Prædiken til midfaste søndag 2023
Posted By admin on 23. marts 2023
Bespisningen af de 5000: Manna og Maslow
Prædiken i Rø og Sct. Klemens Kirker midfaste søndag 2023
Nikolaj Hartung Kjærby
Vi er nået til midfaste søndag. Det betyder at vi er sådan cirka midtvejs gennem fastetiden. Jeg ved ikke hvor mange af jer der praktiserer fasten i større eller mindre omfang – for mit eget vedkommende må jeg tilstå at det gør jeg ikke. Jeg trøster mig med at det ikke er direkte påbudt i Bibelen at man skal faste i 40 dage op til påske, om end det at faste i sig selv er noget som Jesus anbefaler (Matt 9,15; 17,21), og som allerede i Apostlenes Gerninger nævnes som en naturlig del af den kristne gudstjeneste (ApG 13,2-3).
Hvorom alting er, så er det interessant at lægge mærke til at vi som kristne ikke har noget krav hos Gud, så at sige, på altid at kunne spise os mætte, men at det tværtimod er godt og sundt for vores tro at opleve perioder hvor vi ikke kan få opfyldt alle vores behov. Efter at israelitterne var sluppet ud af Egypten, måtte de for eksempel vandre rundt i ørkenen i 40 år inden de fik lov til at komme ind i det land som Gud havde lovet at give dem. Det var ikke på grund af afstanden at det tog 40 år, for selv når man tager højde for at de skulle en tur forbi Sinajbjerget, var der ”kun” omkring 900 kilometer at gå, og det var da heller ikke meningen at de skulle have brugt mere end et par måneder på turen, men da de stod ved grænsen til det forjættede land, nægtede de at gå derind, fordi de ikke turde tro på at den samme Gud der havde reddet dem fra egypterne, også ville kunne hjælpe dem mod kana’anæerne. Derfor dømte Gud dem til 40 års ørkenvandring. Ved første øjekast var det en meget hård straf, men i det stykke fra Femte Mosebog som vi hørte som den første læsning i dag, giver Moses et andet perspektiv på det. Hele Femte Mosebog, som mange af kirkeårets gammeltestamentlige læsninger er hentet fra, er faktisk én lang tale (eller strengt taget er det flere taler, men de står i umiddelbar forlængelse af hinanden), som Moses holdt umiddelbart før sin død, da folket efter de 40 års ørkenvandring endelig stod på tærsklen til at indtage det lovede land. Og i det uddrag af talen som vi hørte i dag, siger Moses altså at formålet med ørkenvandringen var at israelitterne skulle lære ”at mennesket ikke lever af brød alene, men af alt, hvad der udgår af Herrens mund.” Og det er også det der er fastens formål i den kristne tradition.
Men hvorfor i alverden skal vi så netop i dag, hvor fastetiden ”peaker”, så at sige, høre om at Jesus mættede en stor folkeskare med brød? Peger det ikke lidt i den modsatte retning? Jo, det kunne man umiddelbart synes, men nøgleordet til at forstå sammenhængen er manna. I alle de år hvor israelitterne vandrede rundt i ørkenen, sultede de ikke, for hver morgen, når ”duggen forsvandt, lå der hen over ørkenen et finkornet lag ligesom rim på jorden” (2 Mos 16,14). Israelitterne ”kaldte det manna. Det lignede hvide korianderfrø, og det smagte som honningkage” (2 Mos 16,31). Det umiddelbare formål med at Gud sørgede for brød til israelitterne på den måde, var naturligvis at de ikke skulle dø af sult, men på et dybere plan var det altså netop deres afhængighed af dette himmelbrød der skulle lære dem at mennesket ikke lever af brød alene. Det lyder selvmodsigende, men bemærk ordet alene. Gud anerkender fuldt ud at han har skabt os mennesker på en måde så vi har brug for fysisk føde for at overleve, og derfor er al faste da også kun for en tid, hvorefter man igen begynder at spise normalt.
Der er altså ikke noget som helst galt i at vi søger at få opfyldt de behov som Gud har skabt os med, og i særdeleshed da de helt basale behov som det bogstaveligt talt er livet om at gøre at få opfyldt. Problemet er bare at vi aldrig når til vejs ende med vores behov. Den amerikanske psykolog Abraham Maslow fremsatte i 1943 en teori om at der er en rangorden mellem de forskellige behov vi mennesker har; en teori der siden som regel er blevet illustreret med et pyramidediagram – ”Maslows behovspyramide”. Ideen er at de allermest påtrængende behov, såsom behovet for mad, drikke, luft, varme og så videre, udgør pyramidens fundament, og først når de behov er opfyldt, er vi i stand til at rette vores opmærksomhed mod det næste lag i pyramiden, som er behovet for sikkerhed og tryghed. Ovenpå det bygger vi vores behov for kærlighed og tilhørsforhold, ovenpå det igen vores behov for påskønnelse og anerkendelse, og så videre. Ligesom de fleste andre psykologiske teorier har Maslows teori været genstand for en del kritik fra fagfæller, ikke mindst hvad angår rækkefølgen af ”lagene” i pyramiden, men selve den grundlæggende tanke at så snart ét behov er opfyldt, går vi videre til det næste, den er der vist nogenlunde enighed om. Og noget tyder på at vi kan blive ved med at bygge pyramiden højere ved konstant at skabe nye behov – med velvillig assistance fra dem der tjener penge på at opfylde de nye behov. Hvem ville for eksempel have drømt om for bare 30 år siden, at det at have en stabil og hurtig internetforbindelse ville blive opfattet som et helt indlysende behov i Danmark i år 2023? Hvem ville for 200 år siden have troet at det ville blive altafgørende at have strøm i stikkontakterne? Og så videre. Man må i den grad sige at vi er nået derhen hvor mennesket ikke lever af brød alene – der er mange flere behov der skal opfyldes, før vi er tilfredse!
Men det var selvfølgelig ikke det Moses mente med det. Snarere tænker jeg at vi i sætningen ”Mennesket lever ikke af brød alene” skal opfatte ordet ”brød” som et synonym for alle vores behov, sådan som Luther også gør i den Lille Katekismus, hvor han i forklaringen til den fjerde bøn i Fadervor, ”Giv os i dag vort daglige brød”, skriver at ”dagligt brød” er ”Alt, hvad der er brug for til liv og legeme, som mad, drikke, tøj, sko, hus, hjem, jord, kvæg, penge, ejendom, god ægtefælle, gode børn, gode medhjælpere, retskafne og pålidelige overordnede, godt styre, godt vejr, fred, sundhed, ordentlig og værdig levevis, gode venner, trofaste naboer og andet lignende.” (Ja, vi behøver selvfølgelig ikke selv at have kvæg, men hvis man ikke er veganer, vil man nok give Luther ret i at det er ret vigtigt at der i det mindste er nogen i landet der har kvæg!). Men hvis alle de ting er inkluderet i begrebet ”det daglige brød”, så må meningen med udsagnet ”Mennesket lever ikke af brød alene” være at vi har brug for andet og mere i tilværelsen end at få dækket vores behov – hvilket vi jo alligevel aldrig når til ende med, jævnfør det vi talte om før med Maslows behovspyramide.
Men hvis vi ikke lever af brød alene, hvad lever vi så af? ”Alt, hvad der udgår af Herrens mund,” siger Moses. Eller som vi skal synge med Grundtvig til slut i gudstjenesten: ”Mennesket lever af Guds ord”. Ikke sådan at forstå at hvis bare vi går i kirke og læser i Bibelen, så behøver vi ikke at spise – men sådan at forstå at hvis vores liv kun går op i at få dækket vores behov, så lever vi ikke rigtig; vi overlever kun. ”Alle mennesker dør, men det er ikke alle mennesker der virkelig lever,” som den skotske frihedskæmper William Wallace siger i filmen Braveheart. Og hvis vi ønsker virkelig at leve, så er det nødvendigt at vi indser at livet har værdi i sig selv, uafhængigt af hvor mange af vores behov vi får opfyldt. Og det er dér fasten kommer ind i billedet: Ved for en tid ikke at kunne spise os helt mætte, lærer vi at livet stadig har værdi i sig selv, selvom vi er sultne. Og det gælder selvfølgelig i endnu højere grad de behov der er højere oppe i ”pyramiden”: Selvom vi mangler tøj, sko, kvæg(!), penge, ægtefælle, børn, gode venner eller godt vejr, er livet stadig livet værd.
Jeg er naturligvis godt klar over at det er enormt nemt at stå her og sige for mig, som ikke mangler nogen af de ting jeg har nævnt. (I forhold til så mange andre steder i verden, der plages af naturkatastrofer, kan jeg ikke engang sige at jeg mangler godt vejr). Dertil kan jeg kun sige at det sådan set heller ikke er mig der siger det, men Moses, eller i sidste ende vel faktisk Gud selv, eftersom det står i Den Hellige Skrift. Jesus citerede det i øvrigt med tilslutning da Djævelen forsøgte at friste ham til at forvandle ørkenens sten til brød, men Jesus afslog, selvom han ikke havde fået noget som helst at spise i samfulde 40 dage.
Men for os der rent faktisk får vores behov – eller i hvert fald de fleste af dem – opfyldt, er det også en vigtig lektie at det ikke er det vores liv afhænger af. De gode gaver som Gud giver os i denne verden, må vi tage imod med ydmyg taknemmelighed – ydmyg fordi det ikke er noget vi har nogen ret til. Gud har ikke pligt til at opfylde alle vores behov, og hvis han en dag ikke længere gør det, bør vi fortsætte med at takke ham med uformindsket styrke fordi han har givet os det allervigtigste, det som gør at vores liv har værdi, nemlig at vi får lov til at være hans børn, og at han lover os et evigt liv i det paradis hvor vi ikke længere vil have nogen behov der skal opfyldes, men kan koncentrere os helt og holdent om at kende og elske ham.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments