Prædiken til sidste søndag efter helligtrekonger 2022
Posted By admin on 8. februar 2022
Hvedekornet: Stjernestunder
Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker sidste søndag efter Hellig Tre Konger 2022
Nikolaj Kjærby Johansen
En af mine venner, der ikke har dansk som modersmål, spurgte forleden i en sproggruppe på Facebook hvor længe en ”stund” varer. Det kom der flere interessante bud på, men de fleste mente at ordet som regel betegner et tidsrum på nogle få timer – selvom der naturligvis er undtagelser, som for eksempel i Grundtvigs salme ”Har hånd du lagt på Herrens plov”, hvor vi finder linjerne ”Det er jo kun en liden stund, så er vort løb til ende, og døden er jo kun et blund, som vi fra søvnen kende”. Grundtvig skrev de linjer hele 36 år før sin død, men set i forhold til evigheden er 36 år jo kun ”en liden stund”.
Som de af jer der kan tysk, ved, så betyder det tyske ord ”Stunde” lige præcis en time. Hvis vi for argumentets skyld siger at en ”stund” også på dansk er cirka en time, så er der 8766 stunder på et år. Den gennemsnitlige levealder i Danmark er cirka 81 år, så et gennemsnitligt menneskeliv består altså af godt og vel 710.000 timer – ”stunder”, om I vil. Jeg har selv på nuværende tidspunkt af mit liv cirka 409.000 timer bag mig, og det er faktisk temmelig mange. Jeg indrømmer gerne at de ikke alle sammen har brændt sig ind i min hukommelse – de fleste af dem er bare gået. Men enkelte af dem lyser op i mængden som øjeblikke jeg ser tilbage på med stor glæde og taknemmelighed, og de fleste af jer har det sikkert på samme måde når I ser tilbage på jeres liv. ”Stjernestunder” plejer vi at kalde den slags øjeblikke, uanset om de varer flere timer eller blot nogle få sekunder. De kan være af privat karakter, som når ens børn kommer til verden, eller de kan være mere offentlige som når en sportsudøver vinder OL-guld.
I den bibeltekst vi lige har hørt, er Jesus ved at være nået frem til sin helt store stjernestund: ”Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres,” siger han. Det har nok ikke overrasket nogen at høre ham sige sådan, for han var lige redet ind i Jerusalem mens en kæmpe folkeskare tiljublede ham og hyldede ham som en anden konge. På dette tidspunkt var Israel besat af romerne, og der var nok mange der ivrigt så frem til at folkehelten Jesus, der var kendt for at helbrede syge, opvække døde og fremtrylle mad af det bare ingenting, ville bruge sin magt til at smide besættelsesmagten på porten og genrejse Israels nationale stolthed. Stor må alles overraskelse have været da han pludselig gav sig til at snakke om landbrug!
Det er for så vidt logisk nok, det Jesus siger. Det her er et hvedekorn. (Det vil sige, i virkeligheden er det et solsikkefrø, men lad os bare lege at det er et hvedekorn). Jeg kan vælge at spise det – det smager sikkert meget godt. Men jeg kan også vælge at lægge det i jorden, og så kan det blive til måske 20 nye korn. Selvom det et eller andet sted er et mirakel, så er det velkendt for de fleste af os at det er sådan. Men hvorfor begynder Jesus at snakke om hvedekorn midt under påskefesten i Jerusalem?
Det gjorde han fordi han ville sammenligne sig selv med et hvedekorn! Hvedekornet har en stort potentiale i sig, nemlig at blive til mange korn, men det er nødt til at dø for at realisere det potentiale. På samme måde var Jesus nødt til at dø for at nå frem til den stjernestund som hele hans liv havde rettet sig imod.
Hele grunden til at Jesus overhovedet blev født her på jorden, var nemlig at han skulle frelse os mennesker fra vores synder ved at gå i døden for vores skyld. Jesu død på korset markerede ikke at hans mission var mislykkedes, men tværtimod at den var lykkedes. Det var også derfor han få øjeblikke før sin død udbrød: ”Det er fuldbragt!” Det er ikke ualmindeligt at mennesker siger nogle bevingede ord i forbindelse med deres stjernestunder – Neil Armstrong sagde for eksempel: ”Det er et lille skridt for et menneske, men et kæmpe spring for menneskeheden”, da han den 20. juli 1969 satte sin fod på Månen som det første menneske nogensinde. Men skal jeg være helt ærlig, så ville mit liv nok ikke have set så forfærdelig meget anderledes ud hvis der ikke havde været nogen mennesker på Månen (der er jo også dem der hævder at der slet ikke har været mennesker på Månen, men det er en helt anden diskussion), men det Jesus gjorde på korset, betyder at intet mere er som før. Før var vi mennesker nemlig dømt til evig fortabelse fordi vi ikke er gjort af det stof der skal til for at kunne leve evigt sammen med Gud. Selv de bedste af os kan ikke sige os fri for at vi har bidraget til at forøge ondskaben i verden ved at sige eller gøre dumme ting, om det så bare har skyldtes tankeløshed. Samtidig med at vi er skabt i Guds billede og derfor har noget godt i os, har vi nemlig også en iboende tilbøjelighed til at gøre oprør mod Gud og gå vores egne veje, og derfor kan Gud ikke uden videre lukke os ind i Paradiset, for så ville det ikke være noget paradis længere; så ville det hurtigt blive lige så fordærvet som den jord vi lever på nu.
Men Gud elsker os og ønsker ikke at vi skal gå fortabt. Det var derfor han sendte Jesus for at gøre en ende på vores synd. Jesus havde aldrig selv gjort noget forkert, men havde tværtimod levet hele sit liv i fuldkommen lydighed mod Gud Fader, så han havde som den eneste kvalificeret sig til at leve evigt i det fredsrige som vi hørte om i dagens første bibellæsning – der hvor spyd skal smedes om til vingårdsknive. Det er det rige som vi også kalder for Paradiset eller Himlen eller den nye jord. Men fordi Jesus gerne ville have os med, valgte han at gå i døden for os og dermed tage straffen for alt hvad vi havde gjort forkert. Vi har med andre ord mulighed for at få del i den herlighed som Jesus vandt ved sin død. Som Paulus udtrykker det med lidt højstemte ord i den anden læsning vi hørte: Kristus i os er herlighedens håb!
Når vi bliver døbt i Jesu navn, så drukner vi symbolsk vores gamle liv og tager hul på et nyt liv hvor vi er Guds børn fordi Kristus er i os. Man kan sige at ligesom hvedekornet frembringer mange nye hvedekorn ved at dø, sådan har Guds søn frembragt mange nye sønner og døtre af Gud ved at dø. De nye korn som vokser frem på hvedestråets aks, kommer til at ligne det korn der blev lagt i jorden. På samme måde er det også vores bestemmelse som døbte at komme til at ligne Jesus mere og mere sådan at man faktisk kan se Kristus i os sådan som Paulus taler om det.
Som døbte har vi hver dag et valg: Vil vi ignorere det faktum at vi er døbt til at tilhøre Jesus og til at ligne ham, og bare fortsætte med at leve vores liv som vi altid har gjort – eller vil vi leve i vores dåb, lade Jesus leve sit liv gennem os og komme til at ligne ham mere og mere? Eller sagt på en anden måde: Elsker vi vores liv i denne verden mere end vi elsker Jesus – eller hader vi vores liv i denne verden, altså det liv hvor vi selv bestemmer, og hvor Jesus ikke spiller nogen rolle? Jesus gør det helt klart hvad konsekvenserne af hvert af de to valg er: ”Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv.” Det kan lyde hårdt, men i grunden er det jo indlysende nok: Vores liv i denne verden kan være nok så behageligt, men det får en ende, for der kommer en dag hvor vi skal dø. Det liv Jesus har til os, er til gengæld et liv der fortsætter i al evighed, kun afbrudt af en kort søvn fra den dag vi dør til den dag vi opstår igen for at leve evigt i Paradiset. Derfor har vi råd til at give vores liv i denne verden i tjeneste for Jesus og vores medmennesker.
Gennem kirkens historie er der hundredtusinder, om ikke millioner af kristne der er blevet slået ihjel fordi de holdt fast ved troen på Jesus. I de første århundreder af kirkens historie var det faktisk mere reglen end undtagelsen at kristne blev forfulgt, og lederne inden for kirken endte meget ofte med at blive henrettet. En af dem var Ignatius, biskop i Antiokia i det nuværende Syrien, som blev kastet for løverne i året 107. Under sin lange fangetransport fra Antiokia til Rom skrev han breve til mange af sine venner, og i de breve skriver han blandt andet om hvor meget han glæder sig til at få lov at dø for sin tro. Ignatius så martyriet som den største ære der kunne overgå en kristen – og det måske ikke helt med urette? Når Jesus betegnede sin død på korset som en herliggørelse, så må det at dø for hans skyld, også være den fornemste måde Kristus kan komme til syne i os på. Historien viser i øvrigt at når kristne er blevet slået ihjel for deres tro, har det ikke betydet at der er blevet færre kristne – tværtimod har martyrernes tro på at Jesus ville tage sig af dem også gennem døden, ført til at flere har fået mod til at bekende sig som kristne. På den måde har også de fået lov til at blive lagt i jorden som hvedekorn.
Blodige kristenforfølgelser var ikke kun noget der hørte de første århundreder til. Den dag i dag kan en offentlig bekendelse til Jesus som Herre koste en livet hvis man bor i lande som Afghanistan, Nordkorea, Somalia, Libyen, Yemen med flere. Nogle steder ser myndighederne mere eller mindre passivt til mens overgrebene finder sted, andre steder deltager de aktivt i dem! Her i Danmark hersker der heldigvis anderledes fredelige forhold, men det betyder ikke at Jesu ord om hvedekornet er uden relevans for os. Det at vi som er døbt, ikke længere tilhører os selv, betyder ikke kun at vi skal være parate til at ”dø om så det gælder”, som vi synger i en berømt salme; det har i høj grad også konsekvenser for hvordan vi lever. Hver dag må vi give vores liv til Jesus og til vores medmennesker. I søndags fortalte jeg om James Hudson Taylor, der viede sit liv til at forkynde evangeliet i svært tilgængelige egne i Kina, men det er ikke sikkert at et liv hvor vi lader Jesus leve gennem os, vil føre osså langt væk (selvom det på den anden side ikke kan udelukkes). Det kan lige så vel tænkes at de mennesker som vi skal give vores liv for, befinder sig lige uden for vores gadedør herhjemme i Danmark. Det der er afgørende, er at vi husker at vi ikke tilhører os selv, men Jesus, og at vi er parate til at ofre os for vores medmennesker ligesom Jesus ofrede sig for os. Til gengæld kan vi stole trygt på at vi, netop ved at give afkald på os selv, realiserer os selv på den fornemst tænkelige måde og når frem til vores livs sande stjernestund!
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gd, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Comments