Prædiken til påskedag 2023
Posted By admin on 11. april 2023
Opstandelsen: Hvem er du bange for?
Prædiken i Sct. Klemens Kirke påskedag 2023
Nikolaj Hartung Kjærby
Det var en ret mærkelig måde den evangelietekst sluttede på, synes I ikke? ”Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.” Hvad er det for en slutning på alle tiders skønneste budskab, nemlig budskabet om Jesu opstandelse fra de døde? Skulle man ikke snarere have forventet at der ville stå: ”Og de blev så jublende glade at de ikke kunne lade være med at fortælle de vidunderlige nyheder til alle de mødte”? Hvad der er endnu mere mærkeligt, er at meget tyder på at ordene ”Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange” oprindelig var de sidste ord i Markusevangeliet overhovedet; de sidste 12 vers er sandsynligvis tilføjet senere som en slags efterskrift for at lade senere generationer af læsere vide hvad der skete siden hen. Men hvorfor lod Markus sit evangelium slutte så brat?
Inden vi svarer på det, skal vi naturligvis minde hinanden om at kvinderne selvfølgelig ikke blev ved med ikke at sige noget til nogen, for så ville vi jo ikke have siddet her i dag. Vi ved også fra de andre evangelier at de ret hurtigt fik taget sig sammen til at give besked til disciplene, sådan som englen havde bedt dem om. Men deres umiddelbare reaktion var altså frygt, og frygten forsvandt ikke, selv da glæden indfandt sig. I Matthæusevangeliets opstandelsesberetning, som er prædiketekst påskedag i lige år, står der for eksempel: ”Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det.” Hvad var det de var bange for?
Jeg ved ikke med jer, men personligt kan jeg faktisk godt identificere mig med kvindernes frygt, for selvom budskabet om Jesu opstandelse er lige så skønt og glædeligt i dag som det var dengang, så kan jeg komme i tanker om mange situationer hvor jeg havde muligheden for at fortælle nogen om Jesus – altså situationer hvor jeg ikke stod på en prædikestol eller på anden måde havde min ”præstekasket” på – men jeg sagde ikke noget, for jeg var bange! Bange for hvad? Måske for at mine ord ikke ville blive vel modtaget, men at jeg måske ville blive set ned på, ikke blive taget seriøst, eller ligefrem blive gjort til grin. I virkeligheden er der jo ikke nogen af de ting der er specielt farlige, sammenlignet med hvad man mange andre steder i verden kan blive udsat for hvis man fortæller andre om Jesus, men det ændrer ikke på at det stadig er oplevelser som de fleste helst vil undgå, for det er jo ikke specielt rart at blive set ned på eller blive gjort til grin.
Læser vi i Lukasevangeliet om hvordan disciplene reagerede da kvinderne fortalte dem om den tomme grav og englen der havde sagt at Jesus var opstået fra de døde (Lukas fortæller endda at der var to engle; jeg ved ikke hvorfor Markus og Matthæus kun nævner en enkelt), så ser vi faktisk at disciplene ikke tog kvinderne seriøst – ”det lød for dem som løs snak, og de troede ikke kvinderne”, læser vi (Luk 24,11). Var det mon derfor kvinderne var bange: fordi de frygtede at deres budskab ikke ville blive vel modtaget?
Nej, det var ikke derfor de var bange. Deres frygt skyldtes noget helt andet, og når vi forstår hvad der var grunden til at kvindernes ved Jesu grav var bange, kan det paradoksalt nok være med til at hjælpe os til ikke at være bange for at fortælle andre om Jesus. Og i samme ombæring får vi den sidegevinst at det kommer til at give mening at Markus lod sit evangelium slutte så brat. Lyder det spændende? Så lyt med!
Det første vi skal gøre os klart, er at frygt faktisk var en almindelig reaktion hos disciplene hver gang Jesus gjorde et usædvanligt mirakel – tag for eksempel Markusevangeliets 4. kapitel, hvor Jesus får en storm over Galilæas Sø til at lægge sig. Disciplenes reaktion: ”Og de blev grebet af stor frygt og sagde til hinanden: ’Hvem er dog han, siden både storm og sø adlyder ham?’” (v. 41). Og den reaktion er meget forståelig, synes jeg, for den slags overnaturlige hændelser vil jo uvægerligt udgøre en rystelse af vores verdensbillede. Og selvom kvinderne ved graven før havde oplevet overnaturlige ting på deres vandringer sammen med Jesus, inklusiv det opsigtsvækkende mirakel hvor Lazarus fra Bethania blev opvækket fra de døde, så var oplevelsen påskemorgen nok endnu mere skræmmende. Alt det andet overnaturlige de havde oplevet, var det jo Jesus der havde gjort, men nu var Jesus død, og hvem skulle så kunne opvække ham? Var der andre mirakelmagere i farvandet? Og når det var selveste Guds søn der var blevet slået ihjel, ville man så overhovedet kunne genopvække ham på samme måde som han selv havde genopvakt Lazarus?
Men de mødte ikke nogen mirakelmager – de mødte en grav der tilsyneladende var sprunget op helt af sig selv og nu var tom. Det vil sige, helt tom var den ikke, for der sad en ung mand i hvide klæder derinde – og allerede da de så ham, blev de ”forfærdede”, står der. Men altså, prøv at sætte dig i deres sted – jeg ville også være blevet pænt forskrækket i den situation, er jeg ret sikker på! Den hvidklædte unge mand var naturligvis en engel, og det bidrog nok også til forfærdelsen. Vi moderne mennesker har det med at opfatte engle som noget af det mest ufarlige der findes, og det skyldes nok dels den måde de er blevet afbildet på i kunsthistorien, dels den måde de indgår i vores hverdagssprog på (for eksempel når vi kalder artige børn eller dyr for ”englebasser”, hvis der da stadig er nogen der gør det). Men i Bibelen er engle altid frygtindgydende budbringere fra Gud den Almægtige, budbringere hvis magt langt overgår de mennesker de bringer bud til, og derfor er menneskers reaktion på englebesøg i Bibelen næsten altid frygt og rædsel. Men det er ikke kun fordi englene er stærke og frygtindgydende at mennesker fyldes med rædsel når de ser dem; det er i høj grad også fordi englene udstråler hellighed. Jeg ved ikke om du kender følelsen af at træde ind i et rum hvor alle de tilstedeværende er klædt i deres stiveste puds, mens du selv er iført hverdagstøj der bærer præg af at have været vasket rigtig mange gange, bare ikke for nylig? Når du ser de andres tøj, bliver du pludselig klar over hvor upræsentabelt dit eget tøj er, og du bliver måske pinligt berørt. Eller tænk på en solstråle der pludselig falder ind i et rum der hidtil kun har været dunkelt belyst, og afslører at der trænger rigtig meget til at blive gjort rent derinde. Det er omtrent den følelse som mennesker i Bibelen rammes af når de møder en engel eller på anden måde bliver stillet ansigt til ansigt med Guds hellighed: Erkendelsen af hvor alt andet end hellige de selv er. ”Syndigt øje blændes af al din herlighed”, som vi synger i en salme der ikke er på tapetet i dag.
Og jeg tror det er derfor Markus lod sit evangelium slutte så brat: Han ville understrege at Jesu opstandelse var den ultimative åbenbaring af Guds magt og hellighed, eller mere specifikt: at opstandelsen var Guds uimodsigelse bekræftelse af at Jesus var den ultimative åbenbaring af Hans magt og hellighed. Derfor er der dybest set kun én ting i denne verden der betyder noget, og det er hvilket forhold vi har til Jesus: Anerkender vi ham som Herre og frelser, eller kæmper vi imod hans hellighed og kærlighed – en kærlighed der fik sit ypperste udtryk da han gik frivilligt i døden for at købe os fri af den? Hvis vi vælger at give Gud ret, hvis vi erkender at Han er hellig, og at vi er syndere som intet har fortjent fra ham, men at Han tager imod os alligevel fordi Han er kærlighed, hvis vi lader Ham rense os og skabe os om så vi bliver Hans hellige børn – ja, så har vi absolut intet at frygte. Den der frygter Gud, behøver ikke at frygte noget menneske!
Så næste gang du står i en situation hvor du er bange for at fortælle et andet menneske om Jesus, fordi du frygter vedkommendes reaktion, så husk at det der skete påskemorgen, da de tre kvinder fandt Jesu grav tom, er langt, langt mere frygtindgydende end noget du ville kunne komme ud for i denne verden – og ved du at Gud er på din side fordi Han elsker dig og har købt dig fri fra synden og døden og Djævelen, selvom du intet godt fortjente fra ham, så er Jesu opstandelse frygtindgydende på den gode måde, for dig! Budskabet om at Jesus er Herre, får alle Helvedes magter til at skælve endnu mere end hyænerne i Løvernes Konge gør når de hører navnet Mufasa, og det betyder at du og jeg til gengæld ikke har noget at være bange for. Netop det at kvinderne til at begynde med ikke sagde noget til nogen fordi de var slået af den gode rædsel over åbenbaringen af Guds magt, betød at de og resten af disciplene senere kunne fortælle budskabet til alt og alle uden at være lammet af den dårlige frygt for menneskers reaktion.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments