Prædiken til 9. søndag efter trinitatis
Posted By admin on 16. august 2022
Den uretfærdige dommer: Du må aldrig give op!
Prædiken i Rø, Sct. Klemens og Ny Kirker 9. søndag efter trinitatis 2022
Nikolaj Hartung Kjærby
I dag er der 4 måneder og 10 dage til juleaften. Det er mere end en tredjedel af et år, så der er endnu god tid til at få købt de sidste julegaver, men før vi ved af det, viser kalenderen den 24. december, og det halve af Danmark sidder foran tv-skærmen for at se Disneys traditionelle juleshow. For det hører sig jo ligesom til, også selvom 90 procent af programmet er det samme år efter år efter år: Chip og Chap sidder i Mickeys juletræ og driller Pluto, Anders And og ungerne udkæmper en drabelig sneboldkamp, Snehvide og de 7 dværge fester og danser, Bambi er på glatis, Lady og Vagabonden spiser spaghetti – og til sidst synger Jesper Fårekylling sin signatursang, ”Når du ser et stjerneskud”, som de fleste mennesker i dag af samme grund betragter som en julesang, selvom den ikke oprindeligt var tænkt sådan. Men sangens tema er jo et som vi også forbinder med julen, nemlig at få det man ønsker sig.
Det sjove ved det er at hvis jeg ikke tager fejl, så er der ikke ret mange, hvis overhovedet nogen, der tror på de ord som Jesper Fårekylling synger: ”Når du ser et stjerneskud, lad dit ønske flyve ud, da vil alle stjerners herre hører dig. Bare du af hjertet tror, da er ingen bøn for stor, når et stjerneskud det falder på din vej. Skæbnen selv er da din lykkes smed, den smiler til dig ned fra himlens stjerner. Når du ser et stjerneskud, er det himlens sendebud: med et trik du vinder, hvad du ønsker nu.” Altså, det passer jo ikke! Det er kun i eventyr at man får lov til at ønske sig lige hvad man vil, med garanti for at få det. Det virkelige liv er anderledes barsk og fyldt med uopfyldte håb og drømme.
Når det er sagt, så er der nu alligevel en pointe i sangen, nemlig nødvendigheden af at tro på det man ønsker sig – ikke fordi troen besidder en eller anden magisk kraft der kan påvirke den fysiske virkelighed (bortset måske fra ens eget helbred, hvor den såkaldte placebo-effekt er veldokumenteret), men snarere fordi det vi tror på, er bestemmende for hvordan vi handler. Har man for eksempel en drøm om at blive professionel fodboldspiller, så er der – jævnfør sidste uges prædiken – en masse hårdt rugbrødsarbejde der skal gøres, og en masse afsavn der skal lides, inden man overhovedet kan komme i nærheden af at se drømmen blive til virkelighed, og hvis man alligevel ikke rigtig tror på at det kommer til at ske, så er det nok vanskeligt at finde motivationen til at gøre det der skal til. Og hvis man ikke forsøger, så er man i hvert fald helt sikker på ikke at lykkes. Det gælder bare ikke den anden vej rundt: Uanset hvor hårdt man arbejder på at opnå et mål man har sat sig, er der ingen garanti for at det lykkes. Det kan være at evnerne bare ikke slår til, eller at der kommer andre omstændigheder på tværs som gør at man ikke når målet.
Men når Gud er med i ligningen, er det jo ikke vores evner det kommer an på, og eventuelle omstændigheder der kunne komme på tværs, burde heller ikke være noget problem for Gud. Tænk på alle de fantastiske beretninger vi har i vores bibel om tilsyneladende umulige ting som Gud lader blive til virkelighed for og igennem mennesker der stoler på ham: Abraham og Sara blev forældre da de var henholdsvis 90 og 99 år gamle, Moses og israelitterne gik tørskoede gennem Det Røde Hav, Gideon besejrede en kæmpestor midjanitisk hær selvom hans egen styrke kun bestod af 300 mand, David fældede en tungt bevæbnet filisterkæmpe ved at skyde en sten afsted med en slynge, og efter Jesu opstandelse gik der kun cirka 300 år inden hans tilhængere havde indtaget det meste af Romerriget uden at bruge andre våben end Guds ord. I den lignelse vi har hørt i dag, lader Jesus da også til at udstede noget der ligner en garanti for at hvis vi bare beder tilstrækkelig længe og tilstrækkelig vedholdende om noget, så får vi det til sidst. Men gør vi nu også det? Er det sådan det fungerer?
Hvis jeg nu sagde: ”Ja, det er sådan det fungerer. Hvis du har bedt Gud om noget, men ikke har fået det, så er det bare fordi du ikke har bedt længe og vedholdende nok!” – så tror jeg at nogle af jer ville komme hen til mig efter gudstjenesten og sige noget i retning af: ”Undskyld, men hvilken planet lever du på? Min tante led i 30 år af kroniske smerter, og hver eneste dag tryglede hun Gud om at helbrede hende, men det skete aldrig. Hun døjede med smerterne lige indtil hun døde sidste år!” Det er et opdigtet eksempel, men jeg tror mange af jer kender til lignende historier. Hvad stiller vi op med det? Konkluderer at der åbenbart skal endnu mere bøn til end det? (Præst og lektor Leif Andersen har i øvrigt skrevet en glimrende bog om det emne med titlen Jamen bad jeg da for lidt?)
Nej, jeg tror det er langt bedre at vi i stedet lytter til hvad det egentlig er Jesus siger i dagens tekst. Lignelsen handler ganske vist om en kvinde der bliver ved med at løbe dommeren i hendes by på dørene med sit anliggende og hverken under sig selv eller ham nogen ro før han har skaffet hende ret, og i det stykke er hun et eksempel for os til efterfølgelse, jævnfør ordene fra Esajas’ Bog kapitel 62 vers 6-7: ”I, der påkalder Herren, und jer ikke ro, og und ikke ham ro, før han genrejser Jerusalem, og før han gør den til lovprisning på jorden.” Men dommeren er ikke et billede på Gud! Hvordan kan vi vide det? Det kan vi vide fordi Jesus siger at dommeren er uretfærdig! Snarere end at være et billede på Gud står dommeren altså som en kontrast til Gud, og budskabet er at når selv en uretfærdig dommer der ”ikke frygter Gud og er ligeglad med mennesker”, kan lade sig overtale til at lade retfærdigheden ske fyldest, blot man løber ham tilstrækkelig ihærdigt på dørene, så vil Gud naturligvis så meget snarere skaffe sine børn ret når de råber til ham dag og nat.
”når de råber til ham dag og nat” – hvorfor egentlig det? Hvis Gud netop ikke er som den uretfærdige dommer, hvorfor skulle det så være nødvendigt at råbe til ham dag og nat? Grunden til at enken skulle råbe så længe til den uretfærdige dommer, var jo netop at han var uretfærdig og derfor til at begynde med ikke var til sinds at hjælpe hende, men sådan er Gud jo ikke. Tværtimod siger Jesus i Matthæusevangeliet kapitel 7, i de vers der blev prædiket over Store Bededag: ”Eller hvem af jer vil give sin søn en sten, når han beder om et brød, eller give ham en slange, når han beder om en fisk? Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres fader, som er i himlene, give gode gaver til dem, der beder ham!” (Matt 7,9-11). Når det tit sker at vi beder uden at få – måske endda gennem mange år og svære lidelser – er det altså ikke fordi Gud ikke under os det godt. Gud elsker os højere end nogen far eller mor her på jorden elsker sine børn, og hvilken far eller mor ville ønske at deres søn eller datter skulle lide af kroniske smerter, for nu at vende tilbage til det eksempel? Nej, vel?
Men hvordan kan det så være at nogle mennesker må lide, selvom de bestormer Gud med bønner om hjælp? Det spørgsmål er der en hel bog i Bibelen der er viet til; endda en bog med hele 42 kapitler, nemlig Jobs Bog. Men trods de mange kapitler giver bogen ikke noget svar; da den stakkels Job til sidst får Gud i tale, ender han med at måtte slå sig til tåls med den erkendelse at der er ting som vi mennesker aldrig vil kunne forstå, fordi Gud er så uendelig meget større end os. Men det ender godt for Job, og dermed bliver konklusionen på den bog der bærer hans navn, at selvom vi aldrig kommer til at forstå hvorfor der sker de ting der sker, så kan vi ikke desto mindre stole på at Gud kun er god og vil os det godt.
Og faktisk er det netop derfor det giver mening at råbe til Gud dag og nat: fordi han er god og lytter til os! Men vores bøn bliver med et helt andet fortegn end den stakkels enkes fortvivlede forsøg på at råbe den uretfærdige dommer op. Derimod bliver målet for vores råb til Gud nat og dag, at vi selv når derhen hvor vi erkender at trods al den modgang vi måtte stå i, så er Gud på vores side, og at han har skatte gemt til os som vi end ikke kan begynde at forestille os. Som kristne lever vi i håbet om at Gud engang vil gøre en ende på al sorg og smerte og lidelse, og at der venter os en evighed i glæde, og jo mere vi minder os selv om det, desto mere vil den glæde der venter os, også komme til at præge vores liv i denne verden, uanset hvor meget smerte vi måtte stå med. Ja, mange af de store helgener i kirkens historie har endda oplevet at de netop i lidelsen har erfaret Guds nærhed i en grad som aldrig før, og at det for dem har været som en forsmag på den himmelske glæde. Jeg må tilstå at jeg ikke selv kender til den erfaring, men hvis den er belønningen, om man så må sige, for altid at bede uden at blive træt, så må det bestemt siges at være det værd!
Men som afslutning på lignelsen kommer Jesus med et dystert spørgsmål: ”Men når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?” Det spørgsmål må minde os om at tilliden til Guds godhed ikke er noget der ligger naturligt til os mennesker. Dét kender jeg til gengæld fra mig selv: at det tit falder mig meget lettere at forfalde til bekymring og bitterhed end at stole på Gud. Men den bedste medicin mod dét er netop at råbe til Gud dag og nat! For i Filipperbrevet, hvor Paulus opmuntrer os til i alle forhold at bringe vores ønsker frem for Gud, tilføjer han løftet: ”Og Guds fred som overgår al forstand, vi bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus” (Fil 4,7). Og er vi så tynget ned af mørke tanker at vi ikke selv føler os i stand til at bede med tro og frimodighed, så er det en stor gave at få en medkristen til at bede sammen med os. Det er måske en af de største tjenester vi kan gøre hinanden: at sige: ”Må jeg ikke have lov til at bede for dig?” hvis vi kan se at et andet menneske har det svært – og så at bede med det samme, mens den anden stadig er der. Det kan i sig selv være med til at tænde troens og håbets lys.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments