Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 7. juli 2019
Posted By admin on 27. august 2019
Det mistede får og den tabte mønt: Ved du hvor elsket du er?
Prædiken i Sct. Klemens og Rø kirker 3. søndag efter trinitatis 2019
Nikolaj Hartung Kjærby
For 4 uger siden var det pinse – den højtid hvor vi fejrer Helligåndens komme. Ved den lejlighed prædikede jeg om at pinsedag også er kirkens fødselsdag, fordi det er Helligånden der gør kirken til kirke. Uden Helligånden ville kirken bare være en organisation, en klub; men fordi vi har fået Helligånden, er kirken en organisme, Kristi legeme, som Gud selv virker i og igennem. Han virker med overnaturlig kærlighed, og han virker med overnaturlige kræfter i eksempelvis helbredelse og profeti.
Den profetiske gave har længe været overset og negligeret i det danske kirkeliv, men i disse år er den mange steder ved at blive genopdaget. Jeg har selv med stort udbytte deltaget i flere seminarer om den profetiske gave, blandt andet i Dansk Oases regi, og i den sammenhæng har jeg lært en amerikansk præst ved navn Michael Miller at kende. Michael gør brug af Helligåndens overnaturlige gaver i sin hverdag, og han har flere gange oplevet at Gud har givet ham præcise profetiske ord til folk han har mødt helt tilfældigt på cafeer, i supermarkeder eller på gaden. Når han underviser i kirker, har han ofte et team fra sin egen menighed med, og mens Michael taler, sidder de andre og ser ud over forsamlingen mens de beder Gud om at give dem profetiske ord til nogle af de tilstedeværende. Lyder det grænseoverskridende?
Jeg indrømmer gerne at første gang jeg var med til et møde hvor jeg kunne risikere at der var en der pegede på mig og sagde: ”Nu skal du høre hvad Gud har at sige til dig”, så var jeg hunderæd, for hvad kunne man dog ikke risikere at få at vide! Jeg var jo kun alt for godt klar over at jeg ikke var nogen mønsterkristen – jo, måske nok udadtil, og hvis man sammenlignede mig med de fleste af mine jævnaldrende, ville man sikkert synes at jeg var en af de mest fromme, men i forhold til Guds målestok – puha! Jeg var godt klar over at jeg ikke bad nær så meget som jeg burde, at jeg ikke læste så meget i Bibelen som jeg burde, og i særdeleshed at jeg var alt for dårlig til at fortælle om Jesus til mine studiekammerater og kollegiekammerater og hvem jeg i øvrigt mødte. Og hvad der måske var det allerværste: Mit forhold til Jesus var ikke præget af brændende tro og kærlighed, men snarere af lunkenhed og alt for stor distance. Jeg syntes det var meget svært at leve op til Guds krav, og jeg havde i hvert fald ikke lyst til at blive konfronteret med hvad han havde lyst til at sige til mig!
Hvorfor taler jeg i datid? Er jeg blevet en bedre kristen siden dengang? Er jeg blevet bedre til at bede og læse i Bibelen? Taler jeg mere om Jesus med familie, venner og bekendte? Næ. Hvis man ikke regner det med som jeg får løn for, så er jeg bange for at svaret snarere er: Tværtimod! Alligevel har jeg det i dag sådan at jeg altid sidder og håber at på at der er et profetisk ord til mig, når jeg er sammen med mennesker der har en profetisk gave. Og det gør jeg fordi jeg har lært noget om Gud. Ganske vist kendte jeg godt lignelsen om det forsvundne får dengang for 20 år siden, og med min forstand vidste jeg godt at Gud elsker mig, men dybt i mit hjerte turde jeg alligevel ikke tro på at han elskede mig så højt at jeg kunne møde ham med frimodighed. Og alt det her siger jeg naturligvis fordi der måske også er en enkelt eller to eller mange af jer der er her i dag, som ikke er helt sikre på hvad Gud nu også inderst inde i virkeligheden synes om jer.
Men nu skal du høre hvad Gud synes om dig: Han elsker dig. Punktum! ”Jamen jeg har jo…” Han elsker dig. Punktum! ”Det ville du ikke sige hvis du vidste…” Jo jeg ville. Han elsker dig. Punktum! Der er intet som du har gjort eller sagt eller tænkt, eller som du har undladt at gøre eller sige eller tænke, eller som du nogensinde vil komme til at gøre eller sige eller tænke eller undlade, eller som andre har gjort eller tænkt eller sagt om dig – jeg gentager: Der er intet som kan ændre på at Gud elsker dig. Der er ingen betingelser, der er ingen forbehold, der er ingen ”Gud elsker dig, men…”. Han elsker dig – slut, færdig, punktum!
Og ved du hvor højt han elsker dig? Han elsker dig lige så højt som hyrden i lignelsen elsker det får der blev væk! Han elsker dig så højt at hvis du kommer på afveje, så under han ikke sig selv ro før han har fundet dig og båret dig tilbage i folden. ”Jamen er du klar over hvor tit jeg forvilder mig væk fra det tætte fællesskab med ham? Jeg kan da ikke forlange at han skal blive ved og ved og ved med at gå ud og lede efter mig?” Korrekt, det kan du ikke forlange. Men han gør det alligevel. Han gør det nemlig ikke fordi det er noget du har ”krav på” – han gør det fordi han elsker dig. Punktum! ”Men han må vel efterhånden være træt af mig?” Nej. Gud bliver aldrig træt af dig! Læg mærke til hvordan hyrden reagerer da han finder det forsvundne får: Han lægger det glad på sine skuldre, og når han kommer hjem, kalder han sine venner og naboer sammen og siger til dem: ”Glæd jeg med mig”. Der er hverken ærgrelse eller bebrejdelse at spore, kun glæde! Som Jesus slutter lignelsen af med at sige: ”Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse.”
Én synder som ”omvender sig”? Jamen så er der jo alligevel en betingelse knyttet til? Ja, det kunne det måske umiddelbart se ud til, men hvad vil det sige at ”omvende sig”? Ja, nu er det jo fåret der er et billede på synderen der omvender sig, så lad os se på hvad fåret gør. Hvad gør fåret? (vent på svar) Fåret gør ingen verdens ting! Fåret lader sig blot samle op af hyrden og bære tilbage til folden. Og i den anden lignelse, hvor det er en mønt der er forsvundet, bliver det endnu tydeligere, for en mønt kan jo slet ikke gøre noget. At ”omvende sig” er ikke en præstation; det er blot i al sin enkelhed at lade sig finde af Jesus. Måske tænker du at Jesus aldrig nogensinde har ledt efter dig, men jo, det har han! Og han står klar til at løfte dig op og bære dig hjem, hvis bare du vil lade ham gøre det! Og det kan du faktisk gøre lige nu! Lad os lukke øjnene alle sammen, og hvis du gerne vil lade dig finde af Jesus, så kan du gentage ordene fra denne bøn inde i dig selv, efterhånden som jeg beder dem:
Kære Jesus. (pause) Tak fordi du elsker mig. (pause) Tak fordi du søger efter mig indtil du finder mig. (pause) Jeg vil gerne lade mig finde af dig. (pause) Løft mig op og bær mig hjem i dine arme. (pause) Amen.
Men hvad så med de 99? Hvad skal der blive af dem? Er hyrden ligeglad med dem? ”Hvad nu hvis jeg er en af de retfærdige som ikke har brug for omvendelse, glæder Gud sig så ikke over mig?” kan man måske tænke. Og så kan livet godt føles lidt surt – så skal man bare stå der i ørkenen og kukkelure mens dem der har trådt ved siden af, får al opmærksomheden. Hvor retfærdigt er det? Kan det ligefrem betale sig at synde?
Hvis du tænker sådan, så har jeg en god nyhed til dig: Du er ikke en af de 99 retfærdige som ikke har brug for omvendelse! Vi har alle brug for hver eneste dag at omvende os – det vil sige at lade os finde af hyrden. De 99 får der bliver ladt tilbage i ødemarken, er ikke et billede på Jesu trofaste disciple; de er et billede på de hykleriske, selvretfærdige farisæere og skriftkloge som havde ondt af at Jesus spiste sammen med toldere og syndere. Hvordan kan jeg vide det? Jo, det kan jeg vide fordi de bliver i ødemarken da hyrden går ud for at lede efter det forsvundne får! Det viser for det første at de er fløjtende ligeglade med hvordan det går får nummer 100 – præcis ligesom farisæerne og de skriftkloge var ligeglade med hvordan det gik tolderne og synderne. Og for det andet viser det faktisk også at de er ligeglade med hyrden! For hvis de virkelig var hyrdens trofaste får, hvad ville de så gøre det øjeblik hyrden gik afsted for at lede efter det forsvundne? (vent på svar) De ville gå med, ja! Som Jesus siger i Johannesevangeliet [10,27]: ”Mine får hører min røst, … og de følger mig”. Det øjeblik det for alvor går op for os hvor højt Gud elsker os, vil vores helt naturlige reaktion nemlig være at elske ham igen, og at elske de andre fortabte får og brændende ønske at hyrden gør lige så meget for dem som han gør for os. Og det er vel at mærke ikke en kærlighed som vi selv skal præstere for at Gud vil blive ved med at elske os – nej, det er Gud selv der igennem os, ved Helligånden, elsker både Gud og vores næste.
De af jer der har hørt mig prædike her i Rø eller Klemensker før, ved at jeg plejer at slutte prædikenen af med at anbefale ”de 4 B’er”: Bibelen, brødre- og søstrefællesskabet, bordet og bønnen. Og nu tænker I måske: Gad vide om han også gør det i dag? For hvis Gud allerede elsker os uendelig højt, uden at vi har gjort noget for det, så er det vel ikke nødvendigt at gøre nogen af de ting?
Nej, der er som sagt ikke nogen som helst vi kan eller skal gøre for at gøre os fortjent til Guds kærlighed, eller for at få ham til at elske os mere end han ellers ville gøre. Det er ikke for at gøre Gud glad at vi skal læse i Bibelen, gå i kirke, gå til alters, og bede – som om vi på en eller anden måde gjorde ham en tjeneste ved at gøre det. Nej, det er for vores egen skyld at vi skal gøre det – fordi det er et privilegium at få lov til at være sammen med Gud og hans folk på den måde. Og så fordi vi ved at gøre de ting hjælper os selv til at huske hvem Gud er, så vi ikke lever i frygt for at han vil straffe os, men i en dyb, frimodig tillid til at han elsker os – punktum!
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments