Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 20. oktober 2019
Posted By admin on 22. oktober 2019
Davids søn er Davids herre: Præsidenternes konge og kongernes præsident
Prædiken i Sct. Klemens og Rø kirker 18. søndag efter trinitatis 2019
Nikolaj Hartung Kjærby
(Vis billede af Xi Jinping)
Hvor mange af jer kan kende ham her? (håndsoprækning)
Det er bemærkelsesværdigt at der er nogle af jer der ikke kender ham, for ifølge magasinet Forbes, der hvert år offentliggør en liste over verdens mest magtfulde mennesker, er han i øjeblikket verdens mægtigste mand. Nummer to på listen er Vladimir Putin, nummer tre er Donald Trump, nummer fire er Angela Merkel, og nummer fem er direktøren for Amazon, Jeff Bezos. Der er ingen danskere i top-75.
Tilbage til nummer 1 på listen, Xi Jinping. Han er Kinas præsident, generalsekretær for Kinas kommunistparti og formand for Kinas Centrale Militærkommission, hvilket gør ham til den ubestridte leder for de 1,4 milliarder mennesker der bor i Folkerepublikken Kina (det er næsten en femtedel [18%] af verdens befolkning og mere end 4 gange så mange som der bor i USA). Siden han kom til magten i slutningen af 2012, har han systematisk arbejdet på at centralisere den politiske magt i Kina ved at fjerne alle sine politiske modstandere, høj som lav, fra deres magtpositioner, officielt som led i en anti-korruptionskampagne, men uden at nogen af dem fik mulighed for at få deres sag prøvet ved en domstol. Under Xi er ytringsfriheden i Kina også blevet begrænset kraftigt i forhold til hvordan den var under hans forgænger, Hu Jintao, og internettet er censureret i en grad så det er umuligt at tilgå Wikipedia, Facebook og Google fra kinesiske IP-adresser. Menneskerettighederne i Kina har det i dag værre end de har haft det siden massakren på Den Himmelske Freds Plads i 1989. Den uhyrlige forfølgelse af de muslimske uighurer, hvoraf omkring en million mennesker er interneret i lejre, bliver jævnligt omtalt i medierne, men også de kristne i Kina har fået markant værre vilkår under Xi. Der står ganske vist i Kinas forfatning at der er religionsfrihed – det har der stået siden 1982 – men der er betingelser. Det er der i øvrigt også i den danske grundlov, hvor paragraf 67 lyder sådan her: ”Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.” Der står noget lignende i Kinas grundlov, men det tolkes noget strammere end i Danmark. I Kina mener myndighederne for eksempel at det strider mod den offentlige orden at tale om Jesus i det offentlige rum, eller at holde gudstjeneste andre steder end i de registrerede kirkebygninger. Og kirkebygninger kan kun blive registreret hvis kirken er ”patriotisk”, hvilket blandt andet betyder at præsterne ikke må sige noget der er kritisk over for kommunistpartiet. Nogle steder i landet har politiet med magt fjernet de kors der sad uden på kirkebygningerne, eller de har ligefrem revet bygningerne ned. Det er ikke tilladt at tage børn og unge under 18 år med i kirke, og der er en række erhverv som kristne ikke har adgang til, deriblandt læge og skolelærer. For 10 år siden så det ellers ud til at det gik den rigtige vej for religionsfriheden i Kina, og Kristeligt Dagblad udgav endda en bog af journalist Kim Schou med titlen ”Kinas kristne revolution”. Men nu strammer myndighederne altså grebet – og den mand der står bag, er (hvis man skal tro Forbes Magazine) det mægtigste menneske på jorden. Så hvad er der at stille op?
For 2000 år siden var der ikke noget der hed Forbes Magazine, og eftersom de forskellige områder i verden levede uden den helt store kontakt med hinanden, ville det heller ikke have givet mening at spørge hvem der var verdens mægtigste mand. Men inden for den del af jordkloden som udgjorde de første kristnes verden, var der ingen tvivl om hvem der var den mægtigste, nemlig kejseren i Rom. Han rådede over en knusende overlegen militærmaskine som på få generationer havde undertvunget hele Middelhavsområdet og store dele af Vesteuropa, og de der havde forsøgt at udfordre hans magt over eksempelvis Israel, var der blevet gjort kort proces med, typisk i form af korsfæstelse. Men jøderne klyngede sig til Guds løfter gennem profeterne om at han ville sende dem en frelser som ville befri folket fra alle deres fjender. De omtalte ham med en titel som Det Gamle Testamente typisk bruger om Israels konger, fx Saul og David, nemlig ”den salvede” – bortset fra at de ikke talte dansk, så derfor sagde de ikke ”den salvede”, men hvis de talte hebraisk, så sagde de ”Messias”, og hvis de talte græsk, så sagde de ”Kristus”, for begge de to ord betyder ”salvet”. Alle de jødiske skriftlærde havde deres bestemte meninger om Messias, og derfor var det meget naturligt at Jesus – efter at have lukket munden på først saddukæerne og derefter farisæerne – udfordrede dem med spørgsmålet: ”Hvad mener I om Kristus?”
Farisæerne svarede uden tøven at Kristus er Davids søn. Og det var egentlig ikke noget dårligt svar. David spiller en meget stor rolle i Det Gamle Testamente, ikke kun i beretningerne om hans liv og i de salmer han har skrevet, men også i profeternes løfter om Israels kommende herlighed. Det begynder allerede i Davids egen levetid, hvor vi i Anden Samuelsbog kapitel 7 [vers 12-13] kan læse at profeten Natan giver David følgende løfte: ”Når dine dage er omme, og du har lagt dig til hvile hos dine fædre, vil jeg lade en af dine efterkommere, dit eget kød og blod, efterfølge dig, og jeg vil grundfæste hans kongedømme. Han skal bygge et hus for mit navn, og jeg vil grundfæste hans kongetrone til evig tid.” Det løfte bar David med sig resten af sit liv, og da han lå på sit dødsleje, regnede han nok med at løftet angik hans søn Salomo, der efterfulgte ham som konge. Men selvom Salomo rigtignok byggede et hus for Guds navn (nemlig det første tempel i Jerusalem), så blev hans kongetrone ikke grundfæstet til evig tid – på Jesu tid sad der for eksempel ikke en efterkommer af David og Salomo på tronen. Der var ganske vist en der kaldte sig konge af Israel, nemlig Herodes, men dels var han ikke af Davids slægt, dels var han kun en lydkonge, en lensmand under den romerske kejser. Folket ventede altså stadig på den efterkommer af David som ville genoprette sin forfaders kongedømme, denne gang for at det skulle bestå til evig tid.
Måske skal jeg lige sige lidt om ordet ”søn”. På den tid hvor Jesus gik på jorden, var der gået ikke mindre end 1000 år siden kong Davids tid, og alle hans sønner havde været døde i stort set lige så lang tid, på nær 40-50 år. Men i oldtiden betød ”søn” ikke nødvendigvis en efterkommer i første led; det kunne også betyde et barnebarn eller et oldebarn med et vilkårligt antal ”tip-” foran. Når man sagde om en person at han var ”søn af” sin farfar eller sin tiptiptiptipoldefar i stedet for bare at sige at han var søn af sin far, så kunne det være fordi farfaren eller tiptiptiptipoldefaren var en berømt person, men det kunne også være fordi den person man talte om, mindede meget om lige præcis dén forfader. Jesus kaldte for eksempel tolderen Zakæus for ”Abrahams søn” fordi han tog imod Guds ord i tro ligesom Abraham havde gjort. Så når de skriftkloge sagde at Messias var ”Davids søn”, mente de også at han ville minde om David i sin måde at agere på. Og David var jo en sejrrig konge som besejrede både filistrene, edomitterne, ammonitterne og aramæerne så hans rige kom til at omfatte hele det nuværende Jordan og dele af det nuværende Syrien, foruden naturligvis det nuværende Israel inklusiv Vestbredden og Gazastriben. Sådan en krigsherre kunne folket nok have brug for til at befri Guds folk fra det romerske overherredømme – han skulle nok bare være lidt stærkere end David havde været, for Romerriget var som sagt en militær stormagt i en helt anden liga end de fjender David havde kæmpet mod.
Men selvom farisæernes svar på Jesu spørgsmål er lige efter teologibogen, så korrigerer Jesus dem alligevel, for deres opfattelse af Messias er alt for begrænset. David var jo trods alt kun et menneske, og selvom han regerede 40 år, så kom der en dag hvor han gik i graven – og 40 år er trods alt ikke ret meget i et tusindårigt perspektiv! Oven i købet havde David et ikke ubetydeligt synderegister, der blandt andet omfattede at han forførte en af sine mest trofaste soldaters hustru og efterfølgende sørgede for at få ryddet hendes mand af vejen ved at bede hærføreren om at lade ham i stikken på en uriaspost. Ganske vist regnede farisæerne med at Messias skulle være en større og bedre udgave af David, men mennesker er og bliver mennesker, og magt korrumperer. Hvis Messias virkelig skulle kunne være en frelser, så skulle forskellen på ham og David ikke kun være en gradsforskel, men en artsforskel. Han var nødt til at være i en liga hvor David med rette kunne kalde ham ikke bare ”søn”, men ”herre”. Han var nødt til at være ikke bare Davids, men Guds søn.
Men heldigvis er vores Messias Guds søn! Og den måde han frelste folket på, var helt anderledes end nogen havde regnet med: I stedet for at samle en hær, besejre den romerske overmagt og oprette et nyt jordisk storrige med hovedsæde i Jerusalem lod han sig korsfæste af de selv samme romere for med sit blod at købe mennesker fra alle verdens folkeslag fri af syndens og dødens magt. Menneskeligt set var det det ultimative nederlag da Jesus døde på korset, men det som vi er samlet for at fejre i dag og alle andre søndage, er at han ikke blev i graven, men opstod på den tredje dag, hvorefter han blev taget op til himlen og satte sig ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde. Hans kongedømme kommer til at vare til evig tid, mens de såkaldt mægtige mænd her i verden kommer og går. Augustus, Tiberius, Caligula, Claudius, Nero, og hvad de romerske kejsere ellers hed, var mægtige og frygtindgydende så længe de levede, men nu er de døde og borte, mens den kirke de prøvede at forfølge, lever i bedste velgående. De var mægtige konger, men Jesus er Kongernes Konge!
På samme måde vil det også gå med Xi Jinping og vore dages øvrige magthavere. De kan virke frygtindgydende mægtige, og det kan virke håbløst at sætte sig op imod dem. Men vores kristne brødre og søstre i Kina og de mange andre lande hvor kirken forfølges, har fat i den lange ende. Jesus er Præsidenternes Konge og Kongernes Præsident, og den dag Xi Jinping, Vladimir Putin, Donald Trump og de andre skal stå skoleret foran ham, vil de tage sig ud som små græshopper i sammenligning. Derfor skal vi ikke frygte nogen såkaldt magthaver på jorden – og omvendt skal vi heller ikke sætte vores lid til at nogen jordisk magthaver kan frelse os fra det onde. Uanset hvem der sidder ved roret i USA, Rusland, Kina og de øvrige stormagter, er det Jesus alene vi skal stole på, for han er stærkere end både de onde og de gode.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments