Jeg kan forestille mig at evangelisten Johannes’ far, Zebedæus, nogle gange har måttet vente meget længe før hans søn nåede frem til sagen, dengang han var barn. I hvert fald bruger han godt med omsvøb i dagens tekst før han når frem til at fortælle os at Jesus vaskede sine disciples fødder:
- Det var før påskefesten,
- Og Jesus vidste, at hans time var kommet, da han skulle gå bort fra denne verden til Faderen;
- Han havde elsket sine egne, som var i verden, og han elskede dem indtil det sidste.
- Og mens de holdt måltid –
- Djævelen havde allerede sat sig for, at Judas, Simon Iskariots søn, skulle forråde ham;
- Og Jesus vidste, at Faderen havde lagt alt i hans hænder, og at han var udgået fra Gud og nu gik tilbage til Gud –
- Så rejser Jesus sig fra bordet osv.
Hvorfor alle de omsvøb? Ja, dels er det jo nok for at sætte en dramatisk scene for det fuldstændig uhørte der skal til at ske, nemlig at universets konge påtager sig en opgave som det normalt kun var slaver der udførte, men jeg tror også det er for at vi skal forstå baggrunden for at Jesus gjorde hvad han gjorde.
Nogle af jer kender muligvis den Oscarbelønnede tyske film ”De andres liv” fra 2006. (Hvis du har planer om at se den snart, så luk ørerne, for nu kommer der en spoiler). Den foregår i Østtyskland i midten af 1980’erne og handler om Stasi-officeren Gerd Wiesler, der bliver sat til at udspionere en forfatter, men som efterhånden fatter sympati for forfatteren og derfor vælger ikke at rapportere de ting videre som han opdager under sin efterforskning. På et tidspunkt bliver Wieslers illoyalitet mod regimet imidlertid opdaget, og som straf bliver han degraderet og sat til at udføre det allermest kedelige og prestigeløse Stasi-arbejde, nemlig at dampe konvolutter åbne. Sådan er det jo som regel i denne verden: Der er en social hakkeorden i mange menneskelige sammenhænge, og hvis eksempelvis kaptajnen på et cykelhold pludselig henter vand til sine holdkammerater, så må man formode at det er fordi han er faldet i unåde hos holdejeren. Men når Jesus pludselig vasker sine disciples fødder, så er det altså på ingen måde det der er tale om; tværtimod understreger Johannes at Faderen (altså Gud) havde lagt alt i Jesu hænder, og at Jesus var udgået fra Gud og nu gik tilbage til Gud. Når Jesus vaskede sine disciples fødder, var det altså ikke fordi han i virkeligheden havde en ringere status end det så ud til; nej, det var tværtimod fordi han i virkeligheden havde en langt højere status end det så ud til!
Hvordan hænger det sammen? Jo, prøv at tænke på de forskellige metaller der findes. Nogle metaller er ædle, andre er knap så ædle, og de ædle metaller betragtes som regel som de fornemste. Blandt de mest kendte metaller er guld det ædleste, dernæst følger platin, så sølv, kviksølv, kobber, bly, tin, nikkel, x, jern og så videre dernedad. Et metals ædelhed er et mål for hvor tilbøjeligt det er til at indgå i en kemisk reaktion – eller rettere: hvor utilbøjeligt, for det ædleste metal, guld, reagerer stort set ikke med noget som helst. Eller for at sige det på mere jævnt dansk: Guld ruster ikke! Det bliver heller ikke sort som sølv kan gøre, det irrer ikke som kobber, og så videre. Og når vi siger at sølv er ædlere end kobber, og kobber er ædlere end jern, så betyder det at jern ilter lettere end kobber, og kobber ilter lettere end sølv. Det er blandt andet derfor man laver ledninger af kobber og ikke af jern, fordi kobber er mere holdbart. Og før man begyndte at lave tandkroner af porcelæn, så lavede man dem hverken af jern, kobber eller sølv, men af guld – også selvom guld er langt dyrere end de andre metaller. En tandkrone bliver jo udsat for frugtsyre og mange andre sjove ting i løbet af en dag, og det skulle den gerne kunne holde til! Så selvom det at blive badet i halvtygget mad adskillige gange om dagen ikke kan siges at være specielt ærefuldt, så vælger man alligevel det fornemste metal til opgaven – fordi det er det der bedst kan holde til det!
Og sådan er det også i Guds rige: Hvem af de 13 personer der sad til bords ved den sidste nadver, kunne bedst holde til at blive udsat for den ydmygelse at vaske de andres fødder? Rigtigt gættet: Det kunne Jesus! Netop fordi han vidste at han var udgået fra Gud og gik tilbage til Gud, havde han så at sige råd til at ydmyge sig uden at der gik noget af ham af den grund; han vidste jo hvem han var!
Men beretningen slutter ikke der, for efter at Jesus har gjort sig færdig med opgaven, så spørger han disciplene om de har forstået hvad det var han gjorde. Det havde de tilsyneladende ikke, så derfor forklarer Jesus dem det. Han siger: ”Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer.” Den måde vi som regel forstår det på, er at når selveste Jesus nedlod sig til at gøre en slaves arbejde, så bør der slet ikke være noget som vi der kalder ham Herre, føler os for fine til – og det er en helt korrekt forståelse og noget som vi vist ikke kan blive mindet om for tit. Men jeg tror det er vigtigt at vi også får en anden dimension med, nemlig at ligesom Jesus havde råd til at ydmyge sig, har vi det også! På grund af det Jesus har gjort, har vi nemlig lov til at kalde os Guds børn, og vi har en skat i himlen som ingen kan tage fra os. Det har vi fordi Jesus, dagen efter at han vaskede sine disciples fødder, underlagde sig den totale ydmygelse ved at finde sig i at blive korsfæstet. Ud over at være en ufattelig smertefuld og inhuman måde at dø på var det også nærmest den ultimative ydmygelse man kunne blive udsat for i datidens samfund, fordi man hang dér udstillet til alle forbipasserendes hån og foragt. Hvis der var noget mennesker på jorden der ikke fortjente at blive udsat for det, så var det Jesus! Men han fandt sig i det ”for den glædes skyld der ventede ham”, som det udtrykkes i Hebræerbrevet (12,2) – og den glæde, det var blandt andet det at kunne dele himlen med dig og mig! For at vende tilbage til billedet med metallerne, så kan man sige at han tog os, som i os selv ikke var andet end rustent blik, og forvandlede os til det pureste guld ved at tage alt vores skidt på sig. Så find du bare dine gamle 80’er-plader frem og hør Spandau Ballet synge: ”You are gold, always believe it”, for det er du, takket være Jesus! Men netop derfor har vi også råd til at finde dig i hvad som helst for andre menneskers skyld, for dybest set har den der tilhører Jesus, intet at miste. Alt hvad vi måtte miste i denne verden, om det så er ejendom, venner, anseelse, eller endda vores liv, det får vi tusindfold igen i den verden der kommer, og allerede nu i denne verden har vi barneret hos Gud.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os bede:
Gud, vær os nær, nu hvor vi ikke kan være nær hos hinanden.
Omfavn os alle i denne tid, hvor mange af os ikke engang kan give hinanden hånden.
Pas på dem, vi holder af, som vi ikke kan besøge – fordi det er sådan, vi bedst passer på dem.
Hjælp os til at bevare vores fornuft og næstekærlighed i denne svære tid.
Vær særligt nær hos dem i de lande, som er ramt så meget hårdere end Danmark.
Giv dem håb, når de er ramt af frygt, smerter, sorg og panik.
Trøst dem, som har mistet nogen, og styrk dem, som er syge.
Giv styrke og overskud til de mange, der skal passe og helbrede de syge.
Vi har brug for deres evner – men de har også brug for omsorg.
Tak for alle de mennesker, som får samfundet til at køre videre i denne tid.
Hjælp os alle til at huske på og sætte pris på det arbejde, som bliver gjort.
Vær med dronningen og hendes familie, med regering og folketing og alle, der har magten til at bestemme her i landet.
Hjælp dem til at træffe de bedst mulige beslutninger, også når det ser umuligt ud.
Herre, vi kan se kirkerne, men savner at mødes i dem.
Lad kirkerne være fyrtårne, selvom de lige nu står tomme.
Lad kirkerne være symbol for det håb, som skal bære os igennem denne tid.
Og lad håbet være det anker, som kan give os ro, når vi føler os urolige for fremtiden.
Amen.
Comments