Prædiken til midfaste søndag 2017
Posted By admin on 4. marts 2019
Bespisningen af de 5000: Mennesket lever ikke af brød alene
Prædiken i Husum Kirke midfaste søndag 2017
Nikolaj Hartung Kjærby
På en måde er det lidt provokerende at teksten om bespisningen af de 5000 er anbragt lige midt i fastetiden. Især må det have været provokerende dengang fasten blev praktiseret i større omfang end den gør i dag. Jeg mener: Forestil dig at du har valgt at leve på en simpel diæt og afstå fra en række fornøjelser i tiden mellem fastelavn og påske, for at kunne rette mere af din opmærksomhed mod Gud i stedet for mod dine jordiske behov. Det betyder ganske vist at du går rundt og er lidt småsulten, men det hjælper jo hvis man lader være med at tænke på mad. Så kommer du hen i kirken, og hvad møder du der? Tre bibeltekster der alle sammen i større eller mindre grad handler om mad! Men jeg tror faktisk at det er et meget bevidst valg fra dem der i sin tid fordelte bibelteksterne ud over kirkeåret, fordi vi netop i fastetiden har de bedste forudsætninger for at forstå at bespisningsunderet dybest set slet ikke handler om mad. Hvis I kommer tilbage om præcis et år, hvor det er teksterne fra Anden Tekstrække der skal prædikes over, vil I da også kunne høre hvordan Jesus forklarer de undrende folkeskarer der opsøger ham for at få mere brød, at de fuldstændig har misforstået hvad det var han ville lære dem. (Hvis I ikke har tålmodighed til at vente et helt år, kan I også vælge at læse resten af Johannesevangeliet kapitel 6 når I kommer hjem i dag).
Det at der blev tryllet en masse mad frem ud af det blå, var naturligvis i sig selv temmelig bemærkelsesværdigt. Hvis vi oplevede noget lignende i dag, tror jeg i hvert fald at vi ville spærre øjnene godt og grundigt op! Det gjorde folk også dengang, og det endda i en grad så de ønskede at gøre Jesus til deres konge. De så nemlig nogle meget spændende perspektiver i de evner som Jesus åbenbart havde. På Jesu tid var både Israel og hele resten af Mellemøsten, Middelhavsområdet og Vesteuropa nemlig underlagt Romerriget, fordi romerne rent militært var alle andre overlegne. Der var mange der drømte om at gøre oprør og smide romerne på porten, og især da blandt jøderne, som besad en stor national stolthed. Problemet var bare at de ikke havde den militære styrke til at gøre det. Det var nemlig nødvendigt at en stor del af den jødiske arbejdsstyrke var beskæftiget inden for landbrug og fiskeri for at folk ikke skulle dø af sult, og så var der ikke ret mange tilbage til at springe soldat. Men hvis nu man havde en konge som kunne mætte 5000 mand med fem brød og to fisk, så var man pludselig ude over det problem! En enkelt eller to landmænd og en enkelt fisker ville være nok til at holde en stor hær gående, og måske ville man endda kunne tiltrække lejesoldater fra nabolandene – aflønningen ville jo ikke blive noget problem!
Men Jesus listede lige så stille af, for han var overhovedet ikke interesseret i at være konge. I hvert fald ikke den slags konge. Som han et års tid eller to senere sagde til Pilatus: ”Mit rige er ikke af denne verden.” Hans mål var ikke et israelitisk storrige i Levanten baseret på militær magt, men et evigt fredsrige for alle folk baseret på kærlighedens magt.
Men som det fremgår af den tekst der skal prædikes over om et år, så lykkedes det altså nogle af dem der ville gøre Jesus til kongelig brødleverandør til folket, at finde ham igen efter at han var smuttet fra dem, og de havde i mellemtiden udtænkt et argument. De kunne nemlig deres bibelhistorie og vidste at deres forfædre engang havde vandret rundt i ørkenen i 40 år med Moses som deres anfører, uden at nogen af dem var døde af sult, for hver eneste morgen lod Gud det regne med en slags himmelsk brød – det såkaldte ”manna”. Så hvis Jesus virkelig var sendt af Gud, sådan som han påstod, så burde han vel kunne gøre noget lignende?
Men de kunne åbenbart ikke deres bibelhistorie helt godt nok, eller det var i hvert fald et stykke tid siden de sidst havde læst den tekst som vi hørte i begyndelsen af gudstjenesten. Der er tale om et uddrag af den afskedstale som Moses holdt til folket ved ørkenvandringens afslutning, på tærsklen til det forjættede land, umiddelbart inden han overgav lederskabet til sin efterfølger Josva. Og som vi hørte, sagde Moses blandt andet: ”Husk, hvordan Herren din Gud nu i fyrre år har ladet dig vandre i ørkenen, for at ydmyge dig og sætte dig på prøve, så han kunne få at vide, om du har i sinde at holde hans befalinger eller ej. Han ydmygede dig og lod dig sulte og gav dig manna at spise, som hverken du eller dine fædre kendte, for at lade dig vide, at mennesket ikke lever af brød alene, men af alt, hvad der udgår af Herrens mund.” (Det sidste vers citerede Jesus i øvrigt da Djævelen forsøgte at friste ham til at trylle sten om til brød, som vi hørte til gudstjenesten for 3 uger siden). Når Gud lod det regne med brød, var det altså ikke for at lære israelitterne at deres fysiske behov var det vigtigste i hele verden, men tværtimod for at lære dem at der er ting der er langt vigtigere – altså præcis det samme som det er meningen at fastetiden skal lære os i dag.
Og det der er langt vigtigere, det er altså ”alt, hvad der udgår af Herrens mund” – et smukt eksempel på hebraisk poesi, som naturligvis blot betyder ”alt hvad Herren siger”. Og hvad siger Herren så? Tja, de udsagn som ifølge Bibelen stammer direkte fra Gud, kan groft sagt deles op i fire kategorier.
For det første er der Guds skabende ord. Gud sagde: ”Der skal være lys!” og der blev lys [1 Mos 1,3]. Gud sagde: ”Vandet skal vrimle med levende væsener!” og det skete [1 Mos 1,20]. Den slags udsagn er der ikke ret mange af, men til gengæld må de siges at være overordentlig vigtige, og det er i hvert fald sandt at vi lever af dem, for hvis Gud ikke havde skabt, ville vi jo slet ikke have været her.
For det andet er der de steder hvor Gud udtrykker sine følelser. Det gør han faktisk overraskende tit, og på det punkt adskiller Bibelens Gud sig markant fra såvel Koranens Gud som filosoffernes ”Ubevægede Bevæger”. Bibelens Gud giver udtryk for glæde, vrede, sorg – og vigtigst af alt: kærlighed. Det at Universets Skaber, Kraften Til At Være Til I Alt Hvad Der Er Til, Den Kilde Som Al Væren Flyder Fra – at det er en person som erklærer sin kærlighed til dig og mig, det er ganske enkelt revolutionerende, og det er i hvert fald mere vigtigt end spørgsmålet om hvad vi skal putte i maven!
Den tredje slags udsagn vi har fra Gud, er Guds bud, og de udgør måske det allermest kendte af det der er ”udgået fra Herrens mund”? I hvert fald kender de fleste til regler som ”Du må ikke begå drab”, ”Du må ikke bryde et ægteskab”, ”Du må ikke vidne falsk” og ”Du skal elske din næste som dig selv” – bud som i al deres enkelhed rummer enormt meget visdom. Forestil jer at alle mennesker havde mad nok, men at vi til gengæld ikke havde nogen moralbegreber der forbød os at være hadefulde, løgnagtige, utro mordere – ville det være særlig rart? Som der står i en af Davids salmer: ”Herrens lov er fuldkommen, den styrker sjælen” [Sl 19,8] – vi lever så at sige af Guds bud! (Og så ved jeg godt at ateisterne siger at de sagtens kan finde ud af at opføre sig ordentligt uden at de har brug for en hellig bog til at lære dem de leveregler som burde være selvindlysende. Det ville desværre tage for lang tid at imødegå den indvending her fra prædikestolen i dag, men sidste år til pinse holdt jeg en hel prædiken om det emne, som man kan få en kopi af hvis det har interesse. Jeg tager også gerne en snak om emnet over kirkekaffen eller ved en senere lejlighed). (Jeg ved også godt at der er mange bud, især i Det Gamle Testamente, som virker temmelig meningsløse for moderne læsere, så som ”Du må ikke tilså din mark med to slags korn” [3 Mos 19,19], eller som ligefrem forfærder os, så som reglerne om dødsstraf for tilsyneladende små forseelser. Det er en meget stor diskussion som jeg ikke er klog nok til at nå til bunds i, men som i hvert fald gør mig glad og taknemmelig over at vi også har Det Nye Testamente!).
Og det bringer os videre til den fjerde og vigtigste kategori af Guds ord, nemlig hans løfter. Jeg tror faktisk at det især er løfterne der sigtes til i udsagnet om at vi skal leve af alt hvad der udgår af Herrens mund. (1) Skabelsen er jo kun et udgangspunkt; (2) Guds kærlige følelser havde vi ikke så meget gavn af hvis han ikke havde handlet på dem; (3) og hvad buddene angår, så har vi kun gavn af dem i det omfang vi formår at efterleve dem – og det kan vi jo tydeligt se på vores verden at det ikke går særlig godt med! Guds løfter afhænger derimod ikke af os, men kun af Guds karakter, og de omfatter langt mere end det vi har fået i skaberværket, krydret med lidt kærlige følelser!
Det ville føre for vidt hvis jeg skulle opremse alle de løfter som Gud har givet i både Det Gamle og Det Nye Testamente, så jeg vil nøjes med et enkelt, nemlig det som vi finder i Første Johannesbrev kapitel 3 vers 2, hvor der står: ”Mine kære, vi er Guds børn nu, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi skal blive. Vi ved, at når han åbenbares, skal vi blive ligesom han, for vi skal se ham, som han er.” (Det er ganske vist ikke direkte tale fra Guds side på samme måde som for eksempel skaberordene og De 10 Bud, men Gud taler på mange måder, og når et skrift som Første Johannesbrev er kommet med i Bibelen, er det fordi der har været enighed i oldkirken om at forfatteren skrev det under Helligåndens inspiration. Det der står, er altså udgået fra Guds mund; det har blot været en tur omkring Johannes’ sind og pen på vejen). Vi tager lige ordene igen: ”Mine kære, vi er Guds børn nu, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi skal blive. Vi ved, at når han åbenbares, skal vi blive ligesom han, for vi skal se ham, som han er.” Løftet siger altså både noget om vores nutid og vores fremtid.
Det der siges om nutiden, er at vi er Guds børn. (De ord er i øvrigt også blevet sagt helt specifikt til enhver der er blevet døbt). Det betyder at Gud har påtaget sig et forsørgeransvar for os, men vel at mærke ikke kun et rent teknisk et af slagsen hvor han giver os kost og logi og i øvrigt er ligeglad med os. Vi er ikke tjenestefolk eller pensionærer på kost, men børn af huset. Gud tager en helt personlig interesse i hver enkelt af os – han er ikke blot interesseret i at vi skal overleve, men i at vi skal leve. Og vi har lov til at komme til Gud med alt hvad der optager os, bekymrer os, glæder os, skræmmer os.
Det der siges om fremtiden, er at vi skal få Gud at se som han er. Det kan vi ikke så længe vi lever i den nuværende verden i vores forgængelige kroppe, for vi ville ikke kunne overleve stråleglansen fra Guds hellighed og renhed. Men engang får vi selv den samme stråleglans, så vi kan komme til at bo i Guds lys uden at tage skade af det – ikke fordi vi på nogen måde har gjort os fortjent til det, men fordi Jesus har banet vejen for os med sin død og opstandelse.
Og jeg tror i virkeligheden at det er det bespisningsunderet handler om: At ligesom Jesus brugte en lille drengs beskedne madpakke til at give tusindvis af mennesker langt mere mad end de kunne spise, vil han også mætte vores sjæl og ånd i en grad som ikke står i noget som helst forhold til det lidt vi har at komme med selv. Så glem du bare alt om din rumlende mave – Gud har langt større planer for dig end blot at fylde dén op!
Comments