Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 1. september 2019
Posted By admin on 3. september 2019
Tolderen og farisæeren: Gå en mil i Mikes sko!
Prædiken i Sct. Klemens og Rø kirker 11. søndag efter trinitatis 2019
Nikolaj Hartung Kjærby
Lidt nord for Los Angeles Internationale Lufthavn ligger et område der hedder Venice, opkaldt efter det engelske navn på den berømte italienske by Venezia (eller Venedig, som vi kalder den på dansk, svensk og tysk). Det californiske Venedig blev grundlagt i 1905 af ejendomsudvikleren Abbot Kinney, som gravede kanaler og byggede huse i venetiansk stil, alt sammen med henblik på at skabe et fashionabelt jetsetkvarter. Det lykkedes, og i et par årtier var Venice det førende forlystelsesområde på den amerikanske vestkyst. Men så kom den store økonomiske krise i 1930’erne, og det hele gik i forfald. Bystyret i Los Angeles havde rigeligt at se til med at vedligeholde den centrale del af storbyen, og forstæder som Venice forslummede fuldstændig. De nye beboere blev derfor indvandrere fra Europa som flyttede dertil fordi det var billigt, og i løbet af 1950’erne og 60’erne tiltrak området også et stort antal ”beatniks”. Efterhånden blev Venice et arnested for ungdomsoprør, modkultur og eksperimenter med både sex, stoffer, musik og kunst, med rockgruppen The Doors som de fremmeste bannerførere. I dag er Venice igen blevet fashionabelt ligesom de fleste andre steder langs de californiske strande, men det er stadig præget af avantgardekunst og bohemekultur, psykedeliske stoffer og dekadente natklubber, og i dagtimerne er den 4 kilometer lange strandpromenade et veritabelt cirkus af gøglere, spåkoner og andet godtfolk.
En af dem der falder ind under kategorien ”andet godtfolk”, er evangelisten Doug Addison. Doug har læst i Det Nye Testamente at Jesus brugte en stor del af sin tid på at være sammen med den slags mennesker som farisæerne og de skriftkloge med foragt i stemmen omtalte som ”syndere”, det vil sige folk der førte et udsvævende liv på kant med gængse moralnormer – altså omtrent samme slags mennesker som klientellet på Venice Beach! Derfor bruger Doug meget tid på at gå rundt på strandpromenaden og fortælle mennesker om Guds kærlighed i Jesus, og han oplever overraskende god respons – ligesom Jesus gjorde blandt toldere og prostituerede for 2000 år siden.
Jeg har aldrig mødt Doug, men jeg kender ham fra en dokumentarfilm fra 2012 med titlen ”Father of Lights” (”Lysenes Fader”). Dokumentarfilmen blev lavet for at vise hvordan Guds kærlighed kan forvandle selv de mennesker man mindst ville forvente at se komme til tro, og derfor var det oplagt for instruktøren (der i øvrigt hedder Darren Wilson) at tage til Venice og se Doug Addison i aktion. Men lige netop den dag hvor Darren og hans filmhold var på besøg, var det som om der var noget galt. Pludselig var der stort set ingen der ville tale med Doug – og det var ikke på grund af kameraet, for i Venice er folk vant til at blive filmet. Det viste sig dog ret hurtigt hvad det var der var galt: Lidt længere nede ad promenaden stod en gruppe mennesker med nogle store gule skilte hvorpå der stod ting som ”Gud vil dømme verden” og ”Synd vækker Guds vrede”, og en tiårig dreng med en megafon citerede fra Første Korintherbrev kapitel 6 [vers 9-10]: ”Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller mænd, der ligger i med mænd, eller tyve eller griske mennesker, ingen drukkenbolte, ingen spottere, ingen røvere skal arve Guds rige.” Så Darren Wilson (filmmanden) gik hen og spurgte dem hvad i alverden de havde gang i. ”Guds ord vender ikke tomt tilbage, og de kan læse Guds ord her,” svarede en af dem og pegede på det skilt han havde i hånden. Han fortsatte med at fortælle at når der er bøsseparader (”sodomitparader” kaldte han det endda), så går han og de andre i hans gruppe ud og revser deltagerne. ”Revser I dem?” spurgte Darren Wilson. ”Ja,” svarede manden med skiltet, ”for husk hvad der skete med Sodoma og Gomorra: Gud sendte ild ned fra himlen på grund af deres synd. Derfor advarer vi dem.”
”Jeg forstår godt at I synes at det de gør er forkert,” fortsatte Darren, ”men har I overvejet en anden tilgang hvor I viser dem kærlighed i stedet?” ”Vi viser dem kærlighed!” svarede manden. ”Der er intet mere kærligt end at sige sandheden!” ”Er der så nogen der har omvendt sig?” spurgte Darren, hvortil manden svarede: ”Jeg har ikke selv oplevet nogen omvendelser endnu, men jeg har også kun stået her siden slutningen af 80’erne.” Så rystede Darren på hovedet og gik sin vej, vred og ærgerlig over svovlprædikanternes manglende forståelse for at det er erfaringen af Guds kærlighed der fører mennesker til omvendelse, ikke trusler om vrede og straf.
Men kort efter var der noget der pludselig gik op for ham: Det som han kritiserede folkene med skiltene for at gøre – nemlig at møde mennesker med irettesættelser og fordømmelse i stedet for med kærlighed – det havde han selv lige gjort mod dem! Han havde (med rette, vil jeg tilføje) set deres tilgang som et sindbillede på farisæeren der hovmodigt takker Gud for at han ikke er som tolderen – men han havde overset at han selv med lige så stort hovmod takkede Gud for at han ikke var som farisæeren! Han havde set splinten i den andens øje, men været blind for bjælken i sit eget. Og han havde glemt at heller ikke en farisæers hjerte kan forvandles af noget som helst andet end en erfaring af Guds kærlighed. Derfor gik han hen og sagde undskyld til manden og spurgte om ikke han måtte bede for ham og velsigne ham. Scenen i dokumentarfilmen slutter med at Doug Addison takker Gud for at manden med skiltet (som i øvrigt hed Mike) har vist så stor tålmodighed og trofasthed og fundet sig i så meget hån og latterliggørelse, og bare beder Gud om at velsigne ham. (Hvis nogen af jer er interesserede i at se hele filmen, så tænker jeg at lave en forevisning ovre i konfirmandstuen på et tidspunkt. Filmen er dog desværre ikke tekstet til dansk).
Jeg fortæller jer den her beretning fordi det er så nemt at dømme andre, og hvis det ikke er den ene gruppe vi dømmer, så er det nok den anden. I dag vil jeg gerne særligt slå et slag for at lade være med at dømme dem der dømmer andre!
Et gammelt visdomsord siger at før du kritiserer nogen, skal du prøve at gå en mil i deres sko. Vittige hoveder har fundet på at tilføje at hvis du derefter stadig har lyst til at kritisere dem, så risikerer du ikke noget ved at gøre det, for så er de en mil væk og har ingen sko! Men lægger vi spøg til side, så er pointen naturligvis at der som regel er en grund til at folk handler som de gør. Hvis du eller jeg havde oplevet de samme ting i vores liv som tolderen eller drankeren eller spåkonen eller den eksotiske danser, så er det meget sandsynligt at vi ville befinde os på præcis samme sted som de gør – eller måske værre. Som Luther udtrykte det, så må vi kristne aldrig glemme at vi kun er tiggere som er så heldige at vide hvor vi kan få brød. Den eneste forskel på en helgen og en synder er Guds nåde, og derfor må vi aldrig møde andre mennesker med fordømmelse, men derimod med kærlighed og ydmyghed. For det eneste der kan bringe et menneske til omvendelse, er et møde med Guds kærlighed.
Og det gælder som sagt også hvis det andet menneske er en dømmesyg farisæer eller svovlprædikant! Den gode Mike der gennem mere end tre årtier troligt har stået på Venice Beach med sit gule skilt og advaret om Guds vrede og dom, han gør det jo ikke fordi han er et ondt menneske, men fordi han har et oprigtigt ønske om at se mennesker omvende sig. At han så ikke har set nogen omvendelser gennem de 30-35 år han har stået der, er ikke så mærkeligt, for hvem har lyst til at vende sig til en Gud der er vred og dømmende? Men hvis du eller jeg hele vores liv kun havde hørt prædikener om Guds vrede og dom, så var det os der havde stået der med de gule skilte – hvis vi da overhovedet havde haft tilstrækkelig omsorg for vores medmennesker til at gøre det! Gå en mil i Mikes sko! Eller i Jehovas Vidners sko. Eller i den præsts eller missionshusleders eller kammerats som talte hårdt og dømmende til dig da du var ung. Og bed Gud om at velsigne dem og åbenbare sin kærlighed for dem. Og for dig selv. Og for mig.
Paulus er et strålende eksempel på en farisæer der blev forvandlet gennem et møde med Guds kærlighed. I det stykke vi hørte fra Første Korintherbrev [15,1-10], indrømmer Paulus beredvilligt at han er ”den ringeste af alle apostlene, ikke værdig til at kaldes apostel, fordi jeg har forfulgt Guds kirke”. Det havde han gjort fordi han var overbevist om at de der fulgte Jesus, var kættere og vranglærere som skulle modsiges og modarbejdes med alle tænkelige midler, inklusiv arrestationer og henrettelser. Så dømmesygt et menneske tror jeg alligevel aldrig jeg har mødt – ikke inden for den danske kirkelighed i hvert fald. (I USA er der faktisk enkelte prædikanter der ønsker dødsstraf for homoseksuelle). Men Gud mødte Paulus med sin nåde og kærlighed, først ved at Jesus viste sig for ham i et syn, og derefter ved at to kristne mænd, Ananias og Barnabas, rakte ud til ham og viste ham kærlighed og accept. Tænk hvad kirken ville være gået glip af hvis de kristne i stedet havde mødt Paulus med fordømmelse – vi ville have manglet op mod halvdelen af Det Nye Testamente!
I dagens gammeltestamentlige læsning [Job 5,8-16] mødte vi også en slags farisæer (selvom ordet ”farisæer” ikke var opfundet dengang Job og hans venner levede). I en situation hvor Job havde mistet alt og var bitter på livet og på Gud, havde hans såkaldte ven Elifaz ikke andet at trøste ham med end en stribe floskler om at det altid går de gode godt og de onde skidt, og at Job bare skulle bekende sin synd, så skulle alt nok blive godt igen, skulle han se. Da Job oprigtigt hævdede at han ikke var bevidst om nogen synd han kunne omvende sig fra, skiftede Elifaz til en mere slagfærdig taktik hvor han skældte Job hæder og ære fra fordi han var så ondt et menneske – ikke fordi Elifaz vidste om noget ondt Job havde gjort, men når Job var blevet ramt af ulykke, så måtte det jo være fordi Gud straffede ham, mente Elifaz. (Træls type, ikke sandt!)
Men i slutningen af Jobs Bog, hvor hans lykke er vendt, og det står klart for alle at Elifaz’ dømmesyge var fuldstændig malplaceret, så ser vi noget mærkeligt, nemlig at Gud befaler Job at gå i forbøn for Elifaz, for at han ikke skal blive bragt i vanære! Havde jeg været Job, ville jeg ellers mest have haft lyst til aldrig at tale med den nar til Elifaz igen, men Gud forbyder altså Job at fordømme Elifaz, selvom Elifaz ikke har bestilt andet end at fordømme Job. Ligesom Paulus og ligesom Mike havde Elifaz jo gjort sit bedste ud fra de forudsætninger han nu engang havde – og de ting han sagde, var trods alt ikke mere forkerte end at Paulus citerer ham med tilslutning i Første Korintherbrev kapitel 3 [vers 19]. (De bibelcitater som folkene med de gule skilte i Venice slog folk i hovedet med, var jo også gode nok i sig selv; de anvendte dem bare på en forkert og ukærlig måde).
Summa summarum: Døm ikke dem der dømmer, og tro ikke at du er et bedre menneske end farisæerne. Husk i stedet på hvor meget nåde Gud til stadighed er nødt til at vise dig. Og husk så ”De fire B’er”, som kan hjælpe dig med at vokse ind i en dybere forståelse af Guds kærlighed: Bibelen, Brødre- og søstrefællesskabet, Bordet med nadverens brød og vin, og Bønnen.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments