Prædiken i Sct. Klemens Kirke 3. søndag efter helligtrekonger 2020
Posted By admin on 28. januar 2020
”Giv os en større tro”: Gid jeg havde mere tro!
Prædiken i Sct. Klemens Kirke 3. søndag efter helligtrekonger 2020
Nikolaj Hartung Kjærby
Det med tro er noget vanskeligt noget. ”Giv os en større tro!” siger apostlene til Jesus, og det kan jeg egentlig godt forstå. Er der nogen af jer der nogensinde har bedt en lignende bøn? (kunstpause) Det har jeg også! Og det er ikke fordi der ikke findes gode svar man kan give på det spørgsmål (de af jer der er hyppige kirkegængere her i Klemensker-Rø pastorat, ved for eksempel jeg ofte anbefaler ”De 4 B’er”), men Jesus svarer ikke med et godt råd. Faktisk er det nærmest et ikke-svar han giver dem: ”Havde I tro som et sennepsfrø, kunne I sige til dette morbærtræ: Ryk dig op med rode, og plant dig i havet! og det ville adlyde jer.” Et sennepsfrø er ikke ret stort, skulle jeg hilse og sige; faktisk var det det mindste frø man kendte i antikken. (Havde de kendt til valmuer, ville Jesus sikkert have sagt et valmuefrø, for de er jo endnu mindre). Med andre ord siger han faktisk til dem at problemet ikke er at deres tro er for lille, men snarere at den slet ikke er der. Og det siger han vel at mærke ikke til de vantro farisæere, og ikke engang til de nysgerrige, men skeptiske mennesker der fulgte ham på afstand; nej, han siger det til selveste de tolv apostle, inderkredsen af disciple, som havde forladt alt for at følge ham!
Men det er altså også svært, det med tro! Jeg hørte engang en anekdote om en kvinde som havde læst at tro ikke alene kan flytte morbærtræer, men ligefrem bjerge. I Matthæusevangeliet (17,20) siger Jesus nemlig til disciplene: ”Har I en tro som et sennepsfrø, kan I sige til dette bjerg: Flyt dig herfra og derhen! og det vil flytte sig. Og intet vil være umuligt for jer.” Det blev kvinden meget glad for at læse, for der stod et bjerg øst for hendes hus. Det var ikke noget stort bjerg, men det var stort nok til at hun aldrig fik morgensolen at se fordi bjerget skyggede for den. Så en morgen besluttede hun at hun ville teste det som Jesus havde sagt. Hun knyttede hænderne og gentog: ”Jeg tror! Jeg tror! Jeg tror!” indtil hun nærmest kunne mærke troen boble inden i sig, og så gik hun ud foran sit hus og råbte: ”Bjerg, flyt dig om på nordsiden af mit hus!” Men der skete ingenting. Hvorpå kvinden irriteret udbrød: ”Ja, jeg tænkte det nok!” Mere tro havde hun altså ikke, end at hun inderst inde ikke havde regnet med at det ville virke. Og det er svært at sætte sig ud over det. Der skal i hvert fald virkelig meget selvhypnose til hvis man skal nå derhen hvor man ville blive oprigtigt overrasket over at se et bjerg blive stående selvom man havde befalet det at flytte sig, især hvis man aldrig før har set et bjerg flytte sig. Og der er ikke nogen vidnesbyrd, hverken i Bibelen eller i kirkehistorien, om at disciplene eller kirkefædrene eller nogen af de store helgener gav sig af med selvhypnose. I øvrigt er der heller ingen beretninger om at nogen af dem nogensinde har flyttet rundt på morbærtræer, endsige bjerge – så måske er det i virkeligheden noget andet Jesus vil sige til apostlene og os?
Et sennepsfrø var som sagt det mindste frø man kendte til i den kultur som Jesus og apostlene levede i, men det var ikke den mindste ting man kendte. Hvis Jesus bare havde villet tale om en tro der er meget lille, så kunne han have sagt ”tro som et sandkorn” eller ”tro som et støvgran”. Men han sagde altså ”som et sennepsfrø”, så måske var det ikke kun frøets ringe størrelse han tænkte på? Der er jo det ved frø at de rummer et potentiale! Som Jesus selv siger nogle kapitler før dagens tekst: Guds rige ”ligner et sennepsfrø, som en mand tog og såede i sin have, og det voksede op og blev et helt træ, og himlens fugle byggede rede i dets grene” (Luk 13,19). (Den tekst skal jeg i øvrigt prædike over om 3 uger). Så måske vil Jesus lære os at tro ikke er en eller anden form for kraft som vi kan være i besiddelse af i større eller mindre omfang, men at det snarere er en indstilling, nemlig den indstilling at vi ikke stirrer os blinde på det der er nu, men har tillid til at Gud kan forandre det. Man behøver nemlig ikke at være specielt stærk eller from eller dygtig for at have tillid til en anden, for det der er afgørende for om man har tillid til en anden, er ikke hvor stærk man selv er, men hvor stærk den anden er! Som én engang har udtrykt det: Det kommer ikke an på hvor stor din tro er; det kommer an på hvor stor din Gud er! For Gud, som har skabt både træer og bjerge, kan naturligvis også flytte dem igen.
I den første læsning i dag mødte vi Abraham, og han havde et bjerg han ikke kunne flytte. Gud havde nemlig lovet ham at han ville blive en stor mand som ville komme til at gøre en stor forskel i mange menneskers liv – og Abraham havde da også haft masser af succes i livet. Hans forretning gik strålende, og han var respekteret og berømt i hele landet. Men der var én ting der plagede ham, og det var at han ikke havde en søn der kunne arve alt det han havde arbejdet for. Ufrivillig barnløshed er svært nok at håndtere her i det 21. århundrede, men på Abrahams tid var det endnu værre, fordi man dengang havde størstedelen af sin identitet i sine børn. Det var faktisk så slemt at Abraham ikke syntes han kunne bruge sin rigdom og succes til noget som helst når han ikke havde nogen søn til at føre slægtsnavnet videre! Og Gud havde endda lovet ham at han ville få mange efterkommere, men foreløbig var det altså ikke blevet til noget, og hverken han eller hans hustru blev ligefrem yngre. Men så bad Gud ham om at se op på himlen og forsøge at tælle stjernerne. Det ved jeg ikke om nogen af jer nogensinde har forsøgt – sådan en rigtig mørk, stjerneklar aften uden måneskin og uden alt det kunstige lys som vi mennesker så tit forstyrrer natten med. Jo længere tid man kigger op på himlen, jo flere stjerner får man øje på. Det er som om det aldrig stopper. I vores dage, hvor man har kraftige kikkerter der gør det muligt at se endnu længere ud i rummet, har vi endda fundet ud af at selv de utallige stjerner som vi kan se, kun udgør en forsvindende lille brøkdel af hvor mange stjerner der er i alt. Hvor mange der helt præcis er, er der ingen der ved, men man mener at der i hvert fald er så mange at hvis man havde et lille riskorn (eller i dagens anledning kunne vi jo sige: et sennepsfrø) for hver stjerne i universet, så ville der være sennepsfrø nok til at dække hele jordens overflade i et 10 meter tykt lag! Men Gud kender det præcise tal på hvor mange stjerner der er, for han har skabt dem alle sammen! Og det var nok til at overbevise Abraham om at så kunne Gud også godt give ham efterkommere – og det gjorde Gud også.
Men i den forbindelse er det vigtigt at huske at Gud ikke skylder os noget. Vi har ikke kra
v på at Gud flytter rundt på morbærtræer og bjerge eller i øvrigt opfylder alle vores ønsker. Tværtimod er det os der skylder ham hele vores eksistens, fordi han er Skaberen. Selv hvis vi gør en masse ting for Gud, har vi ikke krav på at han gør noget ”til gengæld”, lige så lidt som en arbejdsgiver står i taknemmelighedsgæld til en medarbejder der blot har opfyldt sin kontrakt. Der var engang en mand som døjede med forskellige sygdomme, som sagde følgende til mig: ”Jeg har endda været så sød at give mit liv til Vorherre, og så straffer han mig på den her måde!” Nej, kære ven, du har ikke ”været sød” at give dit liv til Vorherre; det er tværtimod Vorherre der har været sød at give dig et helt nyt liv, og havde han ikke gjort det, ville du have været fortabt i dine synder, ligesom jeg og alle andre ville!
Det sagde jeg selvfølgelig ikke til ham, for selvom noget er sandt, betyder det ikke at det nødvendigvis er klogt at sige det på ethvert givet tidspunkt; der er noget der hedder empati og situationsfornemmelse. Jeg valgte i stedet at sige til ham at det ikke er Gud der har påført ham de sygdomme han døjer med, for jeg tror virkelig ikke at sygdom og hvad der ellers er af ondt i denne verden, er udtryk for Guds vilje, men derimod for at Guds modstander stadig har alt for meget magt i verden. Er Gud da ikke almægtig? Jo, men han har valgt at uddelegere noget af sin almagt ved at give os mennesker en høj grad af selvbestemmelse; en selvbestemmelse som vi desværre alt for ofte bruger til at give plads for det onde i stedet for det gode, til skade for både os selv og vores medmennesker. Og det gør vi som regel fordi vi ikke har tro som et sennepsfrø.
Men den tro er som sagt ikke en kvalitet ved os selv; den er en indstilling til tilværelsen som vi kan vælge at have, nemlig den indstilling at vi stoler på Gud og handler derefter.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, n sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments