Prædiken til 1. søndag i advent 2021
Posted By admin on 1. december 2021
Jesus i Nazaret: adVENTEtid – hvornår sker der noget?
Prædiken i Sct. Klemens Kirke 1. søndag i advent 2021
Nikolaj Hartung Kjærby
Ordet ”advent” betyder ”ankomst” (eller ”komme”, som det hedder med et lidt mere højstemt ord), og navnet hentyder til at vi i adventstiden forbereder os dels på at fejre Jesu komme til jorden som et lille barn juleaften, dels på at være klar til hans genkomst, som kirken har set frem til lige siden himmelfarten. Men når vi hører ordet ”advent” på dansk, er det svært ikke at høre et andet udsagnsord end ”at ankomme”, nemlig ”at vente”. Og sjovt nok er det langt hen ad vejen netop det adventstiden handler om: Vi venter på at det bliver jul – og hvis man er barn, kan det føles som en meget lang ventetid, det kan jeg godt huske fra min egen barndom. Når det blev første søndag i advent, og vi kunne tænde det første lys i adventskransen, var der stadig evigheder til det blev jul! Men det at vente tålmodigt på noget har også en værdi, blandt andet det at når man har ventet tålmodigt på noget, så værdsætter man det så meget desto mere når man endelig får det. Juleaften havde i hvert fald et helt andet magisk skær for mig dengang jeg var barn, end den har nu hvor jeg snarere synes at adventstiden går alt for hurtigt i betragtning af alt det jeg skal nå!
På Jesu tid fejrede man ikke jul, i hvert fald ikke i Israel. I modsætning til påske og pinse er julen ikke en højtid vi har arvet fra jødedommen, men derimod en kombination af en helt ny kristen fest med den almenmenneskelige fejring af vintersolhvervet. Men det at vente på noget, kendte jøderne på Jesu tid udmærket til, og i modsætning til os, som har kalenderlys og Peterskolens skrabekalender at støtte os til, vidste de dengang ikke engang hvor længe de skulle vente. Det de ventede på, var at profeternes ord skulle gå i opfyldelse.
Der er masser af profetier i Bibelen. I standardudgaven af den autoriserede bibeloversættelse fra 1992 strækker de profetiske bøger sig helt fra side 604 til side 855, og derudover er der også profetier i nogle af de historiske og poetiske bøger, så der er nok at tage fat på, og det er vanskeligt at danne sig et overblik, ikke mindst fordi mange af profetierne er skrevet i billedsprog. Men meget groft sagt kan man dele Det Gamle Testamentes profetier op i to grupper: Profetierne om Israels fald, og profetierne om Israels genrejsning. (Derudover er der også nogle profetier om Israels nabofolk, men dem ser vi bort fra her). Baggrunden for profetierne om Israels fald var at både afgudsdyrkelse, social uretfærdighed og generel umoral blev mere og mere udbredt i løbet af de godt og vel 400 år hvor der eksisterede et israelitisk kongerige med hovedstad i Jerusalem. Den ene profet efter den anden advarede folket og dets ledere om at hvis ikke de ændrede kurs, ville de bukke under for de krigeriske stormagter de var omgivet af, men selvom der var enkelte korte perioder med omvendelse, talte profeterne for det meste for døve øren, og til sidst blev Jerusalem indtaget og ødelagt af det neobabyloniske imperium i år 586 før vor tidsregning, og størstedelen af jøderne blev ført i eksil. Allerede mens Jerusalem stadig stod, havde nogle af profeterne (deriblandt Esajas, som vi hørte i dag) imidlertid forudsagt at Israels fald ikke ville være for evigt, men at der i en fjernere fremtid ville komme en genrejsning. Og efter at nederlaget og eksilet var blevet en realitet, blev genrejsningen det vigtigste emne for profeterne.
Eksilet kom da også kun til at vare i cirka 70 år. Efter at det neobabyloniske rige var blevet besejret og undertvunget af perserriget, fik de folk som babylonerne havde ført i eksil, lov til at vende tilbage til deres hjemlande. Jerusalem blev genopbygget, og jøderne fik en udstrakt grad af selvstyre, som fortsatte også efter at perserne måtte give fortabt over for Alexander den Stores græske rige. Men nogen decideret genrejsning af det Israel der havde været, blev det ikke til, heller ikke da en af Alexander den Stores efterfølgere på et tidspunkt forsøgte at påtvinge jøderne de græske guder og skikke, hvorefter jøderne gjorde oprør og faktisk vandt deres selvstændighed. Perioden med selvstændighed var nemlig præget af magtkampe og korruption, og den endte da den romerske general Pompejus indtog Jerusalem i år 63 før vor tidsregning. (Jeg siger med vilje ”før vor tidsregning” og ikke ”før Kristi fødsel”, for Jesus blev sandsynligvis født 5-6 år før år 1).
Profetierne var altså stadig uopfyldte. Israelitterne ventede stadig at der ville komme en befrier, som ville ”føre retten til sejr”, ”åbne de blindes øjne”, og alle de andre ting som profeterne havde lovet. Og nu hvor det rent politisk lod til at være begyndt at gå den forkerte vej igen efter romernes ankomst, længtes folket mere end nogensinde. Og der var da også begyndt at melde sig kandidater på banen, som påstod at de var den lovede befrier, men hidtil havde ingen kunnet levere varen.
Ind på scenen træder så Jesus! På det tidspunkt hvor vi kommer ind i historien i dag, havde Jesus allerede prædiket i mange synagoger (det er derfor der står at han kom ”også” til Nazaret), og han havde også gjort mange mirakler, ikke mindst i Kapernaum, så forventningerne var store. Og de er næppe blevet mindre af at han læste op fra en af de stærkeste profetier om Israels befrier, som i profetien omtales i første person. Men alligevel ender det med at Jesu bysbørn bliver så vrede at de ligefrem forsøger at lynche ham. Hvorfor mon det?
Tja, ud over at der måske har været et element af jantelov – at den unge mand som nogle af dem havde kendt siden han rendte rundt med ble og snotnæse, ikke pludselig skulle tro at han var noget – så tror jeg at der også har været et element af skuffelse. ”I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse”, sagde Jesus i sin ultrakorte prædiken – men de ting som jøderne forbandt med profetiernes opfyldelse, var jo ikke sket! Der var ganske vist blevet udrettet nogle mirakler i Kapernaum, men Israel var ikke blevet genrejst til sin tidligere storhed! De undertrykte var ikke blevet sat i frihed! De jøder der sad som politiske fanger hos Herodes og Pilatus (deriblandt den berømte prædikant Johannes Døber) var ikke blevet frigivet. Så hvad var det egentlig for en vare Jesus bildte sig ind at han havde leveret? Var det i virkeligheden ikke bare en typisk politikertale han havde holdt – en masse flotte ord, men ingen handling?
En ting som vi let overser, vi som ikke har de gammeltestamentlige tekster lige så solidt inde på rygraden som mange jøder på Jesu tid havde, det er i øvrigt at Jesus sluttede sin oplæsning fra Esajas midt i en sætning. Læser vi i Esajas’ Bog kapitel 61, hvor vi finder den tekst som Jesus læste op i synagogen, så står der: ”Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige og lægedom til dem, hvis hjerte er knust, for at udråbe frihed for fanger og løsladelse for lænkede, for at udråbe et nådeår fra Herren [kunstpause] og en hævndag fra vor Gud”. Jeg tror det var meget bevidst at Jesus udelod det med hævndagen, og jeg tror ikke at det gik ubemærket hen. Hvis ikke Jesus havde tænkt sig at sørge for at jøderne fik hævn over alle de fremmede folkeslag der havde undertrykt dem gennem så mange århundreder, og især da over de nuværende romerske undertrykkere, hvad i alverden kunne de så bruge ham til?
Vi der sidder på den anden side af Jesu død, opstandelse og himmelfart, ved jo godt at den befrielse som Jesus var kommet for at give mennesker, var på et langt dybere plan end ydre politisk undertrykkelse – det drejede sig først og fremmest om ”fjenden, der har vore hjerter besat”, som vi skal synge om lidt. Det var nemlig ikke kun Israel, Gud ønskede at genrejse, men alle jordens folkeslag – som det i øvrigt også fremgår af Esajas’ profetier; hør for eksempel disse vers fra kapitel 49 (og bemærk i den forbindelse på at Jakob er et andet navn for Israel): ”Men nu har Herren talt, han som har dannet mig fra moders liv til sin tjener for at føre Jakob tilbage, så Israel samles hos ham. Jeg bliver agtet i Herrens øjne, min Gud bliver min styrke. Han sagde: Det er ikke nok, at du som min tjener skal genrejse Jakobs stammer og føre Israels overlevende hjem; derfor gør jeg dig til et lys for folkene, for at min frelse skal nå til jordens ende” (Es 49,5-6).
Men måske kan vi alligevel godt sætte os ind i hvordan folk i Nazaret må have haft det den dag? Ligesom de kunne høre Jesus stå og sige at profetierne om frigivelse af fanger var gået i opfyldelse, sådan lyder forkyndelsen i vores kirker også at Jesus ”har besejret alt det onde og overvundet dødens magt”, som det hedder i en sang jeg lærte i søndagsskolen som barn. Men ligesom nazaræerne må vi ind imellem kigge langt efter de ting som vi får at vide, er sket. ”Fred kom til jord”, synger vi i en julesalme, men alligevel kan vi her godt 2000 år senere stadig høre i TV-avisen om krig og ufred både mellem forskellige lande og nationer og mellem enkeltpersoner. Hvor bliver den fred af som angiveligt kom til jorden julenat? ”Forvunden er nu al vor nød”, hedder det i en anden julesalme, men der er alligevel stadig masser af nød i verden, og mange af os kender måske endda til forskellige former for nød fra vores eget liv. Så hvad er det egentlig for en vare Jesus har leveret?
Ja, det er en vare som vi ikke kan se, i hvert fald ikke endnu. Ligesom vi ikke kan se, når vi kigger ud ad vinduerne på denne årstid, at om blot 3 uger holder dagene op med at blive kortere, og det begynder at lysne igen, sådan kan vi heller ikke se at Jesu fødsel, liv, død og opstandelse gør nogen forskel for vores liv i dag. Det er noget vi kun kan tro på. Men vi behøver ikke at tro i blinde. Folk i Nazaret på Jesu tid havde jo hørt at han havde gjort mirakler i Kapernaum og andre steder, og hvis de ikke havde været så hurtige til at afvise ham, ville de måske have fået mere at se. Hvad angår os i dag, så har vi langt flere grunde til at tro på Jesus end folk dengang havde, fordi vi har 2000 års historie med tusindvis af eksempler på mennesker hvis liv er blevet forvandlet ved Guds kraft gennem Jesu navn. Så hvis du, ligesom jeg, tror at han virkelig har vundet over alt det onde, også selvom vi ikke helt kan se det endnu, så vil jeg mene at du ikke er helt forkert på den.
Men hvor længe vi skal vente før det vi tror på, bliver til synlig virkelighed, ved vi ikke. Derfor er adventstiden en rigtig sund tid for os, for den tid vi skal gå og vente på at det bliver jul, kan være med til at minde os om at alt hvad der er godt, er værd at vente tålmodigt på.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments