Prædiken til 3. søndag i advent 2023
Posted By admin on 29. december 2023
Zakarias’ lovsang: Save me from myself
Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirke 3. søndag i advent 2023
Nikolaj Hartung Kjærby
Den engelske rockgruppe Genesis blev stiftet helt tilbage i 1967, otte år før jeg blev født, men de fik en lang karriere, og da jeg var 16 år, fik jeg deres nyudgivne næstsidste album We Can’t Dance, i julegave. Det var noget af en musikalsk øjenåbner, og jeg lytter stadig til mange af de fremragende sange fra det album. Nogle af sangene, så som No Son of Mine og Hold On My Heart, blev store hits, mens andre forblev mere ukendte. Til den sidste kategori hører sangen Dreaming While You Sleep, og det er egentlig synd, synes jeg, for det er faktisk en ret unik sang, i og med at den giver stemme til sådan en slags person som de fleste mennesker elsker at hade og foragte, nemlig en flugtbilist. Mike Rutherford, der skrev teksten, er mig bekendt aldrig selv stukket af fra en trafikulykke, og det er jeg heller ikke, men jeg oplever alligevel at kunne sætte mig i flugtbilistens sted når jeg lytter til sangen (hvilket Phil Collins’ indfølte fremførelse naturligvis også bidrager til). Sangen begynder med at jeg-fortælleren en mørk og regnfuld aften kæmper med at holde sig vågen bag rattet, og så sker det: ”I never saw her step into the street” – ”Jeg så slet ikke at hun trådte ud på vejen”. I vers 2 reflekterer fortælleren: “Jeg kommer aldrig til at forstå hvad der gik gennem hovedet på mig, jeg standsede ikke for at se hvad jeg havde gjort, jeg var nødt til at blive ved med at køre dybt ind i natten, som om de kilometer der kom imellem, ville gøre det i orden”. Men det gjorde kilometrene naturligvis ikke, og derfor bliver omkvædet præget af den dybeste fortvivlelse: ”Hele mit liv ligger du tavs dér i en verden så uretfærdig, og jeg er den eneste der ved hvorfor. Det vil leve indeni mig; jeg bliver aldrig fri”. ”I will never be free”.
Jeg er som sagt aldrig stukket af fra en trafikulykke, men jeg kan alligevel godt identificere mig med fortvivlelsen, for er der noget der er svært at bære på, så er det skyldfølelse, især når man bærer den med rette. Jeg kender i hvert fald kun alt for godt til det at ønske at jeg kunne spole tiden nogle timer eller dage eller uger tilbage, til tiden før jeg gjorde eller sagde det som nu fylder mig med skam og selvlede fordi det sårede et andet menneske så dybt eller måske endda udsatte et andet menneske for fare på liv og førlighed. Selv hvis faren blev afværget, eller det ved et svineheld ikke gik så galt som det kunne have gået, kan det være forbundet med stor skamfølelse at tænke at jeg så let som ingenting kunne være blevet skyld i noget forfærdeligt.
Med de ord går vi til dagens evangelietekst. Den foregår på et tidspunkt hvor Israel befinder sig i en national krise – hvis man da kan bruge ordet ”krise” om noget som har varet ved i flere hundrede år. Zakarias, som er den der fører ordet i teksten (for en gangs skyld er det nemlig ikke Jesus selv der taler) var præst, og det tyder på at han havde styr på jødernes hellige skrifter – den skriftsamling som vi kristne kender som Det Gamle Testamente. I hvert fald nævner han i sin lovsang både den store konge David og de hellige profeter og patriarken Abraham, folkets stamfar. Specifikt nævner han at Gud svor en ed overfor Abraham: ”at fri os fra vore fjenders hånd og give os at tjene ham uden frygt i fromhed og retfærdighed for hans åsyn alle vore dage”. Det med ”at fri os fra vore fjenders hånd” sigter sandsynligvis til Første Mosebog kapitel 22 vers 17 hvor Gud siger til Abraham: ”Dine efterkommere skal erobre deres fjenders porte.” Det løfte blev i første omgang opfyldt igennem kong David, som besejrede alle Israels fjender så folket kunne leve i fred. Gennem profeten Natan lovede Gud David at hans kongehus skulle stå fast til evig tid, men han advarede også om at hvis Davids efterkommere ikke var lydige mod Gud, så ville de blive tugtet ”med menneskestok og menneskeslag” (2 Sam 7,14). Og sådan gik det desværre: Der var kun meget få af kongerne fra Davids dynasti der fulgte i Davids spor hvad angik tro og lydighed mod Gud, og derfor faldt kongeriget til sidst i babylonerrigets hænder. Men det var så der ”de hellige profeter” kom ind i billedet, for både Esajas og Ezekiel og flere af de andre profeter i Det Gamle Testamente prædikede at Gud på ny ville forbarme sig og genrejse sit folk under en konge af Davids slægt. Men på det tidspunkt hvor vi møder Zakarias og hans lovsang, er der altså gået mere end 600 år siden den sidste konge af Davids hus mistede sin trone, og det er derfor jeg sagde at teksten foregår på et tidspunkt hvor Israel befandt sig i en national krise der havde varet i flere hundrede år. Men midt i krisen synger Zakarias altså den her lovsang.
At Zakarias er så glad at han har lyst til at synge lovsange, er egentlig ikke så mærkeligt, for han er lige blevet far, efter at han og hans hustru ellers havde opgivet drømmen om at blive forældre fordi de var ”højt oppe i årene”, som der står tidligere i samme kapitel (Luk 1,7). Men hans glæde er ikke kun på egne vegne; tværtimod fylder den rent private lykke forsvindende lidt i lovsangen. Det der er i centrum, er glæden over at Gud, som Zakarias udtrykker det, ”har besøgt og forløst sit folk”. Hvorfor nu det? Jo, rent bortset fra at der står at Zakarias ”blev fyldt med Helligånden og profeterede” – altså at de ord han sagde, ikke bare kom fra ham selv, men var inspireret af Gud – rent bortset fra det, så hører det med til historien at Zakarias’ søn Johannes’ fødsel ikke kom ud af det blå, men var blevet indvarslet af selveste ærkeenglen Gabriel, som en dag stod foran Zakarias og sagde: ”Frygt ikke Zakarias! For din bøn er hørt. Din hustru Elisabeth skal føde dig en søn, og du skal give ham navnet Johannes. Han skal blive dig til fryd og glæde, og mange skal glæde sig over hans fødsel, for han skal blive stor for Herren; han må ikke drikke vin og øl, men han skal fyldes med Helligånden allerede fra moders liv, og mange af Israels børn skal han føre tilbage til Herren deres Gud. Han skal gå foran ham i Elias’ ånd og kraft for at vende fædres hjerte til deres børn og give ulydige et retfærdigt sind og skaffe Herren et folk, der er gjort rede” (Luk 1,13-17). Det at Zakarias og Elisabeth havde fået et barn på et tidspunkt hvor de ellers var for gamle til at det kunne lade sig gøre, var altså et tegn på at der var endnu større undere på vej – at Gud nu endelig ville til at opfylde sine gamle løfter. Og nu hvor første del af Gabriels ord – nemlig at Elisabeth havde født en søn – var gået i opfyldelse, så glæder Zakarias sig følgelig ikke kun over det, men også og endnu mere over det som det var et tegn på: at Gud ville frelse sit folk. Ja, han betragter det endda som var det allerede sket: Gud ”har besøgt og forløst sit folk.”
Men der er en meget interessant nuance i såvel Gabriels som Zakarias’ ord, for de handler jo ikke kun om at Gud vil besejre Israels ydre fjender, men i særdeleshed også om at Gud vil afstedkomme en forandring hos folket selv, ”give ulydige et retfærdigt sind og skaffe Herren et folk, der er gjort rede”, som Gabriel sagde. Grunden til at kongedømmet gled Davids hus af hænde, var jo at kongerne og deres folk var ulydige mod Gud, så det de først og fremmest havde brug for, var altså at blive lydige igen. Og det blev da også det der kom til at stå i centrum for Johannes’ virke da han blev voksen. Det som vi kristne bedst husker ham for, er at han døbte Jesus, som vi hørte til fastelavn, men inden da nåede han at holde en hel del dunderprædikener hvor han formanede sine tilhørere til at omvende sig fra deres onde gerninger. Det plejer ikke at være nogen særlig god strategi hvis man gerne vil have en stor tilhørerskare, men folk flokkedes faktisk i stort tal for at høre Johannes prædike, selvom det endda var langt ude i ørkenen at han holdt sine vækkelsesmøder. Men måske havde israelitterne selv en fornemmelse af at den frelse de længtes efter, krævede at de tog et opgør med deres egne onde gerninger?
Sådan et opgør er bare ikke helt nemt at tage. Vi nærmer os ellers det tidspunkt på året hvor det er højsæson for at træffe store beslutninger om hvordan man fremover vil leve sit liv på en helt anden måde, nemlig nytåret, men jeg tror også vi alle sammen har erfaret at nytårsforsætter kan være umanérlig svære at overholde når hverdagen indfinder sig. Og jo mere omfattende de er, desto vanskeligere er det. Man kan måske til nød klare at overholde et forsæt om at man fremover ikke vil spise vingummi, men hvis man er mere ambitiøs og sætter sig for at man aldrig mere vil spise noget usundt, bliver det straks vanskeligere. Og hvis man ligefrem sætter sig for at man fremover slet og ret vil være et godt menneske, så – ja, jeg kender ikke nogen som det er lykkedes for, uanset om de har truffet deres beslutning en nytårsaften eller på en kristen sommerlejr. Jeg har selv været der – kun for, inden der var gået et år, igen at stå og have gjort eller sagt noget som fik mig til brændende at ønske at jeg kunne spole tiden tilbage.
Hvis du har det lige sådan, så kan du og jeg sammen glæde os over at Zakarias faktisk gik et skridt længere end Gabriel havde gjort (så måske er der noget om det når Grundtvig i den sidste salme vi skal synge i dag, kalder julens budskab for noget som ”selv engle knap forstå”). Zakarias sagde nemlig ikke kun at Gud ville ”give os at tjene ham uden frygt i fromhed og retfærdighed alle vores dage” – det gjorde han også – men det bedste ved alt det han sagde, var ”lære hans folk at kende frelsen i deres synders forladelse”! Frelsen begynder nemlig ikke med at vi tager os sammen og bliver gode mennesker; den begynder med at Gud tager imod os selvom vi ikke er gode mennesker! ”Jamen var det ikke netop fordi israelitterne ikke var gode mennesker, at deres kongedømme gik under?” Jo, til dels, men først og fremmest var det fordi de ikke troede på Gud. Jeg nævnte kong David, der gennem hele Det Gamle Testamente står som mønstereksemplet på den gode konge – men det var ikke fordi han levede et perfekt og pletfrit liv. Faktisk begik han både hor og mord undervejs i sin karriere, men hver gang han havde trådt ved siden af, angrede han og erkendte at han ikke var værdig til Guds velvilje. Og netop det at David på den måde stolede på Gud i stedet for at stole på sin egen fromhed, var grunden til at Gud kaldte ham for en mand efter sit eget hjerte (ApG 13,22). Det der skal til for at vi kan tage imod Guds frelse, er nemlig netop at vi dropper at stole på os selv og i stedet overgiver vores liv til ham.
Så hvis du nogensinde føler at du aldrig kan blive fri på grund af noget du har gjort, så er der gode nyheder til dig: Jesus døde og opstod, for at du ikke længere skal være bundet af hvad du har gjort. Han vil give dig del i sin retfærdighed, sådan at du kan stå skyldfri over for Gud, uanset hvad du har gjort. Selv flugtbilisten fra sangen Dreaming While You Sleep kan blive sat i frihed og få et nyt liv takket være Jesus! (Den frihed vil så nok omfatte at han går til bekendelse og tager den straf som hans forbrydelse takseres til i retsvæsenet, men selv hvis det skulle omfatte at han blev smidt i fængslet, ville han i hjertet være en fri mand mens han sad der!).
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments