Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 22. søndag efter trinitatis 2019
Posted By admin on 19. november 2019
Den gældbundne tjener: Som også vi forlader vore skyldnere
Prædiken i Sct. Klemens og Rø kirker 22. søndag efter trinitatis 2019
Nikolaj Hartung Kjærby
”Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,” beder vi i Fadervor hver eneste søndag her i kirken, og måske også i det daglige derhjemme. Gud tilgiver os, og derfor skal vi også tilgive hinanden. Det er logik for perlehøns – men hvor går grænsen for hvor længe vi skal blive ved med at tilgive?
Forestil dig at du har en ven som bærer sig rigtig lumpent ad over for dig – forråder din tillid, bagtaler dig, stjæler fra dig, sviner dig til på de sociale medier, eller hvad det måtte være. Men da du konfronterer ham med hans forsyndelse, angrer han det og beder dig om tilgivelse. Som det storsindede menneske du er, rækker du hånden frem og siger: ”Godt, vi slår en streg over det!” og I skilles som venner. Men, men, men: Et par måneder senere gør han det samme én gang til! Skal du så én gang til tage imod hans undskyldning og slå en streg over det hele? Hvis ja, så vil du nok tænke at du er et usædvanlig storsindet menneske, grænsende til det tossegode. Og hvis det hele gentager sig for tredje gang, så tror jeg at de fleste menneskers grænse vil være nået. Men i jødernes Talmud, som er en samling af oldtidens mest respekterede rabbineres udsagn, står der faktisk at man også skal tilgive tredje gang; først fjerde gang er grænsen nået!
Med det i baghovedet får Peters spørgsmål til Jesus pludselig en anden klang end det måske ellers ville have haft. Peter havde nok en formodning om at Jesus var endnu mere radikal i sit syn på tilgivelse end de skriftkloge, men hvor meget mere? Rabbinerne sagde tre gange (hvilket som sagt allerede er mere end de fleste af os ville gøre), så hvad mon Jesus ville sige? Fire gange? Fem gange? For en sikkerheds skyld smurte Peter rigeligt på og gik helt op på det absurd høje antal syv gange. At tilgive nogen hele syv gange virker fuldstændig overdrevet, og mon ikke også Peter forventede at Jesus ville berolige ham med at han ikke behøvede at gå til den slags yderligheder? Men nej – Jesus svarer tværtimod at Peters yderligheder slet ikke er yderlige nok: Han skal ikke ”kun” tilgive op til syv gange, men op til 77 gange! Det tal er så svimlende stort at han lige så godt kunne have sagt at der slet ikke er nogen grænse, og jeg tror faktisk også at det var det han mente. For der er ingen grænse for hvor ofte Gud vil tilgive os – og heldigvis for det!
For at illustrere pointen fortæller Jesus en lignelse om to mænd der er tjenere hos en rig og mægtig konge. Jesus fortæller først om hvordan kongen eftergiver den ene tjener en enorm gæld, og derefter om hvordan den tjener nægter at eftergive en langt mindre gæld fra en medtjener. Mange af jer har sikkert hørt historien før. Selv har jeg hørt den lige fra barnsben i søndagsskolen, og jeg har taget del i den almindelige forargelse over den ualmindeligt smålige tjener der ikke ville eftergive sin kollega ”en tier fra i fjor”, som den alt for tidligt afdøde troubadour Jens Bendix udtrykker det i sin gendigtning af lignelsen på albummet Hvaler og orkaner fra 1996. Men ret skal være ret: Det var ikke kun en tier medtjeneren skyldte; det var ”hundrede denarer”. En denar var en dagløn for en løsarbejder, ved vi fra forskellige kilder, men disse kongelige tjenere var ikke løsarbejdere, de var højtstående embedsmænd, så deres løn har nok været temmelig meget højere. En romersk officer fik omkring 10 denarer om dagen, så hvis vi antager at tjenerne i Jesu lignelse tjente omtrent det samme, så svarer 100 denarer til 10 dages løn, det vil sige et sted på den anden side af 10.000 kroner hvis vi tager udgangspunkt i hvad en fuldmægtig i staten tjener i dagens Danmark. Er man smålig hvis man ikke vil slå en streg over en gæld på 10.000 kroner? Nej, vej? Det er jo et anseeligt beløb. Jeg ved ikke hvor mange af jer der nogensinde har eftergivet så stort et beløb – selv har jeg ikke. Og hvis nogen af jer har, så vil jeg gætte på at den person der fik det eftergivet, blev overstrømmende taknemmelig, og det med rette!
I Jesu historie om de to tjenere er der imidlertid en baggrundshistorie, og det er at den tjener der har de 10.000 kroner til gode hos sin kollega, selv lige har fået eftergivet en gæld på 10.000 talenter af kongen. Hvor meget er 10.000 talenter? Ja, en talent var egentlig en vægtenhed der svarede til omkring 36 kg, og når man brugte den som møntenhed, var det sølv man vejede. 10.000 talenter var altså 360 tons sølv. I onsdags, da jeg skrev disse linjer, blev et gram sølv handlet til 3 kroner og 69 øre, og hvis man ganger det op til 360 tons, så bliver det lige knap 133 milliarder, altså mere end 1000 gange så meget som de 111 millioner Britta Nielsen svindlede for! Når man tænker på hvor stor forargelse Britta Nielsen er blevet mødt med i boulevardpressen, så prøv at gange det med tusind! En anden måde at sige det på er at der gik 6.000 denarer på en talent, så ham der ikke ville eftergive sin medtjeners gæld, han havde altså selv fået eftergivet en gæld der var 600.000 gange så stor! En tredje måde at sige det på er at en talent var den største enhed man kendte til i oldtiden, og 10.000 var det højeste tal som på oldgræsk havde sit eget navn, nemlig myrias. (Ordet ”million” blev først opfundet i middelalderen). Ti tusind talenter var altså en symbolsk måde at udtrykke et absurd stort beløb på, så den bedste oversættelse til dansk er måske det gode gamle Anders And-ord ”fantasillion”.
Men hvorfor fortæller Jesus en historie om en mand der skylder et så grotesk højt beløb? Jo, pointen med historien var jo at forklare Peter – og os andre – hvorfor vi ikke kan ”nøjes” med at tilgive vores medmennesker 7 gange, nemlig fordi Gud har tilgivet os langt flere gange. Men netop dér er det nok at filmen knækker for mange af os, for helt ærligt: så slemme er vi da heller ikke? Altså, godt nok er vi syndere, og der er ikke nogen af os der har gjort os fortjent til det evige liv, men ligefrem milliarder og fantasillioner? Er det virkelig sandt at uanset hvad andre mennesker kan finde på af lumpenheder overfor os, så har vi selv forsyndet os 600.000 gange værre overfor Gud? Det lyder da en anelse overdrevet, gør det ikke? Jeg mener, i hvilken forstand er vi mennesker overhovedet i stand til at ”forsynde” os mod Gud? Gud er jo evig og salig og udødelig, så hvilken skade kan vi påføre ham, som ville tåle nogen sammenligning med den skade andre mennesker kan påføre os?
Vi mennesker kan naturligvis ikke påføre den evige Gud nogen skade, men det betyder ikke at vi ikke kan synde mod Gud, for vi kan nemlig anrette skade på hans skaberværk, og den der skader værket, forsynder sig mod skaberen. Men alligevel: Selvom jeg ikke kan sige mig fri for at have skadet Guds skaberværk på en række forskellige måder, så er det nok alligevel lidt overdrevet at det jeg har gjort, skulle være 60.000 gange så slemt som hvad andre har gjort mod mig. Og helt tosset bliver det hvis man vil hævde at et lille barn på Ninevesletten selv har forsyndet sig 60.000 gange så slemt som den IS-kriger hun bliver mishandlet af. Så hvad er det egentlig Jesus mener?
Jeg tror vi kan komme det lidt nærmere ved at se på det billede Jesus vælger at bruge, nemlig eftergivelse af gæld. Den der vælger at eftergive en gæld, taber jo de penge det drejer sig om, så hvis tjeneren fra lignelsen havde valgt at eftergive sin medtjeners gæld, ville det have kostet ham 10.000 kroner. Men det kostede altså kongen en fantasillion at eftergive tjenerens egen gæld! Og det er dét vi skal se på: Hvad det har kostet Gud at tilgive vores synd. Hvad har det da kostet ham? Det har kostet ham Jesu død på korset!
Det kan godt være svært at forstå hvorfor det var nødvendigt for Jesus at dø på korset. Hvorfor kunne Gud ikke bare vælge at tilgive os uden at nogen skulle lide og dø? Hvis du for eksempel spørger en muslim, så vil han sige at Gud er barmhjertig, og derfor tilgiver han den der angrer sin synd – der er ikke nogen anden der behøver at bære straffen. Vi kan så indvende at Gud ikke ville være retfærdig hvis han lod synd være ustraffet, men helt ærligt: Hvad retfærdigt er der i at straffe en uskyldig i stedet for en skyldig? I Johan Hermann Wessels tragikomiske digt ”Smeden og Bageren” er der en smed der har begået mord, men fordi der kun er én smed i byen, men to bagere, vælger dommeren at dømme en af bagerne til døden i stedet for smeden (det er dér udtrykket ”at rette bager for smed” stammer fra). Men er det retfærdigt? Nej, vel? Og det ville det heller ikke være selvom bageren frivilligt var gået med til ordningen.
Nej, grunden til at Jesu død på korset var nødvendig for at vi kunne blive frelst, er at vores synd har gjort ubodelig skade på os selv. Derfor består Guds tilgivelse heller ikke kun i at han undlader at straffe os, for det ville ikke være tilstrækkeligt til at vi blev frelst. Forestil jer nemlig at Gud bare sagde ”hokus pokus”, og så blev jorden forvandlet til et paradis, og alle mennesker der nogensinde har levet, fik lov til at leve evigt i det paradis. Hvor længe tror I det ville blive ved med at være et paradis? Ikke ret længe, vel? Vi ville nemlig stadig være mistroiske og selviske og alt det andet der har gjort at vores nuværende verden ikke er det paradis som Gud havde tænkt at den skulle være. Nej, hvis vi virkelig skal frelses fra det onde, så kræver det at der bliver taget hånd om det onde inde i os selv. Vi må genskabes som syndfrie hvis Paradiset skal blive en realitet. Vores gamle menneske, som kun i begrænset omfang kan finde ud af at gøre det gode, må erstattes af et nyt og fuldkomment menneske. Det lyder umiddelbart umuligt, men Jesus har gjort det muligt ved at ofre sit eget fuldkomne liv for vores skyld og derefter besejre døden ved sin opstandelse. Guds plan for vores frelse består så i at vi bliver knyttet sammen med Jesus i dåben, sådan at hans død på korset bliver vores død, og hans opstandelse bliver vores opstandelse. Det er ikke let at forstå – men det er til gengæld let at gribe om det i tro; så let at selv et lille barn kan gøre det: Gud har givet os en helt ny identitet hvor vi ikke længere er syndere, men Guds børn. Han vil frelse os, ikke alene fra straffen for synden, men fra synden selv, sådan at vores liv kan blive som han vil have det. Det er et evigt gode, som Jesus har betalt den ultimative pris for at købe til os.
Alt hvad andre mennesker kan gøre mod os, er derimod kun midlertidigt – som Jesus selv udtrykker det: ”Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel og derefter ikke er i stand til at gøre mere” (Luk 12,4). Derfor skal vi tilgive vores medmennesker igen og igen, for Gud har givet os noget der er langt større end det vi giver vores medmennesker ved at tilgive dem, og det har han gjort helt uden at vi havde fortjent det. Lad os takke og prise ham for det!
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Comments