Videoprædiken til påskedag 2020
Posted By admin on 13. april 2020
Jesu opstandelse: Han er ikke her!
Videoprædiken til påskedag 2020
Nikolaj Hartung Kjærby
Det er en meget mærkelig påske i år. Så vidt jeg ved, er det første gang i mere end 700 år at kristne i Danmark ikke har kunnet samles til påskegudstjeneste i kirkerne, og det er naturligvis dybt ulykkeligt at vi skulle komme til at opleve det. Men så er det heller ikke værre – for påskens kraft afhænger heldigvis ikke af om vi samles til gudstjeneste! Og det er faktisk noget der adskiller kristendommen fra de fleste af de religioner der ellers trivedes i Middelhavsområdet i det første århundrede – og i store dele af menneskehedens historie i det hele taget.
Mange af de guder der blev tilbedt i oldtidens Mellemøsten, var frugtbarhedsguder og/eller krigsguder, og gudstjenesten bestod som oftest i ritualer der blev betragtet som nødvendige for at himlen kunne give regn, jorden kunne give afgrøde, og kvinderne kunne føde børn, eller for at fjenden kunne blive overvundet på slagmarken. Der var tale om en form for synergi hvor menneskene ganske vist var afhængige af guderne, men guderne var også afhængige af menneskenes hjælp hvis de skulle sejre i den årlige kamp mod kaosmagterne. Derfor var det en katastrofe hvis man ikke kunne komme til at udføre de foreskrevne ritualer, for man risikerede i yderste konsekvens at hele kosmos kollapsede.
Israelitternes påskefest var også en slags frugtbarhedsfest, hvor det første neg fra byghøsten blev båret frem som en offergave til Gud (klimaet i Israel er anderledes end i Danmark, og derfor kan man høste meget tidligere på året), men rækkefølgen var vigtig: Gud havde i sin godhed allerede sørget for en god høst, og ofringen af førstegrøden var en måde at udtrykke taknemmelighed på; det var ikke noget som Gud på nogen måde havde ”brug for”. Ganske vist truer Gud mange steder i Det Gamle Testamente med at han vil holde regnen tilbage og gøre jorden ufrugtbar hvis folket dyrker afguder, men selv i de tilfælde er der tale om en suveræn beslutning fra Guds side med et pædagogisk sigte, ikke om at Gud er afhængig af menneskers ritualer.
Som nogle af jer ved, handlede den israelitiske påske imidlertid ikke kun om byg, men også – og måske især – om folkets mirakuløse udfrielse fra slaveriet i Egypten. (Den dag i dag er det også det primære indhold i den jødiske pesach). Og i modsætning til høsten, der jo skal gentages hvert år, så var det en engangsbegivenhed: Israelitterne var én gang for alle blevet reddet ud af Egypten, og Moses havde ført dem gennem ørkenen til det land Gud havde lovet dem, og de havde fået befaling om at de hvert år skulle mindes dette ved at udføre nogle bestemte ritualer som blandt andet omfattede et rituelt påskemåltid med nogle bestemte retter og en bestemt liturgi. Det fremgår imidlertid mange steder i Det Gamle Testamente at det snarere var reglen end undtagelsen at ritualet blev fulgt til punkt og prikke, og i lange perioder blev påskefesten ikke fejret overhovedet. Men når israelitterne ikke fulgte ritualet, betød det så at de kom til at tilbringe det følgende år som slaver i Egypten? Nej, selvfølgelig ikke! Udfrielsen fra Egypten var jo noget der allerede var sket, og som de nød godt af, uanset om de holdt deres påskegudstjeneste eller ej.
Det samme gælder naturligvis det som vi fejrer i den kristne påske, nemlig Jesu opstandelse. Der er ikke tale om at Jesus hvert år skal kæmpe imod døden, og vores påskegudstjeneste er ikke noget der er nødvendigt for at han kan vinde kampen igen i år; nej, kampen blev vundet én gang for alle for snart 2000 år siden. ”Han er ikke her,” sagde englen til kvinderne ved graven – og det er stadig sandt. Jesus er ikke en eneste gang vendt tilbage til graven siden han forlod den.
Men hvor er han så? Graven er tom, men hvor befinder den opstandne sig? Ja, vi ved jo fra trosbekendelsen at han sidder ved Guds højre hånd, og det betyder at han er lige nær alle steder. Vi behøver altså ikke at gå hen i kirken for at møde Jesus; det kan vi gøre hvor som helst. Og det nye liv som Jesus har vundet til os ved sin opstandelse og sin sejr over synden og døden og djævelen, det kan ingen coronakrise tage fra os. Jesu sejr står ved magt, uanset hvad der måtte ske.
Men hvis det er sandt, hvorfor så overhovedet holde gudstjeneste? Hvis det hverken gør fra eller til om vi holder påskegudstjeneste i år, så gør det vel heller hverken fra eller til næste år? Jo, det gør det nu. Det gør ganske vist ikke fra eller til i forhold til om Jesu sejr over døden står ved magt, men det kan gøre en forskel i forhold til hvor stor indflydelse Jesu sejr får i vores liv. Eller for at sige det på en anden måde: Gud har ikke brug for at vi holder gudstjeneste, men det har vi selv! Ligesom israelitterne skulle ofre et påskelam og spise usyrede brød for at huske på hvordan Gud havde frelst dem, har vi også brug for at blive mindet om hvad der skete, og hvad det betyder for os – fordi vi så let glemmer Gud. Når israelitterne på Det Gamle Testamentes tid glemte Gud, så tyede Gud som sagt nogle gange til at holde sin velsignelse tilbage som et pædagogisk redskab for at få folket til at påkalde ham igen.
Er Gud da så selvhøjtidelig at han ikke kan klare at han ikke hele tiden har vores udelte opmærksomhed? Nej, Gud kan i princippet være ligeglad; han har været til fra evighed, så han er vant til at klare sig uden menneskers opmærksomhed – de få årtusinder eller årtitusinder eller århundredetusinder eller hvor meget det nu er, hvor der har levet mennesker på jorden, er trods alt ikke ret meget målt op mod evigheden. Nej, det er os selv og vores medmennesker det går ud over hvis vi glemmer Gud! Jesus havde ikke behøvet at gå til korset, men han gjorde det fordi vi var fortabte i vores synder og havde brug for hjælp. Den hjælp vil han give os når som helst, og vi behøver ikke at gøre noget som helst for at gøre os fortjent til den – men det kræver tro at tage imod den. Og fællesskabet med andre kristne i gudstjenesten (og i en lang række andre sammenhænge) er noget af det der hjælper os til at vokse i troen så vores liv kan blive stadig mere som Gud havde tænkt det.
Og forresten er det jo også bare fedt at fejre gudstjeneste, så jeg tror da jeg ville gå i kirke selv hvis det ikke var livsvigtigt for min tro! Men for tiden kan det jo desværre ikke lade sig gøre, og så er det godt at vide at Guds kærlighed ikke er afhængig af min kirkegang.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os bede:
Gud, vær os nær, nu hvor vi ikke kan være nær hos hinanden.
Omfavn os alle i denne tid, hvor mange af os ikke engang kan give hinanden hånden.
Pas på dem, vi holder af, som vi ikke kan besøge – fordi det er sådan, vi bedst passer på dem.
Hjælp os til at bevare vores fornuft og næstekærlighed i denne svære tid.
Vær særligt nær hos dem i de lande, som er ramt så meget hårdere end Danmark.
Giv dem håb, når de er ramt af frygt, smerter, sorg og panik.
Trøst dem, som har mistet nogen, og styrk dem, som er syge.
Giv styrke og overskud til de mange, der skal passe og helbrede de syge.
Vi har brug for deres evner – men de har også brug for omsorg.
Tak for alle de mennesker, som får samfundet til at køre videre i denne tid.
Hjælp os alle til at huske på og sætte pris på det arbejde, som bliver gjort.
Vær med dronningen og hendes familie, med regering og folketing og alle, der har magten til at bestemme her i landet.
Hjælp dem til at træffe de bedst mulige beslutninger, også når det ser umuligt ud.
Herre, vi kan se kirkerne, men savner at mødes i dem.
Lad kirkerne være fyrtårne, selvom de lige nu står tomme.
Lad kirkerne være symbol for det håb, som skal bære os igennem denne tid.
Og lad håbet være det anker, som kan give os ro, når vi føler os urolige for fremtiden.
Amen.
Comments