Prædiken til søndag seksagesima 2024
Posted By admin on 5. februar 2024
Automatisk korn og sennepsfrø: Det spirer af sig selv
Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker søndag seksagesima 2024
Nikolaj Hartung Kjærby
Vi er kommet ind i februar måned. Dagens længde er tiltaget med 1 time og 54 minutter siden vintersolhverv, og frosten lader også til at have sluppet sit tag i jorden. Inden vi ser os om, kommer det til at myldre op af jorden med erantis og vintergækker. Det var der ellers ikke noget der tydede på hvis vi kiggede ud ad vinduerne for tre uger siden; da var det bidende frostvejr, og Bornholm var dækket af sne. Men under sneen, nede i den frosne jord, har der hele tiden ligget blomsterløg parat og ventet, og det er helt utroligt hvad de kan overleve af kulde. År efter år ser vi at vinterens jerngreb må give fortabt over for forårets milde magt.
Sådan er det i naturen, men sådan er det desværre ikke altid på alle områder af tilværelsen. Om 20 dage er det to år siden Rusland invaderede Ukraine, og der er ikke noget der tyder på at der er udsigt til fred foreløbig. Det samme gælder mange andre steder på jorden hvor mennesker kriges. Hvis man billedligt talt kan beskrive krig som en vinter, så lader foråret vente på sig, hvis det overhovedet kommer. Til gengæld er der alt rigeligt med helt bogstaveligt tøbrud i polaregnene, hvor iskapperne bliver mindre og mindre år for år, og forskerne bliver ved med at overgå hinanden i deres forudsigelser af hvor store klimakatastrofer det kan risikere at medføre overalt i verden.
Er der generelt grund til pessimisme på menneskehedens vegne, så er der det om muligt endnu mere set med kristne øjne: År for år falder Folkekirkens medlemstal, og det bliver ikke opvejet af fremgang i andre kristne kirkesamfund. Og det gælder ikke kun i Danmark, men i hele den vestlige verden, hvor meningsmålinger viser at stadig færre bekender sig som kristne. Dertil kommer at stadig flere kristne rundt om i verden oplever forfølgelse på grund af deres tro – ifølge den seneste opgørelse fra organisationen Open Doors drejer det sig om mere end 365 millioner kristne verden over, der bliver forfulgt. Til gengæld er islam i hastig vækst, og hvis den tendens fortsætter, vil der i 2050 være flere muslimer end kristne i verden.[1]
Stillet over for den slags dystre udsigter er der umiddelbart to mulige veje at gå: Man kan resignere og indse at slaget er tabt, og at det bedste vi kan håbe på, er at udskyde det uundgåelige så det ikke bliver vores generation der kommer til at lukke og slukke for kirken (eller for jorden i det hele taget), eller man kan vælge at kæmpe til det sidste fordi det er en kamp som vi bare ikke må tabe. Problemet med de to muligheder er at den sidstnævnte mulighed ser stadig mere håbløs ud, mens den førstnævnte er endnu værre, for den er jo per definition er håbløs fra start. Men hvad har vi ellers at gøre?
Så vidt jeg kan se, har vi én mulighed mere, og det er at holde fast i håbet imod alle odds. Det virker måske temmelig naivt at tro at det kan komme til at ende godt både for kirken og for verden som helhed. Filminstruktøren Paul Schrader, som i 2017 lavede filmen First Reformed, hvor klimakrisen spiller en stor rolle, blev under en prøveforevisning af filmen spurgt af et medlem af publikum om han var fortvivlet over tingenes tilstand, hvortil han svarede: ”Hvis man er optimist på det her tidspunkt, har man ikke fulgt med i hvad der sker, for der er ikke ret meget at være optimistisk over.”[2] Nogle vil måske gå så vidt som til at sige at det at tro at det hele trods alt kommer til at ende godt, er decideret tåbeligt – eller med et lidt gammeldags ord som vi stødte på i dagens anden læsning: at det er dårskab.
Man er naturligvis nødt til at bevare håbet, for uden håb er det svært at ændre på noget, men håb er som bekendt ikke en strategi; vi er nødt til også at foretage os noget for at redde kirken og verden fra undergang. Men mens det efterhånden står rimelig klart hvad der skal gøres hvis vi skal have en chance for at undgå at den globale opvarmning løber fuldstændig løbsk, så er sagen en anden når det gælder kristendommens krise. Hvad skal vi gøre for at vende den udvikling? Tja, det skorter ikke på forslag, om end de stritter lidt i forskellige retninger. Nogle mener at svaret er at vi skal modernisere gudstjenesten, så vil der helt sikkert komme flere i kirke, mens andre mener at kirkens eksistensberettigelse netop ligger i at den holder fast i at formidle en oplevelse af det ophøjede og fremmede. Nogle mener at vi skal luge ud i nogle af de dogmer som moderne mennesker har det svært med, så som jomfrufødslen eller Jesu legemlige opstandelse, for slet ikke at tale om den evige fortabelse – mens andre mener at kristendommens tilbagegang netop skyldes at vi allerede har solgt alt for meget ud og er gået for meget på kompromis med verden. Nogle mener at problemet er at de fleste kristne er blevet for dovne og slappe, og at det der skal til, er at vi alle sammen bruger alle vores vågne timer på at gå ud på gader og stræder for at fortælle folk om Jesus, mens andre mener at den slags aktivisme tværtimod er noget af det der skræmmer folk væk. Og sådan kunne jeg blive ved. Personligt vil jeg ikke lægge skjul på at der er nogle af de synspunkter jeg har nævnt, som jeg har langt mere sympati for end andre, men forslagene har alle sammen den svaghed at de antager at den kristne kirkes fremtid står og falder med vores indsats. At vi tænker sådan, er meget menneskeligt, men så meget desto mere brug har vi for at høre den første af de to små lignelser der udgør dagens evangelietekst.
”Med Guds rige er det ligesom med en mand, der har tilsået jorden; han sover og står op, nat og dag, og kornet spirer og vokser, uden at han ved hvordan. Af sig selv giver jorden afgrøde”. Guds rige er noget som Gud skaber, nøjagtig som han skaber kornet der vokser på marken, eller vintergækkerne der lige om lidt pibler frem i haverne. Det betyder ikke at vi slet ingenting skal foretage os – manden fra lignelsen har jo trods alt tilsået jorden, og han holder sig parat til at gå i gang med seglen så snart kornet er modent – men transformationen fra det uanselige frø til strå med aks og fuld kerne, kan han kun vente på. På samme måde gælder det for enhver form for vækst i Guds rige, som Paulus skrev om den vækkelse i Korinth der var brudt ud i forbindelse med at han havde haft sit virke dér i et års tid, og som havde resulteret i dannelsen af en stor menighed der senere fik stor glæde af den dygtige bibellærer Apollos (jf. ApG 18). ”Jeg plantede, Apollos vandede,” skrev Paulus til menigheden, ”men Gud gav vækst” (1 Kor 3,6).
Hvis Gud kunne give vækst i Korinth i det 1. århundrede, kan han selvsagt også gøre det i Europa i det 21. århundrede. Spørgsmålet er blot om vi, hans folk, er klar til at gøre det lidt som er vores opgave, nemlig at tilså jorden, og at være klar til at gå i gang med seglen når høsten er inde. Og det tror jeg måske at vi nogle gange er fristede til at forsømme, fordi vi tænker at det alligevel ikke nytter noget – netop fordi vi glemmer at den midterste og vigtigste del af processen, nemlig væksten, den er helt og aldeles ude af vores hænder.
Men har vi da overhovedet noget vi kan ”så”? Skulle vi kunne sige eller gøre noget, der kan vokse og blive til en vækkelse? Nej, ikke hvis det er os selv det kommer an på. På samme måde som en landmand ikke kan høste hvede hvis han har sået bygkorn, gælder det også på det åndelige område at ”hvad et menneske sår, skal det også høste” (Gal 6,7). Så hvis vi drømmer om at komme til at høste vækst i Guds rige, er det en forudsætning at det vi sår, også stammer fra Guds rige og ikke fra os selv. Som Paulus skriver i Galaterbrevet: ”Den, der sår i kødet, skal høste fordærv af sit kød, og den, der sår i Ånden, skal høste evigt liv af Ånden” (Gal 6,8). Men heldigvis har Gud givet os sin Helligånd i gave da vi blev døbt, og gennem troen på Jesus har vi adgang til at leve i Åndens kraft i stedet for at være slaver af vores syndige menneskenatur. Ganske vist vil jeg tro at jeg ikke er den eneste i det her lokale der igen og igen må konstatere at det vist langt fra er alt hvad jeg siger og gør, der kommer fra Guds Ånd, for det at overgive os til Gud og lade Ham virke igennem os i stedet for at fare frem i vores egen kraft, er noget vi aldrig når i mål med. Men heldigvis vil Gud hjælpe os også med det: Vi kan hver dag bede om at blive mere fyldt af Helligånden, og vi kan også bede en medkristen om at lægge sine hænder på os og bede om at vi må blive fyldt med Helligånden. Og derudover har Gud givet os ”De 4 B’er” som en hjælp til at holde os på ret spor: Bibelen, Bønnen, Bordet med nadverens brød og vin, og Brødre- og søstrefællesskabet i menigheden.
Den måde vi sår Guds gode frø på, er ved at leve i lydighed mod Hans ord. Det er i grunden ikke så kompliceret – som en af Det Gamle Testamentes profeter sammenfattede det: ”Det er sagt dig, o menneske, hvad der er godt, og hvad Herren kræver af dig: Hvad andet end at øve ret, vise trofast kærlighed, og årvågent vandre med din Gud” (Mika 6,8[3]). Det lyder måske ikke af noget der kan vende kristendommens tilbagegang, endsige skabe fred i Ukraine eller sætte en stopper for klimaforandringerne, men så er det at vi kan have gavn af at lytte til den anden af dagens to små lignelser: ”Det er ligesom et sennepsfrø: Når det kommer i jorden, er det mindre end alle andre frø på jorden, men når det er sået, vokser det op og bliver større end alle andre planter.” Igen er hovedsagen at det der kommer op, afhænger nøjagtigt af det der bliver sået – og selvom frøet er lille og uanseligt, er det ikke nogen hindring for at den plante der kommer op, kan blive stor og statelig. Det er ikke frøets størrelse der afgør det, men derimod det DNA der ligger i frøet. Hvis DNA’et koder for et kæmpe træ, så bliver det et kæmpe træ der vokser op. Derfor vil det også være sådan at hvis vi ”sår” Guds kærlighed ved at adlyde Guds ord og stole på Ham, så bliver det Guds rige der vokser op, fordi det er Guds rige der udgør DNA’et i det der bliver sået.
Som sagt vil nogle sikkert mene at det lyder som dårskab at tro at Gud vil gøre alting godt, hvis blot vi adlyder Ham i de forholdsvis små og ubetydelige ting vi har med at gøre. Men som vi hørte i dagens anden læsning, har Gud besluttet at frelse dem, som tror, ved den dårskab, der prædikes om. Selve grundlaget for den frelse vi tror og håber på, blev jo lagt ved det der frem for noget blev betragtet som både tåbeligt og forargeligt, nemlig at Gud selv, i stedet for at træde frem i magt og vælde og udradere Djævelen og alle hans faldne engle, i stedet valgte at træde frem i svaghed og lade sig afvæbne, håne, pine og slå ihjel. Men ”Guds dårskab er visere end mennesker”, for det der lignede det ondes ultimative sejr, da Jesus udåndede på korset, blev i stedet det der sikrede det godes endegyldige sejr og sikrede det evige liv til enhver der tror.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
[1] https://www.pewresearch.org/religion/2015/04/02/religious-projections-2010-2050/
[2] https://variety.com/2018/politics/news/paul-schrader-first-reformed-1202816934/
[3] I en hybrid af 1933- og 1992-oversættelserne; sådan går det når man citerer efter hukommelsen ?
Comments