Prædiken til sidste søndag i kirkeåret 2021

Posted By on 23. november 2021

Verdensdommen: Har du omsorg for dem på tredje klasse?

Prædiken i Ny, Sct. Klemens og Rø Kirker sidste søndag i kirkeåret 2021

Nikolaj Hartung Kjærby

 

For lidt over en måned siden gik det hollandske fragtskib Beaumaiden på grund på Nyker Rev ud for Sorthat. Ud over at tiltrække en mængde nysgerrige tilskuere inde på land medførte grundstødningen en klækkelig udgift til rederiet, men heldigvis førte det ikke til forurening af naturen, og hvad der er vigtigst: Ingen menneskeliv gik tabt. Så godt går det desværre ikke altid ved skibsulykker. Det mest berygtede skibsforlis var nok da luksuslineren RMS Titanic sank den 15. april 1912. Ganske vist har der været andre skibskatastrofer der kostede endnu flere menneskeliv end de godt 1500 der døde ved Titanic’s forlis, men Titanic er blevet det mest kendte – nok dels fordi dets forlis kom som så stort et chok, men også fordi efterfølgende undersøgelser har vist at mange flere kunne have været reddet hvis det ikke havde været for en lang række tragiske menneskelige fejl. For det første var der ikke redningsbåde nok til mere end halvdelen af de ombordværende (hvilket dog var ret almindeligt på den tid, da man regnede med at bådene kun skulle bruges til at sejle passagerer over til et skib der var kommet til undsætning, hvorefter de kunne vende tilbage til det forulykkede skib og hente flere). For det andet undlod skibets telegrafist at give besked til kaptajnen da et andet skib i området advarede om at der var mange isbjerge forude, da han ikke mente at den oplysning havde nogen betydning. For det tredje valgte kaptajnen at sejle med fuld fart selvom han vidste at der var pakis i området, fordi rederiet satte en ære i at nå frem til tiden. (Jeg er egentlig taknemmelig for at Bornholmslinjen sætter passagerernes sikkerhed og komfort højere end det at overholde sejlplanen). For det fjerde: Da ulykken var sket, og Titanic affyrede nødraketter, blev raketterne ganske vist set af et nærliggende skib, men dets kaptajn valgte at ignorere dem. For det femte blev mange af de i forvejen utilstrækkelige redningsbåde sat halvtomme i søen fordi andenstyrmanden tåbeligt valgte at tolke førstestyrmandens instruktion om at sørge for at få kvinder og børn i bådene som et forbud mod at give mænd adgang. For det sjette var der mange af passagererne der var meget sendrægtige til overhovedet at komme op på dækket, fordi de fejlagtigt mente at skibet ikke kunne synke (hvilket der dog vist ikke var nogen officielle kilder der havde påstået). Både kaptajnen, førstestyrmanden og telegrafisten var i øvrigt blandt dem der omkom, mens andenstyrmanden med nød og næppe fik reddet sig.

                      Noget af det der har forarget allermest, er dog forskelsbehandlingen af passagererne alt efter om de rejste på første, anden eller tredje klasse. For eksempel blev 97% af de kvinder der rejste på første klasse, reddet, mens det samme kun gjaldt 46% af de kvinder der rejste på tredje klasse. Hos mændene var tallene langt lavere på grund af andenstyrmandens tragiske misforståelse, men der var stadig stor forskel: 33% af mændene fra første klasse blev reddet, mens det kun gjaldt 16% af mændene fra tredje klasse. Der var flere grunde til at de der rejste på tredje klasse, klarede sig så meget dårligere: Der var langt mindre personale på tredje klasse, og derfor havde personalet dårligt tid til andet end flå kahytsdørene op og brøle: ”Redningsvest på og op på dækket!”, mens personalet på første klasse havde tid til at hjælpe hver enkelt passager med at komme i tøjet og afsted. Dertil kom at kahytterne på tredje klasse lå dybt nede i skibet, langt væk fra bådedækket, hvilket gjorde det svært for passagererne dernedefra at nå frem i tide. Allerværst var det dog at nogle af søfolkene aktivt låste nogle af de døre der førte op til dækket fra tredje klasse, for at undgå at passagererne dernedefra skulle invadere redningsbådene og overfylde dem.

                      I dag væmmes vi med rette over den behandling som passagererne på tredje klasse blev udsat for, for selvom de fleste nok vil være enige i at det er fair nok at udbyde billige billetter hvor al komfort er sparet væk, så må forskelsbehandlingen ophøre det øjeblik hvor der ikke længere blot er tale om komfort, men om sikkerhed i en livsfarlig situation. Et menneskeliv har uendelig stor værdi, uanset om vedkommende er rig eller fattig (eller blot nærig). Det er en værdi som vi i hvert fald her i Vesten nægter at gå på kompromis med.

                      Eller – det gør vi i hvert fald så længe der er tale om mennesker som rent fysisk befinder sig i Vesten. Derimod tyder det desværre på at de fleste af os ikke har nogen problemer med at der er mennesker der ”rejser på tredje klasse” i livet med tilhørende større risiko for deres liv, så længe de pågældende mennesker befinder sig tilstrækkelig langt væk fra os i eksempelvis Afrika eller Asien!

                      Tag for eksempel den aktuelle krise i forbindelse med coronapandemien. For et lille års tid siden kom der nogle ”redningsbåde” i form af vacciner, men i hvert fald i første omgang var der langt fra nok til alle, ligesom der heller ikke var redningsbåde nok på Titanic. Og hvad gør man så? Ja, her i Danmark sørgede vi naturligvis for at vaccinere de mest sårbare først, men på verdensplan var det de rige lande (herunder Danmark) der løb med de dyre vacciner, mens folk i Afrika må nøjes med den billigere AstraZeneca-vaccine som vi her i Danmark har fravalgt på grund af risiko for blodpropper – og selv dem er der ikke nok af, hvilket resulterede i den paradoksale situation at mens tusinder af mennesker i Vesten demonstrerede imod vaccinerne, var der store skarer af sydafrikanere der gik på gaden med et krav om at få lov til at blive vaccineret. (Og ja, jeg ved godt at billedet halter, for mens stort set alle på Titanic der ikke fik plads i en redningsbåd, omkom, er det heldigvis langt fra sådan at man med sikkerhed dør af Covid-19 hvis man ikke bliver vaccineret. Langt de fleste der bliver smittet, overlever heldigvis, også selvom de ikke er vaccinerede – men den skæve fordeling af vaccinerne vidner ikke desto mindre om at vi i de rige lande ikke har specielt meget omsorg for dem på ”tredje klasse”).

                      Eller tag en anden dødelig sygdom, nemlig malaria. Hvert år dør der godt og vel 400.000 mennesker på verdensplan af malaria, hvilket er langt færre end for nogle årtier siden (og i øvrigt også langt færre end der er døde af Covid-19), men stadig helt unødvendigt mange. Der findes nemlig effektive måder at forebygge malaria på, og bliver man smittet, findes der effektive behandlinger. Langt de fleste der dør af malaria, dør fordi de ikke har råd til behandlingen – og de bliver smittet fordi de ofte ikke har råd til noget så simpelt som et myggenet. Selv en relativt lille investering ville kunne redde mange afrikanske børns liv (for to tredjedele af dem der dør af malaria, er nemlig børn under 5 år).

                      Heldigvis er det ikke sådan at vi i den vestlige verden bare er ligeglade med nøden i de fattige lande. Diverse nødhjælpsorganisationer indsamler hvert år mange millioner, og der flyder også udviklingshjælp fra rige landes statskasser til hjælp i fattige lande – og det hjælper! Siden 1990 er en milliard mennesker i verden blevet løftet ud af ekstrem fattigdom, og andelen af underernærede mennesker er næsten halveret (ifølge hjemmesiden ”Verdens Bedste Nyheder”). Men der er stadig stor ulighed i verden. Der er alt for mange mennesker der har udsigt til at dø tidligere fordi de har været så ”uforsigtige” at blive født i et fattigt land. Den forskelsbehandling som vi i dag aldrig ville have accepteret på et skib som Titanic, har vi – også vi kristne – kun alt for let ved at acceptere på ”S/S Jorden”. Og det selvom vores Herre har sagt at alt hvad vi ikke har gjort mod ”en af disse mindste”, det har vi heller ikke gjort mod ham.

                      Allermest alvorligt er det måske, set med kristne øjne, at det ikke lader til at genere os ret meget at så stor en del af verdens befolkning lever uden det allervigtigste vi har at dele med dem, nemlig evangeliet om Jesus. Hvordan kan jeg vide at det ikke generer os ret meget? Jo, ”følg pengene”, som man siger. Det anslås at der er 3 milliarder mennesker i verden der aldrig nogensinde har mødt et kristent menneske eller på anden vis haft mulighed for at høre om Guds kærlighed i Jesus Kristus. 3 milliarder mennesker! Det er 38% af jordens befolkning! Og hvor stor en del af de kristne kirkers samlede budget på verdensplan er målrettet indsatsen med at få evangeliet ud til de 3 milliarder? Mindre end 1%.

                      Ligesom der hyppigt cirkulerer opslag på Facebook om at der altså også er fattige i Danmark, og at vi skal hjælpe vores egne først før vi sender millioner til Afrika, sådan høres det også tit i den kristne kirke at der jo altså også er mennesker herhjemme i Danmark der har brug for at høre evangeliet. Og det er selvfølgelig rigtigt, men det ene udelukker ikke det andet. Ligesom det er noget hykleri at holde salvelsesfulde taler om nødlidende børn i Afrika alt imens man ignorerer et nødlidende menneske lige uden for sin gadedør (om der er nogen mennesker der reelt gør det, skal jeg ikke kunne sige), nytter det heller ikke noget at tale om udbredelsen af evangeliet i fjerne lande hvis vi ikke bærer vidnesbyrd om Jesus i vores hverdag. Men det ene udelukker ikke det andet, og for øjeblikket er balancen voldsomt skæv til ulempe for dem ”på tredje klasse”, også hvad evangeliets forkyndelse angår. Sådan bør det ikke være!

                      Den tekst vi har hørt i dag, kan godt virke meget anfægtende, og det tror jeg egentlig også er meningen – Jesus fortalte utvivlsomt lignelsen med den helt klare hensigt at vække sine tilhørere til omvendelse og handling! Men der er en fare for at anfægtelsen bliver til fortvivlelse, og det tror jeg helt sikkert ikke er meningen. Det der kan risikere at gøre os fortvivlede, er at nøden – både den materielle og den åndelige – er så stor, og hvornår har vi egentlig gjort nok til at vi havner på den rigtige side når Jesus på dommedag skiller fårene fra bukkene?

                      Det tror jeg faktisk aldrig vi har. Der vil altid være én mere vi kunne have hjulpet, og selv hvis vi antager at kravet blot er at vi skal have den indstilling at ville hjælpe så mange som muligt, så ville jeg for min del i hvert fald stadig have problemer, for det er bare ikke hver dag at jeg kan mønstre dén uselviske indstilling. Hvis det var vores egne gerninger det kom an på, så er jeg bange for at vi alle sammen ville være dømt til ”den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle”.

                      Men Gud har heldigvis andre og bedre planer med os. Den evige ild er bestemt for Djævelen og hans engle, hørte vi, men der er også et andet sted hvor Jesus sender nogle mennesker hen, nemlig til et rige som er bestemt for dem. Med andre ord: Helvede er bestemt for djævle, Paradis er bestemt for mennesker! Det er Gud der har bestemt det for os, og det endda siden verden blev grundlagt, selvom han vidste at vi aldrig ville kunne gøre os fortjent til det. Vores eneste chance for at arve Paradis er at appellere til det Jesus har gjort, i stedet for til hvad vi selv har gjort. Paulus formulerer det fint i de vers som efter Martin Luthers mening var de vigtigste i hele Bibelen: ”Men nu er Guds retfærdighed åbenbaret uden lov, bevidnet af loven og profeterne, Guds retfærdighed ved tro på Jesus Kristus for alle, som tror. Der er ingen forskel, for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus” (Rom 3,21-24).

                      Hvis vi er på vej til at blive fortvivlede over tekster som den til i dag, må vi altså minde os selv om at frelsen er en gratis gave fra Gud som vi tager imod i tro. Og den frihed som dét giver os, den kan vi så – ja, den skal vi faktisk – bruge på at gøre vores yderste for at række Guds kærlighed videre i ord og gerning til vores nødlidende medmennesker i ind- og udland. Ingen kan hjælpe alle, men alle kan hjælpe nogen, og hvis du blot kan hjælpe en enkelt medpassager fra tredje klasse i redningsbåden, så har du gjort en forskel for det gode i verden – en forskel som Jesus tager personligt, fordi det dybest set er ham du har gjort det for: ”Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.”

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.


Comments

Comments are closed.