Prædiken i Sct. Klemens og Rø kirker juleaften 2019
Posted By admin on 27. december 2019
Jesu fødsel: Livets Træ
Prædiken i Sct. Klemens og Rø kirker juleaften 2019
Nikolaj Hartung Kjærby
Dansken har plasket så husvant til søs både i syd og i nord. Sømanden snapper en skrå og et kys før han igen går ombord. Men når han skued’ den fremmede kyst, kom der et billede frem i hans bryst, og til en gammel harmonikas klang lød der en stille sang: Østersøens perle er et paradis, og en god bornholmer synger glad sin egen pris. Rejs kun ud i verden over land og sø – der er dog skønnest på vor egen ø.
Ja, der er skønt her på Bornholm. Det har jeg vidst, siden jeg første gang besøgte øen som 8-årig i 1983, og efter at jeg flyttede hertil for godt et halvt år siden, er jeg kun blevet bekræftet i det. Jeg forstår virkelig ikke at min oldefar, Hans Peter Kjærby Hansen, valgte at flytte herfra i sin tid – og jeg har ikke haft anledning til at spørge ham, for han døde 18 år før jeg blev født.
Men at Bornholm ligefrem skulle være et paradis, er måske alligevel at stramme den lidt. Nok er her dejligt, men her er også mennesker der er ulykkelige. Her er mennesker der har svært ved at få det til at hænge sammen økonomisk. Her er mennesker der er langvarigt syge. Her er ganske vist langt mindre kriminalitet end i resten af landet, men alligevel kan man jævnligt læse i Tidende om personer der har været udsat for vold og trusler. Nu er Bornholm selvfølgelig kun Europas næstbedste ferieø ifølge den undersøgelse der blev offentliggjort her i sommer, men jeg har en til vished grænsende formodning om at heller ikke den kroatiske ø der løb med førstepladsen (og hvis navn jeg ikke vil forsøge at udtale) er fri for problemer. Der er slanger i ethvert paradis her på jorden!
Den talemåde at der er slanger i paradiset, stammer som bekendt fra beretningen om Adam og Eva. Edens Have, som de boede i, var virkelig et paradis – i hvert fald hvis man ser bort fra slangen. Der var intet i haven der truede deres liv eller sikkerhed, og mad var der masser af, uden at de behøvede at arbejde hårdt for den. Der var masser af frugttræer, og midt i haven stod der et ganske særligt træ, nemlig Livets Træ. Ved at spise af Livets Træ kunne man leve evigt – hvordan det så end fungerede i praksis, for der står faktisk meget lidt om Livets Træ i beretningen om Adam og Eva. Der står i første omgang kun at det var der, men efter at Adam og Eva havde spist af det forbudte Træ til Kundskab om Godt og Ondt, hører vi Gud sige: ”Bare [de] nu ikke rækker hånden ud og også tager af livets træ og lever evigt!” (1 Mos 3,22).
Hvorfor var det så vigtigt at Adam og Eva ikke spiste af Livets Træ efter at de havde spist af Træet til Kundskab om Godt og Ondt? Jeg tror det hænger sammen med at det at leve evigt ikke nødvendigvis er noget ubetinget gode – det kommer helt an på hvad det er for en slags liv man har! I Douglas Adams’ skingrende skøre satiriske science fiction-trilogi ”Galakseblafferen” – en serie som man enten elsker eller elsker at hade, når man først har stiftet bekendtskab med den, og som især er kendt for afsløringen af at svaret på det store spørgsmål om livet og universet er 42 – optræder der en person ved navn Bowerick Wowbagger, som er blevet udødelig på grund af et uheld med et par elastikker, en flydende frokost og en partikelaccelerator. Resultatet blev ret hurtigt at han kom til at kede sig forfærdeligt (især søndag eftermiddag), og for at have noget at tage sig til beslutter han derfor at rejse rundt og fornærme alle i universet i alfabetisk rækkefølge, i håb om at en af dem vil vise sig stærk nok til at slå ham ihjel trods hans udødelighed, hvilket til sidst lykkes i det sjette bind af trilogien. (Jeg sagde jo at bøgerne er skingrende skøre, og det at ”trilogien” har 6 bind, er om muligt det mindst skøre ved dem!).
Hvis vi mennesker var udødelige, ville vi imidlertid have et langt alvorligere problem at slås med end kedsomhed, nemlig vores iboende tendens til alt for tit at vælge det onde frem for det gode – det som vi teologer med et lidt slidt ord kalder for ”synd”. Når jeg siger at ordet er slidt, er det fordi dets betydning efterhånden har udviklet sig ret langt væk fra den oprindelige (ligesom det i øvrigt er sket med en lang række andre ord, men det er en anden historie). For 50 år siden opfattede mange ordet ”synd” som et synonym for sex, for 20 år siden blev det hovedsageligt brugt om at spise usundt, og i dag lader det til at klimaet har overtaget ordet (og synder mod klimaet kan man endda helt bogstaveligt købe aflad for). (Det er ikke for at sige at vi ikke skal passe på klimaet; det mener jeg helt bestemt at vi skal!) Men når vi møder ordet ”synd” i Bibelen, så betyder det ordret (på græsk og hebraisk) ”at ramme ved siden af målet”. Bibelen har en masse skønne ting at sige om hvilket mål Gud havde bestemt os mennesker til, nemlig at vi skulle kende ham som hans kære børn, leve i harmoni med ham og hinanden og hele skaberværket, og sprede retfærdighed, fred og glæde på hele jorden. Men som mine konfirmander år efter år svarer når jeg spørger dem hvordan de synes det går med det: Ikke særlig godt!
Jeg tror ellers at langt de fleste mennesker ville ønske at vi alle sammen kunne leve i fred og harmoni. Hvorfor gør vi det så ikke? Jeg tror der er to hovedårsager. For det første: Jorden er angiveligt rig nok til at brødføde 16 milliarder mennesker, altså dobbelt så mange som vi er i dag – men ikke nok til at 8 milliarder mennesker kan leve på det niveau som vi gerne vil, især fordi mere vil have mere – og derfor er der kamp om resurserne. For det andet: Selvom vi selv gerne vil have fred og fordragelighed, tør vi ikke stole på at de andre også vil det, og derfor er vi nødt til at beskytte os selv og om nødvendigt forsvare os. Eller kort fortalt: begærlighed og mistillid. Vi vil gerne have mere end de andre, og vi frygter med rette at de andre også gerne vil have mere end os.
Det er lige præcis de ting som det onde træ, Kundskabens Træ, er et symbol på. Slangen sagde til Adam og Eva at hvis de spiste af træet, ville de selv blive ligesom Gud, og den fristelse kunne de ikke stå for. Men vi mennesker er ikke skabt til at være guder, og derfor blev resultatet katastrofalt – og jeg tror faktisk at Gud fjernede adgangen til Livets Træ for at alt det onde som vi mennesker kan udrette, trods alt har en udløbsdato. Selv den ondeste og mægtigste tyran må kapitulere over for døden, og det er måske den væsentligste årsag til at vi stadig med en vis ret kan synge: ”Dejlig er jorden”.
Men det var jo altså ikke det der var den oprindelige plan! Døden er kun en lappeløsning, om man så må sige, og det er en lappeløsning som medfører enormt meget lidelse, smerte og sorg. Det ville være langt bedre hvis vi kunne blive helbredt for smitten fra Kundskabens Træ så vi igen kunne få adgang til Livets Træ. Men ved I hvad? I Bibelens allersidste kapitel møder vi Livets Træ igen! Sammenhængen er at en engel i et syn viser den på det tidspunkt aldrende apostel Johannes rundt i Det Nye Jerusalem, hvor de der står indskrevet i Livets Bog, skal bo på den anden side af dommedag. Jeg citerer fra starten af Johannes’ Åbenbaring kapitel 22: ”Og englen viste mig floden med livets vand, klart som krystal, den vælder ud fra Guds og Lammets trone. I midten, med gaden på den ene side og floden på den anden, står livets træ, som bærer frugt tolv gange, hver måned giver det frugt, og træets blade tjener til lægedom for folkeslagene. Og der skal ikke mere være nogen forbandelse”.
Guds plan for at vi igen skulle få adgang til Livets Træ, begyndte da Jesus blev født julenat. ”I dag er der født jer en frelser” sagde englen til hyrderne. Hvad er en frelser? En ”redningsmand” kunne man oversætte det med. Eller en ”helbreder”. I Matthæusevangeliets beretning om Jesu fødsel (som man faktisk kan vælge at læse i kirken juleaften i stedet for Lukasevangeliets beretning, men det er der vist kun meget få præster der tør gøre), siger den engel der giver Marias mand Josef besked om det barn der er på vej, at: ”Du skal give ham navnet Jesus, for han skal frelse sit folk fra deres synder.” Guds søn lod sig altså føde netop for at sætte os fri fra Kundskabens Træs forbandelse og føre os ind i det liv som Gud oprindeligt havde bestemt for os. ”Guds kære børn vi blev på ny”, som vi sang. Derfor er Paradiset ikke længere en fjern drøm om noget der måske var engang, og som vi kan finde en svag afglans af på særligt skønne steder (som for eksempel her på Bornholm), men noget som vi kan se frem til at opleve engang! Som Ingemann udtrykker det: ”I dag blev vore kære frelser fød og Paradis-vejen funden.”
Og det er faktisk derfor vi har juletræer! Jeg ved ikke om I nogensinde har tænkt over det, men juletræet er faktisk et symbol på Livets Træ. Først og fremmest er det stedsegrønt, og på den måde er det med til at minde os om, midt i vinterens kulde og mørke, at livet er stærkere end døden. Selv i en verdslig julesang som ”Juletræet med sin pynt” får vi at vide at det ”hilser os fra eg og bøg med besked derudefra at det lysner dag for dag”, og at ”når de mange fine ting hænger roligt rundt omkring, … er det som en sommerdag dér hvor træet kommer fra”. Men det er kun en svag skygge af det som juletræet oprindeligt skulle symbolisere. Hvem der var den første der fandt på at bruge et grantræ som symbol på Livets Træ og Jesu fødsel, er omdiskuteret. Nogle hævder at det går helt tilbage til en biskop i 700-tallet ved navn Bonifatius, men det var dog først i 1500-tallet at juletræer blev almindelige i Tyskland, hvorfra det langsomt spredte sig til resten af Europa. Hvorom alting er, så peger pynten på juletræet også på Livets Træ. Kuglerne, som internationalt set nok er den mest udbredte form for pynt, symboliserer træets frugt, som giver evigt liv. Og lysene, som man finder selv på juletræer der ellers ikke er pyntet, skal minde os om at Jesus er verdens lys. (Martin Luther siges i øvrigt at være den første der fandt på at sætte levende lys på stedsegrønne træer til jul).
Så i aften, når træerne bliver tændt rundt om i hjemmene og giver aftenen et skær af paradis, så husk på Guds løfte om et evigt paradis hvor vi ikke længere skal spise af Kundskabens Træ, men af Livets Træ. Og lad os allerede nu begynde på det: Lad os erstatte begærlighed og mistillid med gavmildhed og tro så vi kan bære en duft af Livets Træ med os hele året. Det kan vi ikke gøre alene, men Jesus har lovet at være med os – og faktisk tror jeg at det at leve i tillid til ham er nøglen til at kunne leve i tillid til vores medmennesker.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments