Prædiken i Sct. Klemens og Rø kirker 2. søndag i advent 2019
Posted By admin on 10. december 2019
De ti brudejomfruer: Hold ud lidt endnu!
Prædiken i Sct. Klemens og Rø kirker 2. søndag i advent 2019
Nikolaj Hartung Kjærby
December måned er en øvelse i tålmodighed. For os voksne føles det ganske vist tit som om tiden går alt for hurtigt i forhold til alt det vi skal nå, gaver der skal købes, mad der skal forberedes, julepynt der skal hænges op, prædikener i lange baner der skal skrives (hvis man er præst), men for børn er det anderledes. Mon ikke de fleste af jer, ligesom jeg, kan huske hvor svært det var at vente på at det blev jul? Jeg skrålede i hvert fald af hjertet med når Otto Brandenburg sang: ”Bare det altså snart var nu!” Når man er en kvik lille dreng der bliver 4 år på fredag, så kan det endda være svært blot at vente på at det bliver næste dag så man må brænde det næste tal på kalenderlyset eller åbne den næste lille pakke i gave-kalenderen!
Men selvom jeg af forskellige grunde ikke har nær så travlt med at det skal blive jul, som jeg havde da jeg var barn, så kan min tålmodighed alligevel godt være noget udfordret på denne tid af året, for jeg må tilstå at jeg meget bedre kan lide sommer end vinter! Det er ikke så meget kulden der generer mig, for den kan man jo modstå ved at klæde sig ordentligt på (hvis man altså har tilstrækkeligt med varmt tøj – send gerne en ekstra tanke og et bidrag til de mennesker i ind- og udland der ikke har det!). Nej, det værste ved vinteren, synes jeg, er mørket. Solen står frygtelig sent op, og den går alt for tidligt ned igen, og hvis det så oven i købet er gråt og regnfuldt i vejret så man heller ikke ser noget til solen i løbet af de få såkaldt lyse timer, så er det altså temmelig surt det hele! Men heldigvis ved jeg at fra den 22. december at regne går det den rigtige vej igen – og jeg tæller dagene! (Om 28 dage er dagen blevet en anelse længere end den er i dag!) Og i mellemtiden må vi tænde lamper ligesom brudepigerne i dagens tekst.
Men det er ikke kun i konkret forstand at det er mørkt; i overført betydning er vores verden også præget af mørke: ”Had, vrede og misundelse har dækket verden som en sne”, som vi sang med Brorson. Ganske vist er der også meget at være glad for, som man blandt andet kan læse på websitet verdensbedstenyheder.dk: Antallet af ekstremt fattige mennesker i verden er halveret i løbet af de seneste 30 år, i samme periode er børnedødeligheden mere end halveret, og 48 procent færre mennesker dør af malaria, mere end 90 procent af verdens børn går nu i skole mod 75 procent i 1970, og – selvom man kunne tro det modsatte når man ser nyhederne i aviser og tv – vi har på verdensplan færre krige og langt færre dødsofre for konflikt end under den kolde krig. Men det betyder ikke at alt er godt i verden! Der er stadig sygdom og død, der er stadig krig, sult, selvmord, undertrykkelse, uret, terror, afhængighed, håbløshed – og klimatruslen hænger os alle sammen over hovedet som en stadig mere truende tordensky. Dertil kommer mørket inden i os selv: ”Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, og det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg”, som Paulus skriver i Romerbrevet (7,19). Det er en nåde at vi ikke fuldt ud erkender hvor milevidt vores livsførelse ligger fra hvad Gud havde tænkt, for hvis vi gjorde det, tror jeg vi ville dø af fortvivlelse.
Men om et par uger er det jul, og julens glade budskab er at Gud ikke har overladt os til os selv i vores fortvivlelse. Så højt elsker Gud os mennesker som han har skabt, at han sendte sin egen søn midt ind i vores fortvivlelse for at dele vores vilkår – og for at redde os ud af dem. Jesus gav sit eget liv for at købe os fri af mørket, så hverken den håbløshed der kommer udefra, eller den der kommer indefra, skal kunne besejre os. Da Jesus døde på korset langfredag, købte han os fri fra alle krav som mørket og døden havde på os, og da han opstod fra de døde påskemorgen, beviste han at livet er stærkere end døden, lyset er stærkere end mørket, godhed er stærkere end ondskab. Og inden Jesus vendte tilbage til himlen, sendte han sine disciple ud i hele verden for at prædike omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag (Luk 24,47), med løftet om at han snart ville vende tilbage i herlighed for at dømme levende og døde, føre Guds rige til synlig sejr og endegyldigt udslette alt det onde.
Men hvorfor gjorde han ikke bare det med det samme? Der er foreløbig gået næsten 2000 år siden Jesu død og opstandelse, og de 2000 år har budt på ufattelige menneskelige lidelser. Den lovede genkomst som kristne gennem så mange århundreder har længtes efter, hvorfor blev den ikke bare iværksat med det samme? Himmelfarten og det vi kalder ”kirkens tid” – hvad skulle det overhovedet til for?
Jeg tror at den første bibeltekst vi hørte i dag, kan give os noget af svaret. ”Herren, som I søger, kommer med ét til sit tempel, pagtsenglen, som I længes efter, kommer,” siger Gud gennem profeten, men så tilføjer han: ”Hvem kan udholde den dag, han kommer? Hvem kan bestå, når han viser sig?” Som jeg sagde før, har vi jo alle sammen det onde inden i os, så hvis Gud den dag i morgen udslettede alt det onde, hvad ville der så blive af os? Eller rettere sagt: Hvad ville der være blevet af os hvis ikke Jesus havde købt os fri fra det ondes krav på os? Men vi bestemmer selv om vi vil benytte os af vores fribrev. Hvis ikke vi omvender os og tager imod Jesus som vores frelser og Herre, så er vi stadig i vores synder og har ingen gavn af Jesu sejr. Det var derfor han sendte disciplene ud for at prædike i hele verden – for at kalde mennesker til omvendelse og frelse! Og det er også derfor han ikke er vendt tilbage endnu – som apostlen Peter skriver: ”Herren er ikke sen til at opfylde sit løfte, sådan som nogle mener, men han har tålmodighed med jer, fordi han vil, at ingen skal gå fortabt, men at alle skal nå til omvendelse” (2 Pet 3,9). Som Grundtvig udtrykker det i en salme som jeg ikke fik plads til i dagens program: ”Men skønt du længes, o kristenhed, så glem dog ikke, at godt du ved, hvad Herren tøver efter … Du ved, du tjener en Herre mild, som ikkun nødig med Himlens ild hjemsøger Jordens lyder”.
Men længes, det må vi ikke desto mindre. Så sent som i fredags læste jeg at der hvert år er ikke færre end 1,2 millioner børn der bliver ofre for menneskehandel. Først troede jeg at jeg havde læst forkert: 1,2 millioner! Men det er desværre rigtigt nok ifølge ILO’s skøn. Det er mere end 2 børn i minuttet, og ligesom så mange andre tragedier i denne verden er det noget som kan fylde mig med en følelse af magtesløshed. På samme måde har jeg det når jeg læser om de grusomheder der bliver begået af diverse tyranner forskellige steder i verden, ikke mindst nordkoreanske Kim Jong-uns uhyrlige overgreb på sin befolkning – og især på de kristne, fordi de nægter at anerkende at Kim Jong-un er gud. Hvor længe, Gud? Hvor længe vil du give ondskaben lov til at hærge?
Men den lignelse vi har hørt i dag, fortæller os ganske klart hvordan vi skal forholde os mens vi venter på at vores brudgom, Jesus, skal komme: Vi skal sørge for at der er lys i vores lamper! Midt i det mørke der omgiver os, skal vi gøre det lidt, vi kan, for at lyse op! Det kan være trist og tungt, og det kan føles håbløst, men det er det vores Herre forlanger af os: at vi trodser verdens had, vrede og misundelse med kærlighed og godhed. At vi taler sandhed selv når det vrimler med løgne. At vi, når vi ikke formår at udrette store ting, dog holder fast i at gøre små ting med stor kærlighed, som Moder Teresa udtrykte det. Det er til gengæld også det eneste han forlanger af os.
Men det kan også være svært nok, når vi ikke ved hvor længe det kommer til at vare. For at blive i lignelsens sprog, så risikerer vi at olien i vores lamper slipper op. Vores iver efter at tjene Gud og gøre det gode risikerer at blive ramt af metaltræthed så vi bliver lunkne i troen eller måske endda falder helt fra. Hvad kan vi gøre for at undgå det?
Ja, først og fremmest giver Jesus os en alvorlig advarsel om hvad vi ikke kan gøre for at undgå det: Vi kan ikke stille os tilfredse med at der er andre der lever i overgivelse til Jesus, ”og så betyder det vel ikke så meget at vi ikke selv gør det”. Den dag det kommer til at koste noget at følge Jesus, kan vi ikke leve højt på andres tro; det vidner mange menneskers dyrekøbte erfaringer gennem tiderne om. Og jeg tror det er det Jesus sigter til når han lader de kloge brudepiger i lignelsen sige til de tåbelige at de ikke har olie nok til både sig selv og dem. Der er ikke noget alternativ til selv at leve tæt sammen med Jesus!
At leve tæt sammen med Jesus er nemlig det som vi både kan og skal gøre for at vores lampe ikke brænder ud. Vi kan ikke selv ved egen kraft holde den brændende; det kan kun Jesus gøre ved Helligånden som han har givet os. Hvordan holder vi så vores øjne rettet mod Jesus så Helligånden kan komme til at gøre sin gerning i os? Det gør vi først og fremmest ved hjælp af ”De 4 B’er”, som det efterhånden er nogle måneder siden jeg sidst har talt om, men i dag har jeg heldigvis tid til overs til at gå lidt mere i dybden med dem.
Det første B er Bibelen. Det er en rigtig god idé så vidt muligt at læse i Bibelen hver dag, gerne ved hjælp af en læseplan så man kommer godt rundt i de forskellige skrifter i Gammel og Ny Testamente – men især Det Nye Testamente er vigtigt at læse i. Er der noget du ikke forstår i Bibelen, så spørg din præst! Det er også en god idé at læse Bibelen sammen med andre, eventuelt i en bibelkreds hvor man for eksempel mødes en gang om måneden, eller måske oftere.
Det andet B er Bordet, altså nadverbordet. Jesus har knyttet et løfte om sit særlige nærvær til nadvermåltidet, og Paulus skriver et sted at brødet og bægeret (to ord der i øvrigt også begynder med b) er fællesskab med Kristi legeme og blod (1 Kor 10,16). Så det at gå til nadver hver uge er en rigtig god vane hvis du gerne vil bevare fællesskabet med vores Herre.
Det tredje B er Brødrene og søstrene. Selvom vi ikke kan leve højt på de andres tro, så både kan og skal vi nemlig hjælpe med at styrke og opmuntre hinanden i troen. Så opsøg det kristne fællesskab, både her i kirken om søndagen, og gerne også i løbet af ugen, for eksempel til nogle af de arrangementer som jeg nævner i meddelelserne til sidst i gudstjenesten.
Og så endelig det fjerde B: Bønnen! Jeg har indtryk af at det måske er det af B’erne som det kniber mest med for os moderne danskere, for når vi beder, føler vi måske ikke rigtig at vi gør noget, eller i hvert fald ikke at vi udretter noget. Jeg skal blankt indrømme at jeg også selv står beskæmmet når jeg hører eller læser om kristne i fortiden eller i udlandet som beder i flere timer hver dag, både alene og sammen med andre. Hvis vi gerne i højere grad vil se Guds rige bryde igennem i Klemensker, Rø og Aarsballe, hvis vi vil se flere mennesker der bliver forvandlet af Guds kærlighed og går fra mørke til lys, fra håbløshed til håb, fra død til liv, så tror jeg det kræver at vi bestormer Guds trone i bøn indtil det sker! Kirkehistorien rummer ingen eksempler på vækkelser der er brudt ud uden at de troende har gjort Guds rige til deres første prioritet i livet og også prioriteret tid til bøn. Jeg er ganske klar over at det kan være svært i en travl hverdag, men man kan jo begynde i det små, for eksempel ved at afsætte blot en time om ugen til at bede enten alene eller sammen med nogle få andre. For mig fungerer det helt klart bedst at bede sammen med andre, for når jeg er alene, har jeg meget svært ved at koncentrere mig om bønnen, og derfor er jeg meget taknemmelig for fyraftensbedemødet i konfirmandstuen hver onsdag, som blev startet allerede før jeg kom her til sognet, og som jeg stadig mener er noget af det vigtigste af alt det jeg foretager mig hele ugen. For dig er det måske noget andet der fungerer – men det er i hvert fald umanérlig vigtigt at kommunikere med Gud i bøn, for adskilt fra ham kan vi slet intet gøre!
Så altså: Vær tålmodig indtil vor Herres Jesu Kristi tilsynekomst – og brug tiden indtil han kommer, på at sprede hans lys i verden!
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Comments