Prædiken til juleaften 2020 (blev aldrig holdt på grund af aflysning)
Posted By admin on 1. januar 2021
Jesu fødsel: Guds kære børn vi blev på ny
Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker juleaften 2020
Nikolaj Hartung Kjærby
Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: Der er kommet en vaccine mod Covid-19! Allerede i begyndelsen af det nye år vil de mest udsatte grupper få et tilbud om at blive vaccineret, og inden udgangen af 2021 er det realistisk at alle der ønsker vaccinen, har fået den. Så længe det kun er få der har fået vaccinen, skal vi stadig holde afstand og alt det der, men hvis alt går vel, kan vi allerede til efteråret vende tilbage til det normale liv som vi har savnet så længe. (Nå ja, ”allerede” er måske så meget sagt, for der er jo lang tid til efteråret, men det er da rart at der nu i det mindste kan sættes en realistisk udløbsdato på det her!).
Men hvad nu hvis alt ikke går godt? Jeg tør næsten ikke tænke tanken, men sæt nu det viser sig at vaccinen af en eller anden grund ikke virker så godt som ventet – måske fordi virusset muterer eller noget? Sæt antallet af smittede, indlagte og døde bare fortsætter med at stige, også i 2021? Eller sæt der kommer en ny pandemi af en helt anden sygdom? Jeg håber selvfølgelig ikke at noget af det kommer til at ske, og heldigvis tror jeg det heller ikke, men vi kan ikke vide os sikre på noget i denne verden – hvem ville for eksempel have forestillet sig for et år siden at 2020 ville komme til at gå som det gjorde?
Det kan godt være en lidt skræmmende tanke at vi er så sårbare som vi er. Selvom vi mennesker kan finde ud af alt, om det så er at flyve til månen eller at kortlægge generne i vores egne kropsceller, så skal der ikke mere end en mikroskopisk virus til for at vende hele vores tilværelse på hovedet. Vi er stadig ikke der hvor vi har fuld kontrol over vores tilværelse. Der gives ingen garantier mod at alle vores planer falder sammen med et brag, og det kommer coronavaccinen ikke til at lave om på – heller ikke selvom den skulle vise sig at fungere upåklageligt. Det er et vilkår som vi må leve med, så længe vi lever i denne verden.
Men så kan julens budskab vel heller ikke lave om på det, eller hvad? ”Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren”, sagde englen til hyrderne. Men hvorfor var det en stor glæde? Hvilken forskel gjorde det i hyrdernes liv at der lå et lille barn i en krybbe?
Ja, umiddelbart gjorde det nok en langt mindre forskel end coronavaccinen forhåbentlig kommer til at gøre. Deres hverdag kom sandsynligvis ikke til at se spor anderledes ud. Det barn der lå i krybben, ville ganske vist senere komme til at vække en del opsigt ved at gå rundt og helbrede de syge og udfordre den magtfuldkomne religiøse elite, og senere endnu ville hele Mellemøsten og Middelhavsområdet blive sat på den anden ende da der begyndte at gå rygter om at Jesus var opstået fra de døde tre dage efter at han var blevet korsfæstet. Men der gik mere end 30 år før noget af det begyndte at ske, og det er ikke til at vide om hyrderne overhovedet var i live mere på det tidspunkt. Så hvad havde de egentlig at glæde sig over?
Og hvad har vi andre at glæde os over ved julens budskab? Det at Jesus blev født for godt og vel 2000 år siden, har jo som sagt ikke ændret på at vi er skrøbelige og er prisgivet kræfter der er langt stærkere end os? Nej, det har det ganske rigtigt ikke. Men det har gjort noget der er vigtigere end det. Det at der var et barn – et ganske særligt barn – der for 2000 år siden blev født og lagt i en krybbe, det betyder at det ikke længere gør så meget at vi må leve med usikkerheden. Ja, i en vis forstand betyder det slet ingenting længere at der kan ske hvad som helst i denne verden med os, for det der skete julenat, åbnede døren for os til en anden verden. Det barn der blev født, var nemlig et barn fra en anden verden. Eller rettere: Det var ham som har været til før altings begyndelse, og som har skabt alle verdener, der lod sig føde som et barn i vores verden. Det er det største og mest utrolige der nogensinde er sket.
Og hvorfor gjorde han så det? Hvorfor lod Gud sig føde som et menneske? Det gjorde han for vores skyld. Det gjorde han for at vi, der er dømt til at leve i konstant uvished, uden at være sikre på andet end at vi skal dø engang, skulle få et holdepunkt der er så sikkert at det ikke betyder noget hvis alt andet vakler, nemlig at vi er Guds børn.
Det bliver tit sagt at ”alle mennesker er Guds børn” – så tit at jeg tror vi har det med at glemme hvad det egentlig er vi siger. Prøv engang at lukke øjnene og lade denne sætning synke ind: ”Jeg er Guds barn!” (pause) ”Jeg er Guds barn!” (pause) Hvad gjorde det ved dig at tænke den tanke?
Jeg vil gætte på at svaret på det spørgsmål for mange af jer er: ”Ikke noget særligt” – og det kan der være flere årsager til. For det første kan det være at du slet ikke er sikker på at der overhovedet er en Gud, og så vil ordene ”Jeg er Guds barn!” selvfølgelig ikke have mere betydning for dig end ”Jeg er julemandens barn” eller ”Jeg er påskeharens barn”. (Nogle af jer børn som er her i dag, har måske en far der har tænkt sig at klæde sig ud som julemanden i aften, og så er I selvfølgelig julemandens børn, kan man sige, men nok kun for en enkelt aften). Det kan også være at du nok tror på at Gud findes, men at det med at vi er hans ”børn”, ikke er andet end en metafor, ligesom hvis vi siger at vi alle sammen er børn af Moder Jord. Men det at vi er børn af Moder Jord, giver os jo netop ikke sikkerhed for noget som helst andet end at vi skal dø engang – ”af jord er du kommet, til jord skal du blive”. Og hvis det at vi er Guds børn, ikke betyder andet end at Gud har skabt os, og at han på et tidspunkt kræver vores liv retur, så er der heller ikke ret meget trøst i det.
Men når vi her i julen kan synge ”Guds kære børn vi blev på ny”, så betyder det heldigvis andet og mere end det! Det betyder at Gud vil kendes ved os som en god far kendes ved sine børn. Det betyder at himlen er vores hjem. Og uanset hvad der sker her på jorden, så rokkes himlen ikke. Og derfor rokkes vi heller ikke! Uanset hvad der sker med os i denne verden, så er vores sande hjem og vores sande identitet et sted hvor denne verdens bølger aldrig når.
Hvordan kan det gå til? Hvordan kan vi pludselig blive noget andet end vi var? Det kan det fordi Gud selv blev noget andet end han var! Den dybe afgrund der var mellem himmel og jord, den byggede Gud bro over ved at lade sig føde som et menneskebarn. Da barnet blev en voksen mand, demonstrerede han med sit liv hvad det vil sige at Gud tager imod mennesker som sine børn, nemlig at det ikke er vores fortid eller vores baggrund eller vores sociale status eller vores helbred eller noget som helst andet ydre der definerer hvem vi er. Den eneste der dybest set har ret til at definere hvem vi er, er ham der har skabt os, og fordi han har skabt os til at være hans børn, at kende ham, og at leve evigt sammen med ham, er det det der en den sandeste sandhed om hvem vi er.
Men hvorfor ligger vi så under for al den sårbarhed, foranderlighed og usikkerhed? Hvis det virkelig er sandt at vi er skabt til at være Guds børn og leve evigt sammen med ham, hvorfor skal vi så gå rundt her og blive slået i defensiven af en latterlig lille virus? Hvorfor lever vi i noget der er anderledes end den himmel som vi angiveligt hører hjemme i?
Tja, mange af jer har nok hørt beretningen om Adam og Eva og slangen. Adam og Eva ville gerne være noget andet end det Gud havde tænkt sig at de skulle være: De ville gerne være herre og frue i eget hus, så at sige i stedet for at være børn i Guds hus – og det fik de lov til. Om Adam og Eva var konkrete historiske personer, eller om de er et billede på alle mennesker til alle tider – eller måske begge dele – det er noget som de lærde strides om, men ønsket om selv at ville bestemme i stedet for at anerkende en anden som herre over os, det kender vi nok alle sammen til, vil jeg tro. Problemet er bare at hvis vi gerne vil leve som Guds børn, så kræver det at vi anerkender at vi er hjælpeløse som børn og har brug for at der er en ”voksen” – nemlig Gud – der tager sig af os. Og i betragtning af at vi ikke engang kan styre en virus, så kan det undre at det ikke er gået op for os endnu.
Men julens gode budskab er altså at der er en ”voksen” der vil tage sig af os! Gud er ikke ligeglad med sine egenrådige børn, men sendte sin søn ind i vores usikre verden som et menneske for at vi kunne komme til at leve som hans børn igen. Den status som Guds børn som vi har forspildt, den har Jesus købt til os igen ved at betale med sit eget liv da han døde på korset. Derfor har vi mulighed for at bytte vores liv på vores egne præmisser ud med et liv på Guds præmisser. Det er et liv der varer evigt, for selv når vi engang før, er det kun for at opstå igen til livet hos Gud ligesom Jesus opstod fra de døde. Men selv mens vi lever i denne verden, har vi adgang til at leve et nyt liv hvor vi ganske vist stadig ligger under for sygdom og arbejdsløshed og sorg og svigt og hvad der ellers kan overgå et menneske i denne omskiftelige verden, men hvor Gud går med os igennem det alt sammen, og hvor ingen og intet kan tage vores sande liv fra os, for Gud har lovet at når denne verden ender, bliver alt godt – og skulle vi dø inden da, så betyder det blot at vi får en ”forlomme” i køen og ryger direkte i paradis.
Alt det har vi adgang til hvis blot vi vil lægge vores liv i Guds hænder i stedet for at holde krampagtigt fast på det selv. Men det er også en skræmmende ting at gøre – i hvert fald indtil det begynder at gå op for os at ham som vi betror vores liv til, er kærligheden og godheden selv, som vil os det endnu bedre end vi vil os det selv. Det at vi får lov til at tilhøre ham, det er det der er så stor en glæde at selv budskabet om vaccinen mod Covid-19 blegner i sammenligning.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments