Prædiken i Hasle, Sct. Klemens og Rø Kirker 1. søndag i fasten 2020
Posted By admin on 3. marts 2020
Striden om at være den største: Bryd den onde cirkel!
Prædiken i Hasle, Sct. Klemens og Rø kirker 1. søndag i fasten 2020
Nikolaj Hartung Kjærby
Verdens goder er ulige fordelt. Nogle mennesker er nærmest født med en sølvske i munden, mens andre må knokle for det daglige brød. Nogle vokser op med forældre der har tid til dem og omsorg for dem, mens andre aldrig har kendt deres forældre, og andre igen måske ville ønske at de aldrig havde kendt dem fordi de ikke bidrager med noget godt. Nogle har indfødsret i et land med fred og velstand, mens andre flygter fra bomber eller ønsker at de kunne flygte fra den hungersnød deres land er ramt af. Nogle er sunde og raske, mens andre døjer med smerter og sygdom.
Stort set alle danskere har adgang til rent drikkevand og gratis lægehjælp, og det i sig selv er nok til at selv de fattigste af os hører til den rigeste halvdel af verdens befolkning. Men vi ved også godt at hvis man synes man har trukket et nitte i livet, er det en ringe trøst at der er andre der har det endnu værre. Jeg tror mange af os har oplevet på et eller andet tidspunkt i vores liv at være kede af at mangle noget som andre mennesker har, og måske føle at tilværelsen har snydt os – eller at Gud har snydt os. I værste fald kan det blive noget der lammer os og suger glæden ud af vores liv.
Kain følte at han var blevet snydt, fordi Gud havde taget imod hans brors offergave, men ikke hans. Hvordan Kain vidste at Gud ikke havde taget imod hans offergave, får vi ikke at vide. Måske har der været en eller anden form for tegn, eller måske har han bare kunnet mærke i sit hjerte at noget var galt. Såvel ordvalget i Første Mosebog som den måde Ny Testamente omtaler hændelsen på (fx Hebr 11,4), antyder at Abel ofrede det bedste af det bedste til Gud, hvorimod Kain gav en mere tilfældig del af sin afgrøde som måske endda var noget som han alligevel ikke havde brug for. Og årsagen til det var måske at Kain allerede på forhånd var utilfreds med sit liv og syntes at han ikke rigtig skyldte Gud noget? Vi ved det ikke.
Hvad vi til gengæld ved, er at Kain blev vred eller nedtrykt (det hebraiske ord som grundteksten bruger, kan betyde begge dele), og det endte med at han slog sin bror ihjel, og at han som straf for det måtte flakke om som en fredløs flygtning. Gud forsøgte ellers at opmuntre ham til at vælge en anden og bedre vej ved at fortælle ham at han ville kunne se frit op hvis han gjorde det gode, men Kain var ikke modtagelig for opmuntringen.
Adskillige årtusinder senere kom Jesu tolv apostle op at toppes om hvem af dem der var den største. Alene det at være en af Jesu tolv mest betroede disciple var ellers en stor hædersbevisning i sig selv, skulle man mene, men hvorfor lade sig nøje med at være en af de tolv fornemste hvis man havde mulighed for at være den fornemste?
Vi får ikke at vide hvilke argumenter disciplene brugte i deres diskussion om hvem af dem der var den største. Måske sad de og remsede mirakler op: Hvem havde helbredt flest blinde, hvem havde uddrevet flest dæmoner, hvem havde opvakt flest døde? Eller måske konkurrerede de om hvem der havde hørt bedst efter når Jesus talte: Hvem af dem kunne flest lignelser udenad? Men Jesus bryder ind i samtalen og gør dem opmærksomme på at i hans rige er det helt andre kriterier storhed bliver målt på: ”den ældste blandt jer skal ære som den yngste, og lederen som den der tjener.” Den største er altså den der tjener mest – vel at mærke ikke i betydningen ”den der tjener flest penge”, men ”den der i højest grad er tjener for de andre”.
Det gode ved det er at det betyder at vi alle sammen til hver en tid har mulighed for at opnå storhed! Man behøver nemlig hverken være ung eller rig eller smuk for at tjene sine medmennesker. Faktisk behøver man ikke engang være sund og rask, for uanset hvilke omstændigheder vi befinder os i, vil der være valg vi skal træffe, hvor vi kan vælge at være til glæde for vores omgivelser eller det modsatte. Selv hvis vores omstændigheder forhindrer os i overhovedet at have kontakt med andre mennesker, kan vi vælge at være til glæde for andre ved at bede for dem.
Dagens gode budskab er altså at hvis du synes at livet har givet dig et dårligt udgangspunkt i kraft af din afstamning, din sociale arv, dit udseende, dit helbred eller hvad det måtte være, så har du mulighed for at bryde den onde cirkel og blive en af de store, og Jesus har opskriften på hvordan du gør dét, nemlig ved ydmygt at tjene dine medmennesker.
”Og hvad har jeg så ud af dét?” spørger du måske. ”Hvad kan jeg bruge det til at jeg ifølge en eller anden besynderlig definition er en af de store? Mit liv ser jo ikke spor anderledes ud af den grund. Jeg er jo stadig ikke lykkelig. Jeg er stadig syg, jeg er stadig fattig, jeg er stadig ensom, jeg er stadig overset” – hvad det nu måtte være der plager dig.
Jo, hvis denne verden var alt hvad der er, så ville det ganske rigtigt være temmelig ubrugeligt at få at vide at dit liv er ære værd, hvis den ære ikke udmønter sig i noget der gør dit liv bedre. Som Paulus skriver til korintherne: ”Har vi alene i dette liv sat vort håb til Kristus, er vi de ynkværdigste af alle mennesker.” Men det kristne håb om det evige liv der venter os, sætter tingene i et helt andet lys, og på baggrund af det kan Jakob ligefrem skrive, som vi hørte: ”En broder i ringe kår skal være stolt af sin høje stand, en rig af sin ringe stand, for som markens blomster skal han forgå. … Salig er den, som holder ud i prøvelse, for når han har stået sin prøve, vil han få livets sejrskrans, som Gud har lovet dem, der elsker ham.” Med andre ord: Du kommer til at modtage al den ære du fortjener, og du kommer endda til at modtage den fra Gud selv. Prøv engang at forestille dig det: Du kommer til at stå foran Guds herligheds trone, og hele verden kommer til at høre ham rose dig, hvorefter du kan se frem til en evighed i uudsigelig lykke. Og når det først har stået på i et par årtusinder, så tror jeg at de lidelser du har måttet udstå her i denne verden, vil forekomme relativt ligegyldige. Som Paulus skriver et andet sted: ”Jeg mener nemlig, at lidelserne i den tid, der nu er inde, er for intet at regne mod den herlighed, som skal åbenbares på os” (Rom 8,18).
Men hvis vi kun tjener vores medmennesker med den bagtanke at vi vil have ære i den kommende verden, så er der vel ikke tale om ægte ydmyghed? Er vi så ikke nogle beregnende små hyklere? Jo, måske. Men for det første får vores medmennesker jo den samme gavn af de ting vi gør for dem, uanset hvad vores motiver er. Og for det andet har Guds Ånd det med at overtage styringen, når først vi begynder at adlyde Gud. Så før vi ved af det, vil vi erfare at det at tjene vores næste bliver et mål i sig selv – ja, vi vil endda komme til at ønske at de mennesker som vi tjener, får samme belønning i det himmelske som vi selv får. Og da vil vi vide at den forandring i vores måde at tænke på, i sig selv er en del af Guds belønning til os, fordi det at leve med kærligheden som fortegn er det mest velsignede liv der gives!
Det betyder naturligvis ikke at vi altid vil have en følelse af lykke. Det betyder ikke at vi aldrig vil synes at livet er hårdt. Hvis I vil tilgive at jeg for tredje gang citerer Paulus, så beskriver han et sted sit liv og sine vilkår med ordene: ”Endnu i denne time både sulter og tørster vi, mangler klæder, bliver slået, er hjemløse, og vi arbejder hårdt med vore hænder, Skældes vi ud, velsigner vi; forfølges vi, finder vi os i det; tales der ilde om os, svarer vi med gode ord. Vi er blevet som affald i verden, et udskud i alles øjne indtil nu” (1 Kor 4,11-13), og et andet sted tilføjer han: ”Jeg har slidt og slæbt, tit været i fængsel, fået slag i massevis, jeg har været i livsfare mange gange. Af jøderne har jeg fem gange fået fyrre slag minus ét, jeg har fået pisk tre gange, er blevet stenet én gang. har lidt skibbrud tre gange, jeg har drevet rundt på det åbne hav et helt døgn. Ofte på rejser, i fare på floder, i fare blandt røvere, i fare fra mit eget folk, i fare fra hedninger, i fare i byer, i fare i ørkener, i fare på havet, i fare blandt falske brødre. Jeg har arbejdet og slidt, ofte haft søvnløse nætter, lidt sult og tørst, ofte fastet, døjet kulde og manglet klæder. Hertil kommer det, som dagligt trykker mig: bekymringen for alle menighederne. Hvem er magtesløs, uden at jeg også er magtesløs? Hvem falder fra, uden at det svier i mig?” (2 Kor 11,23-29). Sådan kan livet som kristen også være – vi har ikke fået noget løfte om at vi skal have det godt i denne verden! Men vi har fået et løfte om at Gud vil være med os gennem det alt sammen, og det løfte må vi tro på, uanset om vi kan mærke hans nærvær eller ej – der er trods alt en grund til at vi bekender den kristne tro og ikke den kristne erfaring. Men jeg har den tro at Gud også vil give os indblik i erfaringen hvis vi stoler på ham og adlyder hans ord. Og i mellemtiden kan vi søge styrke i ”De 4 B’er”: Bibelen, Bønnen, Bordet med nadverens brød og vin, og Brødre- og søstrefællesskabet i menigheden.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments