Prædiken til Trinitatis søndag 2020
Posted By admin on 9. juni 2020
Missionsbefalingen: Den svære 2’er
Prædiken i Sct. Klemens og Rø kirker trinitatis søndag 2020
Nikolaj Hartung Kjærby
I 1989 lavede Jacob Haugaard, Finn Nørbygaard og Finn Henriksen en film med titlen Jydekompagniet 3. Det var en efterfølger til filmen Jydekompagniet der kom året før, og derfor skulle man tro at den ville være kommet til at hedde Jydekompagniet 2, men fordi 2’ere angiveligt altid bliver fiaskoer, valgte den komiske trio altså at springe direkte til 3’eren. Det var naturligvis primært et marketingstunt for at skaffe filmen omtale, men når det virkede, var det jo fordi det er almindeligt kendt i filmbranchen at det er svært at lave en opfølger til en populær film. Det gælder naturligvis især hvis det oprindeligt kun havde været planen at lave én film, for de fleste film ender jo lykkeligt uden ”løse ender”, og hvis filmselskabet så pludselig efterspørger en 2’er fordi 1’eren blev en publikumssuces, så skal man pludselig til at opfinde nogle løse ender for at få gang i historien igen. Eller også skal man bare konstatere at ”de levede lykkeligt til deres dages ende” er en illusion så længe vi lever i denne faldne verden.
Jeg siger det her fordi vi i dag tager hul på anden halvdel af kirkeåret. Jul, påske, himmelfart og pinse ligger bag os, og det endte jo lykkeligt alt sammen: Jesus kom, så og sejrede, trådte synden og døden og Djævelen under fode, blev taget op til himlen og fik sin velfortjente plads ved Gud Faders højre hånd, og sendte Helligånden til jorden sådan at vi mennesker kan leve i den frihed som Jesus har købt os fri til. Og de levede lykkeligt til deres dages ende.
Men hvad handler anden halvdel af kirkeåret så om? Hvad skal vi egentlig med en 2’er? Hvad er pointen med det festløse halvår der nu ligger foran os? Første halvdel af kirkeåret byder på rig afveksling med fire adventssøndage, jul og nytår, helligtrekonger, fastelavn og fastetiden, påske, Kristi himmelfart og pinse, mens vi fra nu af kun kan se frem til en nærmest endeløs række af trinitatissøndage: 1. søndag efter trinitatis, 2. søndag efter trinitatis, 3. søndag efter trinitatis og så videre helt op til 23 inden vi igen rammer advent i slutningen af november.
Jeg kan ikke nægte at jeg synes det første halve kirkeår er sjovest, for det er jo der jeg får lov til at gå op den store klinge, så at sige, og prædike om de helt store frelseshistoriske begivenheder. Men et eller andet sted er jeg nu også glad for at vi har det festløse halvår, for sådan føles livet jo også ind imellem. Jeg kan i hvert fald godt af og til føle at jeg medvirker i en slags 2’er, som ikke rigtig kan finde sine ben oven på den episke 1’er hvor de store slag blev kæmpet og vundet. Skal jeg være hudløst ærlig, så vil jeg endda sige at det daglige liv som kristen ind imellem næsten kan føles som et antiklimaks med lidt for mange, lidt for grå hverdage, og jeg må spørge mig selv hvorfor Gud lader 2’eren trække sådan i langdrag. Vi kristne bekender jo troen på at Jesus vil vende tilbage fra himlen og gøre en ende på alt ondt, så hvorfor har han ikke gjort det for længst? Der er meget der tyder på at de første kristne forventede at det ville ske i deres egen levetid (i Første Thessalonikerbrev (4,17) taler Paulus endda om ”vi, der lever og endnu er her” når Jesus kommer igen), og der var nok i hvert fald ikke nogen dengang der havde forestillet sig at der ville gå 2000 år!
Men man behøver nu ikke at gå længere end til Det Nye Testamente selv for at finde ud af hvorfor Jesus ikke er vendt tilbage endnu. Den ”2’er” som vi alle sammen spiller med i, er nemlig ikke så planløs som men skulle tro; den har tværtimod en meget klar drejebog, og den drejebog forklarer Jesus med meget få ord i den tekst vi har hørt i dag. ”Missionsbefalingen” kalder vi den, men det ord er i virkeligheden dobbeltkonfekt, for det at få betroet en mission er jo omtrent det samme som at få en befaling om at gøre noget. Den mission som disciplene fik betroet, var at gøre alle folkeslag til disciple af Jesus, og den mission er som bekendt ikke tilendebragt endnu. Kort fortalt er det derfor Jesus ikke er vendt tilbage endnu.
Den mission blev faktisk allerede forudsagt i Det Gamle Testamente, blandt andet i den tekst fra Esajas’ Bog som vi hørte tidligere i gudstjenesten. I den tekst lægger profeten stemme til en helt særlig person, en tjener af Gud, som Gud giver nogle meget store løfter til. Et sted i teksten bliver denne tjener kaldt for ”Israel”, og derfor er der nogle der tolker det sådan at det ikke er en enkeltperson der er tale om, men hele det israelitiske folk. Men et par vers senere står der at tjeneren skal ”genrejse Jakobs stammer” og sørge for at ”Israel samles”, så der er nok snarere tale om at den person der er tale om, egenhændigt skal udføre den opgave som Gud ellers havde tiltænkt hele folket, nemlig at vise med sit liv hvem Gud er, og at vedkommende dermed vil kunne sige at ”være” Israel.
Som kristne opfatter vi naturligvis Esajasteksten som en profeti om Jesus, og det er ikke svært at se hvordan alt hvad der står, passer på Jesus. Det kan også med rette siges om Jesus at han bar hele Israel i sig – ikke kun gennem den måde han levede på, men i særdeleshed også gennem den måde han døde på. Jesus led stedfortrædende for at frelse folket Israel og genroprette dets status som Guds folk ved med sin død og sit blod at sone hele folkets synder. Og da han opstod påskemorgen, besejrede han døden på hele folkets vegne.
Men der er mere at sige end det! Guds løfte til sin udvalgte tjener er endnu mere omfattende – som vi hørte: ”Det er ikke nok, at du som min tjener skal genrejse Jakobs stammer og føre Israels overlevende hjem; derfor gør jeg dig til et lys for folkene, for at min frelse skal nå til jordens ende” [min kursivering, NHK]. Der står flere steder i Det Gamle Testamente at det var for alle folkeslagenes skyld at Gud udvalgte Israel, og derfor må den forløsning af Israel som Jesus sørgede for, også komme alle folkeslagene til gode. Det taler Paulus også om i den anden læsning vi hørte i dag. Paulus var selv israelit, men de kristne i Efesos som han skrev til, var for de flestes vedkommende medlemmer af andre folkeslag, og derfor omtaler Paulus jøderne som ”vi” og ikke-jøderne som ”I”. Hør hvad han skriver: ”I ham har vi [altså de jøder der tog imod Jesus] også fået del i arven, vi som var forudbestemt dertil ved Guds beslutning; for han gennemfører alt efter sin viljes forsæt, så at vi kan blive til lov og pris for hans herlighed, vi som allerede forud havde sat vort håb til Kristus. I ham blev også I [altså kristne fra andre folkeslag], da I kom til tro, beseglet med forjættelsens hellige ånd, som er pantet på vor arv, indtil forløsningen kommer for hans ejendomsfolk, til lov og pris for hans herlighed.” Guds store plan er altså at frelsen skal nå til alle folk på jorden! Den episke kamp mellem det gode og det onde fortsætter med uformindsket styrke, også her i 2’eren – og det gode vinder!
Derfor er trinitatistidens farve heller ikke grå, men grøn. Mange af jer har sikkert lagt mærke til at den kappe som jeg har på under nadveren (messehagelen, som den kaldes), ikke har samme farve hver gang, og de mest ”kirkenørdede” af jer (og det er positivt ment, tag ikke fejl!) ved måske endda hvorfor, nemlig fordi de forskellige perioder i kirkeåret har hver sin symbolske farve: Julen og påsken er hvide for at symbolisere det guddommelige lys der skinnede da Jesus blev født og da han opstod fra de døde, pinsen er rød for at symbolisere Helligåndens ild, adventstiden og fastetiden er violette som tegn på den bod og alvor vi bør udvise mens vi forbereder os åndeligt på at fejre henholdsvis jul og påske, og langfredags farve er sort fordi det var den dag mørket – tilsyneladende! – vandt. Men den festløse trinitatistid er altså grøn (bortset fra selve trinitatis søndag, som er hvid fordi det er en fest for treenigheden). Den grønne farve symboliserer liv og vækst og ”al himlens åndelige velsignelse”, som Paulus skriver at Gud har velsignet os med i Kristus.
Når vi ind imellem kan føle (eller det kan jeg i hvert fald) at der ikke er lige så meget action i 2’eren som i 1’eren, så hænger det altså muligvis sammen med at Gud langt hen ad vejen har ladet det være op til os selv hvor meget action der skal være. Han har givet os et helt nyt liv som sine børn hvor vores synder er tilgivet, og døden ikke længere er noget vi behøver at frygte for fordi vi har evigt liv på grund af Jesu død og opstandelse. Og han har betroet os den mission at sprede budskabet til alle mennesker i verden. At skulle overbringe et budskab er ikke altid rart – jeg har prøvet at skulle overbringe dårlige nyheder, og det er der sikkert også mange af jer der har – men i dette tilfælde er der tale om gode nyheder, og den slags er det jo som regel en fornøjelse at få lov til at overbringe! Dertil kommer at vi endda har fået ”kraften fra det høje”, som vi sang om i pinsen, nemlig Helligånden, som sætter os i stand til både at høre hvad Gud siger til os og at gøre overnaturlige gerninger. Jesus har endda lovet at: ”Den, der tror på mig, har skal også gøre de gerninger, jeg gør, ja, gøre større gerninger end dem” (det står i Johannesevangeliet 14,12), så alt i alt skulle der altså være lagt i kakkelovnen til et brag af en 2’er!
Allerbedst bliver dog 3’eren, som vi endnu ikke kender premieredatoen på. Den kommer ikke til at indeholde nogen episke kampscener, men til gengæld kommer den til at byde på usete dimensioner af skønhed når Gud viser os stadig nye niveauer af sin herlighed – og den kommer til at vare evigt! Men alt i alt synes jeg nu godt vi kan være glade for at Gud – i modsætning til Jacob Haugaard, Finn Nørbygaard og Finn Henriksen – ikke valgte at springe 2’eren over.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments