Prædiken til 8. søndag efter trinitatis 2018
Posted By admin on 4. marts 2019
Falske profeter: Min morfars badevægt
Prædiken i Husum Kirke 8. søndag efter trinitatis 2018
Nikolaj Hartung Kjærby
Et af de steder jeg bedst kunne lide at være som barn, var hjemme hos min morfar. Han boede heldigvis ret tæt på, og jeg færdedes hjemmevant i hans hus og have. På hans badeværelse stod der en rød badevægt, og den vejede jeg mig på om morgenen når jeg havde overnattet. Men jeg undrede mig over at den viste et par kilo mindre end den sorte badevægt jeg ellers var vant til hjemme hos mine forældre, og en dag spurgte jeg min morfar hvordan det kunne være. Han svarede noget i retning af: ”De fleste plejer at sige at min badevægt er rigtig god!” Jeg spurgte om det betød at den var mere præcis end den mine forældre havde, men han svarede: ”Nej, de synes den er god fordi de vejer mindre på den!”
Ja, vi mennesker har det med at vælge et behageligt budskab frem for et sandt budskab! Og alt for tit glemmer vi at selvom vi kan vælge hvad vi vil tro på, så kan vi ikke vælge hvordan virkeligheden ser ud – den ser ud som den nu engang gør, uanset hvad vi har valgt at tro på! Og hvis vi vælger at tro på noget blot fordi det lyder behageligt, så kan det risikere at ende særdeles ubehageligt for os! Vi kender nok alle sammen eventyret om kejserens nye klæder, hvor kejseren ender med at blive ydmyget foran sine undersåtter fordi han har valgt at tro på bedragernes smigrende ord om hvor smukt tøj han har på. Og fra tid til anden kommer der historier frem om mennesker der er blevet franarret store pengebeløb fordi de er faldet for en e-mail fra en svindler der lover at give dem en masse millioner hvis de bare liiige vil sende ham nogle få tusind – hvorefter han i den næste mail lige skal have nogle flere tusind, og så fremdeles.
Inderst inde ved vi jo godt at hvis noget lyder for godt til at være sandt, så er det det sandsynligvis. Men selvom de fleste af os efterhånden har lært at man ikke skal stole på en e-mail der påstår at man har vundet en stor gevinst i et australsk lotteri man aldrig har hørt om (endsige deltaget i), så er der mange andre områder hvor vi fortsætter med at tro på bekvemme usandheder frem for ubekvemme sandheder. Det gælder på sundhedsområdet, det gælder på klimaområdet, det gælder når vi i disse fake-news-tider bedømmer sandhedsværdien af en nyhed vi hører eller læser – og tit gælder det desværre også i vores opfattelse af Gud.
Jeg har ikke villet sige det før nu, men jeg har taget en gæst med i dag. Han sidder inde i præsteværelset, lige på den anden side af den her mur. Det er Jesus, og jeg har aftalt med ham at når jeg er færdig med at prædike, så får I lov til at komme ind og møde ham én efter én, og så vil han fortælle jer hvad han synes om den måde I lever jeres liv på. – Det passer naturligvis ikke, men hvis det gjorde, hvad mon han så ville sige? Ja, vi håber vel alle sammen at vi ville få at vide at vi gør det rigtig godt, og at det skal vi bare blive ved med – men sæt nu han sagde noget andet?
I den sidste bog i Bibelen, Johannes’ Åbenbaring, findes der syv korte breve fra Jesus til lederne af syv menigheder i Lilleasien, hvor Frelseren giver sit skudsmål af den pågældende leder og hans menighed. Og de er ikke lige positive alle sammen – lyt for eksempel til de første linjer af brevet til menigheden i Sardes: ”Dette siger han, som har Guds syv ånder og de syv stjerner: Jeg kender dine gerninger. Du har ord for at leve, men er død. Vågn derfor op og styrk resten, som er døden nær, for jeg har ikke fundet, at dine gerninger er fyldestgørende over for min Gud.” [Åb 3,1b-2] Hvad ville du sige til at blive præsenteret for sådan en svada?
”Jamen det kommer da heller ikke til at ske!” sidder du måske og tænker. ”Sådan er Gud ikke! I hvert fald ikke den Gud jeg tror på – han kunne aldrig finde på at kritisere den måde jeg lever mit liv på!”
Nå, ikke? Okay, så prøv at forestille dig at du er mor eller far til et femårigt barn, og at du en dag kommer ind i stuen og opdager at barnet har væltet alle potteplanterne ud på gulvet. Eller forestil dig at du ejer en købmandsbutik, og at du på din første arbejdsdag efter et par ugers velfortjent sommerferie opdager at din souschef har solgt hele varelageret til en tredjedel af prisen. Og forestil dig at barnet eller souschefen forsvarer sig med: ”Jamen jeg troede ikke du ville blive vred over det!” Jeg ved ikke med dig, men hvis det var mig, ville jeg nok svare: ”Så troede du forkert!”
For det er jo faktisk muligt at tro forkert! Din reaktion påvirkes ikke af hvordan dit barn eller din souschef vælger at tro at du vil reagere. Og ved I hvad: Guds reaktion på den måde vi vælger at leve vores liv på, påvirkes heller ikke af hvordan vi vælger at tro at han vil reagere – i hvert fald ikke hvis vi tror mod bedre vidende. Hvis vi ved hvordan Gud vil have os til at leve, men ikke handler efter det, så er vi, som Jesus siger, at sammenligne med en der har bygget sit hus på sand.
Men hvordan finder vi så ud af om den vægt vi vejer vores liv på, er god fordi den vejer rigtigt, eller om vi bare synes den er god fordi den fortæller os hvad vi helst vil høre? Eller for at sige det lidt mere højstemt med ord fra dagens anden læsning: Hvordan kan vi vide om vi lytter til Guds ånd når vi evaluerer vores liv, eller om vi snarere lytter til Antikrists ånd? Tja, apostlen Johannes, som ifølge traditionen er forfatter til det brev som epistellæsningen er taget fra, siger at forskellen på Guds ånd og Antikrists ånd er om den bekender at Jesus er Kristus, kommet i kød – men jeg må nok erkende at det kan være svært umiddelbart at afgøre om mit liv er en bekræftelse eller en benægtelse af at Jesus er Kristus. Men jeg kan da spørge mig selv om jeg lever efter de retningslinjer og det forbillede som Jesus har givet os. Med andre ord: Den ”vægt” der kan give mig et retvisende billede af hvordan Jesus bedømmer mit liv, er Det Nye Testamente – især de fire evangelier hvor vi finder Frelserens egne ord og handlinger, men også Apostlenes Gerninger og brevene, som er førstehåndsvidnesbyrd om hvordan de første disciple tolkede det de havde set og hørt deres Mester sige og gøre.
Problemet er dog at det kan være svært at læse Det Nye Testamente med friske øjne, især hvis man har læst det mange gange før, eller mange af teksterne af andre grunde er ”kendt stof”. Vi kommer nemlig alt for let til at tænke at ”vi ved jo godt hvad der står”, eller vi afskriver lidt for automatisk de ”ubekvemme” tekster som noget der hører en svunden tid til, og som vi derfor blot kan se bort fra i dag, uden at sætte os ind i om der er grund til at antage at det der står, ikke var ment som noget eviggyldigt.
Jeg kunne nævne mange eksempler på bibeltekster som vi har hørt så mange gange at vi er blevet døve for hvor radikale de i virkeligheden er, men jeg vil nøjes med et enkelt eksempel, og det er et Jesusord der er så kendt at det er blevet et bevinget ord i vores kultur (men som af uransagelige årsager ikke er at finde blandt kirkeårets prædiketekster), nemlig det om at vende den anden kind til. Lad os tage det som det står i Matthæusevangeliet 5,38-39: ”I har hørt, at der er sagt: ’Øje for øje og tand for tand.’ Men jeg siger jer, at I ikke må sætte jer til modværge mod den, der vil jer noget ondt. Men slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til.” Ja, sådan sagde Jesus! Vi tager den lige igen: ”Men jeg siger jer, at I ikke må sætte jer til modværge mod den, der vil jer noget ondt. Men slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til.” Hvor mange kender du der lever efter dén devise? Jeg gør ikke, må jeg nok erkende. Og jeg har svært ved at komme i tanker om ret mange der gør. Til gengæld har jeg oplevet mange kristne – deriblandt nogle der bruger betegnelsen ”bibeltro” om sig selv – som synes at de i lige netop dette spørgsmål er klogere end Jesus. ”Det kan man jo ikke!” plejer afvisningen at lyde, og når jeg i diverse teologiske debatter har dristet mig til at henvise til dette Jesusord, har svaret til tider været decideret hånligt. Men Jesus sagde altså sådan, og der er absolut intet der tyder på at han ikke mente det bogstaveligt. Tværtimod blev det efterlevet til punkt og prikke i kirkens tre første århundreder hvor de kristne blev udsat for alverdens overgreb og forfølgelser fra skiftende romerske kejsere – altså uden at sætte sig til modværge. Resultatet blev som bekendt at kirken ikke blot overlevede, men voksede, hvorimod det romerske imperium gik under, så argumentet om at Jesu råd ikke ”virker”, holder altså ikke – hvilket der også findes moderne eksempler på i skikkelse af folk som Gandhi og Martin Luther King. (Det er i øvrigt beskæmmende for os kristne at et af de fremmeste moderne eksempler på lydighed mod et af de mest centrale principper i kristendommen, var en hindu!).
Det var som sagt blot et enkelt eksempel på noget som Jesus måske ville kunne finde på at gribe fat i hvis han rent faktisk sad ude i præsteværelset og ventede på at tage os hver især i audiens. Jeg kunne som sagt nævne mange flere. Men det er vigtigt for mig at understrege at det ikke handler om at Gud eller Jesus har lavet en række mere eller mindre vilkårlige regler som han bedømmer os ud fra – hvorfor i alverden skulle han dog det? Kristendom er ikke en lovreligion; det er et budskab om en relation til Gud. Som apostlen Johannes siger det andetsteds i det brev som dagens anden læsning er taget fra: ”Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed.” [1 Joh 4,8] Læg også mærke til hvad det er Jesus siger til dem som han afviser selvom de både har profeteret og uddrevet dæmoner i hans navn: ”Jeg har aldrig kendt jer.” Det er relationen der er det centrale! Når Jesus går op i hvordan vi lever vores liv, er det fordi han elsker os og derfor ønsker at vi skal leve på den måde der er bedst for os – og bedst for vores medmennesker, som han jo også elsker. At vi så ikke nødvendigvis har den fornødne åndelige indsigt til at forstå at det faktisk er bedst for os at vende den anden kind til når nogen vil os noget ondt, er en anden sag. Men hvorom alting er: Vi skal ikke gå rundt og frygte for at Gud vil dømme os til fortabelse fordi vi foretrækker bekvemme usandheder frem for ubekvemme sandheder. Hvis nogen af os ender med at gå fortabt, er det udelukkende fordi vores bekvemme usandheder har skadet vores relation til Gud i en grad så vi takker nej til et evigt liv på Guds præmisser.
Comments