Prædiken til 3. søndag efter påske 2018
Posted By admin on 4. marts 2019
Vejen, sandheden og livet: Ikke ”kristendom”, men Jesus!
Prædiken i Tagensbo Kirke 3. søndag efter påske 2018
Nikolaj Hartung Kjærby
For nogle år siden, før jeg mødte min hustru, deltog jeg i et såkaldt speeddating-arrangement. Nogle af jer har måske prøvet noget lignende. Det gik ud på at ti mænd og ti kvinder (eller hvor mange vi nu var af hvert køn) hver fik 5 minutter til at tale med hinanden, sådan at hver mand i løbet af en time fik talt med alle ti kvinder, og vice versa. De 5 minutter skulle naturligvis bruges på at afklare om man var interesseret i at lære personen på den anden side af cafébordet nærmere at kende, og i praksis foregik det sådan at hver deltager fik et stykke papir hvor man kunne krydse dem af som man gerne ville drikke en kop kaffe med ved en senere lejlighed, og arrangøren af eventet sørgede så for at de der gensidigt havde sat kryds ved hinanden, fik hinandens telefonnumre. For mit eget vedkommende var det i øvrigt ingen større succes, for der var kun to af kvinderne jeg fandt interessante nok til at sætte kryds ved dem, og ingen af de to satte kryds ved mig. Og egentlig er jeg også lidt kritisk over for hele konceptet, for hvordan bærer man sig ad med, på kun 5 minutter, at finde ud af hvad det er for et menneske man sidder overfor? Og hvordan bærer man sig ad med på så kort tid at give en dækkende præsentation af hvem man selv er? Inderst inde ved vi jo godt at hvis man virkelig vil vide hvem en anden person er, så er man nødt til at bruge noget tid sammen med vedkommende over en længere periode. Det spørgsmål som jeg selv valgte at stille kvinderne ved speeddating-arrangementet, nemlig det korte og kontante ”Hvem er du så?” (ledsaget af mit mest charmerende smil), er i hvert fald ikke helt enkelt at give et kort svar på.
Derfor er det måske heller ikke så mærkeligt at Gud svarer som han gør, da Moses spørger om hans navn. Umiddelbart kan svaret ”Jeg er den, jeg er” næsten virke som lidt af en flabethed, især når man giver det til en som man lige har bedt om at sætte sit liv på spil, men det er værd at huske på at svaret rummer større dybder end man umiddelbart kan høre i den danske oversættelse. I den hebraiske grundtekst lyder Guds svar ”ehyeh asher ehyeh”, og det kan også oversættes ”Jeg er den, som er” eller endda ”Jeg er det at være”. Det som Gud siger, er altså sandsynligvis at han er alt for stor til at vores sprog kan beskrive ham. Den livsfarlige mission som Moses blev sendt ud på, måtte han altså udføre i en nærmest blind tro på at den uudgrundelige kraft der havde vist sig for ham i tornebusken, var ham venligt stemt og ville beskytte ham.
Men der er heldigvis to testamenter i vores bibel, og i Det Nye Testamente kommer der andre boller på suppen, for her viser Gud faktisk hvem han er – ikke i form af en filosofisk afhandling på flere tusinde sider, men i form af et menneske i kød og blod. De af jer der var i kirke i sidste uge, hørte hvordan Jesus erklærede: ”Jeg og Faderen er ét!”, og i dag hører vi ham sige: ”Den, der har set mig, har set Faderen.” Vores sprog kan ikke udtrykke hvem Gud er, men det kunne Jesus altså med sit liv – og ikke mindst med sin død og sin opstandelse, kunne vi tilføje.
”Den, der har set mig, har set Faderen.” Fint nok – men der er jo altså bare det lille problem at vi ikke har set Jesus! Han fór jo som bekendt til himmels 40 dage efter sin opstandelse, så nu er han vel lige så fjern som Faderen – eller hvad? Ganske vist kan vi læse om ham i evangelierne, men det er jo slet ikke det samme som at kende ham personligt.
Disciplene brød sig heller ikke om udsigten til at Jesus ville forlade dem. Den samtale mellem ham og disciplene som er dagens prædiketekst, fandt sted skærtorsdag aften, få timer før han blev arresteret, og de første ord i teksten, ”Jeres hjerte må ikke forfærdes!”, sagde Jesus faktisk som en direkte respons på at disciplene var blevet forfærdede over at han havde sagt til dem at han ville forlade dem. Men han trøstede dem med at de også kunne komme derhen hvor han skulle, ja at de endda kendte vejen. Det forstod Thomas naturligvis ikke noget af; som han sagde: ”Vi ved ikke engang hvor du skal hen, hvordan kan vi så kende vejen?” Det var som svar på dét spørgsmål at Jesus sagde de udødelige ord der er gået hen og blevet et af de mest kendte bibelvers overhovedet: ”Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.”
Som det så ofte går med bevingede ord, er Jesu ord om vejen og sandheden og livet ofte blevet citeret løsrevet fra deres kontekst, som om det var noget Jesus bare sagde ud af det blå som en dyb, filosofisk aforisme. Af samme grund er der blevet spekuleret meget over hvad Jesus mente når han beskrev sig selv som ”vejen og sandheden og livet”, og undertiden er udsagnet blot blevet tydet som erklæring om at religionerne ikke er lige gode, men at kun mennesker der bekender sig til kristendommen, kommer i himlen. Og sandt er det da at Ny Testamente helt klart hævder at det kun er igennem Jesus at mennesker kan blive frelst – det siger Peter og Johannes jo endda direkte i den læsning vi hørte fra Apostlenes Gerninger. Men det Jesus ville fortælle sine disciple aftenen før han blev korsfæstet, var bestemt ikke bare at hvis man melder sig ind i en kristen kirke, så kommer man i himlen når man dør! Lad os se lidt nærmere på hvad det egentlig var han sagde.
For det første: Han sagde ikke noget om himlen! Kingos gendigtning, som vi sang lige før prædikenen, begynder ellers med ordene ”Nu ved jeg vej til Himmerig”, og det er da heller ikke forkert – bare man er på det rene med hvad ”Himmerig” er for noget! Det var nemlig ikke et sted Jesus talte om at man kun kan komme til ved ham, men derimod en person – Faderen. Gud. Den samme Gud som talte til Moses i den brændende tornebusk, og som ved den lejlighed ikke kunne definere sig selv nærmere end at sige: ”Jeg er den, jeg er.” Det drejer sig altså ikke om en slags drømmenes paradis hvor vi får alle vores ønsker opfyldt og kan leve i sus og dus, men om at kende ham som er selve det at være. Det handler ikke om at vi efter et lidelser og afsavn på jorden kan få lov at give vores selviske lyster fuld gas i det himmelske, men tværtimod om at give endegyldigt afkald på vores selviskhed for i stedet at erfare den ultimative lykke og kærlighed i et uhindret fællesskab med Gud selv.
For det andet: Han sagde ikke noget om kristendommen! Den vej som vi skal følge for at komme til Gud, er ikke en religion eller en filosofi eller en ideologi eller en etik eller en kultur – det er en person! Overskriften over vores liv skal ikke være ”kristendommen”. Eller ”kirken”. Eller ”Bibelen”. Eller ”kærligheden” for den sags skyld. Det skal være ”Jesus”! Ganske vist vil et liv med Jesus som overskrift altid være et liv i kærlighed, og det vil sandsynligvis også være et liv hvor vi læser i Bibelen og søger det kristne fællesskab i kirken, men hvis vi løfter nogen af de ting op på den plads hvor Jesus skal stå, går vi fejl af målet. Hvis den religion vi kalder ”kristendommen”, bliver et mål i sig selv, ender vi hurtigt med at bruge præcis de samme uldne metoder som alle andre religioner, i en naiv overbevisning om at målet helliger midlet, fordi netop vores religion er den rigtige. Hvis Bibelen bliver en autoritet i sig selv, risikerer vi nemt at blive forvandlet til kolde bogstavfundamentalister. Og hvis vi vender det bibelske udsagn ”Gud er kærlighed” om så det bliver til ”kærlighed er Gud”, så vil vi med tiden opdage at vi i virkeligheden kun elsker én person, nemlig os selv. Alle de tre faldgruber kan vi undgå ved at holde Jesus i fokus!
Men hvad betyder det så i praksis at lade Jesus være den vej vi følger, den sandhed vi bekender os til, og selve det liv vi lever? Ja, det betyder i hvert fald ikke at vi snakker den til enhver tid herskende tidsånd efter munden, enten den nu går i retning af småborgerlig moralisme, chauvinistisk nationalisme eller grænseløs relativisme. Jesus lader sig ikke spænde for en ideologisk vogn. Tværtimod betyder det at vi modigt sætter den vej som Jesus har vist os, højere end alle de normer som mennesker vil presse ned over os.
Jesus lod sig ikke selv begrænse af de normer som jødedommen i hans samtid havde, men fulgte den vej som Gud Fader havde bedt ham om at gå. Og apostlene fulgte i hans fodspor. I dagens anden læsning hørte vi at Peter og Johannes blev forhørt af Det Jødiske Råd efter at de havde helbredt en lam mand i templet. Hvis læsestykket var begyndt et par vers tidligere, ville vi endda have hørt at de forud for forhøret havde tilbragt en nat i arresten. Man kan undre sig over at de jødiske myndigheder reagerede så negativt på at en mand var blevet helbredt (selvom: Når der i dagens Danmark berettes om overnaturlige helbredelser, bliver det jo også tit mødt med i bedste fald skepsis, i værste fald fjendtlighed fra religiøse mennesker!). Men med til historien hører at de to apostle ikke blot havde helbredt manden sådan i al almindelighed, om man så må sige; de havde helbredt ham i Jesu navn. Og da folk efterfølgende stimlede sammen for at høre hvad det var der var foregået, benyttede Peter lejligheden til at fortælle dem hvem Jesus var. Lad mig citere lidt af det han sagde: ”[D]et er Abrahams, Isaks og Jakobs Gud – vores forfædres Gud – der står bag det, som her er sket. Han ønsker ved dette under at ære og ophøje sin tjener Jesus, som I forrådte og forkastede, selv om Pilatus var parat til at frigive ham. … Men nu skal I ændre jeres indstilling og vende jer til Gud, så han kan tilgive jer, og I kan opleve den fred, der kommer fra Gud. Derefter vil han sende Jesus Messias tilbage til jorden igen, sådan som det for længe siden blev bestemt.” [ApG 3,13.19-20. Bibelen på Hverdagsdansk] Når man ved det, bliver det lidt lettere at forstå hvorfor myndighederne skred til arrestation, og man kan da også spørge om det nu også var nødvendigt at provokere på den måde. Kunne de ikke bare have nøjedes med at helbrede manden, og så lige så stille og roligt liste af? Det vigtigste var vel at han blev rask?
Nej, det vigtigste er at kende Gud! Genoprettelsen af den lamme mand på det fysiske plan var kun et tegn på den genoprettelse af alle mennesker, ja af hele verden, som Gud har i sinde at udføre på det åndelige plan! For hvad hjælper det at have et godt helbred hvis du ikke har fred i hjertet? Hvad hjælper det at din krop er i perfekt form hvis dit indre liv ligger i ruiner? Og omvendt: Hvis du har fundet frem til livets lykke, mening og indhold, men har en fysisk sygdom eller handicap, vil du så føle at du har trukket en nitte i livet? Næppe. Faktisk er der mange af de største helgener op igennem historien der har døjet med fysiske skavanker af forskellig art, lige fra Paulus i det første århundrede over Frans af Assisi i 1200-tallet til den nulevende amerikanske prædikant Joni Eareckson Tada, der fra sin rullestol har bragt håb og fred til millioner af mennesker.
På det her tidspunkt ville en marxist måske kunne finde på at beskylde mig for at række ”opium til folket” – at prædike ligegyldighed i forhold til de jordiske problemer med henvisning til de himmelske glæder. Men det er bestemt ikke min hensigt. De der vil bruge kristendommen til at legitimere magthavernes undertrykkelse af de svage, gør sig skyldige i en katastrofal misforståelse. Det som Gud bad Moses om fra den brændende tornebusk, var jo netop at befri israelitterne fra deres slaveri i Egypten. Jesus selv talte også dunder mod de rige og grådige, og som vi hørte, kom apostlene i konflikt med myndighederne på grund af deres forkyndelse – ja, 11 af de 12 apostle endte faktisk med at blive henrettet! Heller ikke i dag kan vi regne med at diverse magthavere vil klappe os på skuldrene hvis vi hylder Jesus som vejen, sandheden og livet – ja, alene det udsagn at Jesus står over de til enhver tid gældende danske love, er nok til at man ifølge integrationsministeren bør finde et andet land at bo i end Danmark. Og så er Danmark endda et af de lande i verden hvor kristne har de bedste vilkår – i lande som Nordkorea og Iran kan man blive fængslet alene fordi man er kristen, og i lande som Kenya og Nigeria er der islamiske militser der målrettet går efter at dræbe kristne. Jesu egen vej gik omkring korset, og følger vi hans vej, skal vi ikke forvente at vi får en bedre behandling end han gjorde.
Men når den slags sker, er det netop at vi skal huske at det ikke er ”kristendommen”, men Jesus, det drejer sig om. Det var det som middelalderens kristne ikke havde forstået, da de med korstogene valgte et militært modsvar til islams militære ekspansion. Kunne man forestille sig Jesus svinge et sværd? Nej, tværtimod – da Peter skærtorsdag nat trak sit sværd for at forsvare Jesus mod dem der kom for at arrestere ham, sagde Jesus: ”Stik dit sværd i skeden, Peter, for den der griber til sværd, skal falde for sværd.” Også i dag er der kristne debattører der tror at vi kan eller skal forsvare kristendommen med våbenmagt eller andre verdslige midler. Men vi skal slet ikke ”forsvare kristendommen” – vi skal tværtimod forkynde Jesus med vores ord og vores liv! Gør vi det, bliver vi helt sikkert upopulære, ligesom Jesus og disciplene blev det, for et liv i efterfølgelse af Jesus er som sagt aldrig et liv der lefler for tidsånden, uanset hvilken retning tidsånden blæser. Som den kendte rocksanger Alice Cooper engang udtrykte det (og han taler af erfaring, for han har prøvet alle tre ting): ”Det er nemt nok at drikke øl. Det er nemt nok at smadre et hotelværelse. Men at være kristen – det er rebelsk!”
Men selvom vi som Jesu efterfølgere er kaldet til at være rebeller, er vi ikke kaldet til at hade nogen. Vi er ikke kaldet til at leve i vrede og bitterhed, men i kærlighed. Selv de mennesker der kritiserer os, latterliggør os, forfølger os, eller endda ønsker at dræbe os, selv dem er vi kaldet til at elske med den samme ubetingede kærlighed som Gud elsker os med. Det er ganske vist ikke menneskeligt muligt at leve på den måde – men netop derfor skal Jesus ikke kun være vores forbillede, men vores liv. Han skal ikke kun være den der viser vejen, men han skal selv være vejen. Vi må overgive vores liv til ham og tage imod ham som herre. Hvis du ikke har gjort det før, vil jeg opfordre dig til at gøre det i dag.
Comments