Prædiken til 1. søndag i fasten 2024
Posted By admin on 15. april 2024
Striden om at være den største: Din svaghed er din styrke
Prædiken i Sct. Klemens, Rø og Hasle Kirker 1. søndag i fasten 2024
Nikolaj Hartung Kjærby
Jeg har en fjern fætter på Hawai’i – Kainoa hedder han. Jeg lærte ham at kende da han sidste år besøgte Bornholm for at søge oplysninger om sine forfædre. Hans far er nemlig af dansk (og delvis bornholmsk) afstamning. Kainoas mor stammer derimod fra Hawai’is oprindelige, polynesiske befolkning, og derfor har han også fordybet sig meget i traditionel hawai’iansk kultur og har endda skrevet en bog om det.
I onsdags lavede han så et Facebook-opslag med teksten ”Glædelig kaptajn Cooks dødsdag!” Kaptajn James Cook var ham der ”opdagede” Hawai’i (som vi jo plejer at kalde det når et land for første gang bliver besøgt af en europæer), og han navngav dem Sandwich-øerne efter sin sponsor, den britiske flådeminister John Montagu, Earl of Sandwich (og ja, det er også ham der har lagt navn til to skiver brød klappet sammen med fyld imellem). Men øerne havde jo allerede navne, og de lokale havde ikke noget forhold til jarlen af Sandwich, så navnet ”Sandwich-øerne” slog aldrig an og endte med at blive droppet igen.
Tilbage til James Cook: Da nogle indfødte hawai’ianere stjal en af hans langbåde, reagerede Cook tåbeligt ved at forsøge at tage den hawai’ianske konge som gidsel, og det slap han ikke levende fra. Men selvom James Cook omkom, var Hawai’is isolation ikke desto mindre blevet brudt, og i årene der fulgte, blev øerne på godt og ondt forvandlet til ukendelighed som følge af kontakten med europæere, amerikanere og kinesere. Den klart bedste og vigtigste forandring var at evangeliet om Jesus Kristus kom til Hawai’i. Hvad der var den værste forandring, er vanskeligere at sige, men det blev i hvert fald et stort problem at der ankom diverse sygdomme som hawai’ianerne ikke havde nogen immunitet imod, så som kopper, syfilis, kolera, influenza, og ikke mindst spedalskhed. For at undgå at smitten spredte sig, befalede kong Kamehameha 5. i 1865 at de spedalske skulle isoleres på et vanskeligt tilgængeligt næs på øen Moloka’i, hvor de i høj grad blev overladt til sig selv.
Den katolske missionsbiskop på Hawai’i så et behov for at der blev udpeget en præst til at betjene spedalskhedskolonien, men han syntes ikke han kunne beordre nogen til at påtage sig en så sundhedsfarlig mission, så i stedet spurgte han om nogen ville melde sig frivilligt. Og det ville den 33-årige belgiske præst Damiaan de Veuster, der i 9 år havde virket på Hawai’i, hvor han var kendt som ”Father Damien”. Det var meningen at Damiaan skulle virke i kolonien i nogle få måneder ad gangen, på skift med tre andre præster, men da tiden var inde til at han skulle afløses, afslog han, for det stod ham klart at hvis han ville gøre sig forhåbninger om at nå de spedalske med budskabet om Guds kærlighed, så krævede det at han i ét og alt delte deres vilkår. Som han skrev i et brev til sin storebror hjemme i Europa: ”For de spedalske er jeg blevet som en spedalsk for at vinde alle for Jesus Kristus.” Og han kom ikke kun til at blive ”som” en spedalsk, for efter 12 år i kolonien opdagede han at han selv havde fået spedalskhed. Han fortsatte imidlertid sit arbejde, der både omfattede forkyndelse og en omfattende social indsats, indtil han 4½ år senere døde af sygdommen, 49 år gammel. På det tidspunkt havde han opnået en international berømmelse der kan sammenlignes med den Mother Teresa opnåede et århundrede senere, og selvom der siden har været lidt diskussion om hans eftermæle, så står der den dag i dag generelt stor respekt om hans selvopofrende tjeneste. Mahatma Gandhi nævnte ham som en af sine store inspirationskilder, den store flamske tv-station VRT kårede ham i 2005 til den største belgier nogensinde, og i 2009 blev han helgenkåret af pave Benedikt 16.
Grunden til at jeg fortæller jer den her historie, er at trods al den hæder der er blevet udøst over Sankt Damien af Moloka’i (som er hans officielle helgennavn), så lader vi ikke til at have lært ret meget af hans eksempel – ja, i virkeligheden er det vel ret paradoksalt at jeg overhovedet nævner al den hæder og ære der er blevet ham til del, som om den betød noget som helst. Mens Father Damien levede her på jorden, var han jo netop kendetegnet ved at han ikke søgte storhed og ære, men tværtimod meldte sig frivilligt til den mest uglorværdige position man kunne forestille sig. Det var netop på grund af sin ydmyge tilgang – det at han mødte de spedalske i øjenhøjde som deres ligemand i stedet for at distancere sig fra dem – at han kom til at gøre så stor en forskel og blev så populær blandt sine ulyksalige sognebørn. Selv da hans indsats førte til at kong Kal?kaua af Hawa’ii slog ham til ridder, så man aldrig ”Sir Damien” gå med sit ridderkors, for han anede nok med rette at det ville have skabt en afstand mellem ham og de mennesker han var sat til at betjene, og på den måde ville have været en hindring for hans arbejde.
Paradoksalt er det også at Father Damiens ydmyge indstilling overhovedet er noget som jeg finder anledning til at fremhæve som noget exceptionelt, for i virkeligheden udviste han jo blot den indstilling som enhver kristen bør udvise. Det fremgår i hvert fald tydeligt af de ord af Jesus som vi har lyttet til i dag: ”Folkenes konger hersker over dem, og de, som udøver magt over dem, lader sig kalde velgørere. Sådan skal I ikke være; men den ældste blandt jer skal være som den yngste, og lederen som den, der tjener.” Så hvordan kan det være at det alligevel forekommer os så exceptionelt og fremmedartet?
Jeg tror at det blandt andet hænger sammen med at det at fremhæve sig selv er så dybt rodfæstet i vores kultur. Hvis man udviser ydmyghed, bliver man ikke leder; så enkelt er det. For at blive valgt til en politisk tillidspost er man nødt til at føre valgkamp, og det indbefatter i sagens natur at fremhæve sine egne kvaliteter for at overbevise vælgerne om at man er et bedre valg end modkandidaten. Noget lignende gør sig gældende når man sender en jobansøgning; her drejer det sig også om at pege på sine kvalifikationer så man bliver foretrukket frem for de øvrige ansøgere. Og det er ikke spor anderledes i kirken, når der skal vælges en biskop eller ansættes en præst eller organist eller kirke-/kulturmedarbejder (selvom der her på Bornholm for tiden sjældent er så forfærdelig mange ansøgere om buddet). Og det er egentlig ikke fordi jeg har et brugbart forslag til en bedre måde at køre ansættelsesprocedurerne på – vi skal bare huske at de ting der ser godt ud på et cv, ikke har nogen betydning for vores egnethed i Guds rige. Verden kigger efter stærke og selvsikre ledere, men det gør Gud ikke; tværtimod kan vi læse i Salmernes Bog at det Gud gerne vil have fra os, er en sønderbrudt ånd og et sønderknust hjerte (Sl 51,19). Faktisk er det sådan at en for stor selvtillid ligefrem kan være diskvalificerende i Guds rige. I slutningen af Andet Korintherbrev kan vi læse at Paulus på et tidspunkt fik en åbenbaring, hvor han fik lov til at se ind i himlen og høre, som han udtrykker det, ”uudsigelige ord, som et menneske ikke må udtale” (2 Kor 12,4). Den oplevelse har utvivlsomt styrket hans tro og opmuntret ham i hans tjeneste. Men hør så hvad han tilføjer: ”Og for at jeg ikke skulle blive hovmodig af de overmåde store åbenbaringer, blev der givet mig en torn i kødet, en engel fra Satan, som skulle slå mig, for at jeg ikke skulle blive hovmodig. Tre gange bad jeg Herren om, at den måtte blive taget fra mig, men han svarede: ’Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed.’ Jeg vil altså helst være stolt af min magtesløshed, for at Kristi magt kan være over mig. Derfor er jeg godt tilfreds under magtesløshed, under mishandlinger, under trængsler, under forfølgelser og vanskeligheder for Kristi skyld. For når jeg er magtesløs, så er jeg stærk” (2 Kor 12,7-10).
Hvad Paulus helt konkret mente da han talte om ”en torn i kødet”, ved vi ikke. Nogle mener at der var tale om en fysisk lidelse, andre at det var et menneske der modarbejdede ham, mens atter andre mener at der var tale om samvittighedsnag over hans synderegister som forfølger af de kristne i tiden før han selv kom til tro. Hvad det end var, så var det i hvert fald noget der beskyttede ham imod at blive hovmodig og mindede ham om at han faktisk var stærkest når han var magtesløs, fordi det gav plads til at Guds magt kunne udøves igennem ham.
Også Peter (som i dagens evangelietekst kaldes ved sit fødenavn, Simon) havde så rigeligt med selvtillid at den nok kunne trænge til at blive ”stynet” lidt. Ja, det havde alle disciplene tilsyneladende, siden de sad og skændtes om hvem af dem der skulle regnes for den største, men hvis vi havde fået lov til at få det vers med som står umiddelbart efter det sted hvor man har valgt at lægge ”cuttet” for dagens tekst, så ville vi have hørt Peter give følgende svar til det Jesus sagde, om at han ville bede for ham, for at hans tro ikke skulle svigte. Han sagde: ”Herre, sammen med dig går jeg gerne både i fængsel og i døden.” Og der er ingen tvivl om at han mente det i det øjeblik. Men få timer senere blev Jesus arresteret og ført bort i lænker, og så begyndte det at knibe med Peters evne til at leve op til sine fine løfter. Han sneg sig ganske vist efter soldaterne ind i ypperstepræstens gård, men da han så blev spurgt af nogle af de andre tilstedeværende om han var en af Jesu disciple, benægtede han det tre gange og bandede endda på det. Der var altså ikke dækning for hans selvtillid. Hvis det var en topmedarbejder i en moderne virksomhed der havde svigtet på den måde, ville det nok have betydet at hans karriere var forbi (medmindre han kunne finde en anden at tørre ansvaret af på), men hos Jesus er det det lige omvendt. Jesus sagde jo: ”Når du engang vender om, så styrk dine brødre.” Jesus vidste at Peters fiasko netop var det der skulle til for at lære ham at stole på Guds nåde og ikke på sin egen styrke, og når han havde lært den lektie, ja, så var han klar til at indtage sin plads som discipelflokkens leder efter Jesu himmelfart. I den katolske kirke betragter man endda Peter som den første pave, og selvom der, så vidt jeg er orienteret, ikke er noget der tyder på at Peters stilling var nær så ophøjet som den stilling paven har i dag, så synes jeg alligevel det er interessant at en af pavens titler er ”Guds tjeneres tjener”. Selvom man vist roligt kan sige at det langtfra er alle de paver der i tidens løb har været, der har haft en tjeners ydmyge indstilling, så er den titel i hvert fald en påmindelse om hvilken kvalitet der er den vigtigste hos en leder i den kristne kirke, uanset om kirken er katolsk eller protestantisk, og uanset hvilket niveau af lederskab der er tale om.
Derfor skal vi ikke fortvivle når vi ikke formår at leve op til andres eller vore egne forventninger. I stedet må vi tage det som en anledning til at minde os selv om at vi skal stole på Guds nåde og ikke på vores egen styrke – præcis som Peter og Paulus måtte lære det.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments