Prædiken til 3. søndag efter trinitatis 2014
Posted By admin on 8. juli 2014
Den fortabte søn: Gud frelser dem der ikke fortjener det!
Prædiken i Husum Kirke 3. søndag efter trinitatis 2014
Nikolaj Hartung Kjærby
En bog, film eller serie har som regel en eller flere skurke. De kan være mere eller mindre farlige, og de kan være mere eller mindre onde. Nogle gange ender historien med at skurken omvender sig fra sin skurkagtighed og bliver et nyt og bedre menneske, mens andre skurke er så gennemført fordærvede at selv en nok så oprigtig undskyldning ikke ville kunne gøre skaden god igen; det eneste man som seer sidder og håber på, er at retfærdigheden sker fyldest, og den onde får en ond skæbne.
En af de mest modbydelige skikkelser der har figureret på dansk tv, er Lærer Andersen fra Matador. De af jer der har set serien, ved at han ender med at dø af lungebetændelse efter at den naive gammeljomfru Misse, som var dum nok til at gifte sig med ham, låser ham ude på altanen fordi han forsøgte at fuldbyrde ægteskabet, hvilket gik hendes dyd for nær. (Til dem af jer der ikke har set Matador, kan jeg kun sige: Hvad venter I på? – ud over at gudstjenesten bliver færdig altså!)
Jeg siger at Misse var ”dum nok” til at gifte sig med Lærer Andersen, for han er en gennemusympatisk blodsuger som i al den tid de kendte hinanden, aldrig gjorde noget som helst for hende, men tværtimod udnyttede hende på det groveste. Han nærmest åd hende ud af huset uden at løfte en finger, og da hun en enkelt gang ønskede at bruge nogle af sine penge på sig selv, nemlig på at købe sig en ny frakke, tvang han hende til i stedet at betale ham i dyre domme for en frakke der havde tilhørt hans afdøde hustru. Jeg må indrømme, med fare for at nogle af jer mister nogle illusioner om jeres præsts fromhed, at jeg klappede i mine små skadefro hænder da det modbydelige væsen fik sin velfortjente bekomst!
Før Lærer Andersen kastede sig over Misse, havde han en anden madkæreste, nemlig den snobbede danselærerinde Violet Vinter. Hos hende spiste han også gratis (og tillod sig endda at beklage sig over menuen), og han fik hende også til at stryge sine skjorter. Men Violet var ikke lige så naiv som Misse, og på et tidspunkt sagde hun til Andersen at hun altså havde andet at lave end at stryge hans skjorter, og at hvis hun endelig skulle gøre det, så ville det kun være rimeligt hvis han betalte hende lidt for ulejligheden. Da hun sagde det, forsøgte han først at manipulere hende ved at gøre opmærksom på at hans afdøde hustru altid strøg hans skjorter med glæde uden at forlange noget for det, og at hun ikke var så egoistisk at prioritere sine egne interesser højere. Den svada blev Violet naturligvis rasende over, og det endte – naturligvis, fristes man til at sige – med at deres veje skiltes.
Og nu er jeg ved at være fremme ved min pointe, for prøv at forestille jer at Lærer Andersen fortrød og vendte tilbage til Violet på sine grædende knæ. Hvordan mon hun så ville reagere? Hvad tænker I?
(vent på input fra salen)
Forestil jer at hun slet ikke gjorde noget af det, men at hun, allerede inden han nåede at sige undskyld, begejstret faldt ham om halsen og sagde: ”Frederik” – det hed han nemlig til fornavn – ”Frederik, tænk at du kom tilbage! Hvor er jeg glad for at se dig! Sæt du dig bare til bords, så skal jeg nok servere din livret! Og hvordan er det din skjorte ser ud? Lad mig straks stryge den for dig, så kan du tage min afdøde mands slåbrok på imens!” Hvis hun reagerede på den måde, så ville de fleste nok ryste på hovedet ad hende og kalde hende ”tossegod”. Men – jeg ved ikke om I har tænkt over det, men så tossegod er den fortabte søns far jo faktisk! For den behandling som sønnen havde givet ham, var i datidens kultur mindst lige så uhørt som den behandling Lærer Andersen gav Violet. Vi glemmer måske bare at tænke over hvor chokerende faderens reaktion var, især hvis vi har hørt historien tilstrækkelig mange gange før. Og især hvis vi ved at Jesu formål med alle de historier han fortalte, var at lære os noget om Gud, så når faderen i historien er tossegod, så er det fordi det er sådan Gud er. Og det betragter vi måske ikke som nogen specielt revolutionerende nyhed – han er trods alt Gud, så det er vel nærmest en del af hans jobbeskrivelse at være grænseløst god og tilgivende?
Men den konsekvens som vi nogle gange glemmer at drage af det, er at hvis der ikke er nogen grænser for Guds godhed og tilgivelse, så betyder det at den også omfatter de mennesker der har handlet så ondt imod os at vi ikke vil eller kan tilgive dem. Hvis vi har ambitioner om at komme til at tilbringe evigheden i Paradis fordi vi regner med at Gud tilgiver vores synder, så må vi være indstillede på at vi kommer til at få selskab af mennesker som vi absolut ikke synes fortjente at være der.
Den geniale engelske forfatter C.S. Lewis – og ja, jeg ved godt at jeg citerer ham i tide og utide, men det er fordi han gang på gang i løbet af sit forfatterskab ramte hovedet på sømmet i en grad der gør at han her 51 år efter sin død stadig er højaktuel – en af hans bedste og mest rystende (på den gode måde) bøger er ”Den store skilsmisse”, som er en fabel om en gruppe mennesker der egentlig er havnet i helvede, men som alligevel får lov til at komme på besøg i himlen. De kan så blive der hvis de har lyst, eller de kan vælge at tage bussen tilbage til helvede og blive dér. Det der er så rystende, er at langt de fleste af dem faktisk vælger at tage tilbage til helvede fordi de bliver fornærmede over at himlen er anderledes end de havde forestillet sig. Det som de frem for alt har svært ved at forlige sig med, er at i himlen er det nåden der er det styrende princip – der er ingen der klapper dem på hovedet og fortæller dem det som de længes efter at høre, nemlig at de har været bedre mennesker end dem de levede sammen med på jorden, og at de mennesker som de har ofret sig for på jorden, nu skylder at betale dem tilbage på en eller anden måde. En af dem vender endda om på stedet da han møder sin nabo, for hvis Gud var villig til at lukke naboen ind i himlen, så var der da overhovedet ikke nogen retfærdighed til, og så foretrak han selv at være udenfor!
Det er den samme indstilling som den ældste søn i Jesu lignelse udviser. Og det er en indstilling som det i det hele taget er utrolig svært for os mennesker at frigøre os fra. Det er også derfor jeg oplever ”Den store skilsmisse” som en så rystende bog, for jeg genkender desværre alt for meget af mig selv i de mennesker der på grund af deres stolthed ender med at vælge helvede frem for himlen! Vi vil så gerne have at der på en eller anden måde skal ”være retfærdighed til”, og så glemmer vi at hvis det virkelig var retfærdighed det kom an på, så ville vi selv få mere end svært ved at blive frelst! Hvis vi bilder os ind at vi selv fortjener en bedre skæbne på dommens dag end de og de, så viser vi netop derved at vi lider af en katastrofal mangel på den allervigtigste kristne dyd, nemlig kærlighed – fordi der er et andet menneske som vi ikke under at have det lige så godt som os selv.
Hos Gud er der altså kun to muligheder: Gennemført retfærdighed eller gennemført nåde. Vælger vi det sidste, må vi finde os i at den ikke kun gælder for os, men også for dem der har været nogle svin over for os – vi må give afkald på vores selvretfærdighed og rethaveriskhed og stolthed, så der kun bliver ydmyghed og taknemmelighed tilbage. Vælger vi derimod det første, så bliver det også det vi får, og så bliver der ingen frelse til os. Men det er kun på vores egne vegne at vi kan vælge retfærdighed frem for nåde – vi kan ikke nægte andre mennesker Guds nåde, for Gud er fuldkommen kærlighed, og han rækker sin nåde til enhver som vi tage imod den. Og er der nogen som vi ikke kan unde dét, så er det kun velfortjent at vi selv går fortabt.
Hvad kan vi så gøre, alle vi som med skam må erkende at vi ikke er fuldkomne i kærlighed sådan som vores himmelske Fader er det? Hvad kan vi gøre, alle vi som gang på gang forfalder til selvretfærdighed og en fordømmende holdning, og som kender os selv godt nok til at vi ikke tør sværge på at vi fra nu af aldrig vil ønske for noget andet menneske at han eller hun får sin velfortjente straf? Vi kan gøre det eneste som noget menneske nogensinde kan gøre for at blive frelst, nemlig at søge tilflugt i Guds ufortjente nåde og godhed. Vi kan bede den eneste bøn som åbner himlens porte – og den består ikke i en opremsning af vores egne fortræffeligheder og fortjenester, men i de simple ord: ”Gud, vær mig arme synder nådig!”
Comments