Videoprædiken til julesøndag 2020

Posted By on 1. januar 2021

Simeon og Anna: Hvor længe skal vi vente?

Prædiken i Sct. Klemens Kirke julesøndag 2020

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Den 15. december 1948 var der barnedåb i London. Det var ærkebiskop Geoffrey af Canterbury der forestod dåben, og der var ikke færre end otte faddere til stede. Den lille dreng der var dagens hovedperson, blev dog båret af sin mor, og da ærkebiskoppen spurgte om barnets navn, svarede hun: ”Charles Philip Arthur George”. En af fadderne var den lille drengs morfar, kong George VI af Det Forenede Kongerige. Kongen døde imidlertid godt tre år senere, kun 56 år gammel, og dermed var den treårige Charles pludselig kronprins fordi hans unge mor overtog tronen efter sin far. I dag, hvor vi skriver 2020, er Elizabeth II som bekendt stadig på tronen, hvilket gør hende til den fjerdelængst regerende monark i verdenshistorien, og om blot halvandet år er hun, hvis hun stadig lever til den tid, nået helt op på andenpladsen, kun overgået af ”solkongen” Louis XIV af Frankrig (men han var også kun fire år da han blev konge, så det er lidt snyd).

                      Det at Elizabeth har været dronning i snart 69 år, det betyder også at Charles har været kronprins i snart 69 år, og det er vist verdensrekord. 72 år gammel er han efterhånden blevet, den gode prins Charles, så hvis han havde været på det almindelige arbejdsmarked, ville han for længst være gået på pension. Men fordi han er beskæftiget i en yderst ualmindelig branche, er han altså endnu ikke tiltrådt det embede som han ellers er født til og altså har ventet på hele livet. Det betyder selvfølgelig ikke at han har brugt alle sine år som kronprins på at sidde og trille tommelfingre den udslagne dag, for det at være prins af Wales (som er den titel den britiske kronprins oftest tituleres med) er bestemt et fuldtidsarbejde i sig selv, men ikke desto mindre er der et ret stort element af venten i det. Nogle af jer kender måske vittigheden om læreren der sætter en enkrone på højkant til den af sine elever der kan stille et spørgsmål som han ikke kan svare på (det er en gammel vittighed fra dengang man rent faktisk kunne købe noget for en enkrone). En dreng rækker hånden op og siger: ”Hvad er ligheden mellem mig og kronprinsen?” ”Det ved jeg godt nok ikke!” siger læreren, hvortil drengen svarer: ”Vi venter begge to på en krone!” Og i prins Charles’ tilfælde er der en reel risiko for at han slet ikke når at opnå det han venter på – det ville ikke være første gang i historien at en regent overlevede sin arving.

                      I evangelieteksten til i dag møder vi en anden mand der går og venter, nemlig Simeon. Hvor gammel han var, står der ikke noget om, men ordene: ”Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred” tyder på at han næppe har været helt ung. Det som Simeon ventede på, var ikke at han selv skulle blive konge, men blot at han skulle få kongen at se. Til gengæld havde han, i modsætning til alverdens kronprinser, fået en garanti for at han rent faktisk ville komme til at opleve det han ventede på; Helligånden havde nemlig åbenbaret for ham at han ikke ville komme til at dø før han havde set ”Herrens salvede”, altså Messias, den konge som Gud havde lovet at sende for at frelse sit folk. Hvordan Helligånden havde åbenbaret det, er svært at sige – eller måske er det blot svært at forstå for os der lever i en tid hvor det desværre er blevet ekstremt sjældent at leve i et så inderligt fællesskab med Gud at man kan høre ham tale så klart. (Til gengæld er der mange i vor tid der bilder sig ind at Helligånden har åbenbaret det ene eller det andet for dem, og som glad og gerne fortæller andre om ”åbenbaringen”, kun for at måtte sande at de havde taget fejl). Men hvorom alting er: Helligånden holdt ord! Simeon fik Herrens salvede at se. (Hvordan han så vidste at det lige var dette barn der var den salvede, kan man så også undre sig over, men hvis Helligånden kunne åbenbare det ene for ham, kunne den vel også åbenbare det andet).

                      Jeg tænker nogle gange på hvordan det må have været for Simeon at gå og vente. Hvor lang tid der var gået siden Helligånden havde lovet ham at han ville få Messias at se inden sin død, ved vi ikke, men vi ved at han ”ventede Israels trøst”, som der står, og det har han sikkert gjort hele sit liv. Det som Israel skulle trøstes for, var dels at deres land var besat af romerne, men også at det som Gud 1800 år tidligere havde lovet deres stamfar Abraham, ikke var gået i opfyldelse endnu.

                      Israelitternes (og en række andre nærøstlige folkeslags) stamfar, Abraham, boede i Mesopotamien, men Gud sagde til ham (og igen ved vi ikke hvordan Gud sagde det til ham; måske i et syn eller en drøm) at han skulle forlade sit land og i stedet slå sig ned i landet Kana’an. Gud lovede ham i den forbindelse dels at han ville blive stamfar til et stort folk (den del af løftet var for længst gået i opfyldelse på Simeons tid), men også at han ville blive til velsignelse for alle folk på jorden (1 Mos 12,3). Og selvom der efterhånden var skudt synagoger op mange steder i Middelhavsområdet og Mellemøsten, og et pænt antal mennesker fra andre folkeslag havde tilsluttet sig jødedommen, så var der alligevel et godt stykke vej til den verdensomspændende velsignelse Abraham var blevet stillet i udsigt.

                      Det er der stadig den dag i dag, kan man tilføje, selvom der er kristne kirker i stort set alle verdens lande, og mere end 2 milliarder mennesker bekender sig til Jesus Kristus. Men fordi kongen kom til jorden dengang for godt 2000 år siden, er opfyldelsen inden for rækkevidde. ”Guds rige er kommet nær,” som Jesus sagde da han begyndte at prædike, men vi venter stadig på den dag hvor Guds rige kommer i sin fulde herlighed (nemlig ved Jesu genkomst), og velsignelsen kommer til at brede sig til hele jorden. I mellemtiden kan vi dog heldigvis se at der overalt sker tegn på Guds riges frembrud i form af at mennesker mange steder på kloden kommer til tro i hidtil usete antal, at syge bliver helbredt, at familier bliver genoprettet, at mennesker kommer ud af misbrug, og meget andet.

                      Nå, men som sagt tænker jeg nogle gange på hvordan det må have været for Simeon at gå og vente. At vente kan være svært; spørg bare nogle af alle de børn der hele december har gået og talt dagene til juleaften! Men de vidste i det mindste hvor længe de skulle vente; det vidste Simeon ikke. Mon han er vågnet hver morgen og har tænkt: ”Mon det bliver i dag?” Mon han nogensinde har været skuffet når han er gået i seng om aftenen og har tænkt: ”Nå det blev heller ikke i dag”? Mon han ind imellem har haft svært ved at bevare gejsten og troen på at hans venten nogensinde ville få en ende? Det vil jeg næsten tro at han har, så sandt han var et menneske. Men uanset hvor svært det har været, så holdt han ud, og derfor kom han også til at opleve den vidunderlige dag hvor han kunne holde det lille messiasbarn i sine arme.

                      Vi der kalder os kristne i det Herrens år 2020, venter som sagt også. I det korte perspektiv venter vi, ligesom alle andre, på at coronapandemien slipper sit tag, men vi venter også på noget der er endnu langt større og vigtigere, og det er faktisk det samme som Simeon ventede på, nemlig at ”se Herrens salvede”. Vi venter på den dag hvor Jesus vender tilbage fra himlen for at dømme levende og døde og oprette Guds rige i al dets herlighed; den dag hvor alle hans forløste skal opstå til evigt liv, og vi skal se Gud ansigt til ansigt. Det er det håb som vi er døbt til, og som vi kan leve alle vores dage i tillid til! Men hvor mange morgener vågner vi og tænker: ”Mon det bliver i dag?” Og har vi mon ind imellem svært ved at bevare gejsten og troen på at vores venten får en ende?

                      Jeg vil opfordre til at vi i dag tager Simeon som vores forbillede når det gælder det at vente både tålmodigt og forventningsfuldt på det som Gud har lovet os, uden at miste modet selvom vi må vente længe, og uden at glemme hvad det er vi håber på. For ligesom Helligånden havde lovet Simeon at han ikke ville dø før han havde set Guds salvede, sådan har Gud også lovet os i sit ord at vi vil komme til at se ham som han er (1 Joh 3,2).

                      Men samtidig kan vi, midt i vores venten, glæde os over det vi allerede ser, ikke alene ude i verden som jeg tidligere var inde på, men også i vores egne liv. Vi kan og må leve i troen på at vi allerede nu og her ejer vores synders forladelse og det evige liv og må kalde os Guds børn. Allerede nu og her kan vi komme til Gud med alle vores glæder og sorger og modtage hans trøst og kærlighed. Og allerede nu kan vi få lov til at række den trøst og kærlighed videre til vores medmennesker og på den måde selv blive små tegn på at Guds rige er ved at bryde frem.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.


Comments

Comments are closed.