Prædiken til pinsedag 2013
Posted By admin on 14. august 2013
Helligåndens komme: Er Gud egoist?
Prædiken i Husum Kirke pinsedag 2013
Nikolaj Hartung Kjærby
For et par uger siden blev årets konfirmationer her i Husum Kirke overstået. Det var som altid nogle festlige og dejlige gudstjenester som gør det helt svært at tro på at det at skulle undervise konfirmander faktisk er noget af det som mange nye præster frygter allermest! Jeg havde det nu lige omvendt – for mig var det noget af det jeg glædede mig allermest til. Og jeg synes stadig at kontakten med teenagere er et af de største privilegier ved mit job. En af gevinsterne er at man konstant bliver udfordret på sin vanetænkning fordi de unge stiller spørgsmålstegn ved alting og er i stand til at se tingene fra nogle andre vinkler end dem som vi andre har vænnet os til. Og tag ikke fejl – det kan godt være at nogle teenagere umiddelbart kan give det indtryk at der er ”lukket på grund af ombygning”, men som oftest fungerer ”harddisken” altså ganske upåklageligt.
Forleden var der for eksempel en af de unge i DOK (DOK er Husum og Husumvold Kirkers ungdomsklub; det står for ”Den Overnaturlige Klub”) der stillede mig det udmærkede spørgsmål: ”Hvorfor i alverden har Gud skabt så mange stjerner og planeter når mennesker alligevel ikke ville kunne leve på særlig mange af dem, og vi sandsynligvis aldrig vil komme til at besøge nogen af dem?” Virkelig godt spørgsmål fra en 14-årig pige, synes jeg – jeg ved ikke hvor mange voksne der nogensinde har tænkt så langt! Men som den gode præst jeg selv synes jeg er, havde jeg naturligvis et gennemtænkt teologisk svar parat: ”Hvem siger at det er os mennesker der er universets centrum?” svarede jeg. ”Hvem siger at det er for vores skyld at alting er skabt?” ”For hvis skyld skulle det ellers være?” replicerede den kvikke pige. ”Jeg tror at Gud først og fremmest har skabt universet for sin egen skyld, fordi han havde lyst til det,” svarede den kloge præst med ansigtet lagt i de frommeste folder han kunne finde. Men så kom knockout-stødet fra pigen: ”Jamen så er Gud jo egoistisk! Du plejer ellers at sige at han er kærlighed!” Touché!
Det er faktisk slet ikke så sjældent at jeg møder det synspunkt at Gud er egoistisk. Og en af de beretninger der ofte får folk til at sige det, er den som vi hørte i begyndelsen af gudstjenesten, om Babelstårnet. For var det ikke magtmisbrug fra Guds side sådan at sabotere menneskenes projekt? Var det ikke udtryk for ren egoisme fra hans side at han ikke ville have at menneskene byggede et tårn helt op til himlen? Og er det ikke udtryk for narcissisme af værste skuffe når han i De 10 Bud forbyder at man tilbeder andre end ham, og tilmed truer med at man havner i Helvede hvis man vælger en anden gud?
Alle de spørgsmål er meget naturlige, men de er alligevel udtryk for at vi ikke har forstået hvordan Gud er. Ikke at der er noget at sige til det – tværtimod vil jeg sige at hvis der kommer et menneske og siger til dig at nu har han fuldt ud forstået hvordan Gud er, så skal du ikke tro på ham, for det er ikke menneskeligt muligt at forstå Gud fuldt ud. Vi er jo begrænsede, hvorimod Gud er ubegrænset. Det fortælles om kirkefaderen Augustin at han engang gik langs en strand og grublede over Treenighedens mysterium. Bedst som han gik der, fik han øje på en lille dreng der gik frem og tilbage med en muslingeskal i hånden mellem havet og et hul som han havde gravet i sandet. ”Hvad laver du?” spurgte Augustin ham. ”Jeg er ved at flytte havet over i det hul jeg har gravet!” svarede drengen glad. ”Hvor er du naiv!” lo Augustin. ”Tror du virkelig at det lille hul som du har gravet, kan rumme det store hav?” I det samme blev drengen forvandlet til en mægtig engel som rejste sig foran Augustin og sagde: ”Hvor er du naiv! Tror du virkelig at dit lille hoved kan rumme den hellige treenigheds mysterium?”
Nej, vi kan ikke fuldt ud forstå Gud – det er derfor vi er henvist til at tro på hans ord. Og om vi vælger at gøre det, må naturligvis komme an på om vi har indtryk af at han er en type som man kan stole på. Så du kan jo tænke på det du har hørt om Jesus, om de ting han gjorde og sagde, og overveje om han virker tillidvækkende.
Og Jesus siger altså at kærlighed er selve essensen af Guds væsen. Det siger han en række forskellige steder og med forskelligt ordvalg, og i det stykke vi har hørt i dag, fremgår det af det svar han giver da Judas spørger hvorfor han ikke bare giver sig til kende for hele verden. (I øvrigt et meget relevant spørgsmål – Judas har tilsyneladende været lige så kvik som en teenager!). Jesus svarer at grunden til det er at kærlighed er nødvendigt hvis man skal kunne holde fast ved hans ord. Hvis man ikke elsker Gud, så kan man ikke begribe hvem Jesus er, uanset hvor klart han giver sig til kende. Men hvis man lever i kærlighed til Gud og sine medmennesker, så vil man opleve at Jesus giver sig til kende for en. Som forfatteren til det evangelium vi har hørt fra i dag, nemlig apostlen Johannes, skriver i sit første brev: ”Kærligheden er af Gud, og en hver, som elsker, er født af Gud og kender Gud. Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed.” [4,7b-8]
Men tilbage til Babelstårnet. Hvordan kan man på nogen måde hævde at Gud handlede kærligt og ikke egoistisk da han forvirrede menneskenes sprog og forhindrede dem i at bygge et tårn op til himlen? Var det ikke bare fordi han ikke kunne tåle at nogen udfordrede hans position?
Lad os overveje hvad konsekvensen ville være blevet hvis Gud ikke havde grebet ind, og det rent faktisk var lykkedes den samlede menneskehed at bygge et tårn helt op til himlen. For at overveje det er vi først nødt til at gøre os klart at ”et tårn der når op til himlen” ikke betyder at tårnet sådan rent fysisk skulle nå op til Guds bolig – det ville jo være umuligt og ville ikke have kaldt på andet end et skuldertræk fra Guds side. Snarere har tårnet været det man kalder en ziggurat, altså en slags tempel formet som en kæmpe trinpyramide. Man ved fra arkæologien at mange af de ziggurater der lå i Mesopotamien, havde navne der betød ting som ”Porten til Himlen” eller ”Forbindelsen mellem himmel og jord”, og det svarer jo meget godt til det som teksten siger om at tårnet skulle nå op til himlen. Man ved endvidere fra arkæologien at zigguraterne var centre for afgudsdyrkelse. Hver bystat havde sine egne guder som var en form for personifikationer af byen, og som til tider endda hed næsten det samme som byen – Susas gud hed for eksempel Inshushinak, og Assurs gud hed Ashur. Når de forskellige folk tilbad deres gud, var det altså i en vis forstand sig selv og deres eget folk de tilbad. Var det nu lykkedes den forenede menneskehed at bygge deres super-ziggurat i Sinear, hvem havde deres gud så været? Ja, det er ikke til at vide hvilket navn de ville have valgt, men guden ville nok have været en personifikation af menneskeheden. Det vidner deres formålserklæring med at bygge tårnet også om: ”Lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn”. Byggeprojektet lå altså i direkte forlængelse af det ønske der fik Adam og Eva til at spise af frugten i Paradisets have: Ønsket om selv at blive som Gud.
Men igen: Er det ikke småligt af Gud at han vil have æren og tilbedelsen for sig selv? Er det ikke egoistisk af ham at han for enhver pris vil holde mennesket væk fra sin trone? Eller sagt på en anden måde: Kan det ikke være ligegyldigt om vi kalder det vi tilbeder, for Gud eller Allah eller Odin eller Ashur?
For at tage det sidste spørgsmål først: I princippet er det ikke afgørende hvilket navn vi bruger om Gud, især hvis vi ikke ved hvad navnet betyder. Ganske vist vil jeg bestemt ikke anbefale at vi begynder at sige ”Kære Odin” når vi beder, for navnet Odin er nu engang i vores kultur uløseligt forbundet med visse karaktertræk der langt fra alle harmonerer med den måde Bibelen beskriver Jesu Kristi Fader på, men omvendt er det bestemt heller ikke sådan at vi er på sikker grund hvis bare vi bruger det rigtige navn. Tag for eksempel navnet Allah, som kristne arabere har brugt om Gud længe før der var noget der hed islam. Men blot fordi muslimerne bruger det samme navn, betyder ikke at det de tilbeder, stemmer overens med Guds væsen. Og blot fordi en vesterlænding hævder at han gør noget i ”Guds” eller ”God’s” eller ”Dios’” navn, er det ingen garanti for at Bibelens Gud står inde for det. Det afhænger alt sammen af om det vi tilbeder, har de samme egenskaber som Bibelen fortæller os at den sande Gud har. Det er nemlig sådan at vi uundgåeligt kommer til at ligne det vi tilbeder. Tilbeder vi en gud der står for magtsyge, hovmod og selvhævdelse, så vil vores liv komme til at blive præget af magtsyge, hovmod og selvhævdelse, og jeg behøver vel ikke at bruge ret mange ord på at overbevise jer om at det ikke bliver noget lykkeligt liv man får på den måde – og ens omgivelser gør i hvert fald slet ikke! Tilbeder vi derimod en gud der står for kærlighed, ydmyghed og selvopofrelse, så vil vores liv komme til at blive præget af de ting. Det lyder måske heller ikke umiddelbart som det fedeste liv, hvilket måske er grunden til at en mand som Nietzsche brugte faktisk det meste af sit forfatterskab på i voldsomme vendinger at argumentere for at man hellere burde dyrke magtguden frem for ydmyghedsguden. Og jeg må indrømme at det ville være vanskeligt at finde nogen gangbare argumenter mod Nietzsche, hvis det ikke var for en enkelt lille detalje, nemlig den at ydmyghedsguden findes i virkeligheden og har al magt! Det demonstrerede han i særklasse påskemorgen hvor Jesus opstod fra de døde efter at have udsat sig selv for den totale ydmygelse i kærlighedens navn. Dér blev det tydeligere end noget andet sted demonstreret at kærligheden er den stærkeste magt der findes; at Guds svaghed er stærkere end menneskers styrke. Det strider imod vores umiddelbare måde at tænke på, for verden har opdraget os til at tænke at det gælder om at hævde sig på andres bekostning; at enhver er sig selv nærmest, og Fanden tager de sidste. Det er også derfor vi har svært ved at tro at Gud kan have haft andre motiver end egoisme for at forpurre det babelske byggeprojekt, for vi tænker at han også er en del af rotteræset.
Men kære venner: Gud har al magt. Om så hele menneskeheden forenede deres kræfter, ville vi ikke kunne støde Gud ned fra tronen. Gud er Gud, om alle mand var døde. Babelstårnet var ikke nogen trussel mod ham. Når han forvirrede sprogene, var det altså ikke for at redde sig selv – det var for at redde os! Det var or at redde os mennesker fra en totalitær verdensreligion hvor magt er Gud, og de stærke lever af at hylde sig selv. Ved at forvirre sprogene fik Gud demonstreret at der er en magt som er stærkere end det stærke, selvhyldende menneske, i håb om at vi mennesker ville søge at lære den magt at kende; den kærlighedens magt som er større end de magtguder vi selv kan tænke os til. Da apostlen Paulus flere tusinde år senere besøgte en anden bystat der ligesom Assur delte navn med sin nationalgud, nemlig Athen, så han et tegn på den søgen i form af et alter med indskriften ”For en ukendt gud”, og han sagde til byens indbyggere at Gud ”har skabt alle folk og ladet dem bosætte sig overalt på jorden og fastsat bestemte tider og grænser for, hvor de skal bo – for at de skulle søge Gud, om de kunne famle sig frem og finde ham, som dog ikke er langt borte fra en eneste af os.” [ApG 17,26-27] Men Gud var også godt klar over at vi aldrig ville kunne lære ham at kende som vores kærlige far blot ved at famle os frem i mørket. Derfor sendte han profeterne, og til sidst sendte han sin søn som gennem sit liv, sin død og sin opstandelse demonstrerede hvordan den sande Gud er, og kaldte os til at tilbede ham med hele vores liv. Alle de små babelstårne som vi har bygget ved at gøre os selv til centrum for vores liv, at bygge vores eget magtrige i stedet for at bygge Guds kærlighedsrige, dem tog Jesus på sig så de blev revet ned da han døde på korset. Giver vi vores liv til ham, så kommer hans død til at gælde for os, og vi bliver befriet for vores babelstårne og i stedet gjort til en del af Guds rige – et rige hvor det er ydmyghed, selvopofrelse og kærlighed der er i centrum. Og et af de første synlige tegn på det rige var den midlertidige ophævelse af den babelske sprogforvirring der fandt sted på den første pinsedag da mennesker fra en mængde forskellige folkeslag pludselig hørte disciplene fortælle om de store ting Gud har gjort, på deres egne modersmål. Ligesom Gud som en nødforanstaltning måtte dele menneskeheden op i forskellige folkeslag for at forhindre dem i at bygge et alt for stort magtrige, sådan nedbryder han nu barrierne igen og samler sig nu et folk fra alle folkeslag til et forenet kærlighedsrige, sådan som det oprindelig var hans plan. Og hvor vi før havde travlt med at bygge hver vores babelstårn op til himlen, sætter Helligånden os nu i gang med at bygge Babylons modsætning, nemlig Guds nye Jerusalem, der står i himlen og rækker helt ned på jorden. Retningen er altså ikke længere opad mod selvhævdelse og hovmod, men nedad mod ydmyghed og selvopofrelse.
Hvilket af de to byggeprojekter er du i færd med i dit liv – Babelstårnet eller det nye Jerusalem?
Comments