Prædiken til Kristi himmelfarts dag 2024
Posted By admin on 11. juni 2024
Himmelfarten: Himlens jordfart
Prædiken i Rø Kirke Kristi himmelfarts dag 2024
Nikolaj Hartung Kjærby
Himmelfarten var anden gang på kort tid disciplene måtte tage afsked med Jesus. Blot seks uger tidligere sad de nok så fredeligt og spiste påskemåltid sammen med ham da han pludselig sagde til dem at nu var han nødt til at forlade dem og vende tilbage til Faderen, og det blev de forståeligt nok enormt kede af. Han var jo deres mester, deres leder, deres bedste ven, ham som de havde forladt alt for at følge. Hvad skulle der blive af dem når de ikke havde ham længere?
Samme nat blev Jesus som bekendt arresteret, dagen derpå blev han korsfæstet, og efter at han var blevet begravet, sad hans disciple slukørede tilbage bag lukkede døre, skrækslagne for at turen snart ville komme til dem. Men som vi ved, endte det lykkeligt: På tredjedagen stod Jesus pludselig lyslevende midt iblandt dem, og selvom han tilsyneladende var gået gennem lukkede døre for at komme derind, kunne disciplene mærke med deres hænder at han havde en håndgribelig krop med kød og knogler, og han spiste endda et stykke stegt fisk som bevis på at han var et lyslevende menneske. Stor var deres glæde over dén uventede udvikling (en udvikling der i øvrigt ikke burde have været uventet for dem, for Jesus havde adskillige gange forudsagt at han ville både dø og opstå, men det havde de ikke været i stand til at forstå og tage til sig).
Gennem 40 dage efter sin opstandelse viste Jesus sig for disciplene med mange beviser på at han levede, og talte til dem om Guds rige, som vi hørte i dagens anden læsning. Men da de 40 dage var til ende, forlod han dem altså igen. Denne gang var deres reaktion dog markant anderledes end den havde været seks uger tidligere: Hvor de dengang havde holdt sig bag lukkede døre, opholdt de sig nu i stedet i templet, hvilket var et særdeles offentligt sted hvor de nok dagligt løb på de ypperstepræster der havde dømt Jesus til døden. Og hvor de dengang havde været frygtsomme og betuttede, var de nu fyldt med glæde og brugte tiden på at lovprise Gud. Hvorfor den forskel? Bortset fra at Jesus denne gang var sluppet for den yderst smertefulde død som han havde lidt første gang de mistede ham, så var slutresultatet jo det samme, skulle man mene: Jesus var ikke iblandt dem længere.
Sådan kan vi i hvert fald let komme til at tænke hvis vi læner os for meget op ad den opfattelse af himlen som er fremherskende i vores danske kultur. Tag for eksempel H.C. Andersens eventyr Store Claus og Lille Claus om rivaliseringen mellem de to mænd med samme fornavn, hvoraf den ene er rig (det er derfor han kaldes ”Store Claus”), men den anden er væsentlig mere snedig, og derfor narrer han gang på gang Store Claus så det driver. Til sidst bliver Store Claus så træt af at blive narret at han beslutter sig for at slå Lille Claus ihjel, så han putter ham i en sæk som han snører grundigt til, hvorefter han begiver sig på vej ned til åen for at drukne ham. Undervejs kommer han forbi kirken, hvor gudstjenesten er i gang, og fordi sækken er så tung at bære, beslutter han at tage en pause for at gå indenfor og høre en salme. Sækken lader han stå udenfor kirken; den er jo forsvarligt bundet til. Imidlertid sker der det at en gammel kvægdriver kommer forbi, og han hører Lille Claus jamre nede i sækken: ”Ak ja! jeg er så ung og skal allerede til Himmerig!” Kvægdriveren svarer: ”Og jeg stakkel! er så gammel og kan ikke komme der endnu!” De aftaler så at bytte plads, og Lille Claus lover at tage sig af kvæget, hvilket giver ham anledning til at narre den stupide Store Claus som aldrig før – men det jeg gerne vil dvæle ved, er at han sagde: ”Ak ja! jeg er så ung og skal allerede til Himmerig!” Logikken må være at Himmerig jo er et sted hvor man kommer hen når man dør (hvis man ellers har opført sig ordentligt), og eftersom det som udgangspunkt er sørgeligt at dø (i hvert fald i for ung en alder), så må den logiske konklusion vel være at det er sørgeligt at komme i Himmerig? Og derfor skulle man vel også mene at det måtte have været sørgeligt for disciplene at Jesus fór til himmels. Så hvorfor var de så glade?
Det var de fordi det ikke er spor sørgeligt at komme i himlen! Det der er sørgeligt, er døden. Men døden og Himmeriget er to forskellige ting – ja, jeg vil endda gå så vidt som til at sige at de er modsætninger. For ganske vist indebærer det kristne evangelium at vi kommer i himlen når vi dør, såfremt vi da tager imod det evige livs gave gennem troen på Jesus – men det er ikke fordi vi dør at vi kommer i himlen; det er tværtimod fordi Jesus har overvundet døden, at døren til det evige liv er blevet åbnet for os. Eller sagt på en anden måde: Det er ikke når vi dør at vi kommer i himlen; vi kommer i himlen når døden må give slip på os fordi Jesus har købt os fri!
Faktisk var det at man kommer i himlen når man dør, en fuldstændig fremmed tanke for disciplene. Havde man spurgt dem hvor man kommer hen når man dør, ville de have svaret: ”I dødsriget!” Det er nemlig Det Gamle Testamentes helt entydige svar på spørgsmålet: Når man dør, bliver man lagt i graven, hvor der er mørke og glemsel, og i det omfang man er sig noget bevidst på det sted, er det ikke noget specielt positivt. Mod slutningen af Det Gamle Testamentes tid var der ganske vist vokset en forventning frem om at der ville blive en opstandelse når denne verden ender, hvorefter Guds evige rige ville blive oprettet på jorden – men det ville altså stadig foregå på jorden og ikke i himlen. Guds himmel var ikke et sted hvor et menneske kunne gøre sig nogen som helst forventninger om at komme. Ganske vist var der noget med at profeten Elias var blevet hentet op til himlen i en ildvogn med ildheste (2 Kong 2,11), men det betød i bedste fald kun at han var undtagelsen der bekræftede reglen. Også patriarken Enok var måske en undtagelse, for om ham står der at han ikke døde, men: ”Så var han der ikke mere, for Gud havde taget ham bort” (1 Mos 5,24).
Men det at Jesus fór til himmels, betød ikke blot at der nu var tre undtagelser i stedet for to. Som vi hørte for tre søndage siden, sagde Jesus jo til sine disciple at han ikke ville forlade dem for altid, men at han blot gik i forvejen, hvorefter han tilføjede: ”Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager til mig, for at også I skal være, hvor jeg er” (Joh 14,3). Det at Jesus blev taget op til himlen, er altså vores garant for at også vi kan komme i himlen. Og uanset hvad Lille Claus mente om sagen, så er det at komme i himlen altså det største privilegium der kan overgå et menneske! Tænk at være omgivet af udødelighed og renhed og ukrænkelighed, at se herlighed der er smukkere end noget som denne jord har at byde på (og det siger ikke så lidt), og ikke mindst: at se Gud ansigt til ansigt!
Det er altså det vi har at se frem til. Man siger at den der venter på noget godt, venter ikke for længe, så når det vi har i vente, er bedre end noget vi på nogen måde ville kunne forestille os, holder vi nok ud at vente på det, så længe det skal være, og være glade til. Men ved I hvad: Det bliver bedre endnu! Ikke alene kan vi se frem til engang at komme i himlen, men vi kan se frem til at himlen engang kommer til os! Når vi slår op i Bibelens sidste bog, Johannes’ Åbenbaring, der handler om de ting der skal ske ved denne tidsalders afslutning, så slutter den ikke med at alle de frelste mennesker bliver taget op til himlen; nej, der står sådan her: ”Og jeg så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord forsvandt, og havet findes ikke mere. Og den hellige by, det ny Jerusalem, så jeg komme ned fra himlen fra Gud, rede som en brud, der er smykket for sin brudgom. Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige: Nu er Guds bolig hos menneskene” (Åb 21,1-3a). Jorden bliver simpelt hen nyskabt til at være det himmelske paradis som Gud fra starten havde tænkt at den skulle være! Ja, jorden og himlen bliver ét og det samme, for overalt hvor Gud er, dér er himlen, så når Gud tager bolig på jorden, så bliver jorden til himlen! Man kan sige at Jesu himmelfart har indvarslet himlens jordfart!
Himlens jordfart bliver fuldendt ved tidernes ende når Jesus vender tilbage for at dømme levende og døde, men den tog faktisk sin begyndelse allerede ti dage efter Jesu himmelfart, da Helligånden tog bolig i discipelflokken, hvorved de blev til Jesu legeme på jorden. Helligånden er jo Gud, ligesom Faderen er Gud, og Sønnen er Gud, så hvor Helligånden er, er himlen også.
Faktisk kan man sige at himlens jordfart allerede tog sin begyndelse da Jesus sagde: ”Det er fuldbragt!” på korset. Det der frem for noget skilte os fra himlens glæde, var nemlig vores synd, men da Jesus ofrede sig selv, brød han syndens magt. Som vi hørte langfredag, blev forhænget i templet flænget i to fra øverst til nederst i det øjeblik Jesus udåndede (Mark 15,38). Jødernes tempel bestod af to rum, hvoraf det inderste rum var det allerhelligste, hvor Guds herlighed hvilede over jødernes mest højhellige genstand, Pagtens Ark. Som udgangspunkt måtte ingen kigge ind bag forhænget, endsige bevæge sig ind i rummet, for et syndigt menneske kunne ikke overleve kontakten med Guds herlighed. Den eneste undtagelse var at ypperstepræsten én gang om året, på den store forsoningsdag, yom kippur, måtte gå ind i Det Allerhelligste for at skaffe soning for folkets ubevidste synder, men forinden skulle han ofre en tyr og en vædder, og deres blod skulle han tage med sig derind som en slags ”lynafleder” for sammenstødet mellem Guds hellighed og hans egen syndighed. Men da Jesus ofrede sig selv, tog han simpelt hen vores synd med sig i døden. For at blive i lynaflederbilledet, så lod han sig ramme af alle lynene på én gang, sådan at synden blev helt og aldeles tilintetgjort, sådan at der nu ikke længere er noget der kan skille os mennesker fra Gud, hvis vi tager imod frelsen i Jesus. Det var som tegn på det at forhænget – symbolet på adskillelsen mellem himmel og jord – revnede. Så hvis du vil, kan du i troen allerede nu stige op til himlen, fordi himlen er steget ned til jorden.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments