Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 1. søndag i advent 2019
Posted By admin on 3. december 2019
Jesus i Nazaret: Et nådeår fra Herren
Prædiken i Sct. Klemens og Rø kirker 1. søndag i advent 2019
Nikolaj Hartung Kjærby
Endelig blev det første søndag i advent! Det har jeg glædet mig til, for jeg synes der har været lige lovlig mange domstekster i den seneste tid, både om søndagen og til vores morgenandagter. Men nu tager vi hul på et helt nyt, frisk kirkeår, hvor der tværtimod bliver udråbt godt budskab til fattige og frigivelse for fanger – er det ikke vidunderligt! Det synes jeg i hvert fald. Men synagogegængerne i Nazaret var åbenbart af en anden mening, for de blev så vrede over budskabet at de nær havde slået Jesus ihjel, og hvis I undrer jer over det, så er I ikke de eneste; bibelforskerne undrer sig til stadighed over hvad det mon var de gode nazaræere blev så vrede over, og der er blevet fremført flere interessante bud. Men før vi taler om det, så lad os få sat scenen.
Vi befinder os i Nazaret, den by hvor Jesus voksede op. Det er sabbat, og derfor er det meste af byen samlet til gudstjeneste i synagogen. Den jødiske synagogegudstjeneste minder på en række punkter om den gudstjeneste vi selv kender (blandt andet fordi de første kristne havde jødisk baggrund og derfor helt naturligt tog nogle elementer med sig), men på Jesu tid var det ikke bestemt på forhånd hvem der skulle prædike når der var gudstjeneste i synagogen; det kunne hvem som helst af de tilstedeværende i princippet gøre, og hvis der var gæster, brugte man som regel at begynde med at spørge dem om de havde noget de ville sige. Og i dag var der i den grad gæster, nemlig manden der havde sat Nazaret på landkortet. I de to vers der kommer umiddelbart før den tekst vi har hørt i dag, står der: ”Og Jesus vendte i Åndens kraft tilbage til Galilæa, og rygtet om ham spredtes over hele egnen. Han underviste i deres synagoger og blev berømmet af alle.” ”Kan noget [så] godt komme fra Nazaret?” spurgte folk forbløffet (Joh 1,46). Jo, nazaræerne havde god grund til at være stolte af ”Josef søn”, som de jo mente at han var. Nu var han så vendt hjem til sin fødeby, og forventningerne var tårnhøje. Hvad mon han havde at sige om den berømte tekst fra Esajas’ Bog som han havde læst op for dem?
Den tekst som Jesus læste op, er starten på en længere tekst hvor Gud lover at han vil frelse og genoprejse sit folk. Læser man videre i Esajas’ Bog kapitel 61, støder man på formuleringer som ”give Zions sørgende hovedpynt i stedet for aske” (v. 3) og ”de skal genopbygge ødelagte byer” (v. 4), og det står klart at rollerne vil blive byttet om så de folkeslag der har undertvunget israelitterne, selv vil blive undertvunget. Der står for eksempel: ”Fremmede skal træde til og vogte jeres får, udlændinge arbejde på mark og i vingård. Men I skal kaldes Herrens præster, vor Guds tjenere skal I hedde. I skal leve af folkenes rigdom og få deres skatte i eje” (v. 5-6). Det har været sød musik at høre den tekst læst op mens jøderne levede i eksil i Babylon i det 6. århundrede før Kristi fødsel og drømte om at få lov til at vende hjem til deres land. Et par hundrede år senere, da den græsk-syriske kong Antiokus Epifanes opstillede et Zeus-alter i selveste Guds tempel i Jerusalem, har det også været en uvurderlig trøst for jøderne at høre at de ville blive befriet fra deres undertrykkere og selv komme ovenpå. Og nu på Jesu tid havde en ny undertrykker meldt sig på banen, nemlig det mægtige romerrige, så det var uden tvivl en tekst de meget gerne lyttede til.
Oven i købet taler teksten fra Esajas om at Gud vil udvælge en bestemt person til at befri sit folk. Den person taler i 1. person i teksten: ”Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig”, og nogle nutidige jødiske fortolkere mener (så vidt jeg har kunnet finde ud af) at det skyldes at Esajas ganske enkelt talte om sig selv. Men vi ved at der på Jesu tid var stærke forventninger i det jødiske folk til at Messias skulle komme og frelse dem. Ordet ”messias” (eller m’shiach som det udtales på hebraisk) betyder ”salvet”, så når jeg-stemmen i Esajas kapitel 61 siger ”Herren har salvet mig”, er det oplagt at det er en profeti om Messias. Vi ved fra Johannesevangeliet at der allerede tidligt gik rygter om at Jesus var Messias (se Joh 1,41), så måske har nazaræerne været nysgerrige på om deres berømte bysbarn måske ligefrem var selveste den store befrier i egen høje person?
Hvis de har spekuleret på om det var tilfældet, så bekræfter Jesus det tilsyneladende ved at indlede sin prædiken med ordene: ”I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.” Men så er det jo altså at det hele pludselig begynder at gå helt skævt. Tilsyneladende går der jantelov i den, og det berømte bysbarn som de for lidt siden var så stolte af, skal pludselig ikke tro han er noget, for han er jo bare Josefs søn. Matthæus og Markus, som også fortæller beretningen (om end i en kortere udgave), citerer dem også for at påpege at Jesus var tømrer, underforstået: ”Hvad skulle han kunne lære os?”
Men hvorfor slår stemningen om på den måde? Som sagt er der givet flere forskellige forklaringer. En af dem er at Janteloven træder i kraft ”af sig selv”, så at sige – at de bare pludselig begynder at tænke at nej, det er alligevel for skørt at ham tømrersønnen skulle være messias. En anden mulighed er de bliver sure fordi Jesus har gjort flere mirakler i Kapernaum end hos dem, men hos Matthæus og Markus står der ret klart at de manglende mirakler i Nazaret var en følge af deres vantro, ikke en årsag til den. En tredje forklaring er at de bliver sure over at blive sammenlignet med deres forfædre på profeterne Elias’ og Elisas tid. På Elias’ tid var de fleste af israelitterne nemlig afgudsdyrkere, og det var derfor han var nødt til at søge tilflugt i Sarepta, for i Israel var der en pris på hans hoved. Den forklaring er nok ikke helt forkert. Men her kommer den jeg bedst kan lide:
Jeg tror nazaræerne blev sure fordi Jesus lukkede bogen for tidligt! I Esajas’ Bog kapitel 61, vers 2 står der: ”for at udråbe et nådeår fra Herren og en hævndag fra vor Gud”, men Jesus tog ikke hævndagen med! De ”undrede sig over de nådefulde ord”, står der – mon ikke det betyder at de undrede sig over at han kun talte om nåde og ikke om hævn? Som jeg var inde på før, er Esajasteksten jo et løfte om at Gud vil genoprejse Israel og give dem hævn over deres fjender – var det nu aflyst? Nogle af jer tænker måske at den tolkning ikke kan passe, for står der ikke at de i første omgang gav ham deres bifald? Jo, det står der, desværre, i den autoriserede danske oversættelse. Jeg siger ”desværre” fordi det er en forkert oversættelse. I den græske grundtekst står der at de gav ham deres ”vidnesbyrd” – deres ”skudsmål”, om I vil. Når det ord bliver brugt, er det ganske vist i reglen et positivt skudsmål der er tale om, men ikke nødvendigvis. Men selv hvis man insisterer på at oversætte ordet positivt, falder tolkningen ikke nødvendigvis til jorden af den grund – i den nudanske oversættelse Den Nye Aftale står der for eksempel: ”Alle var imponerede over ham, men de undrede sig over hans ord”, det vil sige: De har måske været imponerede over hans frimodighed og/eller hans talegaver, selvom de ikke kunne acceptere budskabet.
Det at Jesus henviser til at Elias blev sendt til en fønikisk enke, og at Elisa helbredte en syrisk officer, tyder også på at det der var stridens kerne, var hvad der skulle ske med de andre folkeslag. Jøderne regnede som sagt med at nabofolkene, som havde undertrykt dem, skulle blive deres tjenere, men Jesus udvidede Guds løfter til Israel i Det Gamle Testamente til også at gælde de andre folkeslag – endda de folkeslag som havde været Israels fjender! Der står ikke noget i teksten om hvad nazaræerne råbte da de forsøgte at lynche Jesus; der står kun at de ”blev ude af sig selv af raseri”, men jeg vil tro at et af de ord der fløj gennem luften, var: ”Forræder!”
Men hvor er det gode nyheder – for os – at Jesus udlagde teksten som han gjorde! Det betyder nemlig at Guds løfter også omfatter os, selvom vi ikke er israelitter! Men hvad er det så han lover? Det er ”godt budskab til fattige”, ”frigivelse for fanger”, ”syn til blinde”, ”at sætte undertrykte i frihed”, og endelig: ”et nådeår fra Herren”.
Hvad er et ”nådeår”? Jo, jødernes lov i Det Gamle Testamente dikterer at hvert 50. år skulle al gæld eftergives, og al ejendom skulle leveres tilbage til den slægt der oprindeligt havde fået tildelt den som arvelod. Det var en yderst effektiv social foranstaltning som sikrede at ingen kom til at leve i nedarvet fattigdom. Men i profetien fra Esajas tales der om et nådeår fra Herren. Det må betyde at Gud eftergiver al gæld, eller sagt på en anden måde: at han tilgiver alt hvad vi har gjort forkert. Det var jo derfor Jesus kom til jorden: for at vi skulle få tilgivelse.
Eftergivelse af gæld er naturligvis et ”godt budskab til fattige”, og på samme måde er budskabet om Guds tilgivelse et godt budskab for os der er ”åndeligt fattige” fordi vi ikke altid har levet vores liv som vi burde. Vi har mistet den herlighed som Gud skabte os til at have, vi har tabt vores lod i Guds paradis, og vi har ikke en jordisk chance for at vinde den tilbage ved vores egne anstrengelser. Vi står med en bundløs gæld, og vores eneste chance er at Gud vælger at eftergive den.
Og så er der det med ”frigivelse for fanger”. Jeg ved ikke hvor mange af jer der kender til at man kan føle sig fanget af noget? Det kan være en dårlig vane, en problematisk relation til et medmenneske, et misbrugsproblem. Det kan også være en økonomisk gæld – hvis man skylder en masse penge væk, kan det være svært at se nogen vej ud. Men frem for alt kan det være den gæld som vi har oparbejdet gennem vores forkerte valg i livet. Måske er der én bestemt ting som du har gjort på et tidspunkt i dit liv, og som du bare ville ønske at du kunne gøre om? Hvis bare du kunne det, så ville du være fri, men nu er du fanget? Hvis du har det sådan, så er det netop dig Jesus er kommet for at sætte i frihed! Og hvis det er nogen af de andre ting jeg nævnte, eller noget helt syvende, så er der også frihed at få hos Jesus, for det nådeår fra Herren som han udråbte i Nazarets synagoge for snart 2000 år siden, det er ikke slut endnu! Det lyder måske mærkeligt hvordan en mand der levede for 2000 år siden kan hjælpe os med de problemer vi går rundt med i dag, men jeg kan røbe at tilgivelse er et vigtigt nøgleord! Når det bliver klart for dig at Gud har tilgivet dig alt hvad du har gjort forkert, så vil det også blive lettere for dig både at tilgive dig selv og at tilgive de mennesker der har såret dig.
For det er nemlig sådan at hvis vi selv vil have glæde af nådeåret fra Gud, så er vi nødt til at give afkald på hævndagen. Vi kan ikke både få nåde for os selv og hævn over vores fjender. Det var det som folkene i Nazaret ikke kunne acceptere – de ville have at det var dem der skulle have ret! Men så længe vi selv vil have ret, lige så længe bliver vi ved med at være fattige, gældbundne fanger. Først når vi indser at Gud, og han alene, har ret, først da kan vi træde ud i friheden og ånde frit.
Er der noget af det jeg har sagt i dag (og især hen imod slutningen af prædikenen) som du godt kunne tænke dig at dykke lidt dybere ned i for at forstå bedre? Så vil jeg anbefale dig at deltage på det Alpha-kursus der bliver holdt [her] i Klemensker efter nytår. Du kan eventuelt begynde med at dukke op i præstegården onsdag den 15. januar og se om det er noget for dig – men meld dig lige til på forhånd så vi ved hvor mange der skal laves mad til. Det er helt gratis – også maden. Der ligger nogle foldere nede bagerst i kirken – tag endelig et par stykker med, så du også kan invitere en ven med.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Comments