Prædiken til 23. søndag efter trinitatis 2020
Posted By admin on 17. november 2020
Griske skriftkloge og enkens skærv: Kristen af navn og kristen af gavn
Prædiken i Sct. Klemens og Rø kirker 23. søndag efter trinitatis 2020
Nikolaj Hartung Kjærby
Jeg vil tro at de fleste børn og voksne har hørt om det fortryllede land Narnia, som den fremragende kristne forfatter C.S. Lewis fandt på for mere end 70 år siden; et land beboet af eventyrvæsener og talende dyr, og hvis konge er den store løve Aslan, som helt tydeligt er et billede på Jesus. Om ikke andet, så har Walden Medias stort opsatte filmatiseringer af tre af bøgerne om Narnia i hvert fald gjort deres til at gøre Narnia kendt.
Imidlertid er der mere end tre bøger i Narnia-serien; faktisk er der hele syv. Og den syvende og sidste er måske den bedste af dem alle (og hvis du ikke vil have den spoleret, skal du lukke ørerne nu). Det sidste slag handler om en talende abe ved navn Finte, der finder et løveskind og får den idé at hænge det på et æsel og bilde folk i Narnia ind at Aslan er vendt tilbage og har valgt ham, Finte, som sit talerør. På den måde får han manipuleret stort set alle til at danse efter sin pibe og blandt andet give en masse penge til ”Aslan” – det vil sige til ham selv. Endnu flere penge tjener han på at påstå at Aslan har givet ordre om at fælde de talende træer og sælge tømmeret til nabolandet Calormen, hvis indbyggere tilbeder den grumme og blodtørstige dæmon Tash. Calormenerne har imidlertid planer om andet og mere end at købe tømmer, nemlig at udnytte abens pengegriskhed til at erobre Narnia. Før Narnias unge, uerfarne konge når at opdage hvad der foregår, har calormenerne i et overraskelsesangreb udslettet Narnias beskedne stående hær, og resten af Narnias indbyggere tør ikke kæmpe imod besættelsesmagten, fordi Finte påstår at den calormenske magtovertagelse er Aslans vilje, og at Aslan og Tash i øvrigt er én og samme perso. Som i næsten alle Narnia-bøgerne kommer der imidlertid nogle børn fra vores verden og blander sig i begivenhederne, og da det lykkes dem at befri æslet (som Finte har holdt fanget i en stald på en bakketop), får aben et problem da nogle af de modigste narniere forlanger at få Aslan at se. Calormenernes anfører finder imidlertid på i al hemmelighed at postere en af sine soldater lige inden for stalddøren, hvorefter Finte annoncerer at hvis nogen vil se Aslan, alias Tash, så er de velkomne til at gå ind i stalden; blot skal de vide at han er vred og næppe vil se med milde øjne på deres vantro. Da er der en ung calormensk officer ved navn Emeth der træder frem og erklærer at han ikke har noget større ønske i hele verden end at få sin gud at se, om det så skulle koste ham livet. Hans chef prøver at tale ham fra det, men Emeth står fast på sit.
Hvad hverken Finte eller den calormenske øverstkommanderende ved, er at dæmonen Tash (som ingen af de to tror findes i virkeligheden) rent faktisk har indfundet sig i stalden, der derved er blevet forvandlet til en port til det hinsidige. Så efter at Emeth har gjort kort proces med den skarpretter som hans chef har posteret inden for døren, opdager han at han slet ikke befinder sig i en mørk, lugtende stald, men i et smukt, solbeskinnet landskab. Han er overbevist om at han er kommet til Tashs eget land og bliver derfor både forbløffet og rædselsslagen da han pludselig står ansigt til ansigt med løven Aslan! Han kaster sig til jorden, sikker på at hans sidste time er kommet – og hvad der derefter skete, vil jeg lade Emeth selv fortælle, idet jeg citerer fra bogen: ”Men den prægtige løve bøjede sit gyldne hoved og berørte min pande med sin tunge og sagde: ’Vær velkommen, min søn.’ Men jeg sagde: ’Ak, herre, jeg er ikke din søn, men Tashs tjener.’ Han svarede: ’Mit barn, alt, hvad du har gjort for Tash, har du i mine øjne gjort for mig.’ Så overvandt min store trang til oplysning og forståelse min frygt, og jeg spurgte den prægtige løve: ’Herre, er det da sandt, som aben sagde, at du og Tash er den samme?’ Løven knurrede, så jorden skælvede (men hans vrede var ikke rettet mod mig), og sagde: ’Det er ikke sandt. Det er ikke fordi han og jeg er ét, men fordi vi er modsætninger, at jeg siger, at det, du har gjort for ham, har du også gjort for mig. For han og jeg er så forskellige, at intet, der er gjort i ondskab, kan gøres for mig, og intet, der er gjort af et godt hjerte, kan gøres for ham. Så hvis noget mennesker sværger ved Tash og holder sit løfte for løftets skyld, er det ved mig, han har svoret, hvad enten han ved det eller ej, og det er mig, der belønner ham. Og hvis nogen gør en ond gerning i mit navn, så er det Tash, han tjener, selv om han siger navnet Aslan, og det er Tash, der tager mod hans tjeneste. Forstår du det, mit barn?’ Jeg sagde: ’Herre, du ved, hvor meget jeg forstår.’ Men jeg sagde også (for sandheden pressede sig på): ’Og dog har jeg hele mit liv søgt at tjene Tash.’ ’Mit kære barn,’ sagde den prægtige løve, ’medmindre det var mig, du søgte at tjene, havde du ikke kunnet gøre det så længe og så oprigtigt. For alle finder, hvad de oprigtigt søger.’” (Borgens Forlag 1984, s. 169f).
Beretningen om Emeth er noget af det mest kontroversielle i C.S. Lewis’ forfatterskab, for mange kristne har det – forståeligt – svært med den tanke at en der følger en anden religion, i virkeligheden tjener den sande Gud, hvis blot han oprigtigt søger det gode, som Emeth gjorde. Jeg vil heller ikke lægge hovedet på blokken for at Lewis har ret i det (og under alle omstændigheder vil jeg minde om at Emeth var den eneste af calormenerne i bogen der kom i paradis; alle de andre kom i helvede). Men én ting er jeg sikker på at Lewis har ret i, nemlig at onde gerninger ikke bliver mindre onde af at man gør dem i Jesu navn – tværtimod. Den Aslan som aben Finte prædikede, var en falsk Aslan, og han blev ikke mindre falsk af at Finte brugte det ”korrekte” navn. Gud er ikke interesseret i at vi bekender ham med munden hvis vi fornægter ham med vores gerninger. Det er værdiløst at være kristen af navn hvis man ikke er kristen af gavn. Derfor havde Gud også kun domsord til overs for de mennesker på Jeremias’ tid der, som vi hørte, praktiserede både tyveri, drab, ægteskabsbrud og afgudsdyrkelse, men som troede at alt hvad i orden fordi de da passede de reglementerede ofre i det jødiske tempel.
I evangelieteksten til i dag præsenterer Jesus os for to meget forskellige tilgange til livet. For det første taler han om de skriftkloge der udadtil var vældig fromme, gik i tøj der i datiden signalerede at man hørte til den religiøse elite, og havde deres faste plads i synagogen. Men det var alt sammen kun facade og skalkeskjul for griskhed og forfængelighed. Det der udadtil var tilbedelse af Gud, var dybest set lige så falsk som det æsel i løveskind som Finte brugte til at berige sig på sine fattige landsmænds bekostning: Hykleri og falsk religion, uanset at de brugte alle de rigtige ord.
I skærende kontrast til dem står den fattige enke der lægger sine allersidste penge i tempelblokken. Beretningen om hende er traditionelt blevet læst som et eksempel til efterfølgelse, men det siger Jesus ret beset ikke noget om at hun er; han konstaterer blot at hun har givet meget mere end de rige der har givet af deres overflod. Jeg er tilbøjelig til snarere at opfatte Jesu ord om hende som en illustration af det han lige har sagt, nemlig at de skriftkloge æder enker ud af huset – blandt andet ved at bilde hende ind at Gud vil have hende til at give sine sidste penge til templet. Det I skal lære af denne tekst, ér altså ikke at I skal lægge hele jeres månedsløn i kirkebøssen inden I går hjem (og det er vist ret heldigt, for det var der nok ikke nogen af jer der ville have gjort alligevel). Vi skal snarere lære at vi skal holde nallerne fra de fattiges forsørgelsesgrundlag, især hvis vi selv kan give det dobbelte uden at lide nogen nød. Som Jeremias udtrykker det: ”I må ikke undertrykke den fremmede, den faderløse og enken”.
Men når det er sagt, så er der alligevel noget vi kan lære af enken, nemlig hendes ubetingede tillid til Gud. Selvom det sandsynligvis var en falsk og skadelig forkyndelse der havde fået hende til at tro at det var Guds vilje at hun skulle lægge sine sidste penge i tempelblokken, så var det hendes lydighed mod Gud der i sidste ende fik hende til at gøre det som hun troede var Guds vilje, vel i tillid til at hvis Gud virkelig ville have hende til at give de penge væk som hun skulle have levet af, så ville han vel sørge for hende på anden måde. Måske har hun endda tænkt at hvis det var Guds vilje at hun skulle dø af sult, så var det vel fordi det var det bedste for hende, og at der under alle omstændigheder ville vente hende noget bedre på den anden side af døden. Måske tænkte hun på beretningen om profeten Daniels tre venner Hananja, Mishael og Azarja (også kendt som Shadrak, Meshak og Abed-Nego), som kong Nebukadnesar kastede i en ildovn fordi de nægtede at tilbede en guldstatue der sandsynligvis forestillede den babyloniske gud Nabu, som kongen var opkaldt efter. Kongens trusler bed ikke på dem, for som de sagde: ”Kommer det dertil, så kan vores Gud, som vi dyrker, redde os. Han kan redde os ud af ovnen med flammende ild og ud af din magt, konge. Og selv om han ikke gør det, skal du vide, konge, at vi ikke vil dyrke din gud, og at vi ikke vil tilbede den guldstøtte, du har opstillet.” Det er sand tro – og det var det sandsynligvis også hos enken, til trods for at hun ikke var blevet undervist korrekt om Gud. Hvis de hykleriske, griske skriftkloge mindede om aben Finte, kan den fattige enke altså siges at minde om calormeneren Emeth, der – selvom han hele sit liv var blevet flasket op med tilbedelsen af en grum dæmon – havde troen på at den sande Gud (enten han så hed Tash eller Aslan) var mere dyrebar end livet selv. Og den sande Gud lønnede ham for hans tro – den tro som fik ham til at insistere på at gå ind i stalden trods hans hykleriske anførers advarsler.
På samme måde gør vi også ret i at stole på Gud i ét og alt – eller som Luther formulerer det i sin forklaring til Det Første Bud i Den Lille Katekismus: ”Vi skal over alle ting frygte og elske Gud og stole på ham.” Ordet ”frygte” betyder i øvrigt i denne sammenhæng ikke at vi skal være bange for Gud, men at vi skal have ærefrygt for ham – samtidig med at vi har fuld tillid til at uanset hvad der måtte ramme os, så vil han vende det til det bedste. Har vi den ærefrygt, kærlighed og tillid til Gud, så vil det også komme til udtryk i at vi ikke kun er kristne af navn, men også af gavn: at vi lever i ærlighed, gavmildhed og troskab; at vi ikke ser ned på andre mennesker, men husker at vi selv kun kan komme til Gud fordi Jesus har renset vores synd væk med sit eget blod; og at vi ikke behøver at frygte døden fordi vores Gud er selve livet, og intet mere kan skille os fra ham.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments