Prædiken til 16. søndag efter trinitatis 2021
Posted By admin on 21. september 2021
Enkens søn i Nain: Det ender godt!
Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 16. søndag efter trinitatis 2021
Nikolaj Hartung Kjærby
En god film ender godt. Eller det vil mange mennesker i hvert fald mene. Da jeg var barn, lå det så dybt i mig at en film naturligvis ender godt, og alle løse ender bliver samlet tilfredsstillende op, at jeg følte mig virkelig snydt første gang jeg så en film hvor slutningen lod nogle spørgsmål stå ubesvarede – for ikke at tale om første gang jeg så en der ligefrem sluttede sørgeligt! Det samme gjaldt naturligvis tv-serier, tegneseriehæfter og bøger. Eller H.C. Andersens eventyr for den sags skyld, for selvom han selv kaldte dem ”eventyr fortalt for børn”, så er der mange af dem der bestemt ikke er for børn! Tag for eksempel Den lille havfrue, der jo ikke får sin prins (undtagen i Disney-udgaven). Tag Dyndkongens datter, der mister sit jordiske liv fordi hun ønsker sig et kig ind i Himmerige. Eller tag tårepersere som Den lille pige med svovlstikkerne eller Historien om en moder – hvis der er noget jeg absolut ikke kan have, så er det når der er børn der dør!
Problemet er bare at i den virkelige verden (for eksempel i dagens evangelietekst) er der altså børn der dør! Mange af jer kender sikkert forældre der har måttet lide den største sorg af alle, som det må være at skulle begrave sit barn. Nogle af jer har måske endda selv oplevet det. Og i nogle af de lande der er plaget af krig eller hungersnød, skal man lede langt efter forældre der ikke har oplevet det.
Selv vi der kan takke Gud for at vi ikke har oplevet den slags tragedier, kan ikke altid nikke genkendende til det billede som mange moderne film tegner af verden. Det har blandt andet noget med synsvinkel at gøre. Tag for eksempel de romantiske film hvor to mænd elsker den samme kvinde (der sandsynligvis spilles af Reese Witherspoon hvis det er en amerikansk film). Den slags film slutter som regel med at hun vælger den mand der er helten i filmen, ikke sandt? Men når lignende ting sker i virkeligheden, vil de to bejlere jo nok hver især mene at netop de selv er helten. Eller tag en film som Karate Kid hvor den unge Daniel-san imod alle odds vinder den store karateturnering fordi det er ham der er filmens helt, og dermed ender filmen godt – men i en virkelig karateturnering er alle deltagerne jo helte i deres egen personlige film, og det giver sig selv at den kun kan ende godt for én af dem.
Men heller ikke i de tilfælde hvor alle kan blive enige om hvilket udfald der vil være en ”happy ending”, er det sådan én virkeligheden giver os. Hver gang et menneske for eksempel rammes af en dødelig sygdom, vil de fleste være enige om at det kun er en lykkelig slutning hvis han eller hun overlever og bliver rask, men sådan går det jo langt fra altid i virkeligheden. Eller i den knap så alvorstunge afdeling: Hvis en person har sat sig for at nå et eller andet personligt mål, for eksempel at gennemføre et maratonløb for første gang i sit liv, så håber vi vel alle på at det lykkes for vedkommende, for det er der jo ingen andre der mister noget ved. Men det er bare ikke altid det lykkes.
En særlig kategori af bøger og film er dem hvor det i lang tid ser ud som om det ikke på nogen måde kan ende godt, men så sker der pludselig noget helt uventet og usandsynligt på den tredjesidste side af bogen eller fire minutter før filmens slutning. Den slags er meget almindeligt i alt fra romantiske komedier fra Hollywood til danske tv-julekalendere, og det forekommer endda i episke nyklassikere som Star Wars og Ringenes Herre. Som læser eller seer sidder jeg undertiden tilbage med en følelse af at det der til syvende og sidst gjorde forskellen, hverken var hovedpersonens heltemod eller dygtighed eller snedighed eller udholdenhed eller ædelmodighed, men intet andet end godt gammeldags svineheld. Og jeg må indrømme at det godt kan give mig en lidt flad fornemmelse – jeg kan bedre lide historier om at lykken står den kække bi, eller at uselviskhed lønner sig i sidste ende. Men ind imellem er virkeligheden jo også sådan at når det endelig går godt, så er det mere held end forstand.
Den beretning fra Lukasevangeliet som vi har lyttet til i dag, må også siges at være en hvor den lykkelige slutning kommer aldeles uventet og i sidste øjeblik. Den stakkels enke befandt sig i en situation hvor alt håb var godt og grundigt ude. Hvad hendes søn var død af, og om det var sket pludseligt eller efter længere tids sygdom, får vi ikke at vide, ligesom vi heller ikke får at vide hvor gammel han var (selvom det at Jesus kalder ham ”unge mand”, tyder på at han næppe har været helt lille). Men at miste et af sine børn er altid en voldsom sorg, også selvom barnet er blevet voksen, og det er om muligt endnu værre når det er ens eneste barn, som det var i denne enkes tilfælde. Dertil kom at hun ud over sorgen nu også stod i en situation hvor hun ikke havde nogen til at forsørge sig. Der var ingen folkepension i oldtidens Israel (eller i noget som helst andet land for den sags skyld), og derfor var man afhængig af sine børn når man ikke længere kunne forsørge sig selv. (Det var også derfor Jesus sørgede for, mens han hang på korset, at pålægge apostlen Johannes ansvaret for sin mor). Stemningen i begravelsesoptoget må virkelig have været trykket. Men så dukker Jesus pludselig op, nærmest ud af det blå, og går hen og opvækker den døde. Der er ikke engang nogen der bønfalder ham om at gøre det; initiativet kommer helt og holdent fra ham selv. Og det var jo dejligt for enken at det gik sådan – helt og aldeles skønt – men hvor tit sker den slags i virkeligheden? Og hvad kan vi egentlig bruge det til at det skete engang for næsten 2000 år siden i en by som de færreste af os ville kunne udpege på et kort, og endnu færre af os har været i?
Det skal jeg sige jer: Vi kan bruge det som et tegn! Den væsentligste grund til at Jesus kom til jorden, var ikke for at helbrede de syge og opvække de døde – heldigvis, kan man sige, for havde dét været det væsentligste formål, så havde hans indsats ikke gjort nogen nævneværdig forskel i det store billede. Evangelierne fortæller os om sammenlagt tre mennesker som Jesus oprejste fra de døde, og de tre må have udgjort en forsvindende lille andel af alle de mennesker der døde bare i løbet af de tre år Jesus gik rundt og prædikede og helbredte. Og selvom han sandsynligvis helbredte flere hundrede syge, måske endda flere tusinde, så må der alligevel have været endnu flere som han ikke helbredte – ikke fordi han sagde nej til nogen der kom til ham, men fordi det ikke var alle der havde mulighed for at komme til ham; og nogle gange trak Jesus sig selv tilbage til øde steder for at hans mission ikke skulle drukne i mennesker der ville helbredes.
Men hvis det ikke var Jesu primære mission at helbrede de syge, hvad var så? Jo, der var primært to ting Jesus var kommet for at gøre: Prædike Guds rige, og give sit liv for at give mennesker adgang til Guds rige. Hvad er ”Guds rige” så? Jo, det ord som danske bibeloversættelser plejer at gengive som ”rige”, betyder egentlig ”herredømme”, så når Jesus ”prædikede Guds rige”, betyder det at han proklamerede at nu ville Gud snart tage magten i verden og gøre en ende på det onde. Ud over at helbredelserne og dødeopvækkelserne naturligvis var jordnære barmhjertighedsgerninger mod dem der blev hjulpet, så var de først og fremmest tegn på at Guds rige var i frembrud – en slags ”trailer” eller ”preview” fora t blive i filmsproget. Når Jesus helbredte syge og opvakte døde, var det altså for at vise os at der snart kommer en tid hvor alle syge bliver helbredt, og alle døde bliver opvakt. Og den endelige sejr over død og ondskab som var nødvendig for at Guds rige kunne komme, den vandt Jesus da han frivilligt gav sit liv for at købe dig og mig fri af døden, hvorefter han opstod fra de døde og besejrede døden. Det fejrer vi hvert år til påske, men her midt i efteråret på den 16. søndag efter trinitatis holder vi en ekstra lille ”mini-påske” hvor vi hvert andet år hører om opvækkelsen af Lazarus og hvert andet år om enkens søn i Nain – og derfor skal vi også synge en påskesalme her efter prædikenen.
Jesu opstandelse er måske alle tiders stærkeste eksempel på noget der så ud som om det ikke på nogen måde kunne ende godt, men gjorde det alligevel. Og det var faktisk netop Jesu opstandelse der frem for noget inspirerede Tolkien til at lade hovedplottet i Ringenes Herre slutte med at tingene løser sig på en uventet og usandsynlig måde. For Tolkien var sådan en tilsyneladende urealistisk slutning faktisk netop en realistisk slutning fordi han som troende kristen holdt på at med en god og almægtig Gud kan det hele kun ende godt i sidste ende. Og det vil jeg give ham ret i. For ganske vist lever vi en verden hvor der alt for tit sker tragiske ting som at børn dør, eller at mennesker på anden vis kommer til at stå i en fortvivlet situation – men historien slutter ikke der. ”Guds rige er kommet nær!” proklamerede Jesus da han gik på jorden. Den tid kommer snart, hvor Gud tager magten i verden og gør en ende på alt det onde. Og fordi Jesus opstod fra de døde, er der ikke længere nogen tvivl om udfaldet; det er kun et spørgsmål om hvornår Guds herredømme fuldendes i sin herlighed, og de der er døde i troen på Jesus, opstår til evigt liv.
Derfor er mit budskab i dag: Det ender godt! Ligesom vi kan vide os sikre på, når vi sætter os og ser en Disney-film, at godheden og kærligheden triumferer til sidst, lige sådan kan vi vide os sikre på at det samme kommer til at ske i virkeligheden. Vi kommer ganske vist til at vente længere end de cirka 86 minutter som en Disney-film plejer at tage, men til gengæld kan vi glæde os over at slutningen bliver så meget desto bedre. Guds historie slutter nemlig ikke bare med ”og de levede lykkeligt til deres dages ende”, men med ”og de levede lykkeligt i dage uden ende”!
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments